Den sidste Boraparte

Jeg stod og kikkede ud over havet. I det fjerne kunne jeg se en lille prik, som voksede sig større og større. Vinden ruskede i mit hår, og den dejlige duft af havvand fyldte mine lunger. ”Frøken vi nærmer os Pilgrim.” stilheden blev brudt og mit sind gjorde også. Jeg vendte mig om og kikkede på ham, vi vidste begge to at det her var sidste gang vi kom til at se hinanden.

For jer der læser det her. Er jeg ked af hvis der er mange stave fejl, er ikke særlig god til at stave så undskyld på forhånd....

0Likes
0Kommentarer
807Visninger
AA

11. Månestråler

 

jeg kan godt selv gå!” hvæsede jeg af vagterne. Men de slap ikke, ikke det mindste. En rotte pilede forbi, for ikke at blive trådt på. Hver gang jeg strittede i mod, skar de mig på den ene kinden. Der var nok en snes stykker nu. Men de ville gå væk om ikke så længe, og igen ville jeg line mig selv. ”hold hende stille mens jeg åbner døren!” brummede den ene af vagterne. Og det gjorde de, selv om jeg havde lænker tog de deres forholdsregler. En gennem borende smerte, kom gennem min ene skulder. Jeg kikkede arrigt over min ene over skulderen, hvor smerten kom fra. Fire lange negle havde boret sig ned i huden på mig. Lidt blod var begyndt at pible frem. En blanding af et ugle skrig og en kat der blev trådt over halen fyldte hele rummet. Det skar gennem mav og ben. Jeg prøvede at holde mig for ørerne, men længerne var i vejen. Jeg stirede arret på den ene af vagterne. Et lille smil bredte sig, men det nåede aldrig øjnene. Han hånede mig. Men frygtede mig. Han sendte de to andre et hurtigt lille nik. Det hele gik så hurtigt at jeg næsten ikke lage mærke til det. Smerten forstand, og jeg ånde ud lettet. Jeg stak hoved ind i den gamle celle. Et hårdt og koldt sten gulv kom mig i møde. Det nyttede ikke at sætte hænder i mod, de havde ikke tage længen af. Midt i faldet prøvede at vende mig, så jeg kun lande på skulderen. Men lande på maven, så jeg fik de forbande længer lige op i brystet. Alt luften i mine lunger blev trykket ud. Jeg lå et stykke tid og gispede efter vejret. Et huldt grin gav genlyd i hele cellen.

Jeg stirede arret over den ene skulder over på vagterne. Det var svært at se noget, en af faklerne ude fra gangen fik dem til at line et spøgelse. Mørke og dyster væsner der hjemsøgte en i de mørkeste nætter. Lænkerne blev lig så stille taget af mig, hans hænder bævede, han turer knap nok røre ved mig. ”hvor lang tid skal det tage Arlu?” hvæsede den ene af vagterne. Der var en lille klang af hån i hans stemme. Han mumlede et eller andet, som det nok ikke var meningen at de skulle høre. Lyden af at låsen gik op gjorde mig helt glad. Jeg gnubbede mig om det ene håndled, i håbet om det ville hjælpe på nogen måde mod smerten. Døren smækkede i, men denne gang kunne jeg holde mig for ørerne. Månes lys skinnede ind gennem det lille vindu. Tremmerne fik månes klare lys til at skilles, og lyse rummet op. Tankerne fløjl gennem mit hoved. Hvad ville det ske nu?


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...