Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
3950Visninger
AA

25. Lee Soyun

 

Jonghyun POV.

 

Vi havde efterhånden gået i utrolig lang tid. Jeg kunne ikke følge med min noona og min yeobo til sidst, så jeg havde taget nogle af deres indkøbsposer og fundet mig en bænk, som jeg kunne sidde på og vente på dem. Hvordan kunne de holde til at gå rundt i så lang tid? Jeg var sindssyg øm i fødderne.

 

Jeg havde nu også taget nogen ret så åndssvage sko på..

 

Der var rigtig mange mennesker i centret den dag. Jeg håbede, at de ville passe på hinanden og ikke blive væk fra hinanden. Jeg havde ikke lyst til at gå igennem hele centret for at lede efter den ene eller den anden af dem. Men med de tanker, så ville jeg heller ikke gå derfra med kun én af dem.

 

Mine tanker blev pludselig afbrudt af en feminin stemme tæt på:

 

”Kim Jonghyun?!”

 

Jeg kiggede op og drejede hovedet, da jeg fik øje på en ung kvinde, der var på vej hen imod mig; hendes mørke hår sad i en løs knold på hovedet af hende, de mørke og varme øjne var rettet direkte imod mig og et stort, imødekommende smil hang over hendes letrøde læber.

 

”Soyun?!”


Lee Soyun. Min ekskæreste. Vi havde været sammen i lidt over et år, da vi begge besluttede os for, at det ikke ville fungere i fremtiden for os sammen. Derfor slog vi op. Ingen skænderier eller noget sådan helst, hvilket godt nok var rart. Vi havde altid holdt kontakten lige siden, selvom vi for tiden aldrig skrev sammen mere eller sås.

 

Jeg rejste mig op og gik imod hende med åbne arme. Hun lagde straks sine arme om mig. ”Hvor er det længe siden!” udbrød jeg straks som en teenagepige, der ikke havde set sin bedsteveninde i flere uger.

 

”Meget!” svarede hun og krammede sig ind til mig.

 

Jeg trak hende ud fra mig, så jeg kunne se hende ordentligt. Hun så mindst lige så godt ud, som dengang vi datede. Måske endda mere. ”Hvordan har du det?!”

 

Det gik ikke op for mig at jeg stod og råbte, før hun sagde det, dog med et smil om sine læber. ”Du behøver ikke råbe, jeg står jo lige her,” sagde hun og lo så, ”jeg har det godt. Rigtig godt. Hvad med dig?” Hun kiggede smilende på mig.

 

Det smil.

 

”Jonghyun?”

 

Jeg rystede lidt på hovedet og blinkede et par gange, da det gik op for mig, at jeg var faldet i staver over hende. Et lille og skævt smil bredte sig over mine læber. ”Ne? Mianhae. Du ser virkelig godt ud, Soyun. Og det er bare så længe siden!” svarede jeg med et grin.


Soyun lo. ”Hvor er du sød,” sagde hun og kiggede rundt omkring os, inden hun kiggede på mig igen med et skævt smil, ”så, hvordan har du det?”


”Jeg har det rigtig godt,” svarede jeg og trak på skuldrene, ”jeg har taget et år i friheden. Det vil sige, at jeg ikke går i skole. Jeg arbejder hos min far, du ved jo nok han er maler. Vi maler nogen lejligheder i en af de større byer.” forklarede jeg.

 

Soyun nikkede lidt. ”Det lyder fint. Du ved ikke, hvad du vil derefter så?” spurgte hun.

 

Jeg rystede på hovedet. ”Aniyo, ikke endnu.” svarede jeg hende ærligt.

 

Det bedste af det hele var, at der ingen akavet stemning var imellem os. Vi kunne tale sammen, som om der intet før var sket imellem os. Det var nu heller ikke fordi, at der var kommet et skænderi ud af det, men alligevel. Plejede det normalt ikke at være akavet blandt ekskærester?

 

Nok ikke alle.

 

Okay så.” sagde hun og smilede til mig.

 

Jeg kiggede rundt, men jeg kunne hverken få øje på Kibum eller Sodam. Eftersom vi ikke havde fået noget at spise siden morgenmaden, så var jeg efterhånden ret så sulten. Mit blik endte på Soyun igen. Skulle vi måske finde et sted at spise? Jeg bed mig lidt i underlæben. ”Soyun?”


”Ne?” svarede hun med det samme.

 

Var det overhovedet rigtigt at gøre? Hvad med Kibum? Min elskede kæreste? Kunne jeg være det bekendt? At gå ud og spise frokost med min ekskæreste? Hun betød jo intet for mig mere. Vi var kun venner, intet andet. Desuden, så kunne det jo sagtens gå. Det var jo ikke sådan, at vi ville falde for hinanden over en frokost?

 

”Jeg tænkte på, om vi to ikke skulle finde noget at spise sammen?” spurgte jeg hende så uden at tøve.


Soyun kiggede på mig med et undskyldende smil og trak på skuldrene. ”Mianhae, Jonghyun, men jeg har lige spist. Jeg skal egentlig ud og lede efter min umma, der går rundt her et eller andet sted.” svarede hun.

 

Jeg sank lidt sammen. Jeg blev skuffet. Utrolig skuffet, og hvorfor, det vidste jeg ikke. ”Åhr, okay..” sagde jeg og nikkede lidt.

 

Soyun bemærkede vidst, at jeg blev ret så skuffet. ”Lad os finde en dag i næste uge, hvor vi tager ud og spiser sammen. Skal vi ikke aftale det?” foreslog hun smilende.

 

Min skuffelse lettede lidt, men stadigvæk. Jeg nikkede dog kort. ”Ne, lad os sige det.” Jeg fremtvang et smil.

 

Nu skulle jeg jo selv ud og spise..

 

Soyun smilede til mig og gav mig endnu et kram. ”Dejligt. Vi ses, Jjong!” Så gik hun.

 

Jeg stod stille og kiggede efter hende med skuffelsen hængende ud af øjnene, idet jeg hørte en ikke så glad stemme bag mig;

 

Jonghyun?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...