Den sidste Boraparte

Jeg stod og kikkede ud over havet. I det fjerne kunne jeg se en lille prik, som voksede sig større og større. Vinden ruskede i mit hår, og den dejlige duft af havvand fyldte mine lunger. ”Frøken vi nærmer os Pilgrim.” stilheden blev brudt og mit sind gjorde også. Jeg vendte mig om og kikkede på ham, vi vidste begge to at det her var sidste gang vi kom til at se hinanden.

For jer der læser det her. Er jeg ked af hvis der er mange stave fejl, er ikke særlig god til at stave så undskyld på forhånd....

0Likes
0Kommentarer
794Visninger
AA

5. Forbryder eller helt

 

Jeg havde redet i flere nætter, og havde kun levet at det jeg kunne fange eller finde. I det fjerne kunne jeg se, de høje bjerge der omgav Malur. Nabo kongeriget til Krosanske,men selv om det var det, tog det lidt over fem nætter , før man kunne overhovede kunne se Malur. Jeg red det sidste stykke vej der ned. Der var noget der lå på vejen, det var svært at se hvad det var, men da jeg kom tætter på, kunne jeg se at det var en dreng. En lille dreng, han prøvede at hoppe væk, men hans ene ben blødte, og en hver kunne se at der var noget galt. Jeg hoppede af hesten, og gik hen til ham. Hans blik var tomt, hvis han ikke havde rørt på sig, skulle man næsten tro at han var død. ” Hej. Lille ven er du kommet noget til?” Jeg satte mig ned på huk, og betragtede ham. Hans øjne var helt grå, der var noget i hans blik der gjorde mig mig pænt utryg. Hans mørke hår hang ned, så det eneste man kunne se var de matte øjne. Jeg prøvede at se på hans ben, om der var noget jeg kunne gøre for at hjælpe ham, men han begyndte at skrige. Han hylede, som om der var nogen der havde slået ham. Jeg lage en hånd over hans mund, for at dæmpe ham lidt. ” Jeg kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke giver mig lov.”

 

Der var nogen der kom hen af vej, to mænd oppe fra brogen så det ud til. Det så ud som om de ledte efter noget, eller nogen. Den lille dreng begyndte at tie. Han så bange ud, det var nok dem der havde gjort det mod ham. Jeg løftede ham op på hesten, og lagde en kappe over ham, så man ikke kunne se hans slidte tøj, eller det dårlige ben. Jeg begyndte at trække hesten hen af landevejen. Vagterne kom tætter og tætter på. ” Goddag. Frøken. ” Sagde den ene af dem. Han havde grøn øjen, der lyste op bag hjelme. Små totter hår klistrede mod hans pande. ” Frøken. Har de set en lille dreng løbe forbi?” Sagde den anden. Man kunne se, at det var ham der bestemte. Han havde en fin kappe på, der var helt sort. Man kunne ikke se hans øjne, faktisk kunne man ikke se noget af ham. Jeg rystede på hoved, og prøvede at kom forbi, men de fyldte hele vejen. ” Ikke så hurtigt. Hvem er din lille ven der?” Sagde ham med de grøn øjne. Han nikkede hen mod ham. Den lille dreng havde taget kappen helt over hoved, så man kun kunne se, små totter af hans hår. ” Det er min nevø.” Sagde jeg og prøvede at lyde overbevisende. De skævede lidt over til ham, de havde vist ikke set min halskæde.

 

” Har i nogen papirer?” Sagde den af dem, man ikke kunne se ansigtet på. Jeg kunne mærke, at min tunge slog knuder på sig selv. Hvad var det for noget med papirer, det havde der ikke været noget af når vi bare havde sejlet her ind. ” Øhh....” Jeg kikkede ned i jorden, der var ingen måde jeg kunne komme ud af den her. Der var noget der fløj gennem luften, det var hurtigt, men meget lille lød det til. Ham med de grøn øjne udgav et brøl. Et brøl der fik fuglene til at flyve, væk fra deres reder. Han røg af hesten, det var først der, jeg kunne se hvad der havde ramt ham. En pil. En lille fin pil, den slags der kun blev brugt til krige. Jeg havde hørt at Malur var i krig med en af nabolandene, men havde ikke troet på det. Den anden rytter hoppede af hesten, og gik hen mod sin ven der lå på jorden. Der var ingen tvil han var død på stedet. Han tog sit svær, og rettede det mod mig. ” Jeg ved ikke havde der er sket, men jeg ved du har noget med det her at gøre.” Han prikkede sit svær ind mod min hals, jeg kunne mærke små dråber ad blod løbe ned af min hals. ” Ahhr ” brølede han. Han stoppede op, og sank sammen til en lille klump. Bag ved ham, kunne jeg se en. Der stod en pige. Med langt lyst hår, der hang i en fletning. Hun havde en grå kjole på som så lidt for lille ud, men hun havde en sort kappe, over sine skuldrer. Hun holdte en armbrøst, og den var lat.

