Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
4079Visninger
AA

28. Stadig den smukkeste

 

Jeg gik frem og tilbage i venteværelset med hænderne foldet bag på ryggen og blikket vendt ned imod gulvet. Kibum sad på en af stolene og jeg kunne sagtens mærke hans blik på mig. Han havde flere gange prøvet på, at få mig til at falde ned, men hvordan fanden kunne jeg det, når min kæreste var væltet på trappen derhjemme og var begyndt at bløde ud fra munden?!


”Jonghyun.. stop nu.. det er helt sikkert intet alvorligt..” begyndte han igen.

 

Jeg stoppede op og kiggede på ham. ”Aniyo, Kibum! Det er min skyld! Vi burde ikke have-”


”Din skyld? Det er min egen skyld. Så nu sætter du dig ned, Kim Jonghyun, og holder din mund lukket!!”

 

Kibum's irriteret og kommanderende stemme fik mig straks til at sætte mig ned. Jeg foldede mine hænder i mit skød og kiggede ned på dem. Egentlig turde jeg slet ikke kigge på Kibum igen, i frygt over, at skulle møde hans nok lige så irriteret kattelignende øjne.

 

”Det gør virkelig ondt..”

 

Jeg kiggede på Kibum med et par bekymret øjne. Han sad helt stille med en hånd mod sin kind. Det blødte heldigvis ikke mere, bemærkede jeg, men hans overlæbe var hævet op. ”Det er snart din tur, yeobo. Det skal 

nok ordne sig, det lover jeg.”

 

Kibum rakte ud med sin frie hånd og tog min hånd. Han flettede vores fingre. Jeg lagde begge mine hænder omkring hans hånd og klemte om den, idet en kvinde trådte ind i venteværelset.

 

”Kim Kibum?”

 

Jeg kiggede op på hende og kiggede så på Kibum, der stille nikkede. Jeg kiggede tilbage på kvinden. ”Han kommer.” sagde jeg og trak ham med mig op at stå. Vi bukkede for kvinden, der bukkede derefter for os.

 

Vi fulgte med kvinden ned af en gang og imod et værelse, hvor Kibum blev bedt om at lægge sig hen på briksen, hvilket han tøvende gjorde. Jeg stillede mig ved siden af og tog hans ene hånd i begge mine.

 

”Vent her, så kommer lægen om lidt.” Kvinden forlod os igen.

 

Kibum kiggede op på mig med øjne, der lyste af bekymring og urolighed. ”Jeg har ikke lyst til at være her..” sagde han stille og klemte om min hånd.

 

Jeg frigjorde min ene hånd og rakte ud og strøg hans blonde pandehår væk fra hans øjne. ”De gør dig intet ondt, Bummie. Desuden, så er jeg her for dig. Det skal nok gå. Det lover jeg.”


Kibum lukkede øjnene i.

 

Han var virkelig nuttet, når han var så bange. Det var forståeligt, at han var sådan, men han var simpelthen bare så nuttet at se på. Selvom hans overlæbe var hævet og var blevet en smule blå og lilla, så så hans læber stadig så fristende ud. Jeg havde sådan en trang til at kysse ham og holde om ham. Fortælle ham, at det hele nok skulle gå og der intet var i vejen.

 

Men hvis lægen ville komme om lidt, ville det bare blive akavet, hvis patienten og jeg lå på samme briks og kyssede med hinanden.

 

Kunne lægen ikke snart komme, så Kibum og jeg kunne komme hjem igen? Jeg brød mig heller ikke om at være hos læge og siden det her var vagtlægen, så var der sikkert rigtig mange syge og skadet mennesker. Det var til at få kuldegysninger af.

 

”Undskyld ventetiden,” lød en mandlig stemme, ”så, Kibum, ikke? Hvad er der sket med dig?”

