Den sidste Boraparte

Jeg stod og kikkede ud over havet. I det fjerne kunne jeg se en lille prik, som voksede sig større og større. Vinden ruskede i mit hår, og den dejlige duft af havvand fyldte mine lunger. ”Frøken vi nærmer os Pilgrim.” stilheden blev brudt og mit sind gjorde også. Jeg vendte mig om og kikkede på ham, vi vidste begge to at det her var sidste gang vi kom til at se hinanden.

For jer der læser det her. Er jeg ked af hvis der er mange stave fejl, er ikke særlig god til at stave så undskyld på forhånd....

0Likes
0Kommentarer
786Visninger
AA

2. Genkendt

 

 

Vi gik gennem gaderne for at komme op til borgen, man kunne se at der skulle være bryllup i dag. Man kunne mærke i hele byen, at der ville ske noget helt fantastik i dag. På de små træhuse hang der blomstergalanteri og der var allerede fest i mange af kroerne vi gik forbi, for lyden at latter brusede ud af alle krovene. Børnene havde blomsterkranse i håret, mens de legede og sang. Jeg kunne mærke at deres blikke fulgte mig hele vejen op til borgen. Nogen gange kunne jeg høre dem hviske et eller andet noget med ”at jeg troede at jeg var noget ” men de kendte mig ikke, de kendte ikke de ting jeg havde set, men en ting de vidste var, at jeg ikke var en man kunne løbe om hjørner med. Endelig var jeg kommet op på borgen, efter en lang gåtur gennem den glade by. Jeg stod om kikkede på det store forhæng der delte de to rum for hinanden. Jeg kunne høre dem grine, jeg kunne høre dem tale, og jeg kunne høre dem hviske . Jeg stod med lukkede øjne, og ventede på at mit stikord kom. Jeg havde fået af vide at fyrstesønnen, ikke viste at jeg var kommet. Den eneste grund til jeg var her, var fordi vores slægt havde været gamle venner. ” Mine kære venner. Vi er samlet her i dag for at fejre min søn og hans hustro på denne dejlige dag. Men min søn du altid talt om, at du ønskede at denne dag kunne du dele med en gammel ven, som har været væk i elv år.” da de ord bliv sagt blev der stille der inde, men en stemme brød det hele ” Mener du? ” jeg kunne høre hvem det var, men jeg var ikke sikker. ” Ja. Min søn vi har fundet hende. Må jeg præsentere Anastasia Rosalinda Bornapate ” Selv om jeg ikke stod der inde kunne jeg mærke deres blik. Deres blikke der borede sig ind i min sjæl.

 

Forhænget blev trukket væk, og jeg trådte frem i de fine små sko de havde givet mig. Jeg kikkede ikke op, jeg ville ikke se dem i øjnene, de ville bare give mig bebrejdende øjne. Jeg viste at de ikke forstod hvorfor jeg var taget væk, hvorfor jeg bare var væk den gang, og havde ladet dem stå der, uden at vide noget som helst. Jeg kunne høre at der var en der rejste sig op, og gik hen mod mig. Mit hjerte hamrede i bryste, og jeg begyndte at trække været hurtigere og hurtigere. Jeg skævede lidt op, for at se ham i øjnene var der ingen tale om, men de var svære at undgå. Han stod og betragtede mig, som en eller anden trofæ. Jeg kunne se at det var ham, der var brudgommen sådan som han så ud. Hans brune hår var prøvet på, at blive lagt ned, men han havde altid havde haft de fineste krøller, jeg nogensinde havde set. Hans øjne så helt gule ud sådan som lyset ramte ham, helt perfekt. Jeg ved ikke hvor lang tid vi stod der. Ingen prøvede på at bryde stilheden, ingen prøvede at få en samtal i gang, de viste alle sammen hvad der ville ske. ”Er det virkelig dig? ” sagde han endelig. Jeg kikkede op, og mødte hans blik, og det var der, at han så den. Min halskede, at han viste det var mig. Der var nemlig kun denne ene tilbage i hele verden. Den var ikke lavet af guld eller broderet med ædelsten, det var bare en lille klump tin der var blevet smelte om til en lille kugle, og på den stod der Bornapate .