 

Han lå nede på jorden nu, og jeg kunne lige ane en pil. Den havde ramt ham i ryggen, helt perfekt. Jeg kiggede over mod den lille dreng. Han så bange ud, men samtid også glad. På to skridt var jeg over ved ham. Jeg klemte ham ind til mig. Der gik lidt tid, før han vidste havde sket. Han begyndte at klynke. Han grad. Jeg kunne mærke, da tårerne ramte min hud. Han snøftede, en gang i mellem, men kun sådan at jeg kunne høre det. Jeg kikkede over på pigen. Hun var begyndt, at komme hen mod os. Det var først der jeg kunne se ordenligt på hende. Hun havde fregner på sine kinder. Hendes næse var lille, og af en eller anden grund, mindede hun mig om en gammel ven. Jeg skævede hen mod hende. Hun var nok omkring firer år ældre end mig. Enogtyve eller toogtyve. Hun stoppede, da hun var omkring to meter væk. Jeg satte den lille dreng ned, og gik hende i møde. ” Hvad er dit navn? ” Spurgte hun. Hendes stemme var kold som is, og hård som sten. Det skulle man ikke tro, sådan som hun så ud. Hun var smuk, meget ind da. ” Jeg heder Rosalinda, og det her er min lille bror Stump.” Jeg løj, men den her dame, havde lige drabet to mennesker, som om de bare var et svin, der skulle slagtes. Man kunne ikke være for sikke. ” Vær hilst så. Følg med mig, jeg kender et sted, hvor man kan slippe væk fra soldaterne, og de kikker heller aldrig der ned. ” Hun grinede lidt da hun sagde det sidste. Vi gik i to time. Gennem skoven, ind til vi var nede ved kysten. Det var mig og damen der gik. Vi var nød til at stille hesten, så jeg havde mine ting på ryggen. Stump kunne ikke gå, så han sad på mine skuldrer. Han var ikke særlig tung, han var meget let.

 

” Er vi der snart. ” Stønnede jeg. Jeg kunne mærke, at jeg var ved at få vabler. Min føder var ved at tage livet af mig. Hun svarede ikke. Der var noget ved hende, hun fik mig til at tænke på en gammel ven, men hun var blevet gift og levede langt væk fra mig. ” Vi er der om et stykke tid.” Råbte hun, ned til os. Vi var nede på havnen. Der lugtede, af gammel fisk og salt. Langt fra det jeg plejede. Stump var ved at døse hen. Det eneste der holdte ham oppe var mit hoved, som han støttede sig til. Vi havde også haft en lang dag. Hun kikkede sig omkring. Der var ikke en sjæl, kun en kat der lete efter et nemt bytte i nogen tønder med fisk. ” Vent her! ” Hun satte sin hånd frem, for at understege det. Hun gik hen mod et lille hus. Det var lavet af træ, og det var helt sort. Jeg satte Stump ned, han kunne knapt nok stå op. Jeg kikkede på hans ben, det blødte ikke mere, men vi var nød til, at få renset, og det kunne ikke gå for langsomt. Han lage sig ned, med hovedet på mit skød. Der sad vi. En gang i mellem, kørte jeg min hånd gennem hans sorte hår. Der var så stille, den eneste lyd var fra vandet, der slog mod kajen. Det jeg kikkede ud over vandet, kunne jeg se aften solen. Den var rød som blod. Jeg kom til at tænke på min familie, eller den jeg havde en gang. Jeg skubbede tankerne væk, jeg kunne ikke se det, ikke nu.

 

” Er det dem der ?” Var der en der brummede, Jeg kikkede op og fik øje på en mand. Jeg havde slet ikke hørt ham komme. Han havde et lille fip skæg. Jeg kunne lige ane hans røde hår, der lyste i de sidste stråler fra sole, inden alting ville blive indhylet i mørke. Han havde en blå skjorte på, med et lille mærke syet på, jeg kunne ikke se hvad det var det forstillede. Ved siden af ham, stod vores frelser. Hende der havde redet os. Hun nikkede. ” Pigen heder Rosalinda, og ungen heder Stump.” Sagde hun, men hendes stemme var ikke nær så hård. Den var blevet blød. Jeg fik vækket Stump. Han for sammen da han så dem. Han gnubbede det værste søvn ud at øjnene. Jeg kom på benene, og hjalp Stump med at komme på benene. Jeg var lige ved at falde på halen. ” Følg med! ” Sagde den store mand. Der gik vi gennem natten, hen mod den lille kro. Med Stumps hånd i min, jeg kunne mærke at han rystede. Jeg mødte hans blik. Han var bange, men jeg hviskede ind i hans øre at det skulle han ikke være. Jeg var her jo. Han smilede, og så ikke længer bange ud. Døren blev åbnet, og en lugt af øl, mødte mig. Jeg kunne høre stemmer der inde fra. Man kunne tydeligt høre, at det kun var mænd der inde.

 

Da vi trætte der ind blev der helt stille. Det var som at være død igen. Stille og bange. Der var en der rejste sig op. Han skævede over til os. Stump gemte sig bag ved mig. Jeg lage min hånd på hans hoved, og klappede ham blidt. Han skævede stadig. Hans brune øjne så helt mørke ud. Han havde hår der linede guld, i lyset fra lampen. Han havde en lille blå vest på. Det var nok så man kunne se hans muskler. ” Hvem er det vi har her? ” Han sagde det, i et nedladende tone fald. Han betragtede mig med undrende øjne. Der var noget han vidste, men han ville ikke sige det. Vores rednings kvinde hviskede noget i øret på ham. ” Godaften Rosalinda, det er en fornøjelse.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...