Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
4024Visninger
AA

27. Et uheld

 

Kibum og jeg vendte os om, da Sodam stod et stykke fra os. Et stort smil hang over hendes læber og hendes hænder var i hendes sidder med to-tre poser om hver håndled. ”Jeg beklager, I to,” begyndte hun, da hun begyndte at gå hen imod os, ”men jeg bliver nødt til at køre jer hjem nu. Jeg skal videre med et par af mine venner.” Hun stoppede op ved os.

 

Jeg sukkede. ”Ja, ja, bare kør os hjem så.” mumlede jeg.

 

Sodam førte os med ud til parkeringspladsen. Kibum ville gerne have shoppet noget mere, men jeg lovede ham i stedet, at vi kunne tage af sted sammen i næste uge engang.

 

Jeg skulle bare lige få en fast dag med Soyun..

 

Sodam kørte os hjem i en vældig fart. Kibum og jeg sad og holdt hinanden tæt omme på bagsædet. Jeg sad i midten, så vi ville få nemmere ved at nå hinanden. Hvorfor havde hun dog så travlt? Hendes venner kunne da godt vente, kunne de ikke? De måtte de blive nødt til. Jeg ville ikke være en del af et biluheld.

 

Kibum takkede mange gange for dagen i centret og at hun kørte os hjem igen. Jeg, derimod, gik bare ind i køkkenet for at finde noget mere at spise. Min mave gjorde efterhånden temmelig ondt. Jeg havde åbenbart ikke fået nok til frokosten.

 

Da jeg endelig havde fået noget bikset sammen, kunne jeg sætte mig ned og begynde at spise.

 

”Jjongie? Bummie er også stadig sulten..”

 

Jeg kiggede op og hen på Kibum, der stod i døråbningen og kiggede hen på mig med et lille smil. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt af ham. Han kunne være så sød nogen gange, at jeg ville gøre alting for ham. Mere end jeg normalt ville. ”Skal Jjongie lave noget mad til hans Bummie?”

 

Kibum gik leende hen og slog sig ned overfor mig. Han nikkede og lagde sine arme på bordet. ”Ne, vil han ikke nok?” spurgte han fortsat med den barnlige tone og det store smil.

 

Jeg spiste det sidste af min ene sandwich, hvor så jeg rejste mig op og begyndte straks at bikse noget sammen til min kæreste. Jeg ville så gerne lave noget perfekt til ham, så jeg måtte hellere gøre mig umage.

 

Det endte med, at jeg lavede to små sandwicher til ham, hvor jeg skar dem ud i et hjerte hver. Jeg hældte vand i et glas til ham, hvor så jeg stillede tallerkenen og glasset på bordet foran ham. Jeg kyssede ham på kinden.


”Jeg håber, at du kan lide det, yeobo.”


Kibum kiggede ned på maden og kiggede straks op på mig med et stort smil. ”Åhrr, det skulle du ikke..!”
Jeg grinte og satte mig ned igen overfor ham. Jeg rakte over og tog hans ene hånd i min. ”Alt for dig, yeobo.” sagde jeg smilende og langede ud og kyssede hans håndryg.

 

Kibum trak langsomt sin hånd til sig, så han kunne begynde at spise. Han var så smuk, selv når han spiste. Jeg kunne ikke fjerne mit blik fra ham igen, så jeg endte med at falde i staver på ham.

 

”Yah! Stop med at stir' på mig, når jeg spiser!”

 

Jeg blinkede og kiggede på Kibum, da han trak mig ud fra mine tanker. ”Mianhae, Kibummie.”


Kibum smilede. Han var blevet færdig med sin første og skulle i gang med den anden sandwich nu. ”De smager virkelig godt. Du er virkelig sød! Tænk at du ville stå og skære dem ud i hjerter, bare til mig!”


Jeg kiggede smilende på ham. ”Det er også kun noget, som jeg vil gøre for dig, yeobo.”


Kibum smilede stort til mig og lavede en sød og nuttet lyd, inden han skyndte sig at spise videre. Han var så sød!! Nogen gange måtte jeg styre mig selv for ikke at spise ham op. Han var i sandhed det bedste, der nogensinde var sket i mit liv.

 

.. Soyun?

