Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
3943Visninger
AA

2. Tag hjem

 

Den næste morgen var stressende. Jeg havde ikke sovet særlig meget om natten. Jeg løb rundt i lejligheden, beklagede for mig selv over, at mit tøj ikke passede særlig godt sammen og at jeg havde en dårlig hårdag. Morgenmaden kunne ikke gå hurtigt nok, og jeg var hele tiden ved at falde over Coco, der ikke kunne forstå min hujen og som hele tiden gik i vejen for mig. Det gjorde det ikke bedre af, at jeg nøs et par gange og min hals gjorde pludselig så pokkers ondt.


Jeg greb hurtigt min vinterjakke og min taske, hvor så jeg stormede ud i entréen. Jeg skyndte mig at komme i mine sorte støvler og låse hoveddøren op, idet Coco fór ind foran mig, så jeg væltede ud af min lejlighed, og heldigt for mig, landede jeg i et par stærke arme..


”Jamen, godmorgen til dig også, Key.” grinte armens ejer, Jonghyun.


Jeg kunne mærke mine kinder begynde at brænde voldsomt. ”Min hund spærrede ben for mig!” begyndte jeg straks, idet jeg rettede mig op og rettede lettere hysterisk på min jakke.


Jonghyun grinte. ”Ja, ja.” svarede han grinende.


Jeg rakte op og rettede på min hår, imens jeg kiggede rundt. Mit blik landede dog hurtigt på ham igen. ”Hvornår er du kommet her til morgen? Du er her da ret tidligt?” spurgte jeg.

 

Han var da ret tidligt på den, var han ikke? Nej, det anede jeg egentlig ikke. Klokken var omkring syv, men det var da også tidligt, var det ikke?

 

”For tidligt? Ani,” svarede han og trak på skuldrene, ”eller jo, måske. Min far skulle tidligt af sted og siden min bil stadig holder her, så skulle jeg jo køre med ham. Han er nede og hente morgenmad nu, da vi ikke fik det derhjemme.”


”Arh,” sagde jeg og trippede lidt på stedet. Frøs han slet ikke? ”Nå, vi ses. Jeg skal gå nu, ellers kommer jeg for sent.” sagde jeg og vendte mig. Jeg fik puffet Coco ind i lejligheden igen med min ene fod, hvor så jeg lukkede døren og låste.


”Hav en god dag.” sagde han smilende, da jeg vendte mig mod ham igen.


Jeg kunne ikke undgå at smile stort. ”Gomawo! I lige måde,” svarede jeg ham og gik ned af trapperne. Jeg vinkede op til ham, og han vinkede straks tilbage, ”vi ses!”


Med de ord forlod jeg lejligheden.


Jeg gik hen til skolen. Tænk, at jeg var væltet ind i Jonghyun, bare på grund min dumme hund, der havde spærret ben for mig. Det var så akavet! Tænk nu hvis, han ikke havde grebet mig og jeg var væltet med ansigtet direkte ned i gulvet. Det ville have været så pinligt!

 

Mine tanker blev afbrudt, da jeg pludselig nøs..


Idet jeg trådte ind på skolens gang, blev jeg mødt af min gode veninde; Amber Liu. Hun foldede sine arme om mine ellers kolde arme, siden vinterjakken ikke varmede så godt. Hun holdt mig i et stramt greb.

 

Amber var hverken lav eller høj. Hendes hår var kort og strittende og hendes stil var tomboy. Hun havde altid kørt den stil, i hvert fald siden jeg lærte hende at kende for flere år siden. Hun mindede mig lidt om en lama eller en dinosaur, faktisk. Men hun var stadig rigtig nuttet at se på, selvom det måske ikke altid var det, som hun gerne ville opnå.


”Key hyung!” grinte hun og skulle lige til at række ud og rode mig i håret, men der satte jeg min grænse; jeg greb hurtigt fat om hendes håndled og begyndte at stramme til, ind til hun jamrede højlydt. ”Okay, OKAY! Mianhae!” jamrede hun og trak sig væk fra mig.


