Tag mig væk.

Emily er blevet forsømmet af sine forældre siden hun var helt lille. Hun er blevet udsat for vold og misbrug af begge hendes forældre, og hun bliver straffet med sult af de mindste ting.Hun har altid fået af vide at hun skal klare sig selv, men alligevel overvåger de hende døgnet rundt. Men Emily lever et dobbeltliv. For ingen kender til hendes liv derhjemme og Emily har ikke tænkt sig at røbe hendes hemmelighed. Men kan hemmeligheden forblive gemt for hendes venner? For hvad sker der når en person fra fortiden kommer og vil hjælpe hende? Og hvad sker der når Emily opdager en kæmpe hemmelighed som vil forandre hendes liv for altid? Følg med i 'Tag mig væk' !

6Likes
3Kommentarer
882Visninger
AA

3. Jeg drømmer hele tiden om at få en ordentlig familie. En som elsker mig.

 

*Kling*

”Fuck” sagde jeg til mig til og bukkede mig ned for at samle min kniv op.

Jeg havde tabt ved et chok, da min far bankede hårdt på døren. ”Emily, der bor også andre i huset!”

”Jeg er næsten færdig.” Svarede jeg og viklede et viskestykke om mit håndled. Jeg have skåret alt for dybt denne gang, og det havde dryppet alt hvor voldsomt ned i vasken.

”Skynd dig nu.”

Jeg skylede vasken og fjernede alle spor. Papirere blev smidt i toilettet og jeg skyllede endnu engang.

Jeg åbnede forsigtigt døren og gik ud.

”Du er fandme langsom.” Sagde han og skubbede mig ind i væggen. ”Flyt dig.”

Jeg tog mig selv om håndleddet og gik ind på mit værelse. Min mor havde sat noget mad til mig på mit skrivebord og jeg kunne se at hun havde kigget i min computer.

I det mindste havde jeg nået at slette ham fra skype af inden jeg gik på toilettet. Hun ville få et føl på tværs hvis hun så hans navn.

Jeg satte mig ved skrivebordet og lavede lidt videre på mine lektier. Klokken var 19, og jeg var allerede begyndt at kede mig. Så jeg rejste mig og gik ind i stuen til mine forældre.

”Er der noget jeg skal gøre?” Spurgte jeg og stod i døråbningen.

Min mor kiggede op og ned af mig med et blik som viste at hun var irriteret på mig. ”Ja. Du kan gå og blive væk.”

”Okay. Godnat.” Svarede jeg og traskede ind på mit værelse igen.

 

Jeg forstod virkelig ikke hvorfor at de var sådan. Da jeg var lille troede jeg at alle forældre var som dem, indtil at jeg mødte Andreas.

Jeg kan tydeligt huske den første gang jeg mødte ham. Han begyndte i min klasse i 6. og vi blev ret hurtigt venner. Jeg stolede utroligt meget på ham, og en dag efter skole valgte jeg at fortælle ham alt.

Da jeg fortalte ham det ændrede hans ansigt sig totalt. Han fik et chok over at mine forældre var sådan, og fortalte at hans aldrig havde slået ham, eller sagt sådan nogle grimme ting til ham. Det var på dette tidspunkt at jeg fandt ud af at mine forældre var anderledes.

Jeg følte mig tryg ved ham, men da han fortalte at han havde fortalt sine forældre det hele blev jeg bange og skuffet. Jeg troede jo at det var vores hemmelighed, men det var nok det bedste at han gjorde det.

Vi blev kærester i slutningen af 7. klasse og på dette tidspunkt havde jeg allerede været hjemme hos ham hundrede gange. Men jeg løj for mine forældre. De har altid sagt; ”Emily du skal ikke have noget at gøre med drengene fra din klasse.” Så jeg sagde selvfølgelig at jeg var sammen med en veninde.

Andreas og mit forhold har næsten altid været hemmeligt. Det har det ihverdtfald været det sidste år. Efter turen på skadestuen har jeg ikke turde fortælle mine forældre noget. De ville flippe fuldstændig ud på mig – og ham.

 

Det var weekend om 1 dag, og som alle mine andre weekender bestod den af at sidde derhjemme. Men denne weekend var dog lidt anderledes, det var min fødselsdag om lørdagen, og jeg ville endelig blive 18.

Mange vil nok mene at deres 18 års fødselsdag er den vigtigste og den fedeste, men hvem skulle jeg fejre den med? Ja okay, jeg har Maja, men jeg har sagt til hende at mine forældre ikke vil have at jeg skal i byen, og hun går og skælder dem ud inden i sig hele tiden. Typisk hende. Jeg fejrer derfor dagen med at lave lektier. Jubiii, eller ikke. Mine forældre er heller ikke hjemme. Så jeg skal enlig bare fejre dagen med mig selv.

Andreas skrev om min fødselsdag i går på skype. Han skrev om at jeg endelig var myndig, og jeg kunne slippe væk. Men det kan jeg ikke, jeg tør ikke. Men efter gymnasiet har jeg tænkt mig at stikke af. Men først efter gymnasiet, jeg skal have det overstået først, og det forstår Andreas heldigvis.

Men inderst inde ville jeg helst væk nu, og glemme mine forældre helt. Jeg hader dem så meget, og jeg drømmer hele tiden om at få en ordentlig familie. En som elsker mig.

 

”Emily, du skal i seng!” Mine tanker fløj ud af hovedet på mig med et sæt, da min mor pludselig stod i døren.

”Undskyld. Jeg slukker lyset nu.” Svarede jeg og hun lukkede døren.

2 dage, og jeg ville være 18. 

___________________________________________________________________

Jeg ved godt at kapitlet er ret kort, men næste (som jeg næsten har skrevet færdig!) bliver ret langt, og der vil den store hemmelighed komme ud.

Hvad tænker i om Emilys forældre? Kan det virkelig være rigtigt at de kan behandle deres egen datter sådan?

Og hvad med hendes og Andreas planer om at stikke af? 

- Luise xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...