 

Jeg kiggede på lægen, der trådte ind. Han var ikke koreaner, det var tydeligt, både på udseende og også på hans accent. Jeg var elendig til geografi, men jeg gættede frem til, at han måtte være fra England eller USA. Et af de steder i hvert fald. Men heldigvis, så talte han koreansk.

 

Jeg kiggede på ned på Kibum, der så ud til at nægte at svare. Jeg kiggede så tilbage på lægen. ”Kibum var på vej op af trapperne, da han væltede og slog ansigtet direkte ned på et af trappetrinene. Han har blødt. Jeg tror ikke, det gør det mere.”

 

Lægen nikkede kort og kiggede ned på Kibum med et venligt smil. ”Okay så. Lad mig se på det. Vær venlig og åben munden.”


Kibum tøvede, men åbnede så sin mund; der var stadig lidt blod i hans mund, på nogle af hans tænder øverst, men det løb heldigvis ikke som tidligere. Hans tandkød var hævet og..

 

”Du har knækket en tand.”

 

Kibum gjorde store øjne. ”Hvad har jeg?!” udbrød han.

 

Jeg kiggede tavst på lægen. Tænk at vores lørdag skulle foregå på denne måde. Jeg havde det så dårligt med det. Selvfølgelig var det min skyld. Jeg vidste udmærket godt, at vi for det første ikke måtte løbe i vores hus og for det andet, så vidste jeg også godt, at vi især ikke måtte løbe på vores trappe. Min mor ville dræbe mig, hvis hun fandt ud af det. Men det var for sent nu. Desuden ville Kibum's hævet overlæbe nok afsløre os.

 

”Det er ikke alvorligt, men vi anbefaler, at du får en tid til ved din tandlæge i næste uge. Du skal holde dig i ro i nogen dage på grund af din hævet læbe og dit hævet tandkød. Tag endelig noget smertestillende, når det gør ondt. Bare du sørger for at holde dig rolig. Det kommer nok til at gøre ondt, når du skal børste tænder de næste par dage.”

 

”Ne. Mange tak.” sagde jeg og klemte blidt om Kibum's hånd.

 

Så vi skulle bare hjem nu og slappe af. Slappe af i morgen også. Jeg måtte nok hellere sørge for, at han ville få ringet til tandlægen her på mandag. Bare for en sikkerhedsskyld.

 

”God bedring.” Så forlod lægen os.

 

Kibum satte sig op. Han havde været helt tavs til sidst. Hvad mon han tænkte på?

 

”Kom, yeobo, lad os komme hjem.” sagde jeg og kyssede ham på siden af hovedet.

 

Kibum kiggede på mig med et par ulykkelige øjne. ”Ser jeg forfærdelig ud?” spurgte han med en lige så ulykkelig stemme.

 

Jeg bed mig lidt i underlæben. Ærligt, så nej. Selvom hans overlæbe var hævet, lettere lilla og blå, så så det bestemt ikke forfærdeligt ud. Tværtimod. ”Aniyo, det gør du ikke, yeobo. Det vil du aldrig gøre.” svarede jeg ham og kyssede ham på kinden.

 

Kibum sukkede tungt og kravlede ned fra briksen. ”Ne, lad os komme hjem. Jeg gider ikke være her mere..” mumlede han og rejste sig op.

 

Jeg tog hans hånd i min og trak ham med mig ud derfra.

 

Men idet vi trådte ud fra værelset, kom nogen løbende bag os, da en stemme lød: ”Vent! Vent. Vi beklager meget dette, men vi har glemt noget. Mr. Kim, du skal have en stivkrampe indsprøjtning, inden du forlader stedet.”

 

Jeg kunne straks mærke Kibum stramme ufattelig meget omkring min hånd. ”Hvad?!” udbrød han, da vi straks vendte os om imod lægen, der allerede stod med en indsprøjtning, pakket sammen selvfølgelig, i hånden.

 

”Følg venligst med ind i rummet igen. Det er hurtigt overstået.” Lægen gik derind.

