Den sidste Boraparte

Jeg stod og kikkede ud over havet. I det fjerne kunne jeg se en lille prik, som voksede sig større og større. Vinden ruskede i mit hår, og den dejlige duft af havvand fyldte mine lunger. ”Frøken vi nærmer os Pilgrim.” stilheden blev brudt og mit sind gjorde også. Jeg vendte mig om og kikkede på ham, vi vidste begge to at det her var sidste gang vi kom til at se hinanden.

For jer der læser det her. Er jeg ked af hvis der er mange stave fejl, er ikke særlig god til at stave så undskyld på forhånd....

0Likes
0Kommentarer
811Visninger
AA

4. De døde.

  

Festen var slut, og endelig kom Alexander kommet der ind. Marius fortalte det samme til ham, som han havde fortalt os andre. ” Men, hvem er hun så. ” sagde William der heller ikke forstod her. De kikkede alle sammen på mig, jeg kunne mærke deres raseri. Jeg lod en hånd glide hen over mit ar. Marius tog min hånd, og kikkede på det. Han slap den og kikkede på de andre. ” Det sider det samme sted. ” de prøvede at få mig til at sige hvem jeg virkelig var, men de fik det samme svar hver gang. At jeg var Anastasia. Min de troede ikke på mig, ikke det mindste. ” Hvis du er hende, hvordan kunne det så være, at jeg så dig dø ” Hvæsede Marius. Der var begyndt at lede efter noget han kunne slå på. Jeg kikkede ned. De ville ikke kunne forstå det, det ville de ikke. Det var noget jeg havde lovet, og hvis jeg sagde det, ville det være ude med dem alle sammen. ” Jeg kan ikke sige det, jeg har lovet det” stammede jeg. Fyrsten kikkede op, han havde vist lagt to og to sammen. Han gik hen og kikkede på mig. ” Marius, William og Alexander. Vil i ikke gå ud.” De kikkede på ham, med store øjne. ” Men far.. ” Sagde Marius og kikkede på mig, med onde øjne. ”Jeg sag gå ud NU!” Han råbte af dem, som om de var en ulydig hund der skulle have pril. De nikkede og kikkede på mig.

 

De lukkede døre efter dem. Der sad jeg med Fyrsten af Pilgrim, og han havde selv kunne regne det ud, men hvordan. ” Det var de Døde ikke ? ” Sagde han, og satte sig ned foran af mig. Jeg nikkede. Jeg havde jo ikke sagt det til ham, så jeg havde jo ikke gjort noget galt, vel? Han satte hænderne op foran hovedet. Jeg kunne høre ham sukke. Et dybt langt suk. ” Hvorfor sagde du det ikke bare, så kunne vi have undgået det her. ” Brummede han inde for hulrummet, mellem hans to hænde, så det kom til at lyde mere dyb. Jeg kikkede ned. Han kunne ikke forstå det, ikke efter alt det her, kunne han stadig ikke se det. Jeg mødte hans blik. Han så træt ud, som om han gerne ville have, det her til at stoppe. ” Jeg lovede at jeg ikke ville sige det til nogen. ” Hviskede jeg.” De sagde at hvis jeg sagde det til nogen, ville de dræbe hende.” Han kikkede op ” Hvem er det ?” De kunne ikke huske hende, hun var min bedste ven. Hun havde altid været der. Altid. ” Det er lige meget. Vil du gøre mig en tjeneste ?” sagde jeg med lidt sur mine. ” Og hvad er det så ?” Brummede han og kikkede ud af vinduet, med et fjernt blik i øjnene. ” Jeg vil bede dig om, at sætte mine ting her op, og gøre en hest klar. Jeg har bestemt mig for at rejse her i aften”.

 

Han kikkede på mig, han så bedrøvet ud, men også vred. ” HVAD!” brølede han. Han rejste sig op så stolen røg bag om. Der stod han, og var lige ved at gribe fat i kraven på mig, og ryste i mig til der kom noget godt ud af det. Døren blev åbnet. Jeg kunne høre den ramme vægen med et stort brav. Jeg kikkede bag ud, og fik øje på Marius og William. De stod med et svær i hånden, og fik øje på deres far, men de sænkede dem lig så stille da de så ham. ” Hvad er der med dig. Du er lige kommet tilbage, og så vil ud bare forsvinde igen. Det vil din mor aldrig have, hun ville have du skulle blive det nye ansigt i din klan, og hvad gør du for dem. Ingenting. Simpelthen ingenting! Var deres død ikke nok til at åbne dine øjne?” Der stod han og råbte af mig, med sine lungers fulde kraft. Jeg kan finde mig i meget, men den dag der kunne jeg ikke. Hvis der var en ting jeg ikke ville tolerere, var det at folk nævnede min mor. ” Du..” Hviskede jeg, men jeg kunne mærke at der var en storm på vej, en storm der var på vej ud. ” Du ved ingenting, du ved ikke noget om mig. Tror du bare jeg fjoller rundt og laver ingenting. Jeg ved godt, at jeg er den sidste af min slægt, men du skal ikke blande min mor ind i det her. Jeg har set så mange liv gå til spille, og jeg vil ikke se det igen. ” Råbte jeg, af mine lungers fulde kraft. Han stoppede og betragtede mig. I det øjeblik, følte jeg mig fri, væk for alle bekymringerne. Jeg kunne bare være mig selv, sige hvad jeg mente. Men selv om det var dejligt at sige det, kunne jeg ikke blive.

 

Jeg maste mig forbi Marius og William. Marius prøvede at gribe fat i min arm måske for at stoppe mig, men jeg skubbede den bare væk igen. Jeg kikkede, en sidste gang tilbage på fyrsten, der stadig stod og betragtede mig. Jeg satte i løb, hele vejen ud af brogen og ned til kroen, hvor mine ting stod. Jeg gik op og skiftede, til skjorte og bukser. Nede på gaden, stod den hest jeg havde lejet. Så der red jeg, af sted, for at komme væk for denne verden igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...