Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
3958Visninger
AA

11. Bummie

 

Jeg faldt i søvn inde på sofaen, det vidste jeg, men den næste morgen, da jeg vågnede op, lå jeg trygt pakket ind i mine dyne og et tæppe i min seng. Hvordan i alverden var det sket? Jeg gned mig i øjnene og satte mig op.

 

Hvor var Jonghyun henne?


”Jonghyun?” spurgte jeg højlydt igennem lejligheden, da jeg trådte ud af mit værelse.


Jeg gik videre ind i stuen, men han lå ikke og sov på sofaen. Gad vide, hvorhenne han så var? Jeg gik ud i entréen og skulle til at åbne døren, da jeg hørte noget ramle ude i køkkenet. Jeg gav slip om dørhåndtaget og vendte mit ansigt mod døren ud til køkkenet, der stod på klem.


”Jeg er herude!” lød Jonghyun's stemme.

 

Det lød som om han spiste.


Gnidende i mit ene øje gik jeg ud i køkkenet; rigtig nok sad han ved spisebordet og spiste af en portion af mit havregryn.

 

Hvor vovede han..


”Yah! Det er mit havregryn, Jonghyun!” jamrede jeg, idet jeg slog mig ned på stolen ved siden af hans med front mod ham. Jeg støttede min albue på bordpladen og hvilede mit hoved i min håndflade, imens jeg kiggede surmulende på ham. Der var i forvejen ikke meget mere tilbage i æsken, og nu var der helt sikkert ikke mere tilbage.


Jonghyun lavede trutmund til mig, hvorefter han smilede skævt. ”Aw, Kibum,” grinte han, ”vil du gerne have noget?” spurgte han mig med et drillende smil spillende over sine læber.


Jeg sendte ham et dræbende blik, men kunne selvfølgelig ikke lade være med at smile lidt. ”Yah, selvfølgelig vil jeg det. Det er jo mit havregryn.” svarede jeg ham og rakte tunge.


”Så åben mund.” svarede Jonghyun efter at have stukket skeen ned i havregrynene.


Jeg adlød med det samme. Jeg kunne ikke andet, siden han var så sød. I det mindste sad jeg ikke længe bare med åben mund, for få sekunder efter jeg havde åbent munden på fuld gab, nærmede skeen sig med Jonghyun's frie hånd under skeen, så han ikke ville spilde. Han stak den forsigtigt ind i munden på mig, idet jeg lukkede sammen og fik havregrynen af skeen, som han langsomt trak ud af min mund igen.


Sådan blev vi ved, indtil vi havde, mere eller mindre, fordelt portionen.


”Hvor er du kær,” grinte han og lagde skeen i tallerkenen, ”er du mæt?”


Jeg grinte kort og rystede så smilende på hovedet. ”Hvad tror du selv, pabo? Jeg fik ikke engang særlig meget.”
Jonghyun grinte. ”Vil du have mig til at lave morgenmad til det? Er det det, du er ude på? Jeg er altså ikke speciel nyttig i et køkken, siger jeg bare.” Han smilede varmt til mig.


Jeg rullede med øjnene og rejste mig op. ”Ja, ja,” mumlede jeg, dog med et smil på mine læber, ”jeg skal da nok selv lave min morgenmad.”


Med de ord gik jeg hen til komfuret. For en gangs skyld, så havde jeg lyst til noget varmt. Jeg havde studeret engelsk i to år i USA og deres mad var meget anderledes, end hvad jeg var van til at få hjemme. Men jeg var vild med det. Jeg lavede tit mad derovre fra til mig selv og nogen gange, hvis jeg gik gæster.

 

Taemin og Minho kunne rigtig godt lide det.


Og, nårh ja, Lee Jinki. Onew. Kyllinge elskeren. Han gik i klassen over mig. Han var også en af mine gode venner, men han havde været på ferie med sine forældre den seneste tid. Han forgudede når jeg lavede kylling, som kom ovre fra USA af.


”Hvad smiler du sådan af?”


Jeg kiggede på Jonghyun, idet det gik op for mig, at jeg stod og grinte lavmælt for mig selv. Jeg rystede kort på hovedet og smilede til ham, da han stillede sig ved siden af mig. ”Ikke noget.”


”Bummie? Det må jeg gerne kalde dig, ikke?” Han smilede til mig, ”hvad skal vi lave i dag?”


Jeg kunne mærke mine kinder langsomt blive varme af kælenavnet.

 

Bummie?

 

”Ja, men det er kun dig, der må kalde mig det.” sagde jeg med ildrøde, brændende kinder.


Jonghyun kiggede på mig, inden han begyndte at grine og prikkede mig på den ene kind. ”Du er helt rød og varm i ansigtet. Klarer du dig?” spurgte han med et drillende smil.


Jeg slog blidt hans hånd væk og trak mig lidt væk. ”Yah! Lad vær.. du gør det bare værre..”


Jonghyun lo. ”Nå, men hvad skal vi lave? Jeg ringer nok efter min far engang.. medmindre jeg gerne må blive her til i morgen? Jeg kan bare få min far til at tage mit arbejdstøj med.”


Jeg lod som om, jeg tænkte mig om et øjeblik, inden jeg så nikkede. ”Tja, det er vel okay, at du bliver.” svarede jeg ham grinende.


Jeg begyndte at grine endnu mere, da Jonghyun, som aftenen inden, begyndte at prikke mig i siderne, hvilket jeg var begyndt at hade, selvom jeg inderst inde elskede det. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at grine, da det kildede så meget. Jonghyun stoppede dog hurtigt derefter, og vi foldede armene om hinanden. Han lænede sig ind og kyssede mig kort på munden.


”Min Bummie..” hviskede han imod mine læber.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...