Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
3960Visninger
AA

12. Lektiehjælp

 

Jonghyun p.o.v

Jeg havde ringet til min far og sagt, at jeg blev hos Kibum natten over, igen. Der lå stadig sne udenfor og siden jeg alligevel skulle tidligt af sted igen i morgen tidlig, så kunne jeg ikke se nogen grund til at tage hjem, lige være hjemme til aften og møde op næste dag igen. Det kunne han godt se, så selvfølgelig var det i orden og han ville gerne tage mit arbejdstøj med til mig.


Jeg sad i den store sofa med Coco i mit skød. Han lå helt rolig og sov tungt. Kibum sad ovre i den lille sofa med sin bærbar i sit skød og min Roo ved siden af sig. De var heldigvis blevet gode venner igen, efter det der skete aftenen inden. Jeg kiggede over på dem og smilede for mig selv. Roo's lille hoved lå op af Kibum's side.


”Hey, Kibum?” spurgte jeg smilende.


”Mhm?” brummede han fraværende; han så helt koncentreret ud.


Jeg lo lavt for mig selv. Det første kys jeg gav ham var en af de bedste beslutninger, jeg havde taget i mit liv. Allerede fra første dag af, der vidste jeg bare, at jeg måtte lære ham bedre at kende. Det var som om der var en forbindelse imellem os og den gjorde mig så pokkers nysgerrig. Jeg måtte bare finde ud af mere omkring ham. Da jeg spurgte, samme aften, om jeg kunne komme ind og vente til min far kom og vi lærte lidt mere om hinanden, der gik det helt galt; der vidste jeg bare, at den dreng måtte blive min.


”Har du brug for hjælp?” spurgte jeg, imens jeg sad og betragtede hans smukke ansigt.


Kibum nikkede langsomt, dog uden at kigge på mig. Han sad og pillede ved sin underlæbe med sit blik frosset fast til skærmen. Det måtte virkelig være spændende eller svært, det som han sad og lavede. Jeg lagde Coco ned på sofaen ved siden af mig og rejste mig op, hvor jeg gik over og satte mig ned på den anden side af Kibum, end hvor Roo var.


”Så, hvad laver vi?” spurgte jeg smilende og kiggede på det åbne dokument, som han havde åbent. Der stod allerede en masse, men det lod åbenbart til at det ikke var nok for ham.


Kibum kiggede på mig med et lettere opgivende blik. Han sukkede tungt og hvilede sit hoved imod min skulder. ”Jeg skal skrive en rapport om respirationen og fotosyntesen,” forklarede han, ”men jeg fatter det ikke! Jeg interesserer mig jo ikke for planter, for pokker! Normalt er jeg god i det her fag, men ikke når det er om planter!”


Jeg grinte over hans frustration. ”Det er nok de færreste, der interesserer sig for planter,” svarede jeg leende, ”men altså. Skal jeg hjælpe dig? Se her..” Jeg tog hans bærbar og placerede den i mit skød. Så begyndte jeg at søge på nettet omkring fotosyntesen og respirationen.


Jeg skævede ud af øjenkrogen og så Kibum sidde og kæle med Roo. Det lod til, at han havde mistet interessen for sin rapport allerede.


”Bummie?”


Kibum kiggede på mig og smilede helt kort. ”Jeg lytter, Jonghyun, begynd nu bare..” svarede han og kiggede på skærmen.


Jeg begyndte at forklare omkring fotosyntesen og derefter om respirationen. Kibum lod til at forstår det mere og mere, da han snakkede mere og mere med. Jeg viste ham også et par billeder, så han kunne få helt styr på det. Han fik heldigvis skrevet sin rapport om, da det lod til, at han havde misforstået det hele og alt det han havde skrevet ned havde været forkert.

 

Efter lektiehjælpen om fotosyntesen og respirationen sad vi endnu en gang i hver vores sofa med hver vores hund. Kibum var gået i gang med at skrive en engelsk stil, hvor jeg ingen mulighed havde for at hjælpe ham, da jeg var elendig til engelsk. Jeg kunne kun få sætninger på engelsk. Jeg gad egentlig rigtig godt at høre ham tale sproget, da det lod til, at han var en rigtig dygtig engelskelev.

 

Var det ikke også noget med, at han havde studeret engelsk i USA et sted?


”Jonghyun? Vil du ikke lige høre mig i noget?” afbrød Kibum min tankegang.


Jeg smilede for mig selv. Min lille drøm ville snart gå i opfyldelse. ”Jo, selvfølgelig.” Måske burde jeg bare lade som om, at jeg forstod hvad han sagde, for ellers var jeg jo ikke til nogen stor hjælp alligevel?


Kibum smilede. Han rettede sig op og hostede kort.

 

”Okay,” sagde han og begyndte så: ”I can't see, I can't hear, I almost can't breathe. It's getting darker and darker, I don't like this place. Where am I? I miss home. But where is home? I can't even remember anymore. I don't have a home. I'm a prisoner, because of all what I have done. But what have I done wrong? I can't remember anymore..”
 

Jeg stirrede på ham.

 

For det første, så forstod jeg ingenting af det der. Måske kun få ord, men ikke sådan at jeg kunne danne sætninger ud af det. For det andet, så lød det virkelig trist og deprimerende. Hvad havde han mon talt om? Jeg kneb øjnene i. Skulle jeg fortælle ham, at jeg intet forstod eller skulle jeg bare give ham komplimenter og ris og ros? Hvis nu der var nogen fejl, så havde jeg bare rost ham for det.


Flot, Jonghyun, flot..


”Hvad synes du så?” spurgte han lige så stolt smilende.


”Øh..” begyndte jeg og kløede mig i nakken, ”det var.. rigtig flot, Kibum. Virkelig godt, øh. Super godt! Du burde helt klart udgive det, et eller andet sted..” Jeg sendte ham et stort, bredt smil.


Kibum sendte mig et drillende smil. ”Du forstod intet, gjorde du vel?”


Jeg stirrede på ham. Hvordan kunne han regne det ud? Jeg var da ellers en god skuespiller?


”Jeg kunne se det i dit blik, imens jeg læste højt,” grinte han og lagde bærebaren fra sig i sofaen, ”du sad med åben mund og lignede en fortabt, lille hundehvalp.” Han rejste sig op og gik over til mig, hvor han satte sig i mit skød.


Jeg sukkede, hvor efter jeg smilede skævt og lagde armene om han, da han også lagde sine om mig. Jeg grinte kort. ”Mianhae, jeg ville bare så gerne høre dig tale engelsk.” indrømmede jeg og kyssede ham op til flere gange på hagen.


Kibum grinte. ”Det kunne jeg sørme også se,” sagde han og rullede med øjnene, ”dit fortabte blik var rettet direkte imod mine læber, imens jeg talte.”


Jeg grinte endnu en gang. ”Det er bare fordi, at de er så smukke at se på.” svarede jeg grinende, idet jeg kyssede ham ømt på munden. Han kyssede med, og jeg kunne mærke at han smilede i kysset, hvilket fik mig til at smile som en idiot bag kysset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...