Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
3941Visninger
AA

18. Bedstemor Kim

 

Jonghyun pov.

 

”Kibum, jeg-”


Men han afbrød mig. Han begyndte at råbe højlydt af mig, hvilket gjorde mig utrolig bange. Jeg havde aldrig i mine vildeste drømme kunnet forestille mig Kibum blive så vred. Han var jo normalt sådan en glad og smilende dreng!

 

Jeg bed mig selv i underlæben.


”Mianhae, jeg-”


”Jeg er ligeglad med dine undskyldninger! Det er en vase, som jeg har fået af min bedstemor! Af min bedstemor, Jonghyun! Og se den nu, den er ødelagt! Jeg bliver nødt til at smide den ud, din idiot!! Hvordan kunne du?!”


”Men, Kibum, det var-”


Stop så!” skreg han nærmest.


Okay. Nu turde jeg ikke mere. Jeg turde ikke engang at trække vejret. Han var jo rasende! Over en vase? Enten måtte vasen betyde meget for ham, ellers måtte hans bedstemor.

 

Eller begge.

 

Jeg bed mig hårdt i underlæben og kiggede lettere bange på Kibum, der bare stod og råbte af mig. Jeg brød mig virkelig ikke om denne side af ham. Den skræmte mig.

 

”Gå ud.”


Jeg spærrede øjnene op. ”Hvad? Smider du mig ud?” spurgte jeg chokeret og kløede mig i nakken. Det kunne han da ikke mene, kunne han?


”Gå ud, Jonghyun.”


Jeg vidste godt, at hvis jeg ikke gjorde som han sagde, så ville han råbe igen og måske sparke mig ud. Jeg nikkede kort, hvor så jeg gik ud i gangen. Jeg låste døren op og trådte ud i gangen.


Idet jeg vendte mig om, blev døren smækket i lige i hovedet på mig.


Jeg sukkede og satte mig på trappen til etagen over.

 

Var det det? Var vores forhold slut nu, pga. en sølle vase? Jeg kunne da godt forstå hvis den, eller bedstemoderen, betød meget for ham, at han så ville blive sur, men ligefrem smide mig ud? Det var jo ikke sådan, at jeg havde gjort det med vilje.

 

Jeg kiggede på døren, da den langsomt blev åbnet og en grædende Kibum kom til syne. Hurtig som jeg var stod jeg foran ham og bad nærmest om hans tilgivelse.


”Jonghyun..” Kibum trådte helt tæt ind på mig og lagde sine arme om mig. Han begravede sit ansigt ved min skulder og begyndte så for alvor at græde.


Jeg lagde trygt og lidt stramt mine arme om ham. ”Du skal ikke græde..”


”J-jo..” Fik han sagt imellem sin gråd, ”mi-mianhae..”


Jeg holdt ham tæt ind til mig og strøg blidt hans ryg.

 

Kibum var nu ret svær at blive klog på. Først stod han og råbte og skreg af mig, for derefter at stå og græde ud ved mig? Der måtte være et eller andet galt, siden han gik sådan fra det ene til det andet.


”Skal vi ikke gå ind igen, Bummie?” spurgte jeg, ”for så kan du fortælle mig, hvad der går dig sådan på, siden du ændre humør sådan.”


Jeg gav langsomt slip på ham. Han nikkede kort og gik ind igen. Jeg fulgte med indenfor og lukkede og låste døren i efter mig. Så fulgte jeg med ham ind i stuen og satte mig hen ved siden af i den store sofa.


”Jeg er ked af det, Kibum,” begyndte jeg lavmælt, ”hundene var så ivrige i morges og så for sjov tog jeg den blyant, der lå her på stuebordet og kastede den ud på gulvet, men idet næste lød der et brag og da jeg så op, var vasen smadret..” forklarede jeg og rakte ud og tog hans hånd i begge mine hænder.


”Jeg ved godt, det ikke var din skyld..” sagde Kibum efter lang stilhed.


Jeg kiggede tavst på ham.


Kibum kiggede på mig med et par ulykkelige, kattelignende øjne. ”.. vasen var fra min bedstemor,” begyndte han stille, ”jeg hader at tale om det-” Mere nåede han ikke at sige før tårer begyndte at løbe ned af hans kinder, hvilket fik ham til at se væk fra mig.


Hurtigt lagde jeg mine arme omkring ham og trak ham tæt ind til mig. Nærmest op på mit skød. Jeg kyssede ham i hans bløde, blonde hår og vuggede lidt frem og tilbage. ”Du behøver ikke fortælle det, hvis du ikke har lyst eller ikke kan..” hviskede jeg i hans øre, da han begravede sit ansigt ved min skulder.


”Jeg vil gerne..” mumlede han imod min skulder.


Jeg strøg blidt hans ryg.

 

Hvad mon han ville sige?


Key trak sig ud fra mig og tørrede sine smukke øjne. Han snøftede et par gange, imens han kiggede frem for sig. ”En måned før jeg flyttede hertil, boede jeg jo hos mine forældre, men gik stadig på den skole, jeg går på nu,” begyndte han stille, ”jeg var så i skole, da jeg fik et opkald fra først min mor og derefter min far. Jeg kunne så regne ud, at de ikke kunne vente og måtte derfor gå ud af klasselokalet, selvfølgelig med tilladelse fra læreren af.-”


Omo. Hvad prøvede han at sige?


”Jeg gik så derud og ringede tilbage til min far, efter at have prøvet at ringe tilbage til min mor, der ikke tog telefonen. Jeg kunne høre én græde i baggrunden og det knuste mit hjerte, da det gik op for mig, at det var min mor, der græd. Jeg-”


Jeg strøg blidt hans ryg og ventede bare på, at han ville fortælle mere, selvom jeg nok allerede havde regnet den ud.

 

Hvor havde jeg dog ondt af ham.


”Det var min bedstemor.. Hun var ikke længere end del af os..”


Jeg kyssede ham flere gange i håret og holdt ham tæt. ”Det er jeg ked af, Bummie..”


”J-jeg måtte nød til at ta-tage hjem..” græd han og trykkede sig ind til mig.


”Selvfølgelig måtte du det..” hviskede jeg ind i øret på ham og vuggede os lidt frem og tilbage.


Sådan sad vi i et stykke tid, ind til Kibum's gråd svandt hen. Derefter sad vi bare og holdt om hinanden. Af og til undslap et hulk fra hans læber, men det forsvandt hurtigt igen. Noget tid efter lå han på sofaen med sit hoved i mit skød, da han var faldet i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...