 

” Nå. Jeg sagde jo at det var hende ” var der en der råbte nede for enden af salen. Alle var begyndt at tale, om at de viste med det samme at det var mig. Festen var lige pludselig blevet til gæt og grimasser om hvem der viste at det var mig. ” Når da, da. Du ser fin ud i dag Rosalinda ” Var der en der hviskede ind i mit øre. Jeg ford sammen og vente mig om og stod og så på en af tvillingerne. Jeg vidste med det samme at det William, det var nemlig kun ham der kunne komme så tæt på en, uden at nogen så ham. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorder det. Måske var det bare en refleks, eller så var der bare en del af mig der ville gøre det. Jeg tog hurtigt et skridt, og omfavnede ham. Jeg ved ikke om han bare lage armen om mig, for at være flink, eller bare fordi hans også ville gøre det, men ikke havde modet til det. Jeg vente mig ikke om, men jeg kunne mærke at han stod der, og kikkede på mig, med hans rav gule øjne og så på os. Jeg vente mig om, og kikkede på ham. Han lindede en der havde fået et nej, i stedet for et ja til hans egent bryllup. Jeg studerede ham lidt, og det tog mig ikke lang tid før jeg fandt ud af hvem det var. Det var Alexander, ham af fyrstesønnerne der var ældst, og han var ikke en af de to tvillinger, der fik alle til at rygge håret ud på sig selv.

En kvinde stod bag ved ham, hun var klædt i hvidt, og havde et slør over sit ansigt. Hendes lyse hår blev dækket af det hvide slør, det lyse hår minde om guld. Hun var meget køn, men hun så ikke særlig glad ud. Måske fordi hun vidste at jeg ville give ham et kram, men jeg vidste at jeg ikke skulle give Alexander et kram, ikke lige med det samme. Jeg gik et skridt tilbage, så jeg stod lidt foran William. ” Goddag. Du må være den pige, jeg har hørt så meget om.” Sagde hun og studerede mig nøje. Alexander så på hende og smilede, som om hun var en engel. ” Ja mit navn er Anastasia, og hvad heder du ? ” af almenlig høflighed, rakte min hånd ud, for at hilse på hende. Hun kikkede på den, og lavede et lille fnys. Hun troede hvis hun var noget, bare fordi hun havde gifte sig med Alex. ” Lad vær med at spille dum. Du ved godt hvem jeg er. Alex søde. Skal du ikke snakke med nogen andre ?” Før han overhovede kunne nå at svare, havde hun allerede trukket ham væk. Jeg vente mig om og kikkede på William, der var ved at flække af grin. ” Du er da blevet bedre til at få venner, eller hvad ” Fik han sagt uden at falde på gulvet af at grine så meget. Jeg trak på skuldrene, og skævede lidt over til den sure brud, der stod og legede sød nu.

 

Vi blev kaldt til bords. Alle andre vidste hvor de skulle sidde, men jeg var helt væk. ” Anastasia. Du skal side her oppe. ” Var der en der sagde. Jeg kom op til min plads. Min plads var ved siden af William, der var på venstre side af mig, men på min anden siden var der en tom stol. Det så ud som om person havde været her, men var gået ud efter noget. ” Hvem er det ser sider der ? ” jeg pegede ned på stole.” Det er Marius der sider der, jeg ved ikke hvor han er lige nu, men jeg er sikker på, at han er her lige om lidt.” Det var borgefyrsten der svarede. Han sad overfor mig, med sin kone på højer hånd og Alex på venstre. Det var det bedste mad jeg havde fået i flere år. Der var kylling, oksekød og masser af vind. Jeg sad, og kikkede lidt rundt i rummet, der var masser af gobeliner der hang på vægene. ” Undskyld. For at jeg kom så sent.” Jeg kikkede over på den tomme plads, der ikke var særlig tom nu mere. Der sad en dreng, han var nok på min aller, atten-nitten der omkring. Han havde helt sort hår, som var krølled ligesom William, bare at ham her havde grøn øjne, og William havde blå. Jeg lage ikke rigtig mærke til det, før at han begyndt at tale med William. ” Will, hvem er den pige der?” sagde han og prøvede på at gøre det så diskret som muligt.

 

William kikkede bare på min halskæde. Han fulde hans blik, og fik øje på den. Jeg sagde ikke noget, han var selv nød til at regne det ud. Han kunne stadig ikke se det. Han kunne ikke se det var mig der sad her og gloede. ” Nå ja. Marius du var her ikke da jeg præsenterede Anastasia ” sagde borgefyrsten, der hvis havde set alt hvad der var sket. Han blev helt bleg, og fik store øjne. Jeg kikkede op og mødte hans blik. Han var bange, men også glad på samme tid. Han troede vist at hvis han rørte ved mig, ville jeg forsvinde. ” Det her kan ikke passe, du var død, jeg så dig dø ” sagde han og kikkede ned i bordet. Selv om det næsten kun var en hvisken, i alle de stemmer der var blev der af ligge vel helt stille. ” Undskyld. Os lige vi skal tale med frøken Bornaparte ” Sagde borgefyrsten. Vi gik ind i et lille rum. Mig, William, Marius og fyrsten. Døren blev lukket, og så var det i gang igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...