Når sneen falder (1D)

Nathalia Brown brugte sidste sommer tre uger i London. Hun skulle bo hos en værtsfamilie for at opleve livet i storbyen. Heldig som hun var, endte hun hos familen Tomlinson, og tre uger viste sig at være alt for lidt.
Næsten et år senere ser hun for første gang Louis igen. Han står på scenen og aflægger prøve i sangkonkurrencen X-Factor. Først bliver hun overvældet af glæde over gensynet, men hun opdager hurtigt, at følelserne for ham stadig bobler indeni. Hun beslutter sig for at besøge ham og familen i London til jul. Men vil alt være som det var? Har Louis stadig de samme følelser for Nathalia? Og hvad sker der når Nathalia møder resten af bandet?

- "Når sneen falder" er mit allerførste bud (nogensinde!) på en novelle som omhandler kærlighed. Jeg håber I vil kunne lide den, og følge med frem til jul :-)

35Likes
31Kommentarer
3472Visninger
AA

18. 18. december

Nathalia snøftede, mens hun tørrede sine øjne med sit venstre jakkeærme. Mascaraen efterlod en sort plet. Ved at bruge skærmen på sin mobiltelefon som spejl, forsøgte hun at fjerne den overskydende make-up som var tværet ud under hendes øjne. Da det værste var væk, kiggede hun overvejende på telefonen i sin hånd. Hun tog en dyb indånding, hvorefter hun langsomt trykkede de otte magiske tal. Jeg lader den ringe fire gange, tænkte hun, da ventetonen lød for første gang. Med hånden knuget om telefonen, lukkede hun sine øjne, og bad til at han svarede i den anden ende. Alt hun ville var at høre hans stemme. Han måtte gerne skælde hende ud. Fortælle hvor dum og naiv hun havde været, bare han tog sin forbandede telefon. Folk har en tendens til aldrig at svare på deres telefoner, når det virkelig er nødvendigt. Som om det er en uskreven lov. Ventetonen lød for anden gang.
Du har ringet til Louis, læg en besked så ringer jeg tilbage.
Nathalia kiggede undrende på skærmen. Ringede den ikke kun to gange? Det var hun sikker på. Hun tjekkede forbindelsen, men den havde aldrig været bedre. Hun befandt sig trods alt i London. Men hvorfor kom telefonsvareren så allerede efter kun to ring? Indse nu bare at han lagde på fordi du dummede dig, dit fjols. Den mulighed ville hun ikke accepterer, så hun trykkede hurtigt mobilnummeret igen og satte telefonen op til øret.
Du har ringet til Louis, læg en besked så ringer jeg tilbage.
Måbende slap hun telefon og lod den falde ned i sit skød. Louis havde blokeret opkaldet, for ventetonen lød ikke én gang. Hun overvejede om hans telefon mon bare manglede strøm, og var gået ud mens hun forsøgte at ringe første gang. Den tanke trøstede hende en smule, selvom hun inderst inde vidste, at det ikke var sådan det hele hang sammen. Louis var vred fordi hun havde kysset Harry, og derfor blokerede han nu hendes opkald. Punktum. Måske sover han og blokerede opkaldet i søvne?
- ”Hele to gange? Ja helt sikkert”, sagde hun opgivende til sig selv. Nogle gange er man bare nødt til at sige sandheden højt. Om man så vil eller ej.
Hun sparkede til en lille sten foran bænken, og så den flyve hen over asfalten, indtil den tog et hovedspring ud i Themsens mørke.
Håbløst væk i sin egen lille verden stirrede Nathalia tomt ud på vandet. Da en hånd lagde sig tungt på hendes skulder, blev hun derfor så forskrækket, at hun sprang op fra bænken. Omtumlet og chokeret snublede hun over sine egne ben. Halebenet tog imod hele hendes vægt, da hun landede på den hårde kolde asfalt. Hun udstødte et skingert skrig af smerte og trillede hurtigt over på maven for at mindske smerten.
- ”Undskyld! Jeg ville ikke skræmme livet af dig…”
Louis satte sig på hug foran hende og hjalp hende langsomt op på knæ.
- ”Er du okay?”, hviskede han stille til hende, mens de sammen sad på asfalten. Hun mærkede at han knugede hendes krop ind til sin.
- ”Jeg er overhovedet ikke okay…”.
Hun måtte anstrenge sig for ikke at græde igen. Forsigtigt trak hun sig sammen og lagde hovedet mod hans skulder. Varmen og mørket var betryggende. Louis fiskede sin mobil op med venstre hånd. Hun løftede hovedet og kiggede på den oplyste skærm.
- ”Kan du huske at vi installerede det her program sidst du var her? Så kunne vi altid finde hinanden hvis vi blev væk”.
Hun genkendte app’en. De havde begge installeret den på deres telefoner sidste sommer. App’en var i stand til at vise nøjagtig hvor den anden enhed befandt sig. Fantastisk opfindelse.
- ”Harry ringede til mig da du var gået fra hans lejlighed, for at være sikker på at du kom sikkert hjem. Du synes garanteret at han er den største idiot, men han er ikke så dum at han lader dig gå alene rundt midt om natten. Han bad mig køre ud for at finde dig, og så kom jeg i tanke om den her app”
Han viftede med telefonen.
- ”den viste mig direkte herhen. Du må undskylde at jeg blokerede dine opkald, men jeg var lige bag dig hele tiden, og jeg ville jo bare overraske dig”.
- ”Og det lykkedes rimelig godt”, sukkede Nathalia.
- ”Nu skal du ikke lade det her ødelægge vores jul. Kom, så kører vi hjem. Jeg har flyttet din madras ind på mit værelse, så der skal du sove i nat”.
Louis sendte hende et smil, og selvom hun var i et elendigt humør, kunne hun ikke undgå at trække på smilebåndet. De rejste sig begge fra asfalten. Louis holdt om hende hele vejen op til vejen, hvor den sorte bil var parkeret. Få minutter senere var de på vej vestpå. Hjem, hvor hun i nat skulle sove på Louis’ værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...