Tag mig væk.

Emily er blevet forsømmet af sine forældre siden hun var helt lille. Hun er blevet udsat for vold og misbrug af begge hendes forældre, og hun bliver straffet med sult af de mindste ting.Hun har altid fået af vide at hun skal klare sig selv, men alligevel overvåger de hende døgnet rundt. Men Emily lever et dobbeltliv. For ingen kender til hendes liv derhjemme og Emily har ikke tænkt sig at røbe hendes hemmelighed. Men kan hemmeligheden forblive gemt for hendes venner? For hvad sker der når en person fra fortiden kommer og vil hjælpe hende? Og hvad sker der når Emily opdager en kæmpe hemmelighed som vil forandre hendes liv for altid? Følg med i 'Tag mig væk' !

6Likes
3Kommentarer
875Visninger
AA

4. Han havde ret. Jeg har fortjent det. Det er min skyld det hele.

 

”Skal vi følges til festen i morgen?” Hviskede Maja i mit øre i vores samfundsfagstime. Jeg havde heldigvis fået lov til at komme med til festen, også selvom at jeg kom til at brænde maden på i går aftes. Men mine forældre ville ikke have at jeg skulle drikke, og jeg skulle gøre mig klar derhjemme. Sådan var reglerne altid.

”Desværre.” Svarede jeg og lavede et surt ansigt. ”Men jeg har en kjole med i morgen som du skal tage med til festen.” Hun nikkede til mig, men så også en smule forvirret ud.

”Mine forældre vil have at jeg har sådan en nedern kjole på. Du ved hvad jeg har fortalt om dem.” Hviskede jeg og tænkte tilbage på alt hvad jeg havde fortalt Maja om mine forældre. Det var ikke særlig meget. Kun at de var ekstrem konservative og holdte mig i kort snor. Så hun nikkede bare forstående til mig, og lavede øjne af dem.

Nogen gange ville jeg ønske at jeg bare kunne fortælle Maja, hvad der enlig foregik hjemme hos mig. Men jeg turde ikke. Hun ville selvfølgelig reagere voldsomt og måske endda sladre til vores vejleder på skolen, hvilket jeg godt kan forstå. Jeg havde gjort det samme.

Jeg er så flov over den måde at mine forældre behandler mig på at jeg heller ikke har lyst til at fortælle hende det. Det er pinligt at jeg får tæsk. Det mest pinlige er det min far gjorde ved mig for nogle år siden. Det var ulækkert og nogen gange får jeg stadig helt ondt indeni når jeg tænker på det. Min mor ved det ikke, men hvis hun gjorde tror jeg også hun ville være ligeglad. Hun hader mig, det gør de begge to.

 

***

 

Hele skolen flimrede for mine øjne da jeg gik op mod baren. Jeg var fuld, meget fuld. Men det værste var nok at det var aller første gang at jeg var fuld.

”Heeeey” Råbte jeg mod Maja som stod og snakkede med en eller anden fyr. Hun smilede og lagde armen om mit liv.

”Hej Emse. Er du lidt stiv?” Hun grinede og jeg holdte godt fast i hendes skulder for ikke at vælte. Jeg rystede på mit hoved som svar.

 ”Shhhh” Sagde jeg og blinkede. ”Vores hemmelighed.”

 

Jeg befandt mig senere på toilettet, og jeg kunne ikke huske en skid. Jeg kunne mærke tårerne komme frem da jeg tænkte på at jeg havde set Andreas stå og snakke med en anden pige. Var han ikke min kæreste mere? Jeg var forvirret og fuld – ikke en god sammenblanding.

Da jeg rejste mig op igen og smuttede ud fra toilettet gik jeg op til baren og bestilte nogen shots. Jeg ville glemme resten af aftenen. I morgen ville jeg alligevel få tæsk over at jeg havde drukket, så hvorfor ikke bare drikke sig så stiv at man ikke kan huske en skid?

Så det gjorde jeg. Men da jeg så Andreas igen, som stod med en ny pige, fik jeg nok. Jeg løb ud på toilettet, åbnede brættet og kastede op. Men da jeg først var begyndt kunne jeg ikke stoppe igen. Jeg blev ved med at stikke fingeren i halsen, igen og igen og igen. Alle mine følelser kom frem, alle mine oplevelser og alle de ting som jeg har gået med i så mange år, kom op igennem mig. Jeg ville være fri for dem, og jeg ville have dem væk.

