Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
3952Visninger
AA

3. En engels stemme

 

Jeg blev overtalt til at tage hjem, og helt ærligt, så var jeg ret glad for det. Det betød jo, at jeg ville kunne tale med Jonghyun i længere tid. Han malede jo udenfor min lejlighed, og jeg ville måske kunne have døren åben og så kunne vi tale sammen imens? Vi havde jo det meste af dagen.


Da jeg trådte ind i opgangen til lejlighederne, blev jeg mødt af en engels stemme. Der var i hvert fald en eller anden der sang og det lød bare smukt! Langsomt sneg jeg mig op af trapperne og da jeg nåede op til de sidste par trapper, inden min egen opgang, spærrede jeg øjnene op;

 

Det var Jonghyun, der sang.


Jeg stod i noget tid inden det gik op for ham, at jeg stod og kiggede på ham; snarere stirrede på ham. Det fik mine kinder til at brænde lidt, da han pludselig så så overrasket ud.


”Kibum! Annyeong!”


Jeg smilede stort til ham og løb nærmest op af de sidste par trin. ”Wow, du synger godt!!” udbrød jeg efter lidt tid, da hans smukke stemme var falmet inde i mit hoved og var blevet erstattet med den lille, dunkende hovedpine, fra tidligere.


Jonghyun smilede forlegent. ”Synes du virkelig?” spurgte han og kiggede ned på den store malerpensel, som han fumlede med i sine behandskede hænder.


Jeg kiggede på ham fortsat med et stort smil om mine læber. ”Ja, virkelig! Det gør jeg virkelig.”


Jonghyun så op og smilede skævt til mig. ”Tusind tak. Jeg har faktisk et par gange overvejet at melde mig til et eller andet, men det er aldrig blevet gjort,” sagde han og trak på skuldrene, ”jeg har jo et frit år, men så meldte jeg mig til at male lejligheder med min far, så meget fritid har jeg alligevel ikke mere.” Han bøjede sig ned og lagde malerpenslen på avispapirerne, vi stod på.


”Du skal da ikke forhindre det her i, at leve din drøm ud? Hvis det altså er din drøm.. Jeg tror nemlig, at du ville blive en rigtig god sanger. Jeg ville i hvert fald købe alle dine albums.” sagde jeg med det største smil.


Jonghyun grinte. ”Det skal jeg huske så,” svarede han grinende, idet han stak hænderne i siderne, ”men, Key? Hvorfor er du hjemme allerede? Klokken er kun lidt over ti. Så vidt jeg kan gætte, så er det alt for tidligt for et gymnasie.” sagde han lidt efter, da hans grin var falmet. Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på mig med et par undrende, dog nysgerrige øjne.


”Min veninde fra skolen mente, at jeg skulle tage hjem, bare fordi jeg har lidt ondt i mit hoved og min hals..” svarede jeg ham og trak på skuldrene.


”Du ser mig nu også lidt syg ud,” sagde han, ”jeg skal nok lade være med at synge, nu hvor jeg står og maler udenfor din dør.”


Ah, hvor var han dog sød. Han måtte synge alt det han havde lyst til, det generede mig ikke. Overhovedet ikke. Faktisk, så blev jeg mere glad og følte mig bedre tilpas, når han lukkede sin smukke sangstemme ud. Hvis han lavede et album, så ville jeg lytte til det hver dag..


”.. Key? Kibum?”


Jeg blinkede et par gange med mine øjne og rettede mig op. Jeg var vidst faldet i staver. ”Ja?” svarede jeg med en lille ynkelig stemme, da det både var akavet og min hals gjorde efterhånden mere og mere ondt. Jeg tog en hånd op foran min mund og hostede kort, da jeg bemærkede, at min stemme var ved at blive hæs.


”Gå dog indenfor i stedet for at stå herude og blive mere syg.” sagde han og smilede venligt til mig.


Jeg smilede lidt og nikkede. Jeg ville ellers så gerne blive hængende og tale med ham, ind til han skulle hjem senere. Men selvfølgelig kunne det ikke lades sig gøre. Hvad tænkte jeg dog også på? Jonghyun og jeg havde kun kendt hinanden i én dag og jeg opførte mig som om, vi var bedstevenner og havde været det i flere år. Det føltes bare som om, vi havde kendt hinanden i længere tid. Det føltes slet ikke om som, vi kun lige havde mødtes.


Følte han mon det samme? Jeg ville jo så gerne lære ham bedre at kende..


Jeg trak min taske af og satte mig ned i hug. Hurtigt fandt jeg min nøgle, som jeg trak op og rakte op og låste min hoveddør op. Jeg rettede mig op, idet jeg så på Jonghyun og smilede til ham. ”Vi ses,” sagde jeg og åbnede min dør op og trådte indenfor.


Jeg vendte mig mod ham. ”Vil du egentlig gerne have noget?”


Jonghyun smilede til mig. Endnu en gang stod han med malerpenslen i sine hænder. ”Gå nu bare ind, Kibum,” svarede han grinende, ”du skal ikke blive mere syg, bare fordi du står herude og taler med mig og ikke kan finde ud af at gå indenfor. Jeg vil ikke være skyld i, at du bliver mere syg.”


Jeg smilede lidt forlegent. Var han mon ved at opdage, at jeg gerne ville lære ham bedre at kende?Måske gad han slet ikke lære mig bedre at kende og ville bare af med mig? Det kunne bare ikke være det. Han bekymrede sig måske bare omkring mig? Jeg kunne ikke lade være med at smile som en idiot.


”Jeg skal nok banke, hvis jeg mangler noget, okay? Gå nu bare ind og læg dig i din seng.” afbrød Jonghyun's stemme min tankegang.


Jeg blinkede og grinte lidt. ”Gomawo. Jeg skal nok gå ind nu.”


Så lukkede jeg døren i og låste den bagefter. Det var af ren vane, ikke af nogen andre grunde. Hvis det stod til mig, så måtte Jonghyun gå ind og ud af den dør, som han havde lyst til. Men det skulle han ikke vide.

 

Helt ærligt, vi kendte jo ikke engang hinanden. Han var en maler, der bare gjorde sit job og jeg var en studerende, der burde passe sin skole, i stedet for at dagdrømme om malerfyren udenfor sin hoveddør.

 

Men jeg kunne bare ikke lade ham være..


Jeg sukkede tungt og tog mit overtøj af, som jeg lagde på deres plads. Jeg tog min taske med ned på mit værelse; mit værelse var ikke specielt stort, men der var nok af plads til mig, siden resten af lejligheden udelukkende kun var min. Mit værelses var med hvide vægge, hvor der næsten intet hang på væggene, udover få, små malerier og et kæmpe spejl ved siden af mit store klædeskab, så jeg kunne se det hele af mig selv. Min seng var en dobbelt, hvilket jeg bedst kunne sove på. Den var fyldt med puder, to dyner, et tæppe og et par bamser, som jeg var vokset op med. Der stod et skrivebord overfor med en masse ting og sager på, samt min computer. Ved siden af skrivebordet stod et stativ med tøj på.

 

Jeg klædte om til et par af mine lyserøde natbukser, varme sokker og en dejlig varm og alt for stor hættetrøje. Et stort og varmt, hvidt halstørklæde blev bundet om min hals. Så gik jeg ud i køkkenet, hvor jeg lavede mig noget varmt suppe, samtidig med jeg lavede noget the, som jeg kunne drikke imens suppen blev klar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...