Tag mig væk.

Emily er blevet forsømmet af sine forældre siden hun var helt lille. Hun er blevet udsat for vold og misbrug af begge hendes forældre, og hun bliver straffet med sult af de mindste ting.Hun har altid fået af vide at hun skal klare sig selv, men alligevel overvåger de hende døgnet rundt. Men Emily lever et dobbeltliv. For ingen kender til hendes liv derhjemme og Emily har ikke tænkt sig at røbe hendes hemmelighed. Men kan hemmeligheden forblive gemt for hendes venner? For hvad sker der når en person fra fortiden kommer og vil hjælpe hende? Og hvad sker der når Emily opdager en kæmpe hemmelighed som vil forandre hendes liv for altid? Følg med i 'Tag mig væk' !

6Likes
3Kommentarer
865Visninger
AA

2. ”Hvad laver du her?!”

 

Kapitel 2

Præcis kl. 14.15 holdte min fars bil ude foran skolen og ventede på mig, og præcis kl. 14.20 skulle jeg være inde i bilen. Timen var lidt bagud, så da klokken pludselig var 14.18 blev jeg nødt til at spænde skolen igennem for at nå at komme ud til bilen præcist.

”Hej.” Sagde jeg hurtigt da jeg satte mig ind, og som sædvanlig fik jeg ikke noget svar.

Min far kørte og hentede mig hverdag for at holde kontrol over mig. Det havde de gjort siden jeg begyndte i 10. klasse. De skulle være sikre på at jeg ikke var sammen med nogen, ligesom dengang.

Før 10. klasse blev jeg hjemmeskolet. Det startede i 8. klasse og jeg tog derfor min 9. klasse afgangseksamen hjemme, hvor min mor havde hyret en censor.

Jeg blev hurtigt flået ud af mine tanker da min far bremsede bilen hårdt i.

”Hva’ satan!” hvæsede han og kiggede over mod nogle fyre som stod ved cyklerne. ”Emily er det ham?!” Han pegede over mod en høj fyr med lille hættetrøje som var trukket over hovedet. Han havde solbriller på, og en cap så jeg kunne ikke se hans ansigt.

”Det tror jeg ikke.” Svarede jeg og kiggede på fyren. Gud hvor han lignede ham.

Jeg fik kuldegysninger over hele min krop. Tænk hvis det var ham. Ham som jeg ikke havde set i snart 1 år.

”Stop med at glo sådan.” Sagde min far og vi kørte videre. ”Hvis det er ham Emily, så håber jeg for dig selv at du fortæller os sandheden.”

Jeg nikkede og kiggede i bagspejlet. Vendte han sig lige om og kiggede efter bilen? Nej det må være min drøm.

***

*GIIISP*

Jeg vågnede op med et sæt, både af den måde jeg blev forskrækket på, men også af min drøm, eller var det et mareridt?

Jeg havde selvfølgelig drømt om ham, og jeg kunne simpelthen ikke få ham ud af hovedet efter i går da min far troede at han så ham. Men det kunne ikke være ham. Så ville han da havde skrevet til mig over skype. Ville han ikke?

Jo selvfølgelig.

Men jeg havde alligevel mareridt om ham. Om den sidste gang jeg så ham på hospitalet.

Jeg var blevet indlagt – igen. Efter at mine forældre havde gennemtæsket mig. Men denne gang var det mere alvorligt. For denne gang var det ham som fulgte mig på skadestuen.

Jeg kan huske at jeg blødte ud af næsen, jeg havde sindsygt ondt i maven og jeg kunne ikke gå så han blev nødt til at bære mig ud til hans fars bil og ind på skadestuen.

Han så heller ikke for godt ud selv. Han havde også selv fået tæsk, men det var ikke så slemt som mit. Han kunne jo slå fra sig.

Siden dengang havde min far holdt mig i kort snor. Han kører mig alle steder hen, og henter mig igen, kun for at holde øje med mig. Det var et held at jeg overhovedet fik lov til at komme på gymnasiet.

 

Drømmen sad stadig i hovedet på mig i frikvarteret senere på dagen. Jeg sad i mine egne tanker og hørte ikke rigtig efter hvad Maja eller de andre piger snakkede om.

”Emily!” Sagde Maja pludselig og rev mig ud af mine tanker.

”Mhm?” Svarede jeg og kiggede over på hende. Stadig lidt i mine egne tanker.

”Hører du overhovedet efter? Jeg sad lige og fortalte om den her helt fantastiske fyr som jeg så efter skole i går.” Sagde hun og smilede drømmende. Det var typisk Maja at falde for en fyr hun ikke engang havde snakket med. Hun blev så hurtigt forelsket, men det var nu alligevel lidt sødt.

”Går han på skolen?” Spurgte jeg og prøvede at virke nysgerrig, men inderst inde var jeg lidt ligeglad.

Maja nikkede ivrigt og klappede i sine hænder.

”Ja han gør! Jeg så ham her til morges. Han er seriøst for lækker! Du bliver nødt til at se ham Emse!” Sagde hun og lagde hendes arm om min skulder. ”Du besvimer seriøst når du ser ham!”

