Den sidste Boraparte

Jeg stod og kikkede ud over havet. I det fjerne kunne jeg se en lille prik, som voksede sig større og større. Vinden ruskede i mit hår, og den dejlige duft af havvand fyldte mine lunger. ”Frøken vi nærmer os Pilgrim.” stilheden blev brudt og mit sind gjorde også. Jeg vendte mig om og kikkede på ham, vi vidste begge to at det her var sidste gang vi kom til at se hinanden.

For jer der læser det her. Er jeg ked af hvis der er mange stave fejl, er ikke særlig god til at stave så undskyld på forhånd....

0Likes
0Kommentarer
806Visninger
AA

3. Mig eller en anden?

 

Jeg sad der inden i et lille rum. På vægene hang der våben, og på nogen af dem var der lidt blod på. Det gav mig gåsehud bare at se på dem. ” Kan du ikke lige forklare det her for os Marius, for som det ser ud for mig er hun ikke død. ” Hvæsede William der stod bag ved mig. Han var vist lidt sur over det her. Det var vist ikke første gang det her var sket, sådan som de så ud var det tydeligt at se. ” Det vil jeg også gerne vide tak ” sagde fyrsten der, så ud som om han havde fået hovendepine. De troede at de var forvirret, så vidt jeg vidste, var jeg den eneste der var tilbage efter hele min slægt, efter de alle sammen blev myrdet. De kikkede alle sammen på mig, som om det var mig der vidste det hele. Det var det mest nervepirrende øjeblik i hele mit liv, og det er det stadig.

” Tror i jeg ved det? ” Marius og han har ikke ændrede sig det mindste, men sådan er han stadig. Det havde været være med de to, en gang var de ved at slå hinanden ihjel, på grund af en pige da vi var små. ” var det ikke dig der sagde, at det her ikke er den rigtige ? ” hvæsede William igen, og på det tidspunkt stod han foran ham. Man kunne se at de var tvillinger, der som de. Man kunne næsten tro at der var to af den samme, den eneste forskel på den måde de så ud, var at Marius havde grønde øjne og Will havde blå. Der stod de og skændtes i over en time, det endte med at mig og fyrsten, var nød til at tage sagen i egen hånd. ” Marius og William. Stop nu! ” sagde fyrsten til sidst, der stod og prøvede at holde to fra hinanden, så de ikke slog hinanden ihjel. Jeg begyndt at grine, jeg tror det kun var fyrsten der rigtig forstod hvorfor. ” Hvorfor tror du det ikke er mig, Marius? ” sagde jeg og gik hen mod ham. Han kikkede på mig med store øjne, han var vist lidt væk. Han begyndte at fortælle og det kom bag på mig, og Fyrsten, men mest af at på William.

 

” Det var for to år siden. Jeg var over i den østlige del af Krosanske, for at finde ud af om Anastasia var taget der over. Det var inde på en lille fisker kro nede på havne. Da hun tråde ind af døren. Hun stod i døren, med en pose over den ene skulder. Hun stod i en hvid skjorte, og et på sorte bukser, som nok var syet til hende, og hendes røde hår skinde, i lyset fra lampen, og hendes grønde øjne lyste som smaragder.” han stoppede, han vente sig om og kikkede på mig igen. Jeg kunne så småt huske det hele, men han fik lov til at sige det. Det betød nemlig lidt mere for ham, end det gjorder for mig ” Hun sad over ved et bord, nok med sine venner, eller det jeg ved ikke helt. Jeg satte mig der over, for at spørger lidt ind til hende, det virkede ikke som om, at jeg var den første der spurgte dem om den slags . Hun var gået op efter nogen øl da jeg spurgte. Da.....” Han stoppede og gik hen mod vinduet, med et fjernt blik i øjnene. Jeg kunne se at det her havde taget meget på ham. Han lukkede øjnene og forsatte ” Jeg havde set at der sad to vagter, og kikkede lidt efter hende da hun gik op efter øl, men jeg tog mig ikke rigtig af det. Hun kom hen og satte øllene, og fortalte at hun skulle ned og hente noget ned op skibet. Lidt efter gik jeg også. Vagterne var gået lidt før mig, jeg troede ikke det var noget, men...” Han bed sig selv i læben. ” Da jeg kom der ned og kunne se skibet, hørte jeg en skrige. Jeg løb efter råbene, da jeg var lidt tætter kunne jeg se hvem det var, det var de to vagter henne fra kroen. De havde fat i en eller anden pige med lyst hår, jeg kunne ikke se hvad de lavede . Jeg trak mit svær, men der var en der var kommet mig i forkøbt ”.

 

Han kikkede hen på William der endelig var faldet til ro, og sad lig så stille hørte på hans historie. ” To pile susede gennem lufter, og ramte den ene af vagterne i amen. Han brølede, de slap bække to taget på pigen, for dem nu var det kun Anastasia der var noget vær. Hun havde en buge en hånden, og i hendes bælte hang der et svær. Hun satte fint buge på plads, på ryggen og kikkede på de to mænd. De sagde, at de skulle lære hende noget om at forstyrre hæderlige mennesker. De stod der og kæmpede det meste af natten. Jeg holdt mig lidt væk for kampe, men jeg kunne stadig se alt hvad der skete. De endte med at stå nede på molen. De havde alle tre sværkuk i dem. Jeg gjort mig klar til at komme ind i kampen, da... ” Han tog en dyb indånding. ” Da jeg hørte hende skrige. De havde fået fat i hendes skjorte, hendes svær lå på molen, så hun på ingen måde kunne forsvare sig selv. Jeg løb der hen med hævet svær. De fik øje på mig, og et lille smil kom frem på deres læber. Den ene af dem gik til angreb på mig, den anden gik lidt længer ud på molen. Der stod han og holdte hende over vandet, så det så ud som om hun svævede. Jeg slog til at den ene af vagterne faldt om, den anden havde fået øje på mig. Der lød en lille lyd af jerne der skar gennem hud. Jeg stoppede og kikkede der over. Hendes hoved hang ned, en lille strippe blod løb ned af halsen, på hende.”

 

Jeg mærkede på min hals, der hvor kniven havde ramt den gang for længe siden. ” Jeg jog mit svær gennem ham, han kom med et lille hvæs. Det var svært at trak det ud, men jeg fik det ud og skubbede ham i vandet, og han forsvandt ned i dyppet. Hun lå på broen, og det var først nu jeg kunne se, hvor kniven havde ramt. Lige over puls åren. Jeg behøvede ikke at tjekke, jeg vidste hun var død.” Han stoppede og kikkede op. Nu forstod jeg det hele, det var der for de andre havde sagt, at der var en der kom ind med mig. De havde nok ikke sagt hvad de ville gøre med mig. ” Og det er for, det ikke kan være hende”. Jeg kunne se, at han havde tåre i øjnene. Det havde været svært for ham, men han fik det ud. Jeg kikkede ned i gulvet, og jeg viste at jeg var nød til at vise dem det. Vise dem at det var mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...