Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
3954Visninger
AA

9. Første date plus første kys

 

Jeg var helt forpustet over alt den løben, jeg havde foretaget mig den morgen. Jonghyun havde skrevet og sagt, at han ville hente mig omkring 11-tiden, og det var om et kvarter ca. Jeg manglede stadig at få mit hår stylet og eventuelt lægge eyeliner.


For fanden tid!


Jeg løb ned på badeværelset og stylede mit hår, hvorefter jeg lagde eyeliner. Så var der vidst heller ikke mere tid tilbage. Jeg gik ind på mit værelse og tog min mobil, som jeg tog med mig ud i gangen, hvor jeg tog mine vinterstøvler på og min varme jakke.


Gad vide, hvad vi skulle lave?

 

”Vruf!” lød det nede fra gulvet af.


Jeg satte mig ned i hug og kløede Coco bag ørerne. ”Umma er snart hjemme igen, okay?” smilede jeg og rejste mg op. Da jeg kiggede ned på Coco, så han helt trist ud.


Jeg skulle til at sætte mig ned til ham igen, da det bankede på døren. Lynhurtigt greb jeg fat i dørhåndtaget og flåede nærmest døren op. ”Jonghyun!” strålede jeg.


Jonghyun veg hurtigt tilbage, så han ikke ville få døren i ansigtet igen. Det var tydeligt, at han var blevet bange for mig og min dør. ”Annyeong, Kibum.” sagde han og smilede varmt til mig.


”Hvad skal vi? Hvad skal vi? Jeg er nysgerrig, at jeg ikke har fået sovet ordentligt i nat! Derfor skal du ikke tage dig af, hvis jeg nogen gange sidder og hænger lidt, vel? Jeg er nemlig ikke van til, ikke få-..”


”Kibum, ti stille og tag din hund i snor.” afbrød Jonghyun mig grinende.


Jeg rynkede brynene og kiggede på ham med et undrende blik. Hvad? ”Hvorfor i alverden skal jeg tage snor på Coco?” spurgte jeg ham og kiggede på ham, som om han var idiot.


”Woah, ro på,” grinte han og tog hænderne op til hovedet, ”du får det til at lyde så underligt, som om du aldrig går tur med ham. Nå, så er det da godt jeg kom,” Han tog sine hænder ned igen og smilede stort til mig, ”vi skal ud og gå med Coco og Roo!”

 

Jonghyun's hund, Roo, var sød! Det var en lille gravhund, der var fuld af energi – ligesom hendes ejer. Bare at se Jonghyun sammen med hunde, det var noget, der gik direkte ind i mig. Jeg elskede min egen hund, som var det min egen søn, og bare det at Jonghyun elskede sin lige så meget, det rørte mig virkelig.


Vi gik igennem en park, på en vidunderlig dag. Selvom landskabet var snebedækket, så skinnede solen og der var faktisk ikke så koldt som de tidligere dage. Min Coco og hans Roo så ud til at nyde hinandens selskab. Jeg vidste ikke med Roo, men Coco havde aldrig besøg af nogen og vi gik sjældent tur i parken. Men det så da ud til, at vi måtte gøre det oftere, da han så ud til at nyde det.


”Her er virkelig skønt,” sagde jeg smilende, da vi slog os ned på en bænk, ”Coco og jeg går aldrig ture i parken, men det burde vi nok til at gøre. Han nyder det virkelig.”


Jonghyun smilede til mig og nikkede. ”Parken er hundenes paradis.” lo han.


Jeg nikkede lidt. Det var det i hvert fald. På det tidspunkt, så var det ikke kun hundenes paradis. Jeg havde det skam også som om, at jeg var i paradis. Bare ham og mig, hvis man så bort fra vores hunde.

 

Men ellers, så var det perfekt.

 

Jonghyun havde planlagt, at vi skulle ud og spise aftensmad sammen, bare nede på en lille sød, amerikansk café i gågaden, da vi havde sat hundene af hjemme hos mig. Selvom det ikke var noget særligt, så var det perfekt. Vi sad overfor hinanden med hver vores menukort i hænderne.


”Nå, hvad skal du så have?” spurgte han.


Jeg kiggede op fra menukortet og kiggede på ham. ”Jeg ved det ikke.. Jeg tror bare, jeg tager en salat. En kyllingesalat.” svarede jeg og kiggede ned i menukortet igen.


”Ja, også jeg.” sagde han.


Jeg kiggede straks på ham igen og smilede stort. Så han var også en af de sunde, ligesom mig selv? Hvor var det herligt. ”Og så noget vand til.” smilede jeg og lagde menukortet væk fra mig.


”Vand, nemlig.” svarede han smilende og lagde ligeledes sit fra sig.

 

Jeg smilede op til begge ører. Vi havde alligevel så mange ting tilfælles, hvilket gjorde mig så lykkelig. Selvom jeg måske ikke ville indrømme det med det samme, så var jeg nok ved at blive håbløst forelsket i Kim Jonghyun..

Jonghyun fulgte mig hjem. Han skulle hente sin hund, men det så jeg bort fra. Han fulgte mig hjem og det var nok til at gøre mig glad. Jeg låste min lejlighed op, idet jeg nærmest blev overfaldet af to, små hunde.


Jeg grinte og tog Coco op til mig. ”Har du haft det sjovt?” spurgte jeg ham smilende og strøg ham flere gange hen over pelsen.


Jonghyun tog sin Roo op til sig.


