Malerfyrens charme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Kim Kibum, Key, er en studerende og bor i en lejlighed sammen med sin hundehvalp. Det er januar, og ejerne af lejlighederne har sat sig i hoved for, at opgangen skal males, inden januar er omme. Key får øjnene op for den yngste af malerne, og hvor godt er det ikke lige, når de kommer til at skulle se hinanden næsten hver dag? Hvordan vil det hele udvikle sig? (- Skal lige siges, at jeg blev inspireret af dette, pga. der er to malere hos mig selv, så da jeg var på vej til skole, dukkede denne idé pludselig op x))

29Likes
166Kommentarer
3958Visninger
AA

1. Første møde

 

Key POV.

Jeg stillede min hvide taske på gulvet og hang min sorte vinterjakke på sin knage. Derefter gik jeg ind i køkkenet. Jeg havde, typisk mig, glemt at tage mad OG pung med i skolen, så jeg havde ikke spist siden morgenmaden ca. klokken syv og klokken var tæt på at blive fire. Jeg begyndte på at lave mad, da der pludselig lød små fodtrin bag mig. Jeg vendte mig om og blev straks mødt af min lille hvalp, Coco.

 

Coco var en lille dværgpuddel. Hans pels var brun og han havde de sødeste mørke øjne. Han var stadig en hvalp, så han var ret så lille. Han var vældig livsglad og elskede at lege rundt i min lejlighed, hvilket af og til kostede mig nogle af mine magasiner, mine blomster eller noget i den dur.


”Coco!” sagde jeg og tog ham op til mig. Jeg nussede ham bag øret, ”appa har savnet dig! Ja, han har så!” pludrede jeg, idet han gøede.


Jeg satte ham ned og fortsatte med min madlavning, der snart ville være færdig.


Efter lidt tid, da jeg var i gang med at tage en tallerken frem og bestik, bankede det på min hoveddør. Coco begyndte at gø, men jeg tyssede på ham, imens jeg gik ud og åbnede døren. Jeg blev mødt af en lidt lav lav fyr med de sødeste, mørke hundehvalpe øjne, brunt hår og en chokoladelignende hud. Han var iført et par store, hvide bukser og en hvid løs T-shirt.


”Annyeonghaseyo!” sagde han frisk og med et imødekommende smil over sine læber.


”Annyeonghaseyo?” svarede jeg og bøjede mig ned og tog Coco op til mig, da han havde fulgt efter mig. Han skulle ikke forlade min lejligheden uden opsyn. Jeg nussede ham bag øret.


”Jeg ville bare lige høre, om det er dine støvler, der står der?” Han drejede sig lidt og pegede på et par skindstøvler, der stod op og ned af trappen til stueetagen. Han kiggede på mig med et spørgende blik.


Jeg nikkede. ”Ne?” svarede jeg ham.


”Super! Du kunne ikke tage dem med indenfor, vel? For jeg begynder at male heroppe om ti minutter, efter min pause er ovre.” forklarede han lige så smilende.


Jeg trak på skuldrene. Så han var én af de to malere, der skulle male gangene? ”Jo, sagtens.” svarede jeg.


Fyren bukkede kort. ”Gamsahamnida,” sagde han silende, ”og hvis du har nogen spørgsmål eller noget, så kald efter Jonghyun.” sagde han og gik ned på stueetagen.


Jeg kiggede efter ham. Han lignede én, der var på min egen alder, og så malede han lejligheder? Underligt. Burde han ikke gå i skole eller sådan noget? Jeg trak på skuldrene og satte Coco ned, idet jeg gik ud i køkkenet og fandt en plastikpose. Jeg gik ud i gangen og samlede mine støvler op, som jeg stilled på plastikposen lige indenfor min lejlighed.


Jeg gik ud i køkkenet igen og dækkede bordet færdigt til mig selv, hvor så jeg begyndte at spise lidt hastigt, siden jeg skulle rydde og pakke taske til dage efter.

 

Endelig kunne jeg sidde stille og roligt i min sofa. Jeg havde viklet et lilla tæppe omkring mig selv og lavet noget varm kakao med miniskumfiduser i. Det smagte himmelsk! Jeg vidste, at der kom noget godt i fjernsynet, da jeg havde undersøgt det aftenen inden, og jeg kunne endelig bare være mig selv og lade filmen køre i baggrunden, imens jeg kiggede på et par afleveringer med min bærbar i skødet. Coco lå på sofaen ved siden af mig og sov.

 

Jeg strøg en hånd igennem mit blonde, korte hår. Normalt var det sjældent jeg strøg en hånd igennem mit hår, siden det altid skulle sidde perfekt. Mange mennesker havde tit sagt til mig, at jeg mindede dem om en blanding imellem en ræv og en kat, hvilket jeg ikke selv kunne se. Men det måtte nok have noget at gøre med mine kattelignende øjne. Dét kunne jeg godt selv lidt se, af og til. Jeg passede meget på min krop og spiste utrolig sundt. Den var slank og lige som jeg ville have den, trods jeg aldrig rigtig havde sat en fod i et træningscenter. 


Filmen var nået halvvejs og jeg selv var nået halvvejs med en aflevering, da det bankede på hoveddøren. Hvem kunne det være på denne tid? Jeg stillede min bærbar på mit bord og rejste mig op, stadig med tæppet viklet omkring mig.


Jeg åbnede døren og endnu en gang stødte jeg på de søde hundehvalpe øjne.