”Er du okay derinde?” Hørte jeg en sige og tørrede min mund og øjne.

”Ja ja.” Svarede jeg og satte mig op af væggen. Jeg var ødelagt og min trang til at åbne min hud sitrede i mig. Min taske lå åbent på gulvet og jeg tog den. Jeg vidste jeg havde en lille bitte skarp kniv fra min blyantspidser. Jeg satte den mod min hud og skar så dybt jeg kunne. Det var ekstremt svært når jeg var fuld, men det lykkes.

Huden åbnede sig, og blodet kom lige så stille frem. Jeg flyttede den en lille smule og lavede en ny lang åbning i min hud, jeg gjorde det samme om og om igen. Det sved – på den gode måde og aldrig havde jeg følt mig mere levende.

”Han er så lækker!” Hørte jeg en pige sige til hendes veninder. ”Men han har åbenbart en kæreste.” ”Hvem?” Pigen grinede. ”Ja Andreas. Hvem ellers?”

Jeg mærkede pludselig brækfornemmelsen igen. Men da jeg rejste mig slog jeg hovedet op i den ting hvor papiret sad i.

Alt sortnede sig for mig, men jeg kunne mærke at opkastet løb ned af min kind og mit tøj. Men i stedet for at rejse mig faldt jeg langsomt og langsomt ned af væggen.

 

”Emily vågn op! Please kom nu, vågn op!!”

”RING EFTER EN AMBULANCE!!”

”Hvem finder en lærer?”

”Emily. Kom nu, vågn op.”

Majas gråd overdøvede alt snakken og skrigende omkring mig. Jeg vidste ikke hvor jeg var på dette tidspunkt. Men jeg var iblandt en masse mennesker.

Gråden trængte sig på og tårerne trillede ned af mine kinder. Men jeg orkede ikke at åbne mine øjne. Jeg ønskede ikke at vågne op.

”Dreas.” Fik jeg fremstammet, og der blev pludselig stille.

”Emily! Emily! Kan du hører mig?” Maja var helt tæt på mig og kyssede min pande. ”Gentag dig selv.”

”Dreas.” Jeg tog en indånding. ”Find. Andreas.”

Jeg kunne se for mig at Maja var forvirret. Jeg havde jo aldrig nævnt Andreas for hende, og jeg kunne hører på hendes åndedræt at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre.

”Dreas. Dreas Mads.. en.” Jeg fik åbnet øjnene en smule, men ligeså hurtigt gik det sort igen, og alt hvad jeg så og hørte blev væk.

 

*baaaabuuuuuu* *baaaaaaaabuuuuuuuuuuu*

Lyden af en høj hylende lyd vækkede mig og jeg åbnede mine øjne. Ved siden af mig sad den person som betød alt for mig.

”Hej prinsesse.” Hviskede Andreas, og jeg skulle til at svare da han lagde fingeren på min mund. ”Shhh”

Jeg flyttede mit blik og jeg så at jeg fik blod i den ene arm, og jeg havde en slange i næsen. Hvad var der sket? Jeg kunne ikke forstå det, jeg huskede ingenting.

”Luk øjnene Emily. Jeg lover at jeg passer på dig.” Sagde han og kyssede min pande.

Så det gjorde jeg.

 

***

 

Jeg vågnede igen på grund af en masse larm. Hvad var det? Hvem var det?

Jeg kiggede rundt og mærkede mig på næsen. Slangerne var væk og jeg fik ikke længere blod til min arm.

Med et sekund satte jeg mig op. Jeg kunne endelig rejse mig og jeg besluttede derfor at gå ud og tjekke hvad det var for en larm. Men jo længere jeg kom hen til døren, jo mere kunne jeg hører hvem det var. Mine forældre.

”DU SKAL HOLDE DIG VÆK FRA VORES FAMILIE!!” Kunne jeg hører min far råbe. Men han var ikke den eneste der råbte. Jeg kunne hører Andreas. Min Andreas.

”JEG SKAL HOLDE MIG VÆK?!” han var vred. Mere end nogensinde. ”HVAD MED AT I BEHANDLEDE JERES DATTER ORDENTLIGT!!”

Jeg åbnede døren forsigtig, og jeg kunne se at der var to læger, mine forældre og Andreas og hans familie.

