Den sidste Boraparte

Jeg stod og kikkede ud over havet. I det fjerne kunne jeg se en lille prik, som voksede sig større og større. Vinden ruskede i mit hår, og den dejlige duft af havvand fyldte mine lunger. ”Frøken vi nærmer os Pilgrim.” stilheden blev brudt og mit sind gjorde også. Jeg vendte mig om og kikkede på ham, vi vidste begge to at det her var sidste gang vi kom til at se hinanden.

For jer der læser det her. Er jeg ked af hvis der er mange stave fejl, er ikke særlig god til at stave så undskyld på forhånd....

0Likes
0Kommentarer
796Visninger
AA

9. Den nye fyrste

 

Det var først henne ved middag, at vi endelig kunne se Pilgrim. Man kunne se at det sorte flag hang i flagstangen. Hver gang man så det flag, betød det at en fra borgen var død. Jeg fik helt ondt i brystet bare at tænke på det, det var som om der var en lille sort klump, i stede for mit hjerte. Marius lå inde i den ene kærre, den samme som mig. Hans åndedragt var lig så stille med at blive normalt, også hans feber var ved at falde, men han var stadig meget bleg, men lidt farve havde han fået i kinderne. Han kikkede op da jeg var ved at gå ud af kærene. ” vent!” hviskede han. Selv om han var ved at få det bedre, var han stadig meget svag. ” du skal ikke sige noget. Du er stadig for svag.” jeg agede ham over panden. Nogen af hans sorte hårlokker klistrede til panden. Han linede et lille barn som han lå der. ” jo det bliver jeg nød til.” hviskede han.” jeg er sur over alt det jeg har gjort mod dig.” han mente det, det var tydelidt at se. Men han havde ikke gjort noget galt. Han vidste jo ikke bedre. Så han viste jo ikke hvad han skulle tro på. Jeg svarede ikke. Det var svært at finde på noget at sige. Selv hvis jeg sagde at det ikke gjorder noget, ville jeg lyve for ham. For hvis han ikke havde sagt det ikke var mig, ville folk måske ikke tro det var mig der gjorder det. Men det ville være som at sparke til en der lå ned. Vi kom ikke ind af den nordlige port som, jeg plejede at komme ind af. Efter at fyrsten var død, skulle alle kærre tjekkes for hvad de havde i lasten.

 

Vi nåede ikke at sige til vagterne at William og Marius var fuldt med os. Så da de fandt dem, eller retter da William prikkede dem på skulderen, for at spøger om hvor Alexander var henne. Smart var William nu ikke, men vi kom ind. Problemet var bare, at nu var vi anklaget for at Marius var blevet overfaldet, og de mente det var os der gjorde det. Vi sad inde i det samme rum som da jeg, sidst talte med borgefyrsten. Bare at den gang var der ingen borgefyrste. Marius og William sad ikke der inde samme med os andre. William var fuldt med Marius, for at se om hans læge gjorde det godt nok. Vi ventede inde i det lille rum, over to timer. Tiden gik, og vi fik ikke noget at spise, eller noget at drikke. Min mave knurrede, så det kunne høres i hele rummet. Nogen gange kunne man også høre de andres maver. Endelig kom vores nye borgefyrste, og det var Alexander der var den nye fyrste. Hvis hans far kunne se ham nu ville han være meget stolt, over den mand han var blevet til. Den vagt der havde smit os her ind, hviskede noget til ham. Jeg kunne ikke høre så godt hvad de snakkede om. Men der var nogen ord der gav genlyd i mit hoved. ” de er allerede døde.” var det os han mente eller nogen andre, men jeg var for ør i hovedet til at tænke på noget som helst. Det dunkkede inde på den anden side af mit hoved. Jeg havde nok ikke fået nok at drikke. De kunne da godt have givet os noget at drikke, så jeg ikke fik lyst til at lægge bit hoved under pumpen der var ude i gårdspladsen, for bare at køle mig lidt ned.

 

Mary sad og kikkede lidt på mig. Hun havde nok opdaget at mit hår var blevet sort som en ravns vineger. I løbet af natten havde jeg lavet det om, jeg syntes det passede lidt mere til situationen. Og det mindede om Stump. Vagten bukkede for Alex, og forsvandt ud af rummet. Da døren lukkede satte vi alle os ned, på samme tid. Selv om Alexander mindede om meget om fyrsten, var han på mange måder ikke som ham. Han prøvede ikke det mindste, at begynde på afhøringen. Hans tanker var et helt andet sted, for det der forgik rundt om ham betød ingen ting mere. Man kunne se det på ham, hans blik hvilede bare lige ud i lugten. Han kikkede lænsende ud af vinduet, måske håbede han at se noget der ude, der kunne få ham væk fra alt det her. ” Fyrste?” Stammede Valdemar, det var vist det han havde sagt til vagten, da han spurte efter vores navne, eller så var det bare en løgn. Alexander mistede det fjerne blik i øjnene , og han begyndte lig så stille at vende tilbage til denne verden. ”nå ja. Det var jer der var anklaget for at overfalde mine brødre, og forsøgte at tage den ene fra mig.”selv om han på ingen måde hævede stemmen, føltes det af ligge som at blive slået i hoved med en kæp. Hans stemme var kold og hård, det giver mig stadig gåsehud bare at tænke på det den dag i dag. Jeg tror ikke der var en der kikkede Alexander i øjnene på noget tidspunkt.”kære fyrste. Det var ikke os der prøvede at dræbe deres bror. Han kom bare ind på kroen og var såret. Vi lovede at hjælpe ham hjem til Pilgrim.”