Jeg grinede en smule. Hun var virkelig så sød når hun blev forelsket, som hun blev næsten hver uge.

”Lad os nu se ik Maja.” Sagde jeg og blinkede.

Vi spiste lidt videre og jeg blev igen fortabt i mit mareridt. Det var så virkeligt, at det var helt uhyggeligt.

”AU!” Skreg jeg efter at Maja havde slået mig på skulderen. ”Hvad er der!?”

Hun var så irriterende når hun gjorde sådan! Jeg havde sgu nok blå mærker. Men hun kunne selvfølgelig heller ikke vide at jeg fik tæsk dagligt derhjemme.

”Em. Em. Em.” Sagde hun og rystede. ”Han står lige der.” Hendes øjne pegede over mod boden og jeg kiggede derhen. Hvem af dem var han?

”Han har en blå trøje på hvor der står OBEY på.” Hviskede hun og pegede.

Obey, Obey, Obey. Der var han.

Omg. Det kunne ikke være rigtigt! Var det HAM?

Jeg stirrede på ham, hvilket Maja også lagde mærke til.

”Jeg sagde jo at han var lækker.”

Ja det var han. Men han var min. Min Andreas. Min bedste ven. Min helt.

Min kæreste.

Han opdagede min stirren og jeg kunne se at det gav et sæt i ham. Vi kiggede hinanden i øjnene i nogle sekunder, som føltes som år. Men jeg vendte hovedet til igen.

Fuck. Hvad lavede han her?!

 

***

”Hvad laver du her?!” Spurgte jeg ham frustrerende lidt senere. Jeg havde gået tideligere for at kunne snakke med ham.

”Jeg blev nød til at sikre mig at du var okay.” Hviskede han og gik tættere på mig. ”Emily.. Jeg bliver bare nød til at passe på dig.”

Vi stod ude på et af handikaptoiletterne, ingen kunne se os, og jeg tillod mig derfor at trække ham ind til et kram.

”Jeg savner dig.” Sagde jeg og han lagde armene om mig.

”Du er ikke okay vel?” Spurgte han og jeg rystede på hovedet.

”Det bliver værre og værre.” Sagde jeg og begyndte at græde. Jeg havde heldigvis ikke make-up på så min far ville ikke ligge mærke til det når han hentede mig.

Jeg tænkte på mine ar. Han måtte ikke se dem. Sidst jeg så ham lovede jeg ham at stoppe. Men det er så svært når det er det eneste som holder mig stærk, og som får mig til at føle mig levende.

”Vis mig lige din ryg Emily.” Sagde han og kiggede mig dybt i øjnene. Men jeg rystede på hovedet.

”Please. Lad mig nu se.”

Jeg vendte ryggen til ham og trak roligt min trøje over hovedet.

”For helvede.” Hviskede han, og jeg kunne hører at hans stemme knækkede. ”Hvad har de gjort ved dig?”

”Jeg var selv skyld i det.” Sagde jeg.

”Hey. Du er aldrig selv skyld i det her. Hvorfor gjorde de det?” Sagde han og kyssede min pande.

”De opdagede at jeg havde været fuld til en sommer fest.” Sagde jeg og kiggede ned.

”Og det er en grund til at give dig et brændemærke og spark i ryggen?”

”Andreas.” Sagde jeg og beroligede ham.  Jeg lagde en hånd på hans skulder og han trak mig ind til sig.

”Jeg vidste jeg ikke bare skulle have ladet dem få deres vilje. Jeg skulle have stoppet dem dengang.” Sagde han ind i mit hår og trykkede mig tættere på.

Jeg rev mig lidt løs fra hans arme. Hans kram gjorde ondt, især fordi han holdte så tæt om mig.

”Jeg elsker dig A, og en dag skal jeg nok komme væk.” Jeg kyssede hans kind og smuttede ud fra toilettet. Der var kun 3 min. til at jeg skulle være i bilen.

 

Min far sad i bilen og ventede på mig, som alle de andre dage.

”Du lugter mærkeligt.” Sagde han pludselig og rykkede tættere på. ”Af en dreng.”

Han tog fat om mit håndled. ”Hvad har du lavet?!” Vrissede han og strammede grebet om min hånd.

”En af drengene fra min klasse gav mig bare et farvel kram, han dropper ud.” Løj jeg og han kiggede undrende på mig.

”Er han..”

”Nej, han er ikke min ven eller kæreste. Vi går bare i klasse sammen.” Svarede jeg inden han snakkede færdigt, hvilket gjorde ham sur.

”Pas på.” Hviskede han og startede bilen.

Det var fandme tæt på. Han måtte aldrig få at vide at Andreas var tilbage. Aldrig. Han ville slå mig ihjel. 

 

__________________________________________________________________________

Så kom andet kapitel ud! :) Regnede godt nok ikke med at jeg skulle lægge det ud før i morgen, men kunne bare ikke stoppe med at skrive igen! haha :D

Så venner.. Hvad tror I der sker nu hvor Andreas er tilbage? 

I vil få lidt mere historie i næste kapitel, om Emily's liv og hvordan hun mødte Andreas. 

- Luise 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...