Den sidste Boraparte

Jeg stod og kikkede ud over havet. I det fjerne kunne jeg se en lille prik, som voksede sig større og større. Vinden ruskede i mit hår, og den dejlige duft af havvand fyldte mine lunger. ”Frøken vi nærmer os Pilgrim.” stilheden blev brudt og mit sind gjorde også. Jeg vendte mig om og kikkede på ham, vi vidste begge to at det her var sidste gang vi kom til at se hinanden.

For jer der læser det her. Er jeg ked af hvis der er mange stave fejl, er ikke særlig god til at stave så undskyld på forhånd....

0Likes
0Kommentarer
790Visninger
AA

6. Mødes igen

 

Jeg nikkede til ham, for at komme væk hurtigst som muligt. Over ved disken, stod en lille mand. Han var nok på størrelse med en på otte år. På to skridt var jeg der henne. Jeg kunne mærke deres blik, der hvilede på mig. Jeg kikkede ned på den lille mand. Han havde små skæve øjne, man kunne lige se noget af hans øjne. ” Kan jeg få to værelser?” jeg var tragt, det kunne en hver høre. Han mødte mit blik. Han kløede sig lidt i skægget. ” Jaa. Kan jeg få et navn ?” Han tog en stor bog frem. Jeg kunne se en masse navne der i, men det der fangede mit blik var et specielt navn. Mary Black. Mine fingre gled over det kolde papir. Hun havde været her. ” Jeg har lige to tilbage. Er det til dig og knækten?” Han nikkede hen mod Stump, der sad ved siden af ham manden i vesten. ” Deres navn frøken ?” han satte pennen i hånden på mig. Jeg var lige ved at skrive Anastasia, men stoppede hurtigt.” Rosalinda fra syd. Nå da. Det er ikke tit vi for besøg af sådan nogen.” der lød et lille bump, da han klappede bogen sammen. Jeg skævede hen til Stump igen. Der var ved at gå betændelse i hans ben, det skulle renses, og det kunne ikke gå for langsomt.

 

” Kan jeg få en spand med varmt vand op?” jeg prøvede at lyde som om, det ikke var noget vigtigt, men han havde set mit blik. ” Ja da. Det ser ikke for godt ud med det der ben. ” han tog min hånd, nok for at være flink, men jeg havde ikke brug for hans omsorg, jeg kendte godt til den slags. Han gav den et lille klem. ” Bare gå op med drengen, så henter jeg dig når vandet er klar.” der var noget ved hans stemme der gjord mig tryk. Han smilede, og en masse rynker kom frem, man kunne se at tidens tand, ikke havde været flink mod ham. Jeg takkede, og fik fat i Stump. Han kom humpende mig i møde. ” Nå da. Der er nok nogen der er glad for at se sin søster igen.” Jeg vente mig om, det var ham kæmpen ned fra molen. ” Ja, og tak for at i hjalp mig og min bror.” han smilede og rakte sin hånd ud, han aede Stump over kinden, med hans store hænder. Det så næsten ud som om han var ved at kvæle ham. ” Hvor er min menere? Jeg heder for rasten Jonas.” han kikkede op. Der stod vi og studere hinanden, men det var også der jeg blev opdaget. Han rynkede brynet, og hans blik der før var mildt, var nu blevet hårdt og koldt. ” Skal jeg hjælpe jer op?” Jeg nikkede. Det var en smal gang, vi kunne lige gå skulder ved skulder.