 

Den charmerende malerfyr..

 

Jonghyun, eller hvad han nu end gik rundt og hed. Han lignede en forladt hundehvalp.


”Annyeonghaseyo!” sagde han og lød stadig lige så frisk og imødekommende som sidst, trods han ikke lignede en, der så særlig frisk ud.


”Hvorfor er du her stadig? Du kan da ikke stadig være i gang med male?” spurgte jeg uforstående.


Det så ud til, at Jonghyun blev lidt genert. ”Altså, ser du.. jeg kan ikke finde min taske med mine bilnøgler og husnøgler og sådan, i, og så ringede jeg til min far, da det er ham, jeg hjælper med at male, om han ikke kunne komme og hente mig og køre mig hjem,” forklarede han og rettede sig op, ”men.. der kommer nok til at gå ca. en time eller sådan noget, da han er til noget møde, og så tænkte jeg på, om jeg kunne vente her? De andre her i lejligheden ser ikke ud til at gide åbne.”


Jeg fnøs over det sidste. ”Selvfølgelig gider de ikke åbne,” svarede jeg ham, ”dem der bor nedenunder mig er en ældre kvinde og så et ældre ægtepar, så de sover nok, eller sådan noget. Dem der bor over mig er to familier med småbørn og de er ikke specielt venlige, derfor åbner de nok ikke. Og som du nok har regnet ud, så bor jeg selv her på 1. sal, da jeg har været så heldig og få den største lejlighed af dem alle her.”


”Ah,” sagde han og nikkede forstående, ”ja, okay.”


Jeg stod bare og kiggede på ham. Det var tydeligt, at han ikke ville trænge sig på og han derfor ikke vil gentage sit spørgsmål. Han kunne vel sagtens komme ind og vente? Det var koldt ude i opgangen, så det måtte være et mareridt at stå og vente i en time eller derover. Desuden, så var han jo kun iført sit arbejdstøj, hverken jakke, halstørklæde eller støvler.


”Selvfølgelig. Kom indenfor,” sagde jeg, ”men stil dine sko udenfor døren.”


”Ne, selvfølgelig.” svarede han og trådte ud af sine gummisko, der bar pletter af maling.

 

Jeg viste ham bare ind i min stue, da han ikke rigtig skulle bruge en rundvisning til noget. Han satte sig ned i min lille sofa, der stod tættere på fjernsynet end den store, hvor jeg og Coco sad i.

 

I den ene ende af min store stue var to sorte lædersofaer placeret, overfor hinanden med et bord imellem dem. Fjernsynet hang på væggen, hvor der var et bord under det med en DVD maskine og nogen film. Ved siden af bordet en stor lampe. I den anden ende af stuen var der to sorte læderstole, der matchede til sofaerne. De stod op og ned af hinanden med et lille bord imellem dem. I midten af stuen og mellem hver del var der et stereoanlæg, der hang på væggen og med en hylde ved siden af med en masse film og cd'er i. Overfor, midt i mellem enderne, var der en stor ramme med en masse billeder af mig selv, Coco, mine forældre og mine bedstevenner. Lige ved siden af det ene maleri, og lige under det, stod et lille hvidt bord med en lilla vase med en falsk buket af lyserøde blomster.

 

Jeg havde endnu en gang placeret mig med min bærbar i mit skød, da jeg havde en aflevering for til næste aften og jeg gad ikke bruge hele dagen i morgen på at sidde og lave den færdig.


”Her er hyggeligt,” sagde Jonghyun ud i den blå luft, imens han sad og kiggede rundt.


Jeg smilede lidt og kiggede selv rundt. ”Gomawo.” svarede jeg ham og kiggede på ham.


”Hvad hedder du egentlig?”


”Kim Kibum,” svarede jeg ham og smilede venligt til ham, ”men bare kald mig Key. Det gør de fleste egentlig. Jeg ved ikke hvorfor, men det har bare hængt ved i flere år nu.”


Jonghyun nikkede kort. ”Key så.” sagde han smilende og kiggede på fjernsynet, der stadig kørte.


Vi talte ret meget sammen, imens vi sad og ventede på, at Jonghyun's far ville komme forbi og samle ham op. Han fortalte, at han ikke gik i skole for tiden, da han lige havde brug for et år for sig selv og han derfor hjalp sin far med at male lejlighederne nede af min vej. Ret fedt alligevel, at han ville hjælpe med sådan noget frivilligt, men okay, det lød også til, at han og hans far havde det bedste forhold til hinanden, så det var nok klart alligevel.

 

Da der ca. var gået tre kvarter ringede Jonghyun's mobil og han fik at vide, at han skulle gå ned til vejen, så ville hans far holde dernede om ca. to minutter. Jeg fulgte ham ud til min dør og kiggede på ham, imens han trak i sine sko.


”Tusind tak, Key,” sagde han smilende, efter at have rettet sig op, ”jeg skylder dig. Annyeong!” sagde han og løb så nærmest ned af trapperne.


Jeg kiggede smilende efter ham. Jeg havde troet, at malerne ville være to ældre kvinde eller mænd, men Jonghyun havde fortalt, at han var ét sølle år ældre end mig. Det lod faktisk til, at vi kunne blive ret gode venner. Vi havde ikke det store tilfælles, men han var rigtig flink at snakke med og vi havde hele tiden haft noget at tale om. Det var nu ikke værst, plus, jeg ville komme til at se ham hver dag, siden han og hans far først lige var gået i gang med at male.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...