All I want is you this christmas - 1D

Sophie Hørlyck er datter af Helene Hørlyck, One Directions vocal coach.
Det er endelig blevet jul og man skulle tro Sophie glædede sig som et lille barn til juleaften selvom hun er 17. Men det gør hun ikke. For 199 dage siden var hendes liv perfekt. Hun havde en dejlig lillesøster, dejlig storebror, dejlig far og mor som der var selveste One Directions vocal coach. Men for 198 dage siden fik hendes højt elskede far konstateret kræft. Han kæmpede i 91 dage men til sidst gav hans krop op. Sophie var knust ligesom resten af hendes familie og er stadig ikke kommet sig over sorgen. Sophies mor siger den eneste grund til hun boede i Danmark var på grund af Sophies far så hun vælger de skal flytte til London så hun også kan være tættere på sit arbejde. Harry, Louis, Liam, Niall og Zayn tager sig godt af dem og prøver at hjælpe dem så godt de kan. Men specielt en af dem hjælper Sophie ekstra meget.
*læsning på eget ansvar*

15Likes
5Kommentarer
1092Visninger
AA

3. 2. December

”Sooooophie”. Lyden vækker mig lige mens min drøm var bedst. Selvfølgelig. Det min mors stemme, så jeg må hellere se hvad der er galt siden hun vækker mig så tideligt om morgnen. Jeg tager mine hjemme futter på og går ud i gangen. Og der står de. Liam Payne, Louis Tomlinson, Zayn Malik, Niall Horan og Harry Styles. Jeg stirrer på dem og de stirrer ligeså meget på mig. Jeg har et par meget små natshorts og en slidt og gammel trøje på. Man kan ikke ligefrem sige jeg ser lækker ud.
Min mor kommer ud fra køknet og kigger forskrækket på mig. ”Er du ikke stået op endnu? Klokken er 2” siger hun alvorligt men griner alligevel lidt. Er klokken 2? Jeg føler klokken er 10 eller noget i den stil. Jeg kigger forskrækket på hende med storeøjne. ”Er klokken 2?” spørg jeg. De nikker alle sammen. ”Jamen hvorfor har du ikke vækket mig?” siger jeg anklagende og prøver at give min mor skylden. ”Det gjorde jeg også i morges inden jeg tog på arbejde. Men nu tog jeg arbejdet med hjem i stedet for” svare hun og peger på drengene. De er alle sammen lige ved at flække af grin. ”Hvad med Simon og Alice?”. Jeg bliver nød til at finde en undskyldning for at stå så sent op og give nogen skylden. ”Simon er i skole og jeg havde Alice med på arbejde så hun er også lige kommet hjem”. Alice kommer spurtende rundt om hjørnet inde fra stuen, lige hen til mig. Jeg giver min mor et fornærmet blik og sætter mig på hug foran Alice. Jeg kan ikke lade vær med at smile ved synet af hendes røde kinder og pjuskede bløde hår. ”Hej” siger jeg og kysser hende i panden. ”Hej” svare hun og kysser også mig i panden. Et lille fnis undslipper mine læber. Alice er stort set den eneste der har kunnet få mig til at grin det sidste stykke tid. Jeg aer hendes kind og løfter hende op og rejser mig. Jeg vender mig mod dem og ser at de alle sammen kigger på mig med et kærligt smil. Jeg rynker panden. ”Jeg går i bad” siger jeg langsomt og sætter Alice ned og vender mig mod mit værelse.

Jeg tager et hurtigt bad, tager et par stramme sorte jeans og en sweatshirt på, sætter mit hår op i en hestehale og ligger en let make-up. Jeg går ud i køknet og finder et æble som jeg kan spise til morgenmad. Nu skal i ikke tro jeg har anoreksi, jeg spiser bare ikke så meget til morgenmad.
Jeg går ind i stuen hvor de andre sidder og snakker. Jeg troede de skulle arbejde, men de sider bare og snakker. Jeg sætter mig på gulvet ved siden af Alice. Harry følger mig med øjnene. ”Nå, nu fik du endelig stået op. Er du sikker på du ikke lige skal ind og sove lidt længere?” spørg Louis. ”Haha” siger jeg ironisk men kan ikke lade være med at smile bare en lille smule. Han smiler stort tilbage. De kigger alle på mig og smiler. De bliver ved med at kigge. Jeg hæver det ene øjenbryn. ”Hvorfor stirre i på mig?”. De ryster på hovedet og griner og kigger væk. Undtagen Harry han kigger på mig i et par sekunder længere end de andre. ”Hey, vil i ikke med på Nandos og spise frokost?” spørg Niall. De andre sukker dybt. ”Mener du seriøst det?” spørg Zayn og griner. Hvorfor brokker de sig over han spørg om de vil med ud og spise frokost? Det er ved at være frokost tid og godt nok har jeg lige spist morgenmad men det var jo kun et æble. ”Jeg vil da gerne med” siger jeg. Nialls ansigt lyser op i triumf. ”Godt at vide at der da er nogle normale mennesker her som godt gider tage med på Nandos” siger han hoverende. Han rejser sig op fra sofaen og jeg rejser mig fra gulvet. ”Er der andre der skal med? Altså det kan kun blive sjovt når vi har Sophie med” siger han og ligger armen om mig. ”Kom nuuu! Ellers nyder jeg bare Sophies selskab alene”. ”Okay, jeg vil gerne med” siger Harry og rejser sig fra stolen. ”Okay jeg vil også gerne med” siger Zayn. Det ender med vi alle tager af sted undtagen min mor da hun bliver nød til at passe Alice.

