Når sneen falder (1D)

Nathalia Brown brugte sidste sommer tre uger i London. Hun skulle bo hos en værtsfamilie for at opleve livet i storbyen. Heldig som hun var, endte hun hos familen Tomlinson, og tre uger viste sig at være alt for lidt.
Næsten et år senere ser hun for første gang Louis igen. Han står på scenen og aflægger prøve i sangkonkurrencen X-Factor. Først bliver hun overvældet af glæde over gensynet, men hun opdager hurtigt, at følelserne for ham stadig bobler indeni. Hun beslutter sig for at besøge ham og familen i London til jul. Men vil alt være som det var? Har Louis stadig de samme følelser for Nathalia? Og hvad sker der når Nathalia møder resten af bandet?

- "Når sneen falder" er mit allerførste bud (nogensinde!) på en novelle som omhandler kærlighed. Jeg håber I vil kunne lide den, og følge med frem til jul :-)

35Likes
31Kommentarer
3476Visninger
AA

6. 6. december

Toget fra Manchester til London tog cirka fire timer. Det føltes som en evighed. Hun var langsomt begyndt at vænne sig til tanken om, at hun virkelig skulle se ham igen. Den tanke havde hun kun drømt om det sidste år, og aldrig troet at det rent faktisk skulle ske. Hun fik gåsehud. Tusindvis af piger ville ønske at være i hendes sted. Alligevel begyndte hun at blive mere og mere nervøs, hver gang hun kiggede på uret for enden af kupéen, og indså at hun ville stå på London station om et kort øjeblik. 20 minutter til ankomst. 12 minutter. 3.
Med sin blå kuffert på slæb trådte Nathalia ud af toget. Stationen var proppet med mennesker. Mænd i jakkesæt med sorte læderkufferter løb forvildet rundt, i et desperat forsøg på at nå de tog, som sikkert allerede var kørt. Kvinder i stramme nederdele og stiletter, trippede rundt og snakkede højrøstet i deres mobiltelefoner. Så var der selvfølgelig også alle de andre. Folk i almindeligt hverdagstøj, som måske ventede på et familiemedlem eller en ven. Måske var de bare på vej hjem fra arbejde, for at komme hjem til deres familier som ventede hjemme. Enkelte hjemløse lå og sov rundt omkring, men ingen syntes at give dem meget opmærksomhed. Af og til fandt en god sjæl en lille mønt frem fra lommen, og lagde den i den ødelagte kop, som stod foran den sovende. Så var der til aftensmad igen i dag.
Nathalia tog forsigtigt et par skridt frem. Hun tog sin mobil op af bukselommen, og tjekkede efter ulæste beskeder eller opkald. Ingenting.
- ”Pis”, sagde hun nervøst.
Uden at vide hvilken vej der var den rigtige, valgte hun at gå til højre. Omkring halvtreds meter fra væk, hang der et enormt ur ned fra stationens loft. Der besluttede hun sig for, at stille sig hen og vente.
- ”Hej Louis. Det er Nathalia. Igen… Hvor er I? Jeg er på banegården nu. Det har jeg faktisk være i tredive minutter. Jeg venter under det der store ur, som hænger… midt i alting. Ring så snart du hører det her”.
Endnu engang lagde hun mobilen tilbage i lommen. Skuffet. Havde han glemt hende? Havde hele familien glemt at hun kom? For en sikkerheds skyld fandt hun igen mobilen frem og tjekkede sine beskeder. I den sidste besked hun havde sendt, stod der at hun ankom fredag d. 20. december kl. 15.35 til London station. Det kunne de umuligt have taget fejl af. Eller kunne de? Hun kiggede for ethundredeogtiende gang rundt på stationen, og følte sig helt alene. En lille tåre sneg sig frem i hendes venstre øjenkrog, som hun skyndte sig at tørre væk med håndfladen. Opfør dig nu ikke som et lille barn, sagde hun bestemt til sig selv. Uden at blinke, stirrede hun blankt ud i den enorme menneskemængde. Hun genkendte ikke ét eneste ansigt. Endnu en tåre blev tørret væk. Pludselig blev alt sort. For et kort øjeblik troede hun, at hun var blevet blind. Et skrig undslap hendes læber. Så mærkede hun varmen fra de hænder, som havde lagt sig over hendes øjne. I en hurtig bevægelse greb hun fat i de fremmede hænder som skyggede for hendes udsyn, fjernede dem og vendte sig om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...