Den sidste Boraparte

Jeg stod og kikkede ud over havet. I det fjerne kunne jeg se en lille prik, som voksede sig større og større. Vinden ruskede i mit hår, og den dejlige duft af havvand fyldte mine lunger. ”Frøken vi nærmer os Pilgrim.” stilheden blev brudt og mit sind gjorde også. Jeg vendte mig om og kikkede på ham, vi vidste begge to at det her var sidste gang vi kom til at se hinanden.

For jer der læser det her. Er jeg ked af hvis der er mange stave fejl, er ikke særlig god til at stave så undskyld på forhånd....

0Likes
0Kommentarer
795Visninger
AA

12. Masker falder

 

Jeg fik ikke rat meget søvn den nat. Vinden hylede ind gennem det lille vindu. En gang i mellem satte jeg mig op på briksen, og stirrede ud gennem det lille vindu. Måne skinnede ind gennem det lille vindu og gav det hele et søvnigt skår. Et gråt og søvnigt skår, der fik vær eneste krog af den lille celle. Latteren inde for vagtstuen var den eneste form for menneskelig ting jeg opfattede, ellers var jeg alen. Fuldstændig alene i den store verden. Der ske noget, måneståler fik et rødt skær. De blev røde. Rødt som blod, som mit hår. Det røde lys blev ved og ved med at blive mørker. Mine ben bævede under mig. Selv om jeg var bange var der noget ved det, noget ved det der fortryllede mig. Det dansede mellem mine fingre. Havet af det røde månelys, opslugte mig. Det dansede med mig. Fortryllede mig. Alle disse ord det hviskede til mig. Alle disse søde og kærlige ord, der dansede ud og ind gennem mine øre. Al tid med mere søde ord end dem der var før. Kærtegnede det min kind og hviskede ”intet ondt kunne henne mig. Intet.” holde om mig og hviskede”du er stærk.” Jeg lukkede mine øjne, og begav mig fuldstændig ind i dens hule. Så langt at ingen kunne finde mig. ”kom til mig. Kom. Vær ikke bange. Intet ondt kan henne dig. Her..”hviskede det. Flere hænder kom frem, og stemmer hviskede. For mange. For mange hænder der kærtegnede mig kind, og holde om mig. For mange stemmer der hviskede søde ting. Så det blev blandet sammen, så hverken en digter kunne høre forskel.

Jeg åbnede mine øjen, og rev mig løs fra deres greb. Deres søde ord kunne rande mig. Mit blik flakkede rundt, der var ingen steder at flygte. Det der lige havde været en lille stump af himlen, var nu blevet til et helvede. Et levende helvede, der ikke ville give slip på mig. Ikke nu, og ikke senere. ”der er ingen steder at går hen. Ingen steder.... Du er min nu.” var der en der hviskede. Ikke de søde stemmer. Ikke nogen der kærtegnede mig. Bare en kold og klam stemmer, der banede sig vej gennem det heler. Og fortærede alle stemmerne og hænderne. Alt hvad der var varmt og rat, blev revet væk. Med hud og hår, så der kun var det uendelige røde månelys hav tilbage. Ingen steder at flygte hen havde det sagt. Men jeg skulle vise det, at der var en vej ud af denne labyrint. Men hvor var det jeg kom ind henne? Alting linnede hinanden her inden. Det hele var bare en stor rød klat, hvorfor var der ikke nogen vej ud her fra?”luk mig ud her fra!” skreg jeg. Frygten havde fundet vej til min stemme, og gjorder den lille og skrøbelig så alting kunne knække den. Jeg fik øje på noget. Noget der ikke skulle være der tror jeg. Det boblede og syede. En sort klat der brød det røde mønster i alt sin glans. Det stoppede i et øjeblik med at boble. I stedet snorede det. Det snorede som en slyngplante og af et træ. Var det en arm? Eller et ben? Det var svært at sige. Det kunne være hvad som helst. Jeg stod et stykke tid og stirede på den sorte klat. Som voksede og voksede. Til sidst linede det næsten et menneske. Et menneske uden ansigt. Bare et stort sort hold. Et blankt spejl, jeg kunne se mig selv i det. Glat. Alting undtagen var ruget, eller linede en del af en krop, men ikke der, der så det ud som det var pusset og glattet med vilje.

Jeg drejede om på hælene. En vej var der nok den skulle bare findes, det kunne ikke passe der ikke var en vej, hvordan var jeg så kommet ind? Igen kom de søde ord tilbage, men ikke med samme kræft. De var svage, og utydelige at hører, kun stemmerne kunne man høre, og en svag mumlen. Jeg skævede over skulderen, mennesket uden ansigt var væk. Det røde månelys mistede lig så stille sin glans. På mange måder mindede det om en tåge der var ved at lette lidt efter lidt. Til sidst var der ikke andet en, klar rød røg der stille svævede ud af rummet. Drømmene og glæden forsvandt med den som da den kom. Briksen var lig så kold som før, men stadig var det på en måde bedre end at være der ind. At leve med et tilfrelse hjerte, har aldrig stået i min magt. Ikke som de andre der kunne få alt hvad de ønskede mens lille mig måtte kæmpe for det, men jeg er lige glad med det for det er det der har gjort mig stærk.”når nød du mit måneskind?” hans smil bredte sig over hele kroppe på ham. Den måde han stod på. Den måde han gik på. Jeg svarede ikke, for der var ingen grund til det. I mit blik kunne man se det helle, eller man kunne hvis man havde evnen til det. Månelyset fik ham til at se næsten ud som et menneske, men kun næste. Hans krop var næsten ikke til at se, alt var dækket af en sort kappe med en hætte på. Ikke engang hans ansigt kunne man se længer på grund af den dumme maske. Det var ikke fordi han ikke kunne tage den af, det var bare det, at han ikke ville have den af. Igen var der ingen ord til at sætte på hvad han var, hvis jeg ikke havde set hans ansigt den gang, ville jeg tror at han var en af deres væsner uden ansigter. Jeg prøvede at se farlig ud, men han var ikke spor bange.”hvad vil du!” hvæsede jeg af ham. Støvet villede op for vær skridt han tog. Et smil bredte sig igen på hans læber.”du ved godt hvad jeg vil. Jeg kender dig Rosa..”

