Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
4038Visninger
AA

17. Smerte og vrede

 

Jonghyun trak mig, og hundene, tilbage ned af gågaden igen. Han gik i et ret så hurtigt tempo og havde virkelig fart på, hvilket jeg ikke forstod.

 

Hvorfor havde vi travlt?


Men det var lige meget. For jeg vidste godt, hvorhen vi var på vej, da han drejede ned af den gade, hvor den gode piercer lå, hvor jeg altid fik lavet mine piercinger. Jeg skulle have en ny piercing! Jeg var spændt, da jeg længe havde tænkt på det.


Hvis ikke det var fordi Jonghyun holdt fast i mig, så var jeg løbet derind.


”Annyeonghaseyo,” sagde Jonghyun, da vi trådte indenfor og en lille kvinde trådte hen til os, ”har I tid?” fortsatte han smilende.


Jeg kiggede smilende på kvinden. Jeg kendte hende godt. Jeg vidste dog ikke hvad hun hed, men hun havde givet mig mine andre piercinger. Ellers, så havde hun hjulpet til. Hun nikkede kort og bad mig om at tage plads nede i hjørnet af den lille butik.


Jeg satte mig hen i stolen.


Jonghyun stillede sig ved siden af mig og tog min ene hånd i begge sine. ”Hvor vil du have den? Husk nu, at det er en gave fra mig af.” Han kiggede smilende ned på mig.


Jeg tænkte mig om i et kort øjeblik, inden jeg rakte op med min frie hånd og pegede midt på mit venstre øre, hvor den skulle sidde på midten. Det ville være rigtig pænt og sådan én havde jeg længe ønsket mig.


Kvinden kom hen til mig og jeg fortalte endnu en gang, hvorhenne jeg skulle have piercingen. Hun fandt tingene frem og jeg udpegede øreringen, jeg gerne ville have i. Hun gjorde så det hele klar, idet jeg strammede mit greb om Jonghyun's hånd.


Nu skulle den i.

 

”Rolig, bare slap af,” sagde Jonghyun ved siden af mig, ”jeg troede, du var van til det her?”


Jeg kiggede op på ham og bed mig hårdt i underlæben. ”Jeg er altid så bange, når den skal i..” mumlede jeg, idet jeg lukkede mine øjne stramt i.


Jeg kunne mærke kvinden tage fat i mit øre og Jonghyun stryge min hånd med sin tommeltot. Derefter kom den store smerte, der væltede indover mit øre, da hun skød den i. En virkelig, virkelig voldsom smerte.


Plejede det virkelig, at gøre så ondt?

 

Jonghyun gav slip om min hånd og fulgte med kvinden hen til kassen. Jeg kiggede efter ham, hvorefter jeg langsomt rakte op og nåede knap lige at røre ved mit øre, inden en smerte skød igennem det. Jeg bed mig hårdt i underlæben.


Det plejede normalt aldrig at gøre ondt!

 

Jeg rejste mig op og gik hen til dem. Det skulle nok gå over. Det gjorde jo altid ondt i starten og jeg havde aldrig fået en piercing på midten af øret. Den inde i selve øret gjorde rigtig ondt, men det var intet som den her. Jeg kiggede på Jonghyun og smilede til ham, da han kiggede på mig.


Han tog min hånd i sin og flettede fingre. Så trak han mig med ud derfra.


”Hvor er den fin.” hviskede han til mig og kyssede på siden af hovedet, imens vi gik.


Jeg kiggede smilende på ham og nikkede. ”Jeg er virkelig glad for den,” svarede jeg og stoppede op og krammede mig tæt ind til ham, ”tusind tak, Jjongie.”


Jonghyun lagde sine arme om mig og kyssede mig i håret. ”Det skal du ikke takke for,” sagde han med sin dejlige, varme og blide stemme.

 

Da vi kom hjem til min lejlighed igen, nåede jeg kun lige at træde ind af døren, da Jonghyun greb fat i min arm og trak mig lynhurtigt med ud i køkkenet. ”Wow, hvad sker der?”


Jonghyun lagde armene om mit liv og kyssede mig på munden. Jeg kyssede ømt med. Nu hvor jeg tænkte over det, så havde han faktisk opført sig utrolig sært i løbet af dagen.

 

Hvorfor dog?


Jeg slap kysset efter lidt tid, inden det blev dybere. Jeg foldede mine arme om hans hals og kiggede ham ind i øjnene. ”Jonghyun? Er der noget i vejen?” spurgte jeg ham.


”Nej da,” svarede han og smilede straks, ”hvorfor tror du dog det?”


Jeg sukkede. ”Du har bare opført dig utrolig sært hele dagen. Er du sikker på, der ikke er noget galt?”


”Nej, der er ikke noget galt,” svarede han, ”selvfølgelig ikke.” Han kyssede mig på næsetippen.


Endnu en gang sukkede jeg og lukkede mine øjne i. ”Du er da godt nok træls..” mumlede jeg for mig selv. Det var jo tydeligt, at der var noget galt. Han virkede så nervøs og hvad skete der for, at jeg straks nærmest blev kastet ind i køkkenet, da vi trådte ind i lejligheden?

 

Skjulte han mon noget for mig?


Hurtigt som jeg var sneg jeg mig ud af hans greb og løb, så hurtigt som jeg kunne i mine fine lejlighed, ind i stuen, hvor jeg næsten væltede i mine sokker, da jeg nåede ind. Jeg kiggede rundt. Måske havde han lavet eller andet? Endnu en overraskelse måske?


Men idet jeg vendte hovedet imod et hjørne af stuen, bemærkede jeg den smadret vase, der bare stod der. Dele fra den lå foran den.

 

Den var helt ødelagt.


”Kibum, jeg-”


Jeg kiggede på Jonghyun, der kom ind til mig i stuen. Han bemærkede vidst straks mit blik, der ellers var frosset på min ødelagte vase, og holdt så mund.


KIM JONGHYUN!” udbrød jeg vredt og vendte mig imod ham med et rasende blik.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...