 

Jeg kiggede på Kibum, der var blevet helt bleg. Jeg var bekymret for, om han mon ville græde eller besvime derinde, når han så nålen. ”Kom med, Bummie, det gør kun lidt ondt.”

 

Jeg trak ham med mig, selvom jeg sagtens kunne mærke, at det var modvilligt. Okay, at få en stivkrampe indsprøjtning var nok en af de værste. Man var øm og træt i kroppen de næste par dage, men det ville jeg ikke fortælle ham.

 

Kibum satte sig tøvende op på briksen. Hans blik var rettet direkte imod lægen, der var i gang med at samle indsprøjtningen. Jeg stillede mig ved siden af ham og kiggede på ham. Jeg måtte, på en eller anden måde, få hans opmærksomhed væk fra den nål. Jeg lagde mine hænder på hans kinder og drejede hans ansigt imod mit, da jeg bemærkede dem; tårerne, der lydløst trillede ned af hans kinder.

 

”Shh.. Det er overstået om lidt, yeobo..” sagde jeg lavmælt og lagde en hånd på hans kind, som jeg blidt strøg med min tommeltot.

 

”Er du klar?” spurgte lægen og tog fat omkring min kærestes overarm.

 

Jeg kiggede på Kibum, der lukkede øjnene stramt i og forberedte sig på det værste. Jeg fortsatte med at stryge hans kind. Jeg lænede ind og hviskede ham beroligende ord i øret for at trøste ham.

 

Det var tydeligt, da nålen trængte ind i hans arm; han bed tænderne sammen og rakte ud og tog stramt fat i min jakke, som han knugede ind til sig. Jeg søgte ned og tog hans hånd i min egen og flettede fingre med ham.

”Så.” sagde lægen og satte et plaster på.

 

Kibum vendte sig langsomt og kiggede på sin arm. Han trak sin hånd til sig og skyndte sig at trække sit ærme ned, meget forsigtigt, da det skulle over plastret. Han hoppede ned fra briksen og gik, uden et ord, hen til døren.

Jeg kiggede på lægen. Jeg bukkede kort og skyndte mig efter min kæreste.

 

Turen hjem var langtrukkent. Ingen af os sagde et ord til hinanden. Eller, jeg prøvede at tale til Kibum, men han lod til at ignorere mig. Han sad bare i stedet med armene over kors og sit blik rettet ud af vinduet. Jeg spurgte flere gange ind til, om vi skulle stoppe et sted og få noget aftensmad, men han svarede slet ikke. Måske var han ikke sulten?

 

”Jonghyun, luk så!!” afbrød han mig pludselig vredt, da jeg endnu en gang prøvede at spørge ind til aftensmaden.

Jeg kiggede på ham med store øjne, inden jeg kiggede ud af forruden igen for at holde øje med vejen.

 

”Jeg går ingen steder offentligt, når jeg ser ud som jeg gør!”

 

Jeg kiggede ud af forruden og kiggede så flere gange på min kæreste, der sad og småsnøftede. Jeg rakte ud og lagde en hånd på hans lår.

 

”Du er smuk lige meget hvad, Kibum,” sagde jeg og kiggede på ham, inden jeg så ud af forruden igen og sørgede for, at vi kørte ind til en lille restaurant, ”du skal ikke tænke over, hvad andre tænker om dig, okay? Det ved jeg, at det ikke ligger til dig. Derfor, så stop. Nu tager vi to ind og spiser sammen som de to forelskede, vi er. Jeg giver. Desuden, hvis nogen så meget som kigger forkert på dig, så vil jeg få dem til at fortryde, okay?”

 

Da jeg havde parkeret bilen, kiggede jeg på ham.

 

Kibum sad helt stille ved siden af mig og kiggede på mig. ”Okay.” kom det lidt efter fra ham.

 

Jeg rakte ud og kyssede ham forsigtigt, men blidt på hans læber. ”Jeg elsker dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...