Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
3966Visninger
AA

4. Besøg

 

Tiden gik og jeg følte mig dummere og dummere. Jonghyun bankede aldrig på døren Jeg havde siddet inde i stuen i timevis, hvor jeg havde skruet fjernsynet helt ned, i den tro om at han ville banke på døren. Det skete aldrig. Hvad havde jeg også bildt mig selv ind? Hvorfor havde jeg overhovedet en trang til, at skulle lære den fyr bedre at kende?

 

Helt ærligt, Kibum..


Pludselig bankede det på døren og jeg, bogstavelig talt, stormede derud og åbnede døren. Et kæmpe smil sad over mine læber, men da jeg så, hvem det var blegnede det langsomt væk; Lee Taemin og Choi Minho.

 

Taemin's gyldne hårlokker hang nedover hans øjne. Han var normalt ikke særlig god til at sætte sit hår, da han aldrig rigtig gad gøre noget ved det, medmindre jeg havde noget at sige. Hans mørke øjne lyste af varme, da han kiggede på mig. Han var heldigvis iført varmt tøj, ellers ville jeg have endnu en grund til at være efter ham. Minho var selv bare iført en sort frakke, uden halstørklæde eller hat eller noget. Hans korte, mørke hår strittede lidt med lidt voks, og hans store, frøøjne var rettet direkte på mig og virkede mere venlige end varme. De bar begge to et smil.


”Annyeong, Key hyung.” sagde Taemin smilende.


Jeg kiggede forbi dem og rundt i gangen; Jonghyun var ikke til at se nogen steder. Jeg kiggede på Taemin igen og smilede lidt til ham. ”Annyeong, Minnie.” mumlede jeg og nikkede til Minho.


”Vi kom bare for at aflevere en bog, som vi skal bruge i morgen og hvor du skal læse et par sider i,” forklarede Taemin med sin søde og pæne stemme, ”og så ville vi også bare lige se, hvordan du har det. Du tog jo hjem to timer før. Amber fortalte ikke, hvorfor.”


Jeg nikkede kort. ”Okay. Giv mig bogen så.”


”Byder du os ikke indenfor? Det er begyndt at sne udenfor.” sagde Minho, der ellers havde været ret så stille, men det plejede han jo også at være. Sommetider da.


Jeg kiggede på ham med et dumt blik. ”Hvad? Nårh. Jo, okay.” mumlede jeg og trådte til siden, så de kunne komme indenfor.


Jeg smugkiggede ud i gangen og mumlede et lavt ”Jonghyun?”, men der kom selvfølgelig intet svar. Han var nok taget hjem. Hvorfor var han bare taget af sted, uden at sige farvel til mig? Sikken pabo. Jeg lukkede døren i og vendte mig om, idet jeg stod ansigt til ansigt med Taemin og Minho. Jeg rynkede brynene og foldede mine arme over kors.


”Hvem er Jonghyun?” spurgte Taemin og smilede nysgerrigt til mig.


Jeg rystede på hovedet. ”Ingen..” mumlede jeg.


Jeg ledte dem ind i stuen, hvor jeg satte mig i den lille sofa, imens de satte sig i den store. De blev tilbudt noget at drikke og begge takkede ja tak. Jeg gik ud i køkkenet og satte noget vand over, hvor så jeg fandt en tekande frem, som jeg havde fået med mig af min mor, fra min bedstemor, hvor jeg imens gjorde klar med teen og sådan.

 

”Key-aaaah,” lød en jamrende Taemin pludselig bag mig, hvilket næsten gav mig et hjertestop, ”jeg er også sulten nu!”


Jeg tog lynhurtigt en hånd til hjertet og vendte mig mod ham. Jeg stirrede på ham. ”Seriøst, stop det, Taemin, du skræmte mig,” sagde jeg lettere gispende, men han grinte bare. Jeg rystede kort på hovedet og tog en dyb indånding, ”nå, hvad vil du have så?” spurgte jeg lidt efter.


”Hvad har du?” spurgte han og gik hen og åbnede mit køleskabet op.


Det endte med, at jeg næsten gav middag til dem begge. Taemin og jeg havde kendt hinanden siden vi var små og så et par år efter kom Minho til. Vi var bedstevenner, igennem tykt og tyndt. Det var vi stadig, men vi havde fået endnu en person til gruppen; Lee Jinki.


Jeg færdiggjorde pastaen og sovsen dertil, hvor jeg så begyndte at dække bord. De forstod da virkelig også at gøre ens dag mere besværlig? Og helt ærligt, jeg havde nyst og hostet flere gange, imens jeg havde lavet maden. Selvfølgelig var jeg gået væk fra gryderne og havde vasket hænder bagefter. Jeg kunne godt lide at lave mad og jeg elskede, hver gang folk talte positivt om min madlavning og kom med ros eller kritik.


”Så er det nu!” råbte jeg igennem lejligheden og hurtigt kom de løbende som to små, sultne hundehvalpe. Jeg rullede med øjnene af dem.

 

Endelig tog de hjem!


Selvfølgelig kunne jeg godt lide at have selskab af dem, men de snakkede hele tiden, ville hele tiden have mere te, osv. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende med de to før. Måske havde jeg selv været sådan et par gange, når vi havde været hjemme hos en af dem, men alligevel; de havde jo forældre til at sørge for det, plus jeg var syg!

 

Mine forældre havde for travlt og jeg var endelig blevet nitten år, så jeg kunne flytte hjemmefra og bo for mig selv, nu hvor jeg var studerende.


For ikke at blive efterladt alene, så købte de mig en hundehvalp.

 

Min lille baby.

 

Jeg havde ingen idé om, hvad jeg i alverden nu kunne give mig til. Taemin og Minho var taget hjem, Coco lå og snorksov på sofaen i en ret underlig stilling der umuligt kunne være behageligt. Jeg sad i den anden sofa og næsten nidstirrede min computer, da jeg var faldet i staver i mine egne tanker. Jeg burde nok lave videre på mine afleveringer, men det følte jeg ikke for lige nu. Jeg gad faktisk helt vildt godt at vide, hvad Jonghyun lavede lige nu..


Stop det, Kibum! Stop det nu..


Jeg tog mig til hovedet og lukkede øjnene i. Hvad skete der lige med mig?! Jeg havde den fyr på hjernen hele tiden. Lige meget hvad jeg gjorde, så var han derinde. Langsomt åbnede jeg øjnene op igen og kiggede ned på min computer. Jeg måtte hellere se og lave noget, så jeg kunne fokusere på noget andet end ham.


Jeg tog min bærbar op på mit skød og tændte for den. Lidt efter sad jeg og prøvede at lave videre en engelsk aflevering. Det gik lige og lige. Det var svært for mig at fokusere ordentligt, men det gik vidst. Det var i hvert fald ikke noget pladder, som jeg skrev ind. Eller, det måtte jeg lige læse videre på i morgen, inden den skulle afleveres. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...