Mary prøvede at sige det så sødt som hun kunne til Alexander. Men det så ikke ud til at rør ham, ikke det mindste. Mary mindste hurtig sit glade smil, hun vidste godt det ikke nødede noget som helst. Vi alle vidste at det ikke nyttede noget, han forstod det ikke. Måske var han lig så klog som sin far, men snu var han nu ikke. Vi sad der inde i en halv time eller to, men uanset hvor mange gange vi sagde det til ham, troede han ikke på os. Jeg havde ikke sagt noget siden Alexander var kommet der ind. Alle havde prøvet at forklare vores historie til ham, men uanset hvad vi sagde, troede Alexander ikke på os. Jonas prikkede mig i siden med sin ene albue.”hvorfor siger du ikke noget?” selv om det bare var en hvisken, var det også et hvæs.”hvad kan jeg sige som ikke er blevet sagt?” hvæsede jeg tilbage til ham. For der var jo ikke noget at sige som der ikke allerede var sagt. Han himlede lidt med øjnene, men vi kunne jo heller ikke snakke sammen uden at Alexander så os, eller at han tag det for en tilståelse. Hvor var William, han kunne sige vi var uskyldige, så vi ikke skulle dømmes på falske beviser. Ønsk og du skal få, er der nogle der sige. Måske passer det også nogen gange, for jeg fik mit ønske til at blive levende.

 

William brasede ind gennem døren.” de er uskyldig!” sagde han. Sveden piblede fra på hans pande, og han trak været meget hurtigt. Vagterne havde noget sagt, at der var afhøring.”disse mennesker har redet Marius liv. De er ikke morder. De er helte!” Alexander sad, og kikkede på ham. Selv om de var brødre, var de også hinandens værste fjender. Alt det Alexander kunne, var William bedre til. Misundelsen har været der lige siden at William blev født, men jeg tror nu det var Alexander der lage mærke til det, den afdøde borgefyrste virkede ikke til, at se nogle af de ting William var god til. Nu hvor jeg tænker over det, har det aldrig virket som om den afdøde fyrste elskede William, det var nok på grund af hans evner. Normal det virker han som, det er nok bare de evner han har der skræmmer folk. Selv om man ikke skulle tror det, er der på hver eneste borg i de fire riger, en der har en kraft. Det er helt tilbage fra gudernes tid, at på en borg skulle der være flok med særlige kræfter. I gudernes tid var der tit krig, så de bestemte sig for at skabe mennesker, der besid kræfter der over gik et almenligt menneskes fantastik. Efter at vi begik forræderi mod dem, tog de menneskernes kræfter tilbage, som de havde skænket os. Men stadig efter de tog kræfterne, bliver der stadig født mange fyrstesønner og -dørtre med disse kræfter. Jeg ved ikke helt hvad det er Williams kræfter helt præsis er, men jeg ved han rummer mere, end man kan se med det blåtte øje.

 

Et skænderi blev det ikke til heldigvis, men de blev lidt små sure på hinanden. Vi fik alle sammen en undskyldning over den grove behandling, de spurgte inddag om vi ville spise med dem i aften. Men Mary takkede pænt nej til tilbudet, og fortalte at deres eneste ønske var at hendes søster kunne lære kunsten at være en læge. Efter at have siddet inde i det lille rum i så lang tid, føltes det som om det første var nu jeg blev set af Alexander.” jeg ved nu ikke. Det er jo livlægen der skal se om hun er værdig.” selv om han prøvede på ikke at sige det lige ud, kunne man af lige vel høre den der kvinder-kan-ikke-bruges-til-noget klang i hans stemme. William prikkede ham lidt i siden med sin albue. Selv om han prøvede ikke at gøre det alt for tydeligt, kunne man godt se på ham at han ønskede at jeg blev. Efter at Jonas havde talt med Alexander i mange timer, var dette marerigt endeligt slut. Selv om det føltes som om vi havde været der en hel dag, havde solen stadig ingen røde, eller oranges favre, der gav alting en lidt døsende favre. Alle andre end mig sov nede på en kro der var i nærheden, mens lille mig skulle sidde det meste af natten hos Marius, for at være sikker på at hans sår ikke blev betændt. Mørket var faldet på, men selv om der var mørkt uden for, var der lys over alt inde på borgen. Over alt var der en olielampe der lyste, eller et stearinlys der brød mørket.

 

Engang i mellem kom der latter ude fra gangen. Selv om jeg sad der inde, og hørte på Marius klynken, var jeg nu glad for bare at være her. Og ikke nede hos de ”fine” mennesker der var der nede. Jeg kikkede nogen gange hen mod vinduet. Månestråler gled ind gennem vinduet, og gav alting et hvidt skær. Mens jeg sad der, og kikkede ud på de blinkende stjerner, kom der nogen fordi på gange.”hvad med drengen?” sagde den ene. Der gik lidt tid før den anden brummede.”problemer bliver der ingen af, bare rolig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...