Niall guider os hen til den nærmeste Nandos som han selvfølgelig godt ved hvor ligger. De andre drenge fortalte mig at Niall har en svaghed overfor Nandos og han mindst spiser der fire gange om ugen.

Jeg bestiller en salat mens de andre bestiller forskellige ting som burgere, kylling og wraps. De driller mig med jeg er en svagspiser fordi jeg kun bestiller en salat.
Vi snakker meget om Danmark og om mit liv i Danmark. Og jeg fortæller dem mange ting men de fleste ting har min mor sagt. Jeg gør alt hvad jeg kan for at undgå at snakke om min far og det respektere de og nævner ham ikke. Jeg er bange for at jeg vil bryde grædende sammen hvis vi begynder at snakke om ham. Det har jeg gjord alle de gange jeg har snakket om ham med andre og jeg vil ikke risikere det på en offentlig restaurant overfor tidens største popfænomen. 
De virker interesseret og jeg bliver ved og ved og ved med at snakke indtil jeg selv ligger mærke til at det bare er mig der snakker løs. ”Ej undskyld, det skal ikke kun handle om mig. Jeg vil også gerne lære jer at kende” siger jeg undskyldende. ”Hvad vil du da gerne vide” siger Liam. ”Øhmm…. Hvad laver i fortiden? Altså med musik?”. Der er fuldstændig stilhed. De kigger alle underligt på mig. Det er lige før jeg tror jeg har sagt noget forkert. ”Har Helene slet ikke sagt noget?” spørg Louis med store øjne. Jeg tager mig selv i at sidde og pille ved ketchup flasken der står på bordet. Jeg tager min hånd til mig da de nemt kunne tro jeg var nervøs ved at snakke med dem og det må de ikke tro. Jeg svare i stedet på spørgsmålet.
Jeg ryster på hovedet og kigger ned på min tomme tallerken. ”Nej. Vi snakker ikke rigtig om hendes arbejde. Vi snakker faktisk slet ikke så meget sammen siden min far….”. Jeg stopper mig selv og gør mit bedste for at holde tårerne tilbage. Jeg kigger ned på mine hænder så jeg slipper for at skulle kigge ind i deres bekymrede øjne. Der er stilhed i noget tid. Det når at blive akavet før Niall bryder den. ”Hey se det sner!” udbryder han og lyder som et lille barn. Jeg kigger for første gang ud af vinduet siden vi kom og ser det er helt mørk. Som i fuldstændig mørkt. Jeg kigger på min mobil og ser at klokken er ved at være lidt i otte. Jeg rejser mig hurtigt op og gir de andre et chok. ”Jeg bliver nød til at tage hjem”. Jeg tager min frakke på og snøre halstørklædet et par gangen om halsen. ”Ja vi må også se at komme hjem ad” siger Harry og smiler sødt til mig. De rejser sig alle og tager deres jakker på.
Vi går ud i vinter kulden og mørket. Og bliver omringet af den kolde og tørre luft. Jeg har selvfølgelig glemt at tage vanter med så jeg putter mine hænder i lommen. Heldigvis ligger Nandos ikke så langt fra vores lejlighed så jeg kan nok ikke nå at fryse fuldstændig til is. Og det er hyggeligt at gå i sneen.
Sneen ligger sig fint i mit brune lange hår. Jeg vender mit hoved mod himlen og lukker øjnene. Jeg får en masse snefnug i hovedet men det er en dejlig befriende følelse. De andre ser det og begynder at grine. Jeg kigger på dem og rækker tunge.
Jeg føler mig allerede gladere og lykkeligere af at være sammen med dem bare efter en dag. Det er lige før jeg er ved at tro på min mors ord når hun siger vi vil få det beder i London.

De giver mig alle et kram og et kys på kinden inden de lader mig gå ind af døren til vores lejlighed. Jeg fniser hvilket får dem til at fnise. ”Farvel Sophie!” råber de alle sammen i kor og vinker som om de var tre. ”Shhhhh!! Det kan være naboerne sover. Og Alice” siger jeg strengt men med et grin bag. De ligger en hånd for deres mund men bryder ud i latter. Jeg ryster på hovedet og lukker døren.
Jeg løber glad ind på mit værelse og finder mit nattøj – jeg har en svaghed for nattøj. Jeg får det hurtigt på og sat mit hår op i en hestehale.
Jeg går ind i stuen og finder min mor og Simon der ligger og dovner den foran fjernsynet. Jeg smider mig i en stol og gør det samme som dem – dovner den foran fjernsynet. ”Var det godt på Nandos?” spørg min mor. Jeg vender mig mod hende og nikker og smiler overbevisende. For det var godt. Og sjovt. Det er helt klart ikke sidste gang jeg er på Nandos med dem. Jeg smiler for mig selv og stirre stift på fjernsynet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...