All I want is you this christmas - 1D

Sophie Hørlyck er datter af Helene Hørlyck, One Directions vocal coach.
Det er endelig blevet jul og man skulle tro Sophie glædede sig som et lille barn til juleaften selvom hun er 17. Men det gør hun ikke. For 199 dage siden var hendes liv perfekt. Hun havde en dejlig lillesøster, dejlig storebror, dejlig far og mor som der var selveste One Directions vocal coach. Men for 198 dage siden fik hendes højt elskede far konstateret kræft. Han kæmpede i 91 dage men til sidst gav hans krop op. Sophie var knust ligesom resten af hendes familie og er stadig ikke kommet sig over sorgen. Sophies mor siger den eneste grund til hun boede i Danmark var på grund af Sophies far så hun vælger de skal flytte til London så hun også kan være tættere på sit arbejde. Harry, Louis, Liam, Niall og Zayn tager sig godt af dem og prøver at hjælpe dem så godt de kan. Men specielt en af dem hjælper Sophie ekstra meget.
*læsning på eget ansvar*

15Likes
5Kommentarer
1014Visninger
AA

2. 1 December

 

Kære far.
Nu er dagen kommet. Dagen jeg har frygtet i 107 dage. Siden den dag du gik bort. Vi skal flytte til London i dag. Jeg vil blive boende i Danmark. Jeg kommer til at savne dig helt forfærdeligt meget. Det kan ikke beskrives med ord så meget jeg kommer til at savne dig. Jeg kommer til at savne de efterhånden daglige breve jeg ligger, med alle mine følelser, på din grav. Det gir mig en trøstende fornemmelse. Det er lidt som om der er en der lytter til mig. Men når vi flytter til London kan jeg ikke komme forbi hver dag og fortælle dig alt. Jeg har talt med mor og plaget hende om at blive boende men hun siger du var den eneste grund til at hun boede i Danmark. Hun siger at vi bliver nød til at komme videre i vores liv. Jeg kan ikke forstå hvordan de ord kom ud af hendes mund. Jeg kan ikke komme videre i mit liv. Ikke uden dig ved min side. Jeg ved ikke hvordan jeg skal leve mit liv mere. Det er som om alt er sort. Jeg føler ikke jeg har en grund til at leve længere. Mor siger vi vil få det beder i London, vi vil få en ny start. Mor viser aldrig sin sorg. Hun begraver sin sorg i arbejde. Hun snakker hele i telefon med arbejdet. Hvis ikke det var for det lorte boyband vil vi blive boende i Danmark. Jeg ville ønske hun ikke var deres vocal coach. Så kunne det i det mindste også være jeg ville blive behandlet normalt i skolen. Alle prøver på at få mig til at skaffe autografer fra ’drengene’. Eww jeg hader ordet ’drengene’. Men de bliver sikkert det samme på den nye skole. Så sent som i dag, da jeg var ude at går tur med Alice, var der en der stoppede os og tiggede mig om en autograf. Men jeg er ikke klar til skole endnu og jeg kan ikke forstille mig at jeg nogensinde bliver det. Jeg savner de aftner vi havde ved spisebordet mens du prøvede på at forklare mig et matematik stykke i flere timer. Og jeg ved godt det irriterede dig synderligt meget når jeg spillede blondine. Som du altid sagde: ”hvordan kan det være du opføre dig som en blondine når du er brunette”. Det kommer du aldrig til at sige til mig igen. I dag er det præcis 198 dage siden du fik konstateret kræft. Hvorfor skulle den forbande kræft også tage lige præcis dit liv. Jeg stiller mig selv det spørgsmål hver evig eneste dag. Det er et million dollar question.
Far, jeg elsker dig. Det har jeg gjord i alle mine 17 år og det vil jeg altid gøre.

De kærligste hilsner, din Sophie.


Jeg folder brevet sammen og putter det ned i en konvolut. Jeg skriver ’Far’ med min fineste skrift på konvolutten og kysser den. Jeg rejser mig fra stolen og åbner døren på klem for at se om der er fri bane. Og det er der så jeg løber stille ned af gangen og ud i entreen. Jeg kigger mig trist omkring. Her er helt tomt. Alle vores møbler er enten i London, blevet solgt eller blevet smidt ud. Det eneste der står tilbage er et par stole og min fars gamle stol. Der er ingen der har siddet i stolen siden. Ikke engang min storebror Simon som nu er manden i huset. Jeg er lige ved at begynde at græde, men kommer så i tanke om hvad jeg var i gange med.
Jeg tager min vinter jakke på og sætter mig på gulvet for at binde mine sko. Jeg skal lige til at åbne døren da min mors stemme stopper mig. ”Sophie, hvad skal du? Vi køre snart”. Jeg vender mig om og kigger lige ind i Helene Hørlycks, One Directions vocal coach, øjne. Også kaldt, mor. Hun kigger trist og bekymret på mig. Jeg kigger ned på brevet i mine hænder. Jeg skal lige til at stikke hende en eller anden hvid løgn da hun siger ”skynd dig”. Jeg kigger op på hende. Hun kigger på mig med sorg i øjnene. Hun har set brevet og har regnet ud hvad det er jeg skal. Jeg fremtvinger et lille svagt smil og går over til hende og giver hende et kram. Hun ligger sine arme om mig og holder mig tæt og stramt ind til hendes krop.

