Den sidste Boraparte

Jeg stod og kikkede ud over havet. I det fjerne kunne jeg se en lille prik, som voksede sig større og større. Vinden ruskede i mit hår, og den dejlige duft af havvand fyldte mine lunger. ”Frøken vi nærmer os Pilgrim.” stilheden blev brudt og mit sind gjorde også. Jeg vendte mig om og kikkede på ham, vi vidste begge to at det her var sidste gang vi kom til at se hinanden.

For jer der læser det her. Er jeg ked af hvis der er mange stave fejl, er ikke særlig god til at stave så undskyld på forhånd....

0Likes
0Kommentarer
791Visninger
AA

10. Lutten

 

Næste morgen vågnede jeg ved at der var en knirkende lyd henne ved døren. Men tog mig ikke rigtig af den. Mulighederne for hvad det kunne være var jo endeløse. Noget blødt strejfede min næse. Det følges blød og loddent, lidt som en fjer. Af en eller anden grund endte jeg på gulvet, og slog hoved ned i et hårdt træ gulv. Det flimrede for øjnene, og dunkede inde bag panden. Da jeg kom lidt til mig selv prøvede jeg at komme på benene, men endte med at lande ned på min mave igen. Det eneste jeg kunne gøre var at trille om på ryggen. Støvet dansede rundt i hele rummet, efter at jeg havde ramt gulvet. Der kom en lille fnisen henne fra Marius, men det kunne umuligt være ham, for hans snorken fyldte hele rummet. I det mindste stod stolen ikke så langt væk, så der var en mulighed for at komme op uden at komme mere til skade. Hun skulle bare være glad for at jeg ikke havde mit svær på mig, for så ville jeg tørre det smørrede smil af hendes ansigt. Hun minde mig om hende den sure brud, bare meget mindre. Et par gule lokker hang ned over over pande, og gav hende et lidt mere mildt undseenen. Hun havde en rød kjole med en helt masse strut på for neden, det fik det til at se ud som om noget ild havde fået fat i den. Men hendes ansigt, var det der undrede mig mest. Hun linede den sure brud ingen tvil om det, det var bare det at selv med de små buede kinder, der fik hende til at line en engel. Var der bare det, at hendes øjne sagde noget andet.

 

Tanker kørte rundt i mit hoved. Denne lille pige kikkede på mig som om jeg var en dæmon. Kunne hun se hvem jeg var kunne hun se jeg var en Bornapate , der havde været nogen rygter om en klan der havde disse kræfter, at bare de kikkede på en person kunne de se hvem de var, og alle deres fejl. Endelig var den forbandede møgunge gået, og det havde taget sin tid. Marius var vågnet da jeg havde tage den møgunge i nakken og smit hende ud af døren, da hun ikke gad at høre efter når man spurgte pænt. ” dine kinder har endelig fået noget farve.” glæder var så tydeligt at høre i min stemme. Jeg agede nogen at de sorte lokker væk fra hans pande. Feberen var også ved at gå væk, det kunne man mærke. Selv hans grønde øjne havde fået deres glans tilbage. Noget varmt agede mig over kinden, men jeg var ligeglad det eneste jeg kunne tænke på. Var Stump. Jeg vente mit hoved væk fra ham, det var svært nok at se mig selv i øjnene. Var jeg nu også nød til at se på andre mennesker? Igen var der noget der strøg over min kind. Men denne gang ville jeg ikke vende mig, smerte var for meget. ” det var ikke din skyld?” hviskede han ind i mit ene øre. Hvor ville jeg gerne bare omfavne ham, og lade tårerne løbe ud ind til jeg ikke kunne mere.

 

Efter at Marius havde fået det bedre skulle deres livlæge lige se på ham. De troede nok jeg ikke gjorde det godt nok. Livlægen sendte mig ned i adelstuen, for at tale med borgefruen og fyrsten. Det var en af de største rum jeg nogensinde havde set. Kæmpe store vindure var på bække sider af rummet. Vægen var fyldt med mønstre af en eller anden arret. I enden af det lange rum stod der to stole. De var oppe på en trappe der fik dem til at se meget højer ud. Næsten lige for enden af trappen var der en masse musikinstrumenter. Mine fingre gled over lutten. Det mørke træ åd alt lyset der var omkring den. På den ene side var der indgraveret noget ”musikken giver vinger” Den var meget let, og lå godt i hånden. Jeg kikkede mig rundt i rummet for at se om der var nogen. Men det eneste jeg fik øje på, var nogen solstråler der skinnede ind gennem de kæmpe store vinduer. Musik. Der kom musik ind ind i mig, det voksede og blev til en sang. Det voksede og blev til en del af mig. Sangen fyldte rummet, og sammen med lutten blev stoppede selv solen med at skinde. Tiden stod stille i de øjeblikke jeg spillede. Ingen kunne røre mig. Hverken Mester, Mary, Marius, William og Alexander. De var væk. De var ikke i min verden. Fodskridt brød min verden, jeg sænkede lig så stille lutten og satte den på plads igen. Lyden kom nærmer og nærmer. Jeg snorede rundt på hælene, og stirede lige ind i Alexanders rav øjne. Han betragtede mig i lang tid. Stilheden snorede sig om os, den kvælde os. Den tog vores stemme og indhylede dem i mørke. ”jeg kan se de er glad for musik.”

sagde han. Jeg svarede ikke. Ikke med ord. Jeg nikkede bare, og kikkede ned i gulvet. Jeg var så flov over han havde hørt mig spille. Det var ikke noget jeg gjorde når der var andre tilstede. Kun noget jeg viste noget om. Kun noget jeg elskede ved denne verden. Lidt efter kom der flere fodtrin ned i den anden ende af rummet. Små føder trippede hen over de bonede gulve. Man kunne høre at personen ikke var så stor, men alligevel lød det som om der var en mere. Jeg stirede lamslået hen mod dem. Det var den lille pige. Var hun Alexanders datter? Hun var ikke med til festen, faktisk tror jeg det var første gang jeg så hende da jeg smed hende ud af rummet. Pigen stoppede og kikkede på mig, og hendes mor stoppede også. Eller nådige frue som jeg nu skal kalde hende. Moderen satte sig ned på huk og kikkede på den lille pige. Man kunne se at hun sagde noget til hende, men hvad det var kunne ingen vide. Kun tre ord lage jeg mærke til. ” Mørket er her ” var det mig hun mente, at jeg var mørket. At jeg var ond? Havde den lille pige set det, havde hun set hvad der var sket den dag? Moderen løftede blikket og betragtede mig, med undrende øjen.

Det tog lidt tid før den unge gad overhovede at gå forbi mig. ”der er kommet nyt for vores livlæge” sagde kvinden. Jeg behøvede ikke at se på hende, for at vide hvad hun tænkte om mig. Nok det som alle gjorde ”hvem tror du er?” hvem jeg er? Ja, det ved jeg ikke. Det eneste jeg ved, er hvad jeg var engang. At jeg engang var Antiochia Bornapates datter, og jeg var Erasmus datter. Men nu er jeg bare en skygge af hende. Af alt det jeg var engang. ”du har talent ingen tvil om det, men vi skal bruge dem til noget andet.” noget andet? Hvad var noget andet? Og hvorfor så hun på mig som om jeg var en form for belønning? Alexander rørte mærkeligt på sig. Det linede at han rystede, men også at han grinede. ”Til hvad frøken?” det kunne tydeligt høres at jeg var bange. Min stemme rystede. Et lille smil kom fra. Ikke af glæde. Men af hån. ”åhhh hvor er det dejligt at se dig igen Anastasia.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...