Andreas så mig før hende forældre og gjorde tegn til at jeg skulle gå ind igen. Men jeg gik alligevel ud.

”Hvad sker der?” Spurgte jeg og gik imod ham. Men jeg nåede ikke over til ham før at jeg mærkede to arme rundt om mig.

”Du kan godt glemme det!” Hviskede min far og strammede grebet. Smerten var slem. Han holdte mig så godt fast at jeg kunne mærke at hans negle borede igennem mit tøj og indtil mine arme.

”Slip hende!” Andreas var på vej hen imod os, men blev holdt tilbage af hans far og en læge. ”Kan i forhelved ikke se at hun er i smerte? Se hendes arme! Se hendes ryg og mest af alt se bag hendes ene øre.  

Jeg stod tavst og min far slap grebet om mig. Men jeg kunne mærke hans blik i nakken på mig.

Bag mit ene øre sad et ar som aldrig vil hele. Det ar som var allerslemmest på hele min krop.

Lægen så undrende på mig. Alles øjne var på mig. Især min fars. Det var ubehageligt, og jeg fik kvalme.

Jeg kiggede over på Andreas, og han blev stadig holdt tilbage. Han kæmpede så meget for mig. Men intet af det han havde gjort havde givet pote. Hver eneste gang skulle jeg direkte tilbage til mine forældre. Både Niklas og jeg vidste at hvis jeg kom tilbage igen, ville det blive slemmere end nogensinde før.

Hvorfor havde jeg også drukket mig fuld? Jeg mærkede pludselig tømmermændene, og før jeg vidste af det faldt jeg ned på gulvet og kastede op. Da jeg først var begyndt kunne jeg ikke stoppe.

Lægerne skubbede min far væk og slæbte mig væk. Der var vagter som blev tilkaldt og jeg blev igen undersøgt og fik slanger i mig.

 

***

”Emily. Du bliver nød til at tale.” Sagde overlægen til mig. Vi sad inde på et kontor og han havde en blok foran sig.

”Okay. Så snakker jeg. Sidste gang du var her var du ilde tilredt. Kan du huske det? Du led af svær undervægt, du havde mærker over hele kroppen, din hud var åben og mest af alt så var du bevidstløs.”

Jeg kiggede ned og skammede mig.

”Emily. I går kom du herind og var også meget ilde tilredt. Du var med ambulance. Du havde skåret i din hud, meget meget dybt, og havde mistet en masse blod. Din opkast var ikke kun på grund af det alkohol du havde indtruffet, men du havde tvunget dig selv.” Han rømmede sig og lagde hænderne i hinanden. ”Hvorfor havde du gjort disse ting ved dig selv?”

Jeg kiggede op på ham. Hvad skulle jeg svare? ”Lad mig være” mit eget svar overraskede mig.

”Hvorfor?”

”Fordi uanset hvad jeg fortæller dig vil det hele blive meget værre.” Svarede jeg og lænede mig tilbage. Det var sandheden. Hvis jeg fortalte at mine forældre havde slået mig ville de alligevel sende mig tilbage. For uanset hvad skal min far nok få mig til at komme ”hjem”.

”Hvad er det som vil blive værre? Din ven, Niklas, sagde det samme til mig.” Niklas. Jeg kiggede op på ham. Havde han snakket med Niklas?

”Hvad har han sagt?”

”Han sagde at dine forældre ikke fortjente dig. At vi skulle tjekke din krop og til sidst opgav han fordi at han ikke troede at det nyttede noget.” Han lænede sig over bordet. ”Men hvis i ikke fortæller mig hvad der er galt hvordan kan jeg så hjælpe?”

”Du kan ikke hjælpe.” Mumlede jeg. ”Kan i ikke bare sende mig hjem?”

 

***

 

Jeg glemmer aldrig hans øjne da han så mig stige ind i mine forældre bil. Han græd og jeg græd. Men det nyttede ikke noget. Vi kunne intet stille op før jeg var færdig med gymnasiet.

Mine forældre låste mig inde på mit værelse efter at vi var kommet hjem. Ingen sagde noget. Jeg blev kun skubbet ind på værelset og så hørte jeg at min mor låste døren.

Jeg gjorde heller ikke modstand. For jeg vidste at det hele alligevel ville blive meget værre. Hvilket det også gjorde.

