The worst monsters, are those who live in ourself. (1D) +13

18 årige Sarah Parker fik for godt tre år siden, konstateret en frygtelig sygdom, som hun kan koste hende livet. Det har derfor stoppet hende fra alt der hedder dating, venskab, og alle andre former for andet socialt samvær. De eneste personer hun rigtig er sammen med, er hendes familie og hendes bedsteveninde.
Alt det ændrer sig dog en dag hvor hun ved et uheld støder ind i en person, som hun med det samme falder pladask for.
Men hvad gør man så når man gør alt hvad man kan for at glemme ham, men han bare dukker op alle vegne?
Og hvad med hendes sygdom? Forbliver hun stabil eller ramler det hele sammen?
-Læsning er på eget ansvar, da der kan komme stødende scener og sprogbrug.

0Likes
4Kommentarer
281Visninger
AA

1. He took my breath away.

 

Jeg gik langsomt ned mod cafeteriet.  Duften af cafeteriamad bredte sig i min næse, og overdøvede den uhyggelige lugt af hospital. Jeg havde siden jeg var lille altid hadet lugten af hospital. Lugten af syge mennesker. Den gjorde mig så utilpas. Men jeg var efterhånden blevet van til den, da jeg mindst en gang om måneden skulle herhen for at få taget blodprøver. Ja, jeg havde leukæmi. Det havde jeg nu haft i godt tre år, så jeg var som sagt blevet van til hele proceduren; Jeg tog på hospitalet hver den første i alle måneder, fik taget blodprøver, gik ned i caferiet hvor jeg sad og ventede ca. en halv time på at prøveresultaterne skulle blive færdige og derefter tog jeg hjem.

 

Jeg tog en bakke ned fra stablen med dem, og gik så over mod det slags tag selvbord, som stod midt i salen. Jeg stod lidt og kiggede ud over alt den mad der var på bordet, men endte så med at ligge bakken tilbage, da jeg nu hvor jeg tænkte nærmere over det, slet ikke var sulten. Jeg stillede derfor bakken fra mig og gik over mod kaffeautomate. ”Åh ja, kaffe kan man ikke få nok af” sagde jeg til mig selv da jeg satte det lille papkrus ind under maskinen, og trykkede på knappen hvor der så fint stod ”Latte” (min yndlings drikkelse, over alle drikkelser). Da maskinen var færdig med at fylde min kop op med min dejlige latte, begyndte jeg så småt at gå over mod de sofaer, som stod ude på gangen. Jeg var underligt nok i godt humør, det plejede jeg ellers ikke at være når jeg var her på hospitalet, som sagt var det bare hele atmosfæren som jeg simpelthen ikke kunne holde ud. Den skræmte mig så meget. Den mindede mig om at mine dage måske var talte, og jeg måske ikke klarede mig igennem den her frygtelige sygdom, Gud havde valgt at tildele mig.

 

Jeg blev hurtigt og brat revet ud af mine tanker, da jeg kunne mærke noget glohed væske løbe ned over min krop. ”Av for satan!” vrissede jeg, mens jeg prøvede at vifte noget kold luft ind på min forbrændte mave. ”Det må du virkelig undskylde! Jeg så dig slet ikke! ” Lød en fortvivlet stemme, ”Nej, det tør siges! Se dig dog for din nar!” Nærmest råbte jeg tilbage til den dreng, mand, fyr, hvad du nu end vil kalde det, som havde været så dum at gå ind i mig.

Jeg kiggede op og fortrød straks hvad jeg lige havde sagt. ”På den anden side var det vel også bare mig der gik i min egen ve..” Mere nåede jeg ikke at sige før jeg gik i stå. Aldrig havde jeg set så smukke grønne øjne, i hele mit liv. De smilede med sådan en glød, men stadig signalerede de at han virkelig var oprigtigt ked af det. Jeg tog mig selv i at stå med åben mund og stirre så jeg kiggede straks væk, ned på min hvide top, som nu var helt brun, gennemblødt, og for den sags skyld gennemsigtig efter den varme kaffe. Jeg kunne mærke jeg begyndte at rødme, jeg mener, hvem ville ikke gøre det hvis de stod foran smukkeste fyr, de i deres liv havde set? Ingen. Nej, godt så. ”Hallo?” Hans stemme skar igennem mine tanker, men ikke på den der irriterende måde, på den der måde der for der til at spænde hurtigt i hele kroppen. ”Undskyld?” Sagde jeg med spørgende blik. Han rystede let på hovedet, med et ekstremt flabet smil på læberne. ”Jeg spurgte bare om jeg måtte gøre det godt igen, med en ny kop kaffe?” Sagde han, stadig med det flabede smil på læberne. ”Jo! Selvfølgelig!” Sagde jeg lidt for hurtigt. Flot Sarah. Flot. Nu tror han sikkert du er sådan en vildt desperat type.
Han grinte let, og rakte så hånden frem ”Jeg er Harry for resten” ”Harry hvad?” han kiggede på mig som om jeg var total idiot. ”Ved du slet ikke hvem jeg er?” Jeg rystede på hovedet, hvor fanden havde han fået den skøre idé fra, at jeg kendte ham? ”Harry. Harry Styles” prøvede han sig spørgende frem.
Jeg var stadig ikke helt sikker på hvem han var, jeg syntes jeg havde hørt navnet før, men der var stadig ingen klokke der ringede. ”Nå, skidt pyt med det! Du skal nok lære mig at kende snart” sagde han, med et lille blink i øjet.
Jeg slog en knap så charmerende latter op, men rømmede mig straks da han kiggede underligt på mig. Pinligt. Yderst pinligt. Jeg havde lyst til at gemme mit hoved i jorden, ligesom en struds.
Det gav et pludseligt sæt i min krop, da jeg hørte min mobil afspille Ed Sheeran ’Give me love’. Det var min alarm der sagde at mine prøveresultater højst sandsynlig var færdige nu. ”Ed Sheeran. God valg!” Sagde ham Harry fyren, som jeg åbenbart havde glemt alt om stadig var der. ”Øhm. Fuck. Jeg bliver nød til. Jeg skal. Øhm.” fremstammede jeg mens jeg gik baglænds ud af cafeteriet, og nær var faldet over en plante. Dumme plante, hvad søren lavede den også der? Den havde jeg sgu da aldrig set før. ”Vent!” Råbte Harry da jeg knap var henne ved døren ”Jeg kender jo ikke engang dit navn!” ”Sarah Parker” Råbte jeg tilbage, inden jeg løb ud af døren, for at nå hen til min læge.
_________________________________________________________________

Holaaaa!
Det var så først kapitel. Jeg håber i kunne lide det?
Jeg undskylder mange gange hvis det ikke var godt nok, men det er min første gang jeg skriver en fan fiction, og deler den på movellas, så det hele er helt nyt for mig..
Anyways! Jeg håber i bliver ved med at følge med, og bare rolig - den skal nok blive mere spændende!
-Undskyld for det meget korte kapitel.. Skal nok prøve at gøre dem længere en anden gang ;-)
Forresten må i meget gerne tilføje en kommentar, med hvad i syntes om den + like, hvis i har lyst! Det kunne måske hjælpe mig hvis der er noget jeg skal gøre bedre.
Masser af Horan hugs, til mine dejlige directioner søstre (og brødre?)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...