 

Jeg lukkede øjnene i og rystede på hovedet for mig selv. Det kunne ikke passe. Hvorfor var hun pludselig så meget i mine tanker? Det kunne ikke passe! Hun betød intet for mig. Intet. Kibum betød alting for mig.

 

”Skal vi ikke gå ovenpå?” Jeg afbrød selv mine tanker og kiggede over på ham.

 

Kibum kiggede straks på mig og nikkede smilende. ”Ne!” svarede han og rejste sig op, måske en lille smule for hurtigt, ”Men så må du kan fange mig først.”


Jeg gjorde store øjne, inden jeg grinte. Han var så fucking kær! Jeg rejste mig op og kiggede på ham med et drillende udtryk i øjnene. ”Jeg fanger dig på ingen tid!” svarede jeg med et lige så drillende smil.

 

Kibum hvinede sødt, inden han løb ud af køkkenet. Jeg grinte og skyndte mig efter ham.

 

Vi løb rundt i stuen som to vanvittige personer. Heldigt var min mor og far ikke hjemme, så de havde intet at sige. Ellers ville min mor nok stoppe os og skælde os ud. Det var utrolig sjovt. Jeg kunne jo selvfølgelig godt nå ham, men siden det så ud til, at han havde det så sjovt og det morede ham så meget, så ville jeg ikke ødelægge det.

 

Dog, så var det ikke mig, der ødelagde det hele; da Kibum ville løbe op af trappen, alt for ivrig, væltede han pludseligt over sine egne ben med ansigtet direkte imod et af trappetrinene højere oppe. Jeg nåede ikke at reagere, inden han begyndte at skrige ud i smerte.

 

Kibum?!

 

Jeg løb straks hen til ham og satte mig på et af trappetrinene. Jeg greb fat om ham og fik ham op at sidde ved siden af mig. Straks lagde jeg mine stærke arme omkring ham og holdt ham tæt. ”Omo.. Er du okay, yeobo?!”
Jeg kunne høre ham snøfte imod min skulder. Jeg trak ham forsigtigt ud fra mig, da panikken tog over mig; han blødte ud af munden!! Jeg gjorde store øjne og tog straks hans capaf ham, som jeg smed ned på gulvet. Jeg tog blidt fat om hans hage og drejede hans hoved forsigtigt til siderne.


”Kibum! Du-du bløder!!”


Det skulle jeg nok ikke have sagt; Kibum tog sin hånd op til sin mund og gjorde store øjne, idet tårerne begyndte at vælte ud af ham. Han lukkede øjnene stramt i. Selvom han nok var i panik, så sad han ufattelig stille. ”F-få det til at g-gå væk!!”


Jeg var selv i panik. Hvad fanden skulle jeg gøre?! Hverken min mor eller far var hjemme, og de ville ellers helt sikkert vide, hvad jeg skulle gøre.

 

”J-jonghyun!!”

 

Jeg tog straks min mobil op, da det gik op for mig, at jeg ikke vidste, hvem jeg skulle ringe til. Måske skulle jeg bare ringe til min mor og bede hende skynde sig hjem og hjælpe? Men hvad så med Kibum imellem tiden? Han blødte fra munden. Var det ikke et sted, hvor man bare ikke måtte bløde?!


”J-jonghyun..”

 

Kibum's lille og svage stemme trak mig ud af min tankegang. Jeg kiggede på ham, ind i hans øjne, der lyste af skræk og urolighed. Det forstod jeg sagtens. Her sad jeg og holdt om ham, imens han blødte ud af munden. Og jeg gjorde ingenting.

 

”... Vi ringer til en vagtlæge.”

 

Jeg fik Kibum med mig op at stå i forsigtige bevægelser. Jeg tog ham med mig ud i køkkenet, hvor jeg fik ham ned at sidde ved stuebordet. Han fik noget papir til at tørre hans øjne med og noget til blodet.

 

Så gik jeg straks på nettet for at finde vagtlægens nummer her i byen.

 

Da jeg fik nummeret, skyndte jeg mig at indtaste det. Jeg vendte mig imod Key, eftersom jeg måtte holde øje med ham. Tårer blev ved med at trille ned af hans røde kinder, imens han duppede papiret mod sin mund.

 

Jeg fik fat i vagtlægen og fik hurtigst muligt en tid. Nu skulle vi bare skynde os derhen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...