Dagen efter kom min mor ind på mit værelse. Hun tog min computer, min mobil, min musik. Hun tog alt. Selv min dyne og hovedpude.

”Du har fortjent at leve som en slave.” Det var det sidste ord og så gik hun.

Dagen efter kom min far ind til mig. Han satte sig i min seng og begyndte at rører ved mig.

”Skal vi følges til festen i morgen?” Hviskede Maja i mit øre i vores samfundsfagstime. Jeg havde heldigvis fået lov til at komme med til festen, også selvom at jeg kom til at brænde maden på i går aftes. Men mine forældre ville ikke have at jeg skulle drikke, og jeg skulle gøre mig klar derhjemme. Sådan var reglerne altid.

”Desværre.” Svarede jeg og lavede et surt ansigt. ”Men jeg har en kjole med i morgen som du skal tage med til festen.” Hun nikkede til mig, men så også en smule forvirret ud.

”Mine forældre vil have at jeg har sådan en nedern kjole på. Du ved hvad jeg har fortalt om dem.” Hviskede jeg og tænkte tilbage på alt hvad jeg havde fortalt Maja om mine forældre. Det var ikke særlig meget. Kun at de var ekstrem konservative og holdte mig i kort snor. Så hun nikkede bare forstående til mig, og lavede øjne af dem.

Nogen gange ville jeg ønske at jeg bare kunne fortælle Maja, hvad der enlig foregik hjemme hos mig. Men jeg turde ikke. Hun ville selvfølgelig reagere voldsomt og måske endda sladre til vores vejleder på skolen, hvilket jeg godt kan forstå. Jeg havde gjort det samme.

Jeg er så flov over den måde at mine forældre behandler mig på at jeg heller ikke har lyst til at fortælle hende det. Det er pinligt at jeg får tæsk. Det mest pinlige er det min far gjorde ved mig for nogle år siden. Det var ulækkert og nogen gange får jeg stadig helt ondt indeni når jeg tænker på det. Min mor ved det ikke, men hvis hun gjorde tror jeg også hun ville være ligeglad. Hun hader mig, det gør de begge to.

 

***

 

Hele skolen flimrede for mine øjne da jeg gik op mod baren. Jeg var fuld, meget fuld. Men det værste var nok at det var aller første gang at jeg var fuld.

”Heeeey” Råbte jeg mod Maja som stod og snakkede med en eller anden fyr. Hun smilede og lagde armen om mit liv.

”Hej Emse. Er du lidt stiv?” Hun grinede og jeg holdte godt fast i hendes skulder for ikke at vælte. Jeg rystede på mit hoved som svar.

 ”Shhhh” Sagde jeg og blinkede. ”Vores hemmelighed.”

 

Jeg befandt mig senere på toilettet, og jeg kunne ikke huske en skid. Jeg kunne mærke tårerne komme frem da jeg tænkte på at jeg havde set Andreas stå og snakke med en anden pige. Var han ikke min kæreste mere? Jeg var forvirret og fuld – ikke en god sammenblanding.

Da jeg rejste mig op igen og smuttede ud fra toilettet gik jeg op til baren og bestilte nogen shots. Jeg ville glemme resten af aftenen. I morgen ville jeg alligevel få tæsk over at jeg havde drukket, så hvorfor ikke bare drikke sig så stiv at man ikke kan huske en skid?

Så det gjorde jeg. Men da jeg så Andreas igen, som stod med en ny pige, fik jeg nok. Jeg løb ud på toilettet, åbnede brættet og kastede op. Men da jeg først var begyndt kunne jeg ikke stoppe igen. Jeg blev ved med at stikke fingeren i halsen, igen og igen og igen. Alle mine følelser kom frem, alle mine oplevelser og alle de ting som jeg har gået med i så mange år, kom op igennem mig. Jeg ville være fri for dem, og jeg ville have dem væk.

”Er du okay derinde?” Hørte jeg en sige og tørrede min mund og øjne.

”Ja ja.” Svarede jeg og satte mig op af væggen. Jeg var ødelagt og min trang til at åbne min hud sitrede i mig. Min taske lå åbent på gulvet og jeg tog den. Jeg vidste jeg havde en lille bitte skarp kniv fra min blyantspidser. Jeg satte den mod min hud og skar så dybt jeg kunne. Det var ekstremt svært når jeg var fuld, men det lykkes.