Jeg bliver helt overasket da jeg går ud af døren og ser de fine hvide snefnug dækker asfalten. Det er den første december i dag så jeg kan ikke lade vær med at smile lidt og komme i jule stemning. Min højt elskede lillesøster, Alice, på 5 år har bagt alle mulige forskellige julekager som hun har forsøgt at proppe i mig. Hun ved ikke rigtig hvad der er sket. Hun kan ikke forstå det. Hun spørg tit min mor hvor far er men hun sætter altid mig på den svære opgave at skulle fortælle det. Jeg siger til hende at far er taget på en rejse og han ikke vil komme hjem foreløbig. Men en dag vil vi komme til ham. At han har det godt og ikke er i smerter. Jeg prøver så godt jeg kan at holde tårerne tilbage når jeg forklare det men det ender altid med hun kravler hen til mig og holder om mig indtil jeg ikke græder mere. Jeg frygter den dag hun er blevet gammel nok og forstår at far er…. død.

Da jeg går ned af min vej på vej til kirkegården er der en masse mennesker der er ude med hele familien. På vej til kælkebakken, ude at sætte julelys op eller ude at lege snebold kamp. De ved alle hvem jeg er og ved hvad der er sket i min familie. Jeg får øjenkontakt med er par stykker som sender mig et medfølende smil. Jeg sender dem et falsk smil tilbage. Jeg ved godt at de er ligeglad med hvordan jeg har det. At min fars død kun kort har strejfet deres tanker. De tænker bare: ”så kom dog videre i livet pige!”.  Jeg væmmes helt ved tanken om at komme videre i livet. Jeg sætter tempoet op da mor sagde jeg skulle skynde mig.

 

Jeg finder hurtigt min fars grav. Den ser ud som den plejer bortset fra den er dækket af et lag sne. Jeg visker gravstenen ren for sne med mine handsker. ”Jens Hørlyck Nielsen. Vores elskede far og mand, du vil aldrig blive glemt. 1967-2012”. Det stod der på gravsten. Jeg havde været med til at vælge det men jeg kunne ikke tænke kreativt da vi skulle vælge så det blev til noget rimelig klassisk. Men det kom fra hjertet og vi mente hvert et ord.
Jeg ligger brevet op af gravstenen og hvisker: ”Farvel, farmand”.  Jeg vender mig om og begynder at gå. Tårerne begynder at trille ned af mine kinder og jeg sætter i løb. Tusinder af tanker flyver gennem mit hoved.  Jeg kan ikke holde styr på dem. Jeg ved ikke hvad jeg tænker de er der bare. Jeg kan ikke tænke klart. Tårerne bliver ved med at strømme ned af mine kinder. Jeg sætter tempoet op og løber af alle mine fulde kræfter.

Inden jeg ved af det vælter jeg ind af hovedøren. Mine ben bliver som gele og jeg falder om på gulvet. Min mor kommer ud i entreen med Alice over armen og kigger forskrækket på mig. Hun kigger afventende på mig men jeg siger ikke noget. Et fnis undslipper mine læber. Jeg bliver helt overasket. Jeg ved ikke hvordan jeg fik et fnis ud af min mund. Mor kigger på mig som om jeg er skør. ”Gider du give Alice flyverdragt på så ringer jeg efter en taxa?”. Jeg nikker og rejser mig fra gulvet. Jeg tager Alice ud af mors arme og over i mine.

Jeg når lige at få Alices støvler bundet og give hende vanter på inden taxaen holder ude på vejen. Simon kommer ud i entreen for at tage overtøj på så han kan hjælpe taxachaufføren med at pakke. Jeg må indrømme han ser ret charmerende ud. Han har mørt hår som mig som han har sat pjusket med gele. Mandel brune øjne mens jeg som den eneste i familien har grønne øjne. En tank top med en åben abercrombie skjorte over og et par cowboybukser. Han er også meget muskuløs og stærk. Han er helt klart også en af de sødeste og flinkeste fyre jeg længe har mødt. Han må være ret attraktiv over for det modsatte køn. Ikke fordi det skal lyde forkert. Jeg kunne ham ikke på den måde. Jeg indrømmer bare jeg har en lækker og god storebror.
”Hej stump” siger han og aer Alice på håret. ”Hej” svare hun glad og energisk hvilket får os begge til at grine.

På vej i taxaen bliver der ikke sagt så meget. Min mor udveksler nogle korte bemærkninger med chaufføren. Simon og jeg leger lidt med Alice og får hende til at grine.
 
Vi får hurtigt tjekket ind da min mor ret tit er ude at rejse med One Direction. One Direction….. Jeg har mødt dem nogle gange og det var ikke fordi de havde gjord et stort indtryk