Vi trådte indenfor og jeg lukkede døren og låste døren efter os. Jeg satte Coco ned og lod ham løbe tilbage ind i stuen, hvor de begge nok havde brugt deres tid inde. Coco lavede snart ikke andet end at sove og hans soveplads var i min lille sofa, så der havde han nok lagt.


”Wow, hvor det sner udenfor. Det er da helt vildt!”


Jeg sluttede mig til Jonghyun, der stod henne ved vinduet og kiggede ud. Det sneede faktisk ret så voldsomt. Det var begyndt at sne da vi gik hjemad, men at det skulle sne så meget, det havde jeg dog ikke forventet.


Hentydede Jonghyun mon til at han ville blive og overnatte?


Et stort smil bredte sig om mine læber, men det fik jeg hurtigt fjernet igen. Han skulle ikke få mistanke. Jeg kiggede på ham og trak på skuldrene. ”Hvis du har lyst, kan du godt blive og overnatte? Du bor jo et stykke væk herfra, og siden du nu har hund med.. og-og, hvis der nu er vildt meget sne i morgen, så bliver det et kaos at skulle tilbage hertil i morgen tidlig,” forklarede jeg ham og håbede på, at det var gode grunde nok, ”desuden, så er det jo også mørkt udenfor..”


”Vil du da gerne have, at jeg bliver og overnatter?”


Jeg spærrede øjnene op lige efter han havde afsluttet hans sætning. En kraftig rødmen lagde sig over mine kinder, hvilket fik mig til at stille mig med ryggen til ham. ”Måske..” mumlede jeg og prøvede på ikke at lyde alt for nervøs og usikker.


Jonghyun grinte. ”Men okay, jeg kan godt se din pointe,” sagde han, ”hvis det er i orden med dig, altså, da hverken Roo eller jeg vil trænge os på, så bliver vi her og overnatter.”


Jeg vendte mig imod Jonghyun og smilede forsigtigt til ham. Så nikkede jeg. ”Fedt,” sagde jeg og kiggede over mod sofaområdet, ”jeg ved ikke med Roo, men du kan sove på sofaen. Den er behagelig at sove på. Coco har sin soveplads på den lille sofa, hvilket du nok godt kan se og har bemærket.”


”Det er længe fint, Kibum,” sagde Jonghyun og lagde en hånd på min ellers varme kind og drejede mit ansigt mod hans, så vi så hinanden i øjnene, ”Roo kan bare sove sammen med mig. Det gør vi også af og til derhjemme.”


Jeg nikkede lidt og smilede forlegent.

 

Hurtigt fik jeg fundet dyne og pude, samt lagen til Jonghyun, så han kunne komme i seng efter han havde ringet til sin mor og fortalt, hvor han var natten over. Jeg havde også fundet noget nattøj til ham. Selvom han gik i seng nu, så havde jeg nogle afleveringer, som jeg skulle skrive på. De skulle jo snart afleveres.


”Godnat, Kibum!” råbte Jonghyun igennem lejligheden.


Jeg sad inde på min seng med døren åben. Min computer havde jeg i mit skød og jeg var i fuldt gang med at skrive på en koreansk grammatik aflevering. Jeg løftede hovedet og kiggede hen imod døren. Jeg skulle til at svare, idet Roo hoppede op i sengen til mig.


”Hej, Roo,” sagde jeg smilende og kløede hende bag øret, ”skal du ikke-”


Mere nåede jeg ikke at sige, inden hun begyndte at gø af mig.

 

Hvad i alverden..?

 

”Roo, rolig nu.. jeg gør dig ikke noget..” Jeg prøvede lettere desperat at tysse på hende, da jeg ikke ville forstyrre Jonghyun, der nok allerede var faldet i søvn.


Men selvfølgelig holdt hans hund ikke mund. Faktisk, så begyndte hun bare at bide ud efter mig. Jeg blev ret bange for hende. Min egen hund havde aldrig bidt ud efter mig, eller rent faktisk bidt mig. Nervøst kiggede jeg rundt omkring, idet jeg fik øje på en blyant, der lå i min seng. Jeg rakte ud og tog den og holdt den så foran Roo's ansigt.


”Kan du se blyanten, Roo? Ne? Hent den!” Jeg kastede blyanten hen mod døren.


Straks løb Roo, der havde fuldt blyanten med sine øjne, ned fra sengen og efter blyanten. Jeg havde nu regnet med, at hun ville komme tilbage med den, men det skete bare ikke. I stedet løb hun ud af værelset.

 

Hun fik ikke lov til at spise den!


Jeg stillede min computer ved siden af mig og kravlede ud af sengen. Jeg løb ud fra mit værelse, men idet jeg kom ind i stuen, væltede jeg over Jonghyun's, nu, irriterende hund, der bare havde lagt sig på gulvet, tyggende på min blyant.


Jeg væltede ned på min mave, lige så lang jeg var. Et kæmpe brag lød, siden det var i en lejlighed.


”Kibum? Kibum, hvad..? Er du OK?!”


Jeg jamrede lavmælt, da jeg havde stødt hagen ned i gulvet i mit fald. Jeg fik mig rullet omkring og kiggede op på Jonghyun's ansigt, da han havde sat sig hen til mig. ”Min hage..” hviskede jeg og lukkede øjnene i, da det gjorde pokkers ondt alligevel.


Så skete der pludselig noget, jeg slet ikke havde forventet; Jonghyun plantede et blidt kys på min hage. Dog rettede han sig ikke op, men fortsatte med små kys, til han nåede min mund. Han tøvede ikke et eneste sekund, inden han blidt pressede sine varme og bløde læber imod mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...