Når sneen falder (1D)

Nathalia Brown brugte sidste sommer tre uger i London. Hun skulle bo hos en værtsfamilie for at opleve livet i storbyen. Heldig som hun var, endte hun hos familen Tomlinson, og tre uger viste sig at være alt for lidt.
Næsten et år senere ser hun for første gang Louis igen. Han står på scenen og aflægger prøve i sangkonkurrencen X-Factor. Først bliver hun overvældet af glæde over gensynet, men hun opdager hurtigt, at følelserne for ham stadig bobler indeni. Hun beslutter sig for at besøge ham og familen i London til jul. Men vil alt være som det var? Har Louis stadig de samme følelser for Nathalia? Og hvad sker der når Nathalia møder resten af bandet?

- "Når sneen falder" er mit allerførste bud (nogensinde!) på en novelle som omhandler kærlighed. Jeg håber I vil kunne lide den, og følge med frem til jul :-)

35Likes
31Kommentarer
3491Visninger
AA

10. 10. december

Det skarpe hvide lys sved i øjnene. Hun forsøgte at vende hovedet væk, men noget holdt hende fast. Med begge hænder gned hun sine øjne. Blodårerne dunkede i venstre hånd, og hele armen var iskold fra droppet som sendte en klar væske ind i hendes krop. Hun kunne svagt høre stemmer et sted langt væk. Noget rørte ved hendes højre hånd, som fladt lå på hendes mave. Hun kunne svagt fornemme en varme som bredte sig fra hånden, og hele vejen op langs armen. Varmen bredte sig til brystkassen, omkredsede hjertet og svømmede videre ud i resten af kroppen. Helt ud i tåspidserne. Hun anstrengte sig og tog en dyb indånding. Ren luft. Over hendes mund var placeret en gennemsigtig iltmaske, som sørgede for at hun langsomt kom til sig selv.
Nogen gav hendes hånd et lille klem. Langsomt forsøgte hun at åbne øjnene. Lyset brændte sig ind i hendes øjne, og hun pressede dem hurtigt sammen igen.
- ”Du skal ikke forsøge at sige noget”.
Nogen strøg hende over håret. En langsom blød bevægelse. Hun udstødte et opgivende suk, da hun igen forsøgte at vende hovedet væk fra lyset. Små rynker bredte sig på hendes pande, og hun mærkelig et stik af smerte. Hun løftede venstre hånd, selvom den gjorde rundt, og førte forsigtigt fingerspidserne henover sin pande. Lige under hårgrænsen mærkede hun en tyk bandage. Forgæves forsøgte hun at fjerne iltmasken for at spørge hvad der var sket. Den var umenneskelig tung. Hun var alt for afkræftet.
- ”Lægerne siger, at det er bedst du beholder den på”.
Der var en kort pause.
- ”Jeg er så ked af det. Det her har jeg aldrig har oplevet før. Mathilde ligger på en stue nede for enden af gangen. Niall er hos hende. Han siger, at hun er ok…”
Endnu en pause. Den varme hånd aede hendes kind. Nathalia kunne ænse en smule gråd i stemmen.
- ”Du får en ordentlig bule i panden, men lægerne siger at det er det eneste sted, som du har slået dig, så det er godt. Det kunne være meget værre. En eller anden idiot puttede noget i jeres drinks mens I ikke var opmærksomme. I kollapsede begge lige pludseligt. Vi havde ikke en chance for at nå at gribe jer.  I slog hovederne ned i det hårde gulv. Liam ringede hurtigt efter en ambulance, mens Niall og Louis forsøgte at få liv I jer, men det var fuldstændig håbløst. Vi troede virkelig ikke at I klarede den. Du skal ikke forsøge at svare eller bevæge dig. Det vigtigste er at du får det bedre. Louis bad mig holde øje med dig. Han kommer snart tilbage”.
Endnu engang strøg nogen hende over håret. Det var dejligt beroligende. For sidste gang forsøgte hun at åbne øjnene, da hun hørte at endnu en person trådte ind i rummet. Håbløst. Udmattet og træt sank hendes øjenlåg atter sammen. På sin kind mærkede Nathalia et forsigtigt kys. Hun dalede langsomt i søvn, og nåede aldrig at se hvem der befandt sig i rummet sammen med hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...