Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
3953Visninger
AA

6. Amber, hosten og planer

 

Key pov.

 

Amber kom med det samme hjem til mig. Hun havde oven i købet været hjemme for at hente sine ting, da hun mente, at hun skulle overnatte hos mig i flere dage. Jeg havde fået at vide af hende, at jeg ikke måtte tage nogen steder hen før jeg var helt rask. Og det skulle hun nok finde ud af, hvornår jeg end var det.


”Har du en madras? Jeg sover ikke inde i stuen og lader dig være selv.” sagde hun og foldede sine arme over kors, imens hun kiggede indtrængende på mig med sammenkneben øjne.


Jeg sukkede tungt, da jeg godt vidste, at jeg aldrig ville slippe af med hende. ”Ne, jeg har en madras. Der ligger vidst nok to under min seng.” svarede jeg hende.


Amber smilede og forsvandt ned på mit værelse.


Jeg kiggede efter hende. Okay, jeg ville aldrig slippe af med hende. Måske havde Jonghyun og Amber alligevel ret? Jeg burde tænke mere på mig selv end min uddannelse. Hvis jeg tog nogen steder hen, imens jeg var syg, så ville jeg jo aldrig blive rask og jeg ville ikke kunne fuldføre mit arbejde, hvilket jeg hadede mere end noget andet.


Et lettere voldsomt hosteanfald rev mig ude af mine tanker. Jeg havde ikke set Amber komme tilbage, men pludselig stod hun og bankede på min ryg. Lidt efter gik hosten væk, i hvert fald den voldsomme del. Jeg hostede kort og få gange, og vendte mig om mod Amber.


”T-tak..” kvækkede jeg og sank en smertefuld klump af slim. Jeg skar ansigt.


Amber smilede til mig. ”Du må tage at passe mere på dig selv, Key-ah,” sagde hun, ”vi kan ikke have, at du pludselig falder død om. Eller er død i morgen tidlig.” Hun grinte. Hendes humor var ret sort nogen gange, men det var bare en af grundende til, at jeg elskede hende så meget.


”Oka-” Mere nåede jeg ikke at sige, inden endnu et hosteanfald kom. Endnu en gang sprang Amber om bag mig og bankede mig på ryggen, hvilket hjalp. Lige så snart hosteanfaldet var forbi, blev jeg overvældet af svimmelhed. Hvor kom alt dette fra? Jeg var normalt aldrig syg.

 

”Du skal altså ind i seng,” sagde hun og tog fat i min arm med et stramt greb og trak mig med efter sig ind på mit værelse, hvor hun fik mig ned at sidde på min seng, ”skift til noget mere behageligt og læg dig under dynen, så laver jeg noget suppe til dig i mellem tiden.”


Jeg kiggede efter hende, da hun forlod mit værelse. Skulle jeg adlyde hende og skifte tøj og lægge mig under dynen, eller skulle jeg prøve at flygte? Hun ville jo bare det bedste for mig og siden Jonghyun havde ringet efter hende, betød det så, at han også bekymrede sig for mig?

 

En svag rødmen sneg sig over mine kinder. Jeg kendte ham jo næsten ikke, men stadig, jeg ville gerne lære ham bedre at kende. Der var noget helt specielt over ham og jeg var alt for nysgerrig til at lade ham gå forbi mig.


Pludselig faldt en idé mig ind; hvis jeg nu sendte Amber på indkøb, så ville jeg være selv. Så kunne jeg overdrive lidt og så ville Jonghyun måske komme ind og tage sig lidt af mig? Jeg skulle bare lige sørge for, at Jonghyun stadig arbejdede i dag, og at Amber ville kunne efterlade mig her i lejligheden alene.


Jeg rejste mig op og gik hen og fandt et par joggingsbukser og en sweater, som jeg skiftede til. Oven i det tog jeg også et par store, dejlig varme hyggesokker på for at komme i stemning.

 

Så lagde jeg mig hen i sengen igen og trak dynen over mig.

 

”Så,” lød Amber's muntre stemme igennem værelset, ”nu er der suppe til min Bummie, samt noget medicin. Jeg har knust én og en halv pille til dig, så er det lettere for mig at få den ned i dig, hvis du ikke frivilligt tager dem.”

 

Jeg grinte lidt over hendes kommentar, men mit grin blegnede hurtigt væk igen. ”Forresten, Amber? Jeg mangler noget..” begyndte jeg, imens jeg fulgte hende med øjnene, da hun stillede bakken på mit natbord og satte sig på min seng, ”jo, ser du, man kan få en slags beroligende creme, som jeg altid har fået at vide, jeg skal bruge når jeg er syg. Problemet er bare, at jeg mangler den creme, for jeg har ikke mere tilbage..”


Amber kiggede på mig med et løftet bryn. ”En creme? Hvad hedder den creme, og hvorhenne skal jeg kunne hente den?”


Jeg lukkede øjnene i, men åbnede dem op igen og kiggede på hende. ”.. Energetic care,” svarede jeg efter en kort tænkepause, ”der findes kun én slags, så du skal ikke til at spørge om alt muligt dernede. Kan du huske det? Du kan få den i kosmetikbutikker.” Jeg smilede stort til hende.


Amber lignede en, der ikke troede på det, men så sukkede hun og rejste sig op. ”Fint,” sagde hun og kiggede på bakken på natbordet, ”men lov mig, at du bliver her i din seng, medmindre du vil have mere suppe, så står der noget ude i køkkenet, eller du skal på toilettet, selvfølgelig. Sørg for, at du får spist bare lidt suppe og taget pillerne.” Hun kiggede ned på mig igen med et alvorligt blik.


Jeg nikkede og smilede. ”Ja, selvfølgelig.” svarede jeg hende. Jeg holdt min maske ret godt, syntes jeg selv.


”Jeg er snart tilbage.” Amber forlod værelset og lidt efter lejligheden.


Fantastisk!

 

Nu skulle jeg bare lige have spist suppen og slugt de piller, så kunne jeg begynde på min plan. Så kunne jeg måske finde ud af om han bekymrede sig for mig, eller om han bare var venlig og opførte sig sådan overfor alle og enhver. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...