Huden åbnede sig, og blodet kom lige så stille frem. Jeg flyttede den en lille smule og lavede en ny lang åbning i min hud, jeg gjorde det samme om og om igen. Det sved – på den gode måde og aldrig havde jeg følt mig mere levende.

”Han er så lækker!” Hørte jeg en pige sige til hendes veninder. ”Men han har åbenbart en kæreste.” ”Hvem?” Pigen grinede. ”Ja Andreas. Hvem ellers?”

Jeg mærkede pludselig brækfornemmelsen igen. Men da jeg rejste mig slog jeg hovedet op i den ting hvor papiret sad i.

Alt sortnede sig for mig, men jeg kunne mærke at opkastet løb ned af min kind og mit tøj. Men i stedet for at rejse mig faldt jeg langsomt og langsomt ned af væggen.

 

”Emily vågn op! Please kom nu, vågn op!!”

”RING EFTER EN AMBULANCE!!”

”Hvem finder en lærer?”

”Emily. Kom nu, vågn op.”

Majas gråd overdøvede alt snakken og skrigende omkring mig. Jeg vidste ikke hvor jeg var på dette tidspunkt. Men jeg var iblandt en masse mennesker.

Gråden trængte sig på og tårerne trillede ned af mine kinder. Men jeg orkede ikke at åbne mine øjne. Jeg ønskede ikke at vågne op.

”Dreas.” Fik jeg fremstammet, og der blev pludselig stille.

”Emily! Emily! Kan du hører mig?” Maja var helt tæt på mig og kyssede min pande. ”Gentag dig selv.”

”Dreas.” Jeg tog en indånding. ”Find. Andreas.”

Jeg kunne se for mig at Maja var forvirret. Jeg havde jo aldrig nævnt Andreas for hende, og jeg kunne hører på hendes åndedræt at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre.

”Dreas. Dreas Mads.. en.” Jeg fik åbnet øjnene en smule, men ligeså hurtigt gik det sort igen, og alt hvad jeg så og hørte blev væk.

 

*baaaabuuuuuu* *baaaaaaaabuuuuuuuuuuu*

Lyden af en høj hylende lyd vækkede mig og jeg åbnede mine øjne. Ved siden af mig sad den person som betød alt for mig.

”Hej prinsesse.” Hviskede Andreas, og jeg skulle til at svare da han lagde fingeren på min mund. ”Shhh”

Jeg flyttede mit blik og jeg så at jeg fik blod i den ene arm, og jeg havde en slange i næsen. Hvad var der sket? Jeg kunne ikke forstå det, jeg huskede ingenting.

”Luk øjnene Emily. Jeg lover at jeg passer på dig.” Sagde han og kyssede min pande.

Så det gjorde jeg.

 

***

 

Jeg vågnede igen på grund af en masse larm. Hvad var det? Hvem var det?

Jeg kiggede rundt og mærkede mig på næsen. Slangerne var væk og jeg fik ikke længere blod til min arm.

Med et sekund satte jeg mig op. Jeg kunne endelig rejse mig og jeg besluttede derfor at gå ud og tjekke hvad det var for en larm. Men jo længere jeg kom hen til døren, jo mere kunne jeg hører hvem det var. Mine forældre.

”DU SKAL HOLDE DIG VÆK FRA VORES FAMILIE!!” Kunne jeg hører min far råbe. Men han var ikke den eneste der råbte. Jeg kunne hører Andreas. Min Andreas.

”JEG SKAL HOLDE MIG VÆK?!” han var vred. Mere end nogensinde. ”HVAD MED AT I BEHANDLEDE JERES DATTER ORDENTLIGT!!”

Jeg åbnede døren forsigtig, og jeg kunne se at der var to læger, mine forældre og Andreas og hans familie.

Andreas så mig før hende forældre og gjorde tegn til at jeg skulle gå ind igen. Men jeg gik alligevel ud.

”Hvad sker der?” Spurgte jeg og gik imod ham. Men jeg nåede ikke over til ham før at jeg mærkede to arme rundt om mig.

”Du kan godt glemme det!” Hviskede min far og strammede grebet. Smerten var slem. Han holdte mig så godt fast at jeg kunne mærke at hans negle borede igennem mit tøj og indtil mine arme.

”Slip hende!” Andreas var på vej hen imod os, men blev holdt tilbage af hans far og en læge. ”Kan i forhelved ikke se at hun er i smerte? Se hendes arme! Se hendes ryg og mest af alt se bag hendes ene øre.  