Jeg kunne ikke lade være med at grine. Selvfølgelig ikke ondt – jeg var jo ikke noget ondt menneske.


Amber lagde sine arme over kors, dog med et skævt smil omkring sine læber. ”Nå.. der er vidst én, der ikke er i et særligt godt humør her til morgen?” spurgte hun smilende, ”husk på, at jeg kunne slå dig i gulvet så let som ingenting, hvis jeg havde lyst.” tilføjede hun lidt efter.


Jeg rullede med øjnene, selvom jeg godt vidste, at hun fortalte sandheden. Det kunne hun, og det havde hun også engang gjort, dengang vi var mindre og jeg måske havde været lidt for omklamrende og irriterende. Jeg grinte lidt, dog nervøst. ”Ja, ja..” Man kunne nu aldrig vide, om det var noget, som hun kunne finde på at gøre igen.


Vi fulgtes ad hen til klasselokalet. Jeg ville sætte mig oppe foran, men Amber trak mig, mod alt min vilje, med sig ned bagerst i lokalet, da hun ikke havde lavet lektier til næste time, så derfor skulle jeg hjælpe hende. Det gjorde mig alligevel egentlig ikke særlig meget, da vi kun skulle gennemgå nogle ark, som vi havde fået udleveret dagen inden, og jeg vidste, at jeg havde gjort det rigtigt, så jeg kunne sagtens kun følge halvt med, imens jeg hjalp med hendes lektier.

 

Da de tre første timer var gået, havde jeg fået det elendigt. Min næse var begyndt at løbe, min hals gjorde mere og mere ondt og jeg havde en smule ondt i mit hoved. Amber hang op og ned af mig hele tiden, men det var ikke noget nyt; det plejede hun jo at gøre. Det undrede mig bare rigtig meget, hvorhenne Taemin og Minho var henne. Taemin plejede altid at finde mig, af en eller anden grund, flere gange i løbet af skoledagen. Minho fulgte bare med, siden de var så gode venner.

 

Det var let at blive venner med Taemin. Han var så nem at tale med og hans nuttethed hjalp ikke ligefrem. Man havde bare lyst til at blive ved ham for altid og passe på ham med sit liv. Minho derimod var i starten lidt genert, men efterhånden som man talte mere med ham, så åbnede han sig mere op og begyndte at stråle med sin skønne personlighed.

 


Endnu en gang blev mine tanker afbrudt af et nyseanfald.


”Hey, er du OK?” spurgte Amber mig.


Jeg kiggede på hende og kneb øjnene i. Nej, jeg var ikke okay. Mit hoved gjorde mere og mere ondt, jeg snøftede som en gal hele tiden og det gjorde ondt som bare pokker hver gang jeg sank. ”Ani..” mumlede jeg og sank sammen i stolen nede i kantinen.


”Du burde tage hjem.” sagde hun og stak en mundfuld nudler i munden på sig selv.

 

Jeg bøjede mig forover og hvilede den ene kind på bordpladen. Jeg lukkede mine øjne i. ”Jeg gider ikke have fravær..” mumlede jeg.


”Ah, pjat med dig,” svarede hun og proppede sig endnu en gang, hvilket var tydeligt, ”der er kun to timer tilbage og jeg lover dig, at jeg nok sal fortælle dig, hvad vi har lavet og haft om, okay? Det er vigtigst, at du tager hjem, så du ikke smitter andre eller bliver mere syg.”


Jeg løftede hovedet og kiggede på hende igennem mine meget mere smalle øjne. ”Måske har du ret..” mumlede jeg og rettede mig op, ”hvis jeg fortsætter med at tage i skole, så bliver jeg aldrig rask igen.” sagde jeg, idet noget slog mig; hvis jeg var derhjemme, så kunne jeg tale meget mere med Jonghyun!


Et smil krøb sig over mine læber.


”Wow, stop med at smil så skræmmende.” udbrød Amber og begyndte at grine.


Jeg rystede smilende på hovedet af hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...