 

Vi fik lagt Stump op. Det var et fint lille værelse han havde fået. Vægene var helt gule, det fik det til at se mere frisk ud. Over ved vinduet stod der et skab, hvor der hang nogen bøjler. Der var et lille bord, hvor der stod nogen ølkrus, ellers var der ikke rigtig noget der inde. Jeg kyssede ham på panden, hans grå øjne lyste op. ” Rosa. Må jeg tale med dig ?” det gav et ryk i mig, jeg havde helt glemt han var der. Der stod vi ud på gangen, der var køligt. Ind gennem vinduet, kom en lille stråle af månelys, der lyste hele gangen op. ” Hvem er du ?” han var nok kun en skygge, jeg kunne se i mørket, men på en eller anden føltes det som om han var over alt. Hans røde hår linnede en sol nedgang, i lyset fra månen. ” Hvad mener du?” jeg prøvede på at lyde dum, men det var svært. Jeg var lige ved at døse om kuld, fordi jeg var så træt. Jeg lænede mig op af vægen. Den var kølig, det var som at ligge på søm. ” Du skal ikke spille dum, jeg ved hvem du er.” på to skridt stod han foran mig. Det gav et ryk i min arm, der var noget der lå på den. Det var koldt og hårdt. En kniv, det var en kniv. ” Sig det, det ville jo være en skam, hvis der skulle ske noget med det kønne ansigt” han holdte den op foran mit ansigt. Det var god kvalitet, den bedste kniv man kunne få for penge. Soldaterne brugte dem stil at skære gennem hoveder, man skulle bare presse lidt til, og så var der åbent.

 

” Mit navn er Rosalinda.” Hvæsede jeg. Små dråber af spyt ramte ham på kinden. Han lukkede øjnene. Der stod vi, med tagheds i mellem os, det var som om tiden var stoppet. Han slap sit greb. Endelig kunne jeg ånde igen. Den kolde luft fyldt mine lunger, så det brandte i dem. Det var det eneste, jeg nogenlunde kunne huske fra den dag. Jeg ved ikke hvordan, jeg fik renset Stump¨s ben. Men det var i orden, da jeg kikkede til ham klokken fire. Det meste af kroen var stille, kun på få af værelserne kunne man hører stemmer, eller mere nu støn. Der var så mørkt, men det lykkes for mig at finde mit værelse i den anden ende af kroen. Nøglen knirkede i låsen da jeg åbnede døren. En lille stribe af lys kom mig i møde, så jeg var nød til at knibe mine øjne sammen, for at det ikke gjorder ondt i dem. Det var et fint værelse. Vægene var blå som natte himlen, og der var et pænt stor vindu, hvor man kunne side og kikke ned i haven. Over ved den enden væg, stod der en drømmeseng. Den var ny ret. Jeg begyndte at klæg mig af, det våde tøj der næsten var en halv krig at få af. På sengen lå der en natkjole, den var meget smuk, problemet var bare, at den ikke var min. Det bankede på døren, det gav et ryk i mig. Jeg tog den blå kjole der lå på sengen, og fik den på så hurtig jeg kunne. Det var lige min størrelse. Mærkeligt. ” Må man komme ind?” brummede det ude for døren. På to skridt var jeg der over. Bag ved døre, var der en der prustede der ude, der var en der ventede på mig.”Frøken. Er de der?” var der en der, brummede igen.

 

”Jeg kommer.” Det var krofartteen der stod der. Han var lig så rød i hoved som en tomat. Før jeg fik spurt om noget, trak han mig hen mod stuen. Der var ikke en levende sjæl der nede. Kun en kat der sad og lunede sig foran bålstedet. ” Her er jo ingen min gode mand. Tror de ikke de skal have dem lidt hvile?” der var stille, for stille. Hans små buttede finger pegede på døren. Den dør der førte ud i den kolde regn. I staten kunne man ikke høre noget, men lyden voksede og voksede, indtil at den var over alt. Det var som den ikke ville stoppe, før den var inde i alles øregange. Måske var det et måge skrig, eller lyden af metal der ramte hud. Jeg ved det ikke. Kun det, at der var noget der ude, og det lød ikke som noget ret. En kold vind kom mig i møde, den var over alt. I alle hjørner af rummet. Noget sort og klamt stod i døråbningen. Det linede et menneske, men man kunne ikke se noget for den sorte kappe. Rundt om den kom en pøl af blod frem. Den var ikke stor, men nok så den dækkede lidt af gulvet.

