Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
3950Visninger
AA

16. Mere end én overraskelse

 

”Jonghyun? Hvor skal vi hen?” blev jeg ved med at spørge om. Han svarede bare aldrig.

 

Vi var nået ned i gågaden og var på vej ned i den anden ende. Hvorhen, det vidste jeg ikke helt, da jeg altid kun var oppe i delen, hvor vi kom fra, da de bedste og eneste butikker for mig, lå der.

 

”Kibum, stop med at jamre sådan og følg nu bare med.” grinte Jonghyun, da jeg for tyvende gang jamrede højlydt op over, at han var ved at udføre en bortførelse.

 

”Aish, helt ærligt..” mumlede jeg og prøvede at følge med i hans hurtige tempo. Jeg var desuden hele tiden ved at vælte i de to snore til vores hunde, da de uafbrudt skulle hen og snuse til alting, som vi passerede.

 

Selvfølgelig, så havde Jonghyun pludselig insisteret på, at jeg skulle have bind for øjnene. Så han havde taget et tørklæde med, som han havde fundet i min skuffe, og som han havde bundet for mine øjne. Men udover det, så havde han været så venlig og taget min skoletaske og svunget over sin egen skulder, så jeg ikke skulle bære rundt med den.


”Jeg hader, at jeg ikke kan se noget..” mumlede jeg og baskede ud med armene.


”Wow, pas på, du havde nær ramt mig.” kunne jeg høre Jonghyun grine ved siden af mig, hvor så en hånd lagde sig om min arm og førte mig langsomt fremad.

 

Det eneste jeg sådan set vidste var, at vi befandt os ved parken forenden af gågaden. Jeg var ikke så meget i den park, da det var sådan et virkelig romantisk sted. Parken, som vi tidligere havde besøgt sammen, var et meget mere børnevenligt og et mere åbent sted, som jeg besøgte meget mere, end denne park.


Vent.. et romantisk sted?


”Så, sæt dig ned her,” Jonghyun afbrød mine tanker og fik mig forsigtigt ned at sidde på noget blødt, hvilket fik mig til at skære ansigt, ”ne, sådan der. Du må ikke fjerne halstørklædet endnu!” Han gav slip på mig og jeg kunne mærke han satte sig ned ved siden af mig, hvorefter han fumlede med et eller andet, der lød som noget stanniol papir.


”Så, tag det af.”


Jeg rakte hurtigt op og fjernede med det samme tørklædet; Jonghyun havde placeret mig på en af mine puder, på mit lyserøde tæppe, hjemme fra stuen af. Han sad ved siden af mig, også på en pude og tæppet, og foran os, på noget stanniol papir, lå to jordbær muffins.


”Overraskelse!!”


Jeg kiggede på ham igen, inden jeg kastede mig i armene på ham. ”Hvor er du sød!!” råbte jeg nærmest ind i ansigtet på ham, imens jeg krammede mig ind til ham.


Jonghyun grinte og holdt mig tæt. ”Jeg er rigtig glad for, at du kan lide det.” Han kyssede mig i håret, inden han langsomt gav slip på mig.


Jeg satte mig til rette på puden igen og smilede bare som en idiot. Han var simpelthen så sød, og jeg var glad for, hvor vi var endt. Selvom det var gået ret så hurtigt, føltes det alligevel som om, der var gået over hundrede år.


Jonghyun rakte mig den ene muffin med noget stanniol under. ”Værsgo, Bummie.” sagde han og sendte mig et varmt smil, der gjorde mig blød i knæene. Jeg ville have væltet, hvis det ikke var fordi, at jeg allerede sad ned.


Jeg tog imod muffinen.

 

”Så, haft en god dag?” spurgte han endnu en gang.


Jeg smilede stort og havde helt sikkert muffin rundt om hele munden. Jeg nikkede voldsomt. ”Ja, det har jeg faktisk,” svarede jeg, da jeg havde tygget af munden, ”selvom du skrev rimelig mange gange, så jeg aldrig fik svaret dig, mian. Og så har jeg gemt mig for Taemin, da han blev ved med at bede mig om, at jeg skulle ringe til dig og spørge, om vi to er sa-”


Jeg afbrød straks mig selv, da jeg havde ført svaret for langt ud.

 

”At vi er, hvad?” spurgte han med et drillende smil.

 

Jeg rystede på hovedet og spiste straks videre, imens mit blik flakkede rundt, så jeg ikke ville få øjenkontakt med ham. Dog kunne jeg godt mærke, at mine kinder begyndte at blive lidt varme. Jeg havde nær talt over mig. Han skulle ikke vide, at jeg hele dagen havde gået og tænkt på det. For selvom jeg havde undgået Taemin og nægtet at spørge Jonghyun om det, så havde jeg faktisk gået og spekuleret rigtig meget på det. Men så ringede han jo og sagde, at vi faktisk var et par..


”Kom nu, sig det!”


Jeg tyggede af munden. ”Hvad har du lavet derhjemme?” spurgte jeg højlydt for at undgå at tale mere omkring det.


Jonghyun rystede på hovedet. Han havde allerede spist sin muffin. ”Ikke før du afslutter det, du sad og talte om lige før.” sagde han og sendte mig et hundehvalpeblik, jeg bare ikke kunne stå for.


Jeg sank en klump og sænkede muffinen. ”Altså.. jeg har bare spekuleret lidt på, om.. vi er sammen..? Du ved, som i et forhold.. om vi er et par..?” forsøgte jeg mig stille, uden at fjerne blikket fra ham.


Et stort og varmt smil bredte sig over hans læber. ”Det er vi da,” sagde han og rakte over og strøg min kind, ”medmindre du gerne vil have, at jeg pænt spørg dig først?”


Jeg begyndte at grine. ”Ja, spørg mig, spørg mig!”


Jonghyun grinte, og inden jeg nåede at reagere, havde jeg pludselig creme fra min muffin, siddende på min næsetip. ”Bummie? Vil du være min?”


Jeg kunne ikke lade være med at smile stort og folde mine arme omkring hans hals. ”Ja, jeg vil! Hellere end gerne, Jonghyun!”


Jonghyun foldede sine arme omkring mit liv og slikkede cremen af min næsetip. ”Det vidste jeg bare, at du ville sige.” hviskede han, hvorefter han kyssede mig ømt på munden.

 

Da vi havde trukket os væk fra hinanden, og Jonghyun sad ved siden af mig igen, kom jeg i tanke om, at han ikke havde besvaret mit spørgsmål på, hvad han havde lavet derhjemme, inden han havde taget på arbejde.
”Så, hvad lavede du, inden du tog på arbejde? Kedede du dig?” spurgte jeg smilende.


Jonghyun så pludselig ud til at blive ret nervøs. ”Kibum? Du har seks piercinger i ørerne, har du ikke? Kunne du tænke dig endnu en?” spurgte han hurtigt.


Jeg nåede nærmest ikke at reagere, men da han nævnte mine piercinger og spurgte, om jeg ønskede endnu en, så kunne jeg ikke andet end at smile stort og nikke. ”Jo, det kunne jeg!!”


”Så lad os pakke sammen her, så har jeg endnu en overraskelse til dig!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...