Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
4044Visninger
AA

7. Planen virker!

 

Da jeg havde spist suppen og slugt pillerne, begyndte jeg på min plan. Først måtte jeg finde ud af, om Jonghyun stadig var ude i opgangen, eller om han var taget hjem. Men hvordan skulle jeg det? Jeg kunne vel ikke gøre andet end at gå derud. Enten ville jeg komme til at ydmyge mig selv, hvis han ikke var derude, ellers ville han være derude og så ville han komme med indenfor. Jeg var så van til at få min vilje, så han skulle nok komme med ind, hvis han var derude.


Jeg løb nærmest ud af sengen og ud til hoveddøren. Det skulle nok virke, det var jeg sikker på. Langsomt tog jeg fat om det lettere fedtede metalhåndtag og trak ned i det, tøvende. Hvad nu hvis, jeg var blevet gennemskuet for længst og Amber måske stod derude, lige foran min dør, g ventede på at jeg åbnede, så hun kunne skælde mig ud.


Jeg bed mig i underlæben, idet jeg langsomt åbnede døren op. Jeg kiggede ud igennem den lille sprække, idet Jonghyn nynnende gik forbi min dør med en papkasse i sin favn. Han var der stadig.

 

Jeg åndede lettet ud, da jeg opdagede, at jeg havde stået og holdt vejret.


Nu var det nu.

 

Jeg skulle overdrive med min sygdom, så han ville komme ind og passe på mig, bare ind til Amber kom tilbage fra sit falske indkøb. Så kunne vi lære hinanden at kende og så kunne jeg finde ud af, hvad der var så specielt over ham, siden jeg ikke bare kunne lade ham gå.


”Jo-Jonghyun!” jamrede jeg højlydt, idet jeg skubbede døren helt op.


Jonghyun var nær ved at vælte på trappen af forskrækkelse. Han genvandt hurtig balancen og vendte sig om imod mig. Han stirrede op på mig, som om han havde set et spøgelse. ”Ne?”


Jeg gispede højlydt og gav slip på dørhåndtaget for, at tage mig til hovedet med begge hænder. Jeg fik tvunget et par tårer frem i mine øjenkroge. ”Jeg.. det gør ondt!!” udbrød jeg og spærrede øjnene op, imens jeg pressede mine hænder imod mit hoved.


Jeg overdrev nok ret meget, men det var det hele værd. Jonghyun, derimod, løb ned til vindueskarmen, hvor han stillede papkassen, for så at løbe op af trapperne igen og op foran mig. Han lagde en hånd på min arm og kiggede bekymret på mig.


”Hvor? I dit hoved? Eller hvor? Hvor er din veninde henne?” spurgte han. Det var ret tydeligt, at han var nervøs, for han talte ret så hurtigt, at jeg kun lige og lige fik det hele med.


”H-hun er taget ud.. jeg er helt selv, og-og.. det gør ondt!!” Jeg hostede falsk, men siden jeg havde ondt i halsen i forvejen, så lød det ikke falsk.

 

Heldigvis.


Jonghyun bøjede sig ned og bandt sine sko op. Han trådte ud af dem, idet han rettede sig op og kiggede på mig med de mørke, bekymrede øjne. ”Kom med tilbage ind.” sagde han og tog fat omkring mit håndled, idet han gik forbi mig og trak mig med ind. Han lukkede døren i efter sig, inden vi gik ned på mit værelse.


”Du har da ikke tid?” spurgte jeg. Hvorfor spurgte jeg overhovedet om det? Hvis det nu gik op for ham, at han faktisk ikke havde tid, så ville han jo gå igen. Jeg skulle jo ikke minde ham om, at han skulle gå fra mig, nu hvor jeg lige havde fanget ham.


Jonghyun rystede på hovedet og fik mig ned at sidde på sengen. ”Jo, jo, jeg har tid,” svarede han og smilede ned til mig, ”nu er det jo heller ikke sådan, at jeg skal passe dig resten af dagen. Din veninde komme jo tilbage igen.”


Jeg smilede, men mit smil blegnede hurtigt væk. Han ville helt sikkert hurtigst væk igen, ville han ikke? Jeg sukkede, idet jeg lagde mig ned på ryggen. Jeg kiggede op på ham. ”Hvor er din veninde egentlig henne, Kibum?”


Jeg skulle til at svare, idet døren stormede op, der ellers var på klem, og Coco kom løbende ind, direkte imod sengen. Han hoppede i sengen til mig, hvilket nær havde kostet Jonghyun hans siddeplads på kanten a sengen
”Der er vidst én, der har manglet dig.” sagde Jonghyun leende.


Jeg grinte, da Coco fik sig placeret ovenpå mig. ”Umma har også manglet dig!” grinte jeg og kløede ham bag øerne med begge mine hænder. Jeg kiggede op på Jonghyun og smilede stort op til ham, idet jeg kiggede på min hund igen.


”Sig mig, havde du ikke ondt?”


Mit smil forsvandt med det samme, selvom jeg tydeligt kunne høre den drillende tone i hans stemme. Men spørgsmålet kom og det var det, der gjorde mig så forfærdelig bange. Han havde gennemskuet mig.

 

For pokker.

 

Jeg kiggede op på ham igen og nikkede lidt. ”Jo, meget..”


Jonghyun rakte ud og tog fat om Coco, som han trak over til sig. Han var jo kun en lille hund. Jeg smilede lidt af synet. Jonghyun mindede selv ret meget om en hund, og nu hvor han sad med min hund, så fik det hans indre hund endnu mere frem.

 

Det var ret sødt..


”Lad hellere din umma være i fred, da han er syg.” sagde Jonghyun smilende og kløede Coco bag øret, der logrede voldsomt med sin lille, krøllet hale.


Jeg kunne ikke andet end at smile. De var ret søde sammen. Jonghyun og min Coco. ”Jeg tror, han rigtig godt kan lide dig.” sagde jeg smilende, efter jeg var kommet op at sidde. Jeg hvilede mine håndflader på madrassen bag mig.


Jonghyun kiggede på mig, idet han fik et 'kys' på kinden af Coco. Vi begge grinte af det, inden jeg smilende sagde undskyld til ham, men han fortalte, at han selv havde hund, så han var van til det. Det kunne jeg ikke andet end at smile af; vi begge to havde en hund.


”Du, Kibum?”


”Ne, Jonghyun?”


Jonghyun strøg min hunds pels igen og igen, da det så ud til, at han var faldet til ro i hans skød. ”Jeg tænkte på, om du havde lyst til at hænge ud en dag, efter du altså er blevet rask og har tid?” Han smilede venligt til mig.


I et kort øjeblik forsvandt jeg langt ind i hans mørke øjne. Men da jeg kom tilbage til virkeligheden, havde jeg lyst til at råbe ja, ja og atter ja, men jeg fik heldigvis styret mig, inden jeg åbnede munden op. ”Ja da!” svarede jeg ham med et stort smil.


Jonghyun grinte. ”Det lyder godt! Jeg har en idé til, hvad vi kan lave,” sagde han smilende, ”men først, så må du hellere se at blive rask.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...