 

Det var som at gå på vandet, bare at det var varmt det her. Da jeg kom tætter på kunne jeg se at det var to personer. Den ene havde blå øjne der virkede kolde. Den anden som var den sårede havde grønde øjne. Stilheden kom over lokalet. Blodet begyndte at trænge ind mellem træne på mig. Bålstedet gav et lille bang fra sig. Over ved blod pølen, var den lille kat kommet. Den begyndte at slikke blodet op fra gulvet. ”Er der noget jeg kan hjælpe med?” det sorte stof var koldt, og havde suget meget blod til sig, så være eneste berøring blev man rød. Jeg hader, at jeg gjorder det. At jeg hjalp dem. Måske skulle jeg bare have gået min vej med Stump. Bare at blive ved med at gå, indtil der var ingen der nogen sinde kunne finde os igen. Vi fik hjulpet dem over til stolene over ved ildstedet. Krofartteen havde bet mig om at finde nogen tæpper. Mens jeg lete skiftede jeg også om til mit normale tøj. Den klamme følelse af blod om mig, hang stadig i luften. Det gjorde det ikke bedre, at blodet på mine føder var størknet. Det ville tag helle aften at få det af.

 

Krofartteen havde fundet tæpper da jeg kom der ned. De sad bække over i stolene ved ildstedet. Deres sorte hår fik et lidt gullig skær i lyset fra ildstedet. ” Undskyld mig mine herre.” den lille krofartteen rystede over hele kroppen. Han havde vist ikke fået nået søvn.”Hvem er de enlig, og hvorfor for vi denne ære at huse dem?” For en gang skyld, syns jeg at han skulle holde sin mund. Så jeg bare kunne have været i fred, så mig og Stump kunne være i fred, men som min mor sagde.

”Det onde vil altid være nær os, og der er intet vi kan gøre ved det.” Nogen havde taget hende fra mig den dag, dem alle sammen. Hun havde ret. Det onde var altid nær mig.”Vi kommer fra Pilgrim.” fik den ene sagt. Jeg havde en grim fornemmelse ved det her, og det havde jeg god grund til at have. Den anden af dem begyndt at tale, det var ikke ham der var såret. Man kunne letter forstå ham end den anden.”Mit navn er William Fred.” Mit hjerte stoppede. Det kunne ikke være dem, hvordan kunne de vide jeg var her.”Og det her er min bror Marius. Vi blev angrebet på en rejse.” Måske kunne jeg den gang flygte, så langt væk at de ikke kunne finde mig. Men hvordan kunne de finde mig.

 

Det lykkes mig at komme op på mit værelse, uden at de stilte nogen dumme spøgesemål. Lyset brandte stadig da jeg kom der op. I horisonten kunne man se de første solstråler. Der brød den mørke natte himmel. Det havde været en lang nat, men enlig kunne jeg få lidt søvn. Igen fik jeg den blå natkjole på, så jeg endelig kunne få lidt søvn. Der blev mørkt, det eneste der lyste var morgen stråler der lyste. Lyset var ud. Der var nogen, der var nogen her inde. Måske var det bare min fantasi der spillede mig et pus den aften, eller måske var bare det jeg skulle have troet. Der er ikke så meget jeg kan fortælle om den aften. Det eneste der er vigt er, at mit liv aldrig ville blive det samme efter den.” Nå så du fik min gave.” Den stemme var ikke til at tag fejl af. Han skulle være død, de havde lovet mig at de ville lade mig være. Stilheden kom over os. Ikke en lyde sagde han, og heller ikke jeg. Den eneste lyd der var, kun vores tunge åndedragt. Noget klamt lage sig på min skulder, det var koldt og føltes som læder, eller noget i den stil. Hans åndedragt blev tydeligger og tydeligger. Jeg ved stadig ikke hvor han var den aften, men han var der. ” Mester...”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...