Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
3961Visninger
AA

5. Nymalet gelænder, samt bekymring

 

Jonghyun POV.

 

Jeg trådte ind i opgangen til lejlighederne. Der var faktisk ikke så meget at lave i dag, da jeg egentlig bare skulle male gelænderet, hvilket ikke tog så lang tid. Jeg havde ikke tjekket klokken, hvilket jeg så hurtigt gjorde; den var snart halv ni.


Jeg besluttede mig for, at jeg ville starte nedefra. Det havde været meningen, at min far også skulle være med, men han var blevet indkaldt til et eller andet møde, så han kom senere, hvis ikke jeg var blevet færdig. Det passede mig også fint, for det tog ikke så lang tid, fordi jeg havde endelig fundet den lille, trådløse radio, som jeg havde husket at tage med mig, så jeg kunne gå og høre musik imens. Det gjorde det hele meget bedre og nemmere for mig.


Men selvfølgelig, så var der også noget andet, der kunne gøre det hele bedre; en person. En bestemt person, der havde været i mine tanker i et stykke tid nu. Siden jeg første gang så ham. Det generede mig på en måde, men det virkede jo også mærkeligt, at jeg gik rundt med en fyr på hjernen, som jeg jo ikke rigtig kendte noget til?

 

Og hvorfor lige ham?


Jeg sukkede, idet jeg tændte for radioen og stillede den ned på gulvet op af den slidte væg. Så fandt jeg mit malergrej frem og begyndte lige så stille at male gelænderet. Måske havde det alligevel været en dårlig idé at tage radioen med, for der var kun noget crap musik i radioen. Mon der ikke skulle komme noget senere hen? Det håbede jeg, ellers slukkede jeg altså for den.

 

Jeg var kommet rigtig godt i gang og jeg var faktisk snart færdig. Jeg var i gang med at male omkring Kibum's etage nu og var snart færdig. Det var også på tide, for jeg havde sagt til mig selv, at jeg ville male gelænderet på hans etage og så holde en velfortjent frokostpause. Så kunne jeg måske, før frokostpausen, banke på og sige hej til Kibum, nu hvor jeg alligevel var ved hans etage og han helt sikkert var hjemme, siden han var syg.

 

Da min frokostpause var mere eller mindre færdig, kunne jeg høre døren til opgangen blive åbnet og derefter en svag stønnen.

 

Kibum?

 

Jeg sad i vindueskarmen med udsigt op til hans etage. Var det virkelig Key, der var kommet hjem nu? Jeg kiggede på mit armbåndsur; klokken var lidt over elleve. Han kunne da ikke allerede have fri? Og hvorfor var han dog overhovedet taget i skole? Han havde jo ikke haft det særlig godt dagen før.


”Omo..”


Jeg havde været så opslugt af mine egne tanker, at jeg ikke havde bemærket, at Key havde taget fat i det nymalet gelænderet. Kunne han måske ikke se, at det var vådt og derfor nymalet?

 

Åbenbart ikke.

 

Jeg rejste mig op fra vindueskarmen, da det ikke så ud til, at han havde bemærket mig. Han stod med sin ene hånd på gelænderet, samtidig med hans hjerteformede, let lyserøde læber var formet som et lille o.


”Kibum.. Jeg havde lige malet der.” sagde jeg stille og stak hænderne i siderne.


Kibum kiggede op på mig og fjernede straks sin hånd fra gelænderet. ”Mianhae,” mumlede han og kiggede på sin hånd, der var helt hvid af maling, ”det er jeg virkelig ked af. Jeg havde slet ikke tænkt over det, og..”


”Ro på, ro på,” afbrød jeg ham leende, ”det går nok. Det var jo bare lige der, hvilket jeg sagtens kan male op igen uden problemer. Jeg burde også have fortalt dig det. Jeg var bare ikke hurtigere end din hånd.” Jeg smilede skævt til ham.


Kibum gik op til mig og kiggede på mig. Han smilede lidt forlegent. ”Mangler du noget? Du kan bare banke på eller sådan noget..”


Endnu en gang afbrød jeg ham: ”Hvorfor er du hjemme så tidligt?”


Kibum bed sig i underlæben. ”Jeg indrømmer det ikke så gerne,” mumlede han og begravede sin rene hånd i sin jakkelomme, ”men jeg er nok ved at blive syg..” Han snøftede efter at have afsluttet sin sætning.


Jeg kiggede på ham med et lettere bekymret blik. ”Så bliv dog hjemme, for guds skyld? Hvad er meningen med at tage i skole, når man er dårlig og halv syg? Man kan jo ikke bruges til noget alligevel og så går der bare længere tid, ind til man bliver rask igen.”


Kibum lo. Hans stemme var egentlig ret hæs og ret ynkelig at høre på. ”Men har du brug for noget? For så kommer du bare indenfor, OK? Fryser du ikke herude? Er du sikker..”


Jeg sukkede tungt og lukkede øjnene i. Samme som i går. Han boede alene, gjorde han ikke? Han kunne garanteret ikke finde ud af at passe ordentligt på sig selv, når han var syg. Han manglede én, der kunne tage sig af ham, imens han var syg, så han ikke ville rende rundt. Det ville bare virke for mærkeligt, hvis jeg tog ansvaret. Jeg skulle passe mit arbejde og jeg burde slet ikke have så lange samtaler med beboerne i lejlighederne.


Jeg åbnede øjnene op og kiggede på ham. Han stod fortsat og talte: ”Kibum? Har du nogen venner, der muligvis kunne komme og tage sig af dig?”


Kibum stoppede sin prædiken og tog sin lyserøde mobil op af sin lomme.. Vent, en lyserød mobil? Jeg betragtede ham, imens han, hvilket jeg håbede, kiggede sin telefonbog igennem. ”Øh, Amber måske? Hun er mere eller mindre ligeglad med, om hun får fravær eller ej..” sagde han efter noget tid.


Jeg smilede. ”Lov mig, at du ringer til hende. Vil du det?” spurgte jeg ham, idet han skar en grimasse, ”nej, ved du hvad? Giv mig din telefon.” Jeg tog straks mine malerhandsker af og lagde dem i vindueskarmen.


Kibum tøvede lidt, men gav mig så sin mobil. Først, så indtastede jeg lige mit nummer i hans telefonbog. Hvis.. Hvis nu noget skulle gå galt, ikke? Jeg fandt så numret på denne Amber, som jeg ringede op. Hvis hun var sådan en type, der var ligeglad med fravær og det, ville hun måske så ikke også kunne tage sin mobil, selvom der var time?


Jeg fik fat på hende efter anden bip; selvfølgelig ville hun komme over og passe på Bummie, som hun så muntert havde kaldt ham. Jeg gav Kibum hans mobil igen og smilede til ham. Han så helt forvirret ud.


”Din veninde kommer med det samme.” smilede jeg.


Nu kunne jeg være mere rolig. Nu kom der én, der kunne holde Kibum i ro og udelukke idéen om, at han tog i skole i morgen. Det gjorde mig helt glad indeni, at jeg havde fået sat en stopper for hans dårlige idéer.

 

Nu kunne jeg arbejde videre helt uden at bekymre mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...