”du våger på at kalde mig det. Husk vi er ikke venner længer!” råbte jeg af ham. Han stoppede op og stirede på mig. Selv smilet forsvandt væk fra hans ansigt, men det kunne ikke varer længe før det kom op igen, over et eller andet han syns der var morsomt. Han nikkede langsomt.” jeg forstår godt du er vred på mig, over det der sket. Men det var ikke min skyld.” ”ikke din skyld! Gud var det så, du kunne sige nej. Det ville en rigtig ven have gjort!” ”hvad er det du forlanger af mig?” råbte han. Jeg havde aldrig set ham så opsat over noget, faktisk havde jeg aldrig set ham hæve stemmen, når han troede jeg ikke var der. Alle andre kunne han hæve stemmen over for, men aldrig overfor mig.”jeg forlanger ikke noget af dig. Det gjorde jeg engang, men der stolede jeg på dig, hvis du kalder det at forlange noget over for en person ved bare at stole på dem, er der noget galt med dig. Du har brugt min tiltro, og det kan ikke komme tilbage igen.” selv om jeg hadede ham, hviskede jeg stadig det sidste for han ikke skulle hører det. Men jeg tror han hørte det. For han linede en der var blevet sparket af en hest. Jeg havde ramt ham dybt, det ved jeg. Men lidt hævn skal der være en gang imellem. Jeg bed mig selv i læben for ikke at sige mere dumt, for hvem kunne vide hvad han ville gøre ved Stump, bare for at se mig blive ædt af smerte igen.

Det klamme smil havde igen bredt sig ud over hans kinder.”søde lille Anastasia. Du ved da godt, at det eneste jeg nogensinde har gjort, var det du bad mig om. Ligesom det med dig familie, eller har du helt glemt det?” vreden brusede ud som en flod, og den tog alt med sig. Alt glæden der en gang var der. Alt det jeg havde skjult under facaden, under den stålte lille piger der havde mistet sin familien, da hun fyldte syv. Men han kunne ikke have hørt mit ønske, eller kunne han? På to skridt var jeg over ved ham.”thuuu” en syngende lussing skar gennem lokalet, kun lyden af noget træ der ramte jorden der gav genlyd gennem lokalet, ellers var der stille. Som på et skib før en storm. Nogen af hans hår lokker kom til syne. Lyden af fodtrin der nærmede cellen, nærmede sig uden af gangen. Vagterne kikkede forskrækket på mig, men deres blik fangede hurtigt Mester, som ikke længer havde nogen maske på. Jeg skævede over til vagterne, deres ansigter var svære at se, men jeg vidste det var dem. Dem der havde smidt mig her ind i denne forbandede celle, sammen med den nar.”mester?” hviskede den ene af dem. Det lød til at var ham den ”fornemme” der sagde det. En hånd fløj op, nok for at vise at han var uskadt. Men han tog sig stadig lidt til hoved, lige der hvor min hånd havde ramt ham. Selv om han havde haft sin kære maske på, kunne man stadig lige ane de røde mærker. Døre gik op og to vagter trådte ind, de skulle nok holde mig nede mens de skulle se til ham. Den var ikke særlig svær at se, den lyste faktisk op i mørket som et lille lys i mørket. Jeg smilede lidt til ham. Man kunne næsten se det, hvordan hans mund bævede sig i mørket før jeg gjorder det.”krak”.

Lyden rungede gennem helle celle. Jeg tror selv at Stump kunne høre det, der hvor han var nu. Igen kunne jeg mærke glæden bruse gennem mig. Hævnen var sød. Vagterne stod helt stille og kikkede på mig med store øjne. Deres blikke sagde det hele.”du er færdig” ikke på en hånlig måde, næsten af medlidenhed over det der skulle ske. Briksen var kold at ligge på, men jeg kunne ikke stå op længer jeg var nød til at side lidt ned.”når skal i ikke ud. Jeg vil gerne have lidt søvn, hvis det ikke gør noget?” jeg prøvede at lyde så flabet jeg overhoved kunne. Nu var det hans tur til at bliver vred ikke mig. Men han blev ikke vred. Nej han virkede næsten glad over jeg havde gjort det. Eller jeg er ikke sikker. Latteren brusede ud af ham, selv ham jeg ikke så kunne jeg mærke at hans smil brød frem igen. Smilet der hånede mig, ned til vær eneste detalje. Hver eneste ting jeg gjorder galt, kunne jeg se det for mig. Ham og hans smil, og min mormor der rystede på hoved og vente mig ryggen.”nok er jeg ikke din ven længer. Men jeg er ingen morder.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...