The worst monsters, are those who live in ourself. (1D) +13

18 årige Sarah Parker fik for godt tre år siden, konstateret en frygtelig sygdom, som hun kan koste hende livet. Det har derfor stoppet hende fra alt der hedder dating, venskab, og alle andre former for andet socialt samvær. De eneste personer hun rigtig er sammen med, er hendes familie og hendes bedsteveninde.
Alt det ændrer sig dog en dag hvor hun ved et uheld støder ind i en person, som hun med det samme falder pladask for.
Men hvad gør man så når man gør alt hvad man kan for at glemme ham, men han bare dukker op alle vegne?
Og hvad med hendes sygdom? Forbliver hun stabil eller ramler det hele sammen?
-Læsning er på eget ansvar, da der kan komme stødende scener og sprogbrug.

0Likes
4Kommentarer
283Visninger
AA

3. Sick and tired.

 

”Harry! Harry, stop! Hvad sker der? Hvorfor skal vi skynde os så meget lige pludselig?” Råbte jeg efter ham, mens han trak mig ned gennem gaden. Han rystede bare kort på hovedet ”jeg forklarer når vi kommer hjem igen!”

Mens vi sad og ventede på det mad, begyndte jeg så småt at blive lidt irriteret på ham.
Jeg var træt af at han ikke havde svaret på mit spørgsmål, ja han ladede nærmest som om episoden ikke havde fundet sted. Han sad bare og snakkede om alt muligt andet; hvad hans livret var, hvor hans familie boede osv. Men jeg hørte ærligtalt slet ikke efter. Mine tanker var nemlig kommet over på noget helt andet; Min samtale med lægen i dag. Prøveresultaterne var bedre, men min tilstand var stadig ikke særlig god. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne ikke at tænke på det nu, men det var bare som om min hjerne ikke kunne lade være.

”Nå, nok om mig! Fortæl mig lidt om dig selv!” Hans stemme lød meget glad, og det smittede hurtigt af.

Jeg sad lidt og tænkte over hvad jeg egentlig skulle sige, for helt ærligt, hvad var der så spændende ved mit liv? ”Jeg hedder Sarah” begyndte jeg så ”men det ved du jo godt. Jeg har boet her i London hele mit liv, og jeg elsker det.
Jeg er 18 år gammel, men bliver 19 om ca. tre måneder. Jeg er-” ”Det er ikke sådan noget jeg mener, fortæl mig noget om dig, som ingen ved!” afbrød han mig. ”Jeg er bange for at kælke” røg det ud af mig.
Han brød ud i en stor latter ”Virkelig! Hvordan kan man overhovedet være bange for det? Omg mener du det?” Fik han fremstammet ind imellem hans grineflip.
Jeg kiggede fornærmet på ham, men begyndte så selv at grine, da jeg godt selv kunne se at det var ret latterligt. "Det må jeg vel så lære dig, en dag" Sagde han så, med et lille glimt i øjet. 

Mens han hentede vores mad, sad jeg bare helt stille og betragtede ham. Han var virkelig en af de smukkeste drenge jeg i mit liv havde set, hvis ikke dén smukkeste.
Han var så charmerende, så sød, så flot. Han var perfekt.

                                                                             ***
Harrys synsvinkel
:

Jeg var virkelig splittet. På den ene side ville jeg ikke have at Sarah skulle vide at jeg var så kendt, som jeg nu er. Men inderst inde jeg vidste jo også godt, at hun snart ville finde ud af det.
Jeg var bange for at hun ikke ville kunne lide mig for den jeg er, men kun på grund af jeg var kendt. Men så på den anden side kunne jo også godt være at det ville skræmme hende væk, hvis jeg fortalte hende det. Jeg besluttede mig derfor for at jeg ville sige det til hende, næste gang det kom på banen.

Lige nu var stemningen virkelig god. Jeg elskede at se hende smile. Jeg ved godt det lyder fuldkommen vanvittigt, nu hvor jeg kun har kendt hende i hvad? En dag? Men der var et eller andet ved hende, som jeg virkelig var helt tosset med. Jeg var tosset med hende.

                                                                               ***

Efter vi havde spist, blev Sarah pludselig meget dårlig, og meget træt. Eller, egentlig var det ikke så ”pludseligt”, da jeg godt havde lagt mærke til at hun havde virket lidt sløj indimellem, men de gange jeg havde nævnt det, havde hun bare benægtet. Jeg kunne ærlig talt ikke helt forstå hvad det var, der var grunden til hun havde fået det dårligt. Det kunne jo umuligt være maden, for vi havde fået det samme og jeg kunne ikke mærke noget.


Jeg havde puttet hende i hendes seng, med hendes dyne godt trukket op om sig, og med et stort uldtæppe over dynen. Men hun frøs stadig. Jeg mærkede hende på panden, og kom så til enighed med mig selv om, at hun nok havde feber.
 

Sarahs synsvinkel:


Harry havde været så sød mod mig hele dagen, og aftenen for den sags skyld.
Efter jeg havde fået det dårligt havde han været så sød at passe mig. Han havde hjulpet mig med at få nattøj på (ikke noget perverst dér), han børstede mine tænder for mig, og derefter puttede han mig.

Han troede selvfølgelig at jeg ”bare” havde fået feber, men jeg vidste jo godt selv hvad det var. Sygdommen.
Det skete nogle gange, når jeg havde haft for meget gang i den, uden at tage et hvil engang imellem. Og det havde jeg jo ligesom ikke helt haft tid til i dag.

Jeg kunne langsomt mærke mine øjenlåg glide i. Men bedst som jeg var lige ved at falde i søvn, mærkede jeg min seng bevæge sig, og lidt efter lå der en ved siden af mig og nussede mig stille og roligt på ryggen. ”Harry, du behøver virkelig ikke at blive og passe på mig. Du vil sikkert gerne hjem” mumlede jeg træt. ”Nej nej, jeg vil gerne blive hos dig” han rømmede sig lidt ”hvis jeg altså må?” ”selvfølgelig må du det” sagde jeg mens jeg vendte mig om, så jeg kunne mærke hans varme ånde mod mit ansigt. Han kærtegnede blidt min kind, og lagde så sin arm om min hofte.

Jeg ved ikke om det var med vilje, eller det bare var sådan hans arm lige faldt.
Men jeg havde ikke noget imod det.
Nogen ville sikkert syntes at det gik alt for hurtigt, men jeg syntes bare det føltes så rigtigt.

                                                                            ***

Jeg vågnede af solen, som stod direkte ind af mit vindue. Hvilket generede mig lidt, da jeg ikke havde fået det bedre siden igår. Tværtimod. Så jeg havde virkelig brug for at sove!
Jeg frøs helt vildt meget, men på samme tid svedte jeg også virkelig meget. Jeg trak dynen lidt længere op over mig, og prøvede så at sove igen.

Men jeg kunne virkelig ikke. Det var som om jeg lige pludselig var blevet frisk.
Kender ikke godt den følelse hvor ens krop er virkelig træt, mens ens hjerne er lysvågen?
Jo, sådan havde jeg det altså nu.
Så efter ca. 10 minutter gav jeg op.
Men bedst som jeg skulle til at rejse mig op, var der noget der stoppede mig. To arme der lå omkring min overkrop. Jeg fik lige en kort forskrækkelse, men så huskede jeg det hele. Jeg smilede dumt for mig selv da alle minderne fra i går kom væltende ind. Det havde været en perfekt dag.

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...