Den sidste Boraparte

Jeg stod og kikkede ud over havet. I det fjerne kunne jeg se en lille prik, som voksede sig større og større. Vinden ruskede i mit hår, og den dejlige duft af havvand fyldte mine lunger. ”Frøken vi nærmer os Pilgrim.” stilheden blev brudt og mit sind gjorde også. Jeg vendte mig om og kikkede på ham, vi vidste begge to at det her var sidste gang vi kom til at se hinanden.

For jer der læser det her. Er jeg ked af hvis der er mange stave fejl, er ikke særlig god til at stave så undskyld på forhånd....

0Likes
0Kommentarer
809Visninger
AA

1. Den nye verden

nine3 fnmeo

 

Jeg stod og kikkede ud over havet. I det fjerne kunne jeg se en lille prik, som voksede sig større og større. Vinden ruskede i mit hår, og den dejlige duft af havvand fyldte mine lunger. ”Frøken vi nærmer os Pilgrim.” stilheden blev brudt og mit sind gjorde også. Jeg vendte mig om og kikkede på ham, vi vidste begge to at det her var sidste gang vi kom til at se hinanden. Hans lyse hår dækkede for hans øjne, de dejlige øjne, der fyldte mit hjerte med glæde. Han kikkede op og mødte mit blik, der stod vi og betragtede hinanden en sidste gang inden vores veje ville skilles. Han så et år ældre ud, han var begyndt at få skægstubbe, men det havde han vist han nok ikke de sidste par dage havde vi alle haft travlt med at få skibet på rette kurs igen. ” Ja. Det er vi vel.” sagde jeg og prøvede på at lyde glad, men jeg vidste godt at jeg ikke kunne narre ham. ” Det er sært, at du ikke skal være her mere. Nu hvor du har været her i hvad er det nu otte år nu.” han prøvede på at lade som om han ikke kunne huske det, men vi havde kendt hinanden i så mange år og lige fra den dag jeg satte mine ben på det her skib, havde han været i hælene på mig.

 

” Hallo. I to der gem kysseriet til vi er i land. Rasmus vi ved alle sammen du er vild med hende så kys hende nu bare ” var der en der råbte oppe fra masten. Rasmus fik helt røde kinder og hans blik røg med det samme ned i gulvet. Jeg ved ikke om det var fordi han var flov eller han bare var rasende. Jeg kikkede op i toppen af masten for at se hvem det var, og jeg fik øje på den mest irriterende på hele skibet. ” Ja men, er det ikke Aben der sider der oppe. ” råbte jeg op til ham. Hans sorte hår klistrede til hans pande. Hans blå øjne lyste som vandet i Safir bugten. Han smilede og begyndte at grine. Han havde vist ikke en dum kommentar til den der. ” Ja ja, og hvor mange gange skal jeg sige til dig, at han kan lide dig før du fatter det min søde lille ven” råbte han ned til os oppe fra sin lille trone, som han selv kaldte den. Vi var kommet ind i havnen nu. Det myldrede med mennesker, men det var jo også den største handelshavn i hele det Krosanske rige. Jeg gik ned under dækket og ind på mit lille værelse og klædte om til brylluppet, som jeg var blevet inviteret til.

 

Jeg fik skiftet til kjole, og fik taget min fletning nu, og ret mit hår. Jeg gik over til spejlet og kikkede ind i det, og det jeg kunne se fik mig til at græmmes. Jeg var lige ved at tro det var mig der skulle giftes, sådan som jeg så ud. Min kjole var hvid som sne, der var broderet noget på den med noget guld tråd. Jeg havde lavet en lille fletning, så jeg i det mindste havde noget der minde om mig selv. Jeg satte mig på en lille seng der stod inde i rummet, og stirede ned på mine hænder. Tankerne gnavede, gad vide og de kunne huske mig. Jeg sad og kikkede hen mod døren, og ventede på at der var nogen der opdagede at jeg ikke var der. Mine øjne lukkede sig sammen, og alting forstands omkring mig. Jeg vågnede ved at der var en der stod, og ruskede i mig. Mine øjne åbnede med et sæt, og jeg kikkede lige op på en mand, der så ud til at komme oppe fra borgen. Han havde en fin lilla hat på, med en lille fjer der dinglede ned. Hans brune hår hang ned, og fik mig lyst til at nyse. Hans grønde øjne lyste som en kattes øjne. ” Frøken Boraparte ?” jeg nikkede, og prøvede at gnubbe det værste søvn ud af øjnene. ” Deres ting er blevet båret ned på kroen. Er de klar til at følge med op til borgen”.

 

Jeg kom op på broen hvor jeg sagde farvel til dem alle sammen, men jeg kunne ikke finde Rasmus. August eller Aben som han også blev kaldt. Fortalte at han sad nede i sin kahyt, og han ikke komme op. Jeg stod og kikkede ned i det sorte hul, hvor Rasmus sad. ” Frøken. Vi skal af sted nu ” sagde tjeneren, der var kommet her hen for at følge mig hen til borgen. Jeg nikkede og fulgte med. Jeg kikkede en sidste gang op på Nattens ravne, det skib der havde været mit hjem i over otte år nu. Jeg tog en dyb indånding, for jeg vidste, at det her nok var den sidste gang jeg kom til at lugte den dejlige salte dufte af havet, høre vandet skulpe mod vægene i min lille kahyt, og den beroligende lyd af vinden, der susede i masten. Jeg viste, at nu skulle jeg til at træde ind i en ny verden, en verden jeg havde afskåret mig fra for mange år siden.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...