Nisse ved en fejl

Alma hader julen mere end noget andet. Men en dag finder hun en snekugle ude i skoven, og hun ryster den med det samme. Men det skulle hun aldrig have gjort – eller skulle hun? Hun havner i en helt anden verden. En verden, der er så grusom, at kun de færreste mennesker kender til den. En verden, hvor nissernes værste fjender bor: Mateen. Mateenerne gør alt hvad de kan, for at afskaffe julen. Men kan og vil Alma gøre noget for at julen ikke forsvinder for altid?

1Likes
0Kommentarer
405Visninger

1. Sort sne

Julen kommer af en eller anden grund altid bag på mig. Som om den ikke var der for kun et år siden. Hvis den så bare kun kom hvert fjerde år. Eller aldrig nogensinde. Men nej… Sneen knirker under mine sko, da jeg er på vej hjem fra skole. Kulden sniger sig ind gennem mine ærmer, og får hårene til at rejse sig på mine arme. Jeg fisker handskerne op af lommen, og beslutter mig for at skyde genvej gennem skoven.

Så snart jeg går ind i skoven fortryder jeg, at jeg ikke bare tog bussen. Træerne knager over mig, og hvis det ikke var for den hvide sne, ville det sikkert være helt mørkt herinde. Jeg prøver at gå lidt hurtigere, men det høje lag af sne under mig tvinger mig til at gå langsomt. Den forbandede sne. Jaaaa. Det sner. Det var det de fleste havde udbrudt, da det begyndte at sne for nogle dage siden. Men så er det jo også bare endnu koldere udenfor. Vi burde få fri fra skole, hvis du spørger mig. Nogen kunne jo falde og fryse til is i den her kulde.

I det samme får jeg øje på noget skinnende kun få meter væk. Jeg går derhen, og finder en snekugle halvvejs begravet af sne. Jeg står først og ved ikke om jeg skal tage den op eller ej. Men hvor tit finder man lige en sneugle i skoven? Jeg tager den op i hænderne, og ser til min overraskelse at den ikke er som de sædvanlige snekugler. Der er hverken sne eller en julemand inde i den. I stedet ligger der noget sort snask i bunden af kuglen, og det eneste der er indeni er en skov, og noget der ligner et tårn. Noget sort snask har sat sig fast på siden inde i kuglen. Jeg ryster den og forsøger at få det sorte snask til at dale ned over tårnet som sne.

Jeg kan ikke huske at være blevet svimmel eller noget, men det næste øjeblik finder jeg mig selv liggende i sneen. Det er blevet mørkere omkring mig, og det går op for mig at jeg må have ligget her i flere timer. Jeg skal til at ryste kulden af mig, nærmest automatisk, da det går op for mig at jeg ikke fryser. Det er ikke koldt. Det er først der at jeg ser mig omkring. Jeg er ikke længere i den samme, velkendte skov. Jeg ligger ikke på sne. I stedet er der noget varmt, klistret under mig. Noget sort. Det går op for mig hvor jeg er…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...