Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
3941Visninger
AA

10. Byrderne forsvinder, derefter varm mælk

 

Jonghyun stoppede kysset kort efter. Jeg havde ligget helt stille, og lige inden han havde slippet kysset, havde jeg kysset med. Jeg troede bare aldrig, at det nogensinde ville ske. Eller måske, det havde jeg jo gået og håbet på, men ikke lige foreløbig altså.


Så han havde altså godt bemærket, hvor genert jeg var blevet i hans selskab og det at jeg tit rødmede? Hvis han virkelig også kunne lide mig, hvordan pokker kunne han være så stille og rolig omkring mig så?

 

Jeg missundede ham for det.


”Kom, lad mig hjælpe dig ind i seng igen.” sagde han, idet han rettede sig op og smilede varmt ned til mig.
Jeg måtte have lignet en idiot, siden jeg bare lå på ryggen og smilede større end nogensinde før.


”Kibum?” Han fik mig op at sidde og strammede sit greb lidt ved mine skuldre, så jeg ikke pludselig ville falde bagover.


Jeg kneb øjnene i, idet jeg rakte helt automatisk op og strøg en pegefinger over mine læber. Jeg åbnede øjnene og kiggede på Jonghyun og mit store smil bredte sig endnu en gang over mine læber. Så overfaldt jeg ham i et kram; jeg svang mine arme om hans hals og holdt mig tæt ind til ham. ”Mente du det virkelig?” spurgte jeg efter at have begravet mit ansigt ved hans skulder.


Jonghyun lagde armene om mig. ”Mente hvad?” spurgte han grinende.


”... dit kys?” spurgte jeg, smilende imod hans skulder.


”Selvfølgelig,” sagde han og strøg blidt min ryg, ”hvorfor skulle jeg ikke mene det?”


Godt spørgsmål.


”Jeg ved ikke.. men,” Jeg trak mig lidt ud fra ham, så jeg kunne se ham, ”kan du godt lide mig? Jeg mener, hvordan kan du være så rolig og slet ikke genert eller usikker omkring mig så? Jeg ved ikke om du har bemærket det, men jeg har været ret usikker og nervøs omkring dig..”


Jonghyun grinte lidt. ”Det har jeg godt bemærket,” sagde han og smilede drillende til mig, ”jeg har godt set, hvor røde dine kinder kan blive, selvom du ofte har prøvet at skjule dem. Det er ret sødt alligevel..”


Jeg lo lidt. ”Det har været ret svært til tider,” Jeg gav slip om ham og satte mig til rette på gulvet. Jeg kunne jo ikke bare gå i seng nu, ”så, Jonghyun, hvad skal det så føre videre til?” begyndte jeg uden at tænke over, hvor akavet eller pinligt den samtale kunne gå hen og blive, ”skal vi glemme det, hvilket jeg helst ikke vil, eller skal det føres videre til noget mere? For min skyld-”


”Jeg ved godt, hvad du gerne vil,” afbrød Jonghyun mig grinende, ”og jeg ønsker det samme.” sagde han straks mere alvorligt.


Jeg smilede fra øre til øre. Mente han det virkelig? Bare det at han også kunne lide mig, det gjorde mig så glad, men at han også ville lade det føres videre, det gjorde mig bare lykkelig. Gad vide, hvor længe han havde kunnet lide mig?

 

Det var også lige meget. Det vigtigste var, at han gengældt mine følelser.


”Nå, nu hvor vi er oppe,” begyndte Jonghyun og rakte ud og strøg min kind, ”skal vi ikke se lidt fjernsyn? Jeg har ikke lyst til at sove lige nu og her.” Han rodede mig i håret.


Jeg rakte dog straks op og rettede på mit hår. Jeg brød mig ikke så meget om, at folk ødelagde mine frisurer. Selvom der nok ikke rigtig var nogen frisure i det, siden vi kom hjem. ”Jo. Er du sulten eller tørstig? Jeg kan sagtens lave noget.” sagde jeg smilende.


Jonghyun smilede skævt, nok over at jeg havde rettet på mit hår. Han rejste sig så op og hjalp mig på benene. ”Et glas varm mælk, måske? Jeg kan godt lide at være helt afslappet, når jeg skal sove. Det plejer at hjælpe, så jeg falder hurtigere i søvn. Dét, eller et varmt og langt bad,” forklarede han smilende, ”men jeg vil helst være sammen med dig, så et glas varm mælk, tak.”


Jeg rødmede svagt. Hvorfor havde jeg også så let ved at rødme? ”Så gerne.” grinte jeg og gik ud i køkkenet.
Jeg begyndte på at lave den varme mælk. Jeg varmede gryden op, hvor så jeg hældte mælken i. Normalt ville jeg selv foretrække en kop te eller sådan noget, men siden han gerne ville have varm mælk, så skulle han nok få sin varme mælk.

 

Måske burde jeg også prøve det?


”Har du skumfiduser og kiks?” Jonghyun stod pludselig ved siden af mig og med sine øjne rettet direkte imod en flettet skål, jeg havde fået af min mor, hvori der lå kiks, nudler, skumfiduser, osv.


Jeg grinte og kiggede på ham. ”Ne? Er det sært, eller hvad?”


Jonghyun kiggede grinende på mig. ”Ani!” svarede han, ”jeg ville bare høre, om jeg kunne få skumfiduser i min kop med varm mælk og en lille tallerken med kiks ved siden af. Det smager så godt, når man blander alt sammen.”


”Klamt.” grinte jeg og rystede på hovedet.


Men idet jeg sagde det, begyndte Jonghyun at prikke mig i min side, hvilket fik mig til at grine endnu mere. Straks begyndte han at prikke til mig med begge sine pegefingre og i begge mine sider, hvilket fik mig til at grine ustyrligt og fælde et par tårer, fordi jeg grinte så meget.

 

”S-sto-op!” grinte jeg og prøvede at skubbe ham væk. Det nyttede bare ikke noget, for i stedet lagde han bare sine stærke arme omkring mig.


Nu kunne jeg slet ikke komme væk. Specielt fordi jeg havde brugt mine lattermuskler alt for meget på for kort tid.


”Det får du ud af at sige, at mit natmad er klamt.” grinte han og holdt mig tæt ind til sig.


Jeg lagde mine arme om hans hals og kiggede på ham. ”Ja, ja. Hvis du gerne vil have det, så skal du nok få det. Bare jeg ikke skal have noget af det. Selvom jeg gerne vil prøve at smage lidt af din varme mælk, for sig selv altså.” smilede jeg.


Jonghyun plantede et kys på mine læber. ”Ja, ja. Du får heller ikke lov til at smage hele blandingen så, hvis det skal være på den måde.” svarede han smilende.


Jeg grinte, først over ham, men derefter over hele samtalen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...