Jeg stod tavst og min far slap grebet om mig. Men jeg kunne mærke hans blik i nakken på mig.

Bag mit ene øre sad et ar som aldrig vil hele. Det ar som var allerslemmest på hele min krop.

Lægen så undrende på mig. Alles øjne var på mig. Især min fars. Det var ubehageligt, og jeg fik kvalme.

Jeg kiggede over på Andreas, og han blev stadig holdt tilbage. Han kæmpede så meget for mig. Men intet af det han havde gjort havde givet pote. Hver eneste gang skulle jeg direkte tilbage til mine forældre. Både Niklas og jeg vidste at hvis jeg kom tilbage igen, ville det blive slemmere end nogensinde før.

Hvorfor havde jeg også drukket mig fuld? Jeg mærkede pludselig tømmermændene, og før jeg vidste af det faldt jeg ned på gulvet og kastede op. Da jeg først var begyndt kunne jeg ikke stoppe.

Lægerne skubbede min far væk og slæbte mig væk. Der var vagter som blev tilkaldt og jeg blev igen undersøgt og fik slanger i mig.

 

***

”Emily. Du bliver nød til at tale.” Sagde overlægen til mig. Vi sad inde på et kontor og han havde en blok foran sig.

”Okay. Så snakker jeg. Sidste gang du var her var du ilde tilredt. Kan du huske det? Du led af svær undervægt, du havde mærker over hele kroppen, din hud var åben og mest af alt så var du bevidstløs.”

Jeg kiggede ned og skammede mig.

”Emily. I går kom du herind og var også meget ilde tilredt. Du var med ambulance. Du havde skåret i din hud, meget meget dybt, og havde mistet en masse blod. Din opkast var ikke kun på grund af det alkohol du havde indtruffet, men du havde tvunget dig selv.” Han rømmede sig og lagde hænderne i hinanden. ”Hvorfor havde du gjort disse ting ved dig selv?”

Jeg kiggede op på ham. Hvad skulle jeg svare? ”Lad mig være” mit eget svar overraskede mig.

”Hvorfor?”

”Fordi uanset hvad jeg fortæller dig vil det hele blive meget værre.” Svarede jeg og lænede mig tilbage. Det var sandheden. Hvis jeg fortalte at mine forældre havde slået mig ville de alligevel sende mig tilbage. For uanset hvad skal min far nok få mig til at komme ”hjem”.

”Hvad er det som vil blive værre? Din ven, Niklas, sagde det samme til mig.” Niklas. Jeg kiggede op på ham. Havde han snakket med Niklas?

”Hvad har han sagt?”

”Han sagde at dine forældre ikke fortjente dig. At vi skulle tjekke din krop og til sidst opgav han fordi at han ikke troede at det nyttede noget.” Han lænede sig over bordet. ”Men hvis i ikke fortæller mig hvad der er galt hvordan kan jeg så hjælpe?”

”Du kan ikke hjælpe.” Mumlede jeg. ”Kan i ikke bare sende mig hjem?”

 

***

 

Jeg glemmer aldrig hans øjne da han så mig stige ind i mine forældre bil. Han græd og jeg græd. Men det nyttede ikke noget. Vi kunne intet stille op før jeg var færdig med gymnasiet.

Mine forældre låste mig inde på mit værelse efter at vi var kommet hjem. Ingen sagde noget. Jeg blev kun skubbet ind på værelset og så hørte jeg at min mor låste døren.

Jeg gjorde heller ikke modstand. For jeg vidste at det hele alligevel ville blive meget værre. Hvilket det også gjorde.

Dagen efter kom min mor ind på mit værelse. Hun tog min computer, min mobil, min musik. Hun tog alt. Selv min dyne og hovedpude.

”Du har fortjent at leve som en slave.” Det var det sidste ord og så gik hun.

Dagen efter kom min far ind til mig. Han satte sig i min seng og begyndte at rører ved mig.

”Du har fortjent det.” Hviskede han inden han lagde mig ned på sengen og begyndte at rive mit tøj af.

Han havde ret. Jeg har fortjent det. Det er min skyld det hele.  Hviskede han inden han lagde mig ned på sengen og begyndte at rive mit tøj af.

Han havde ret. Jeg har fortjent det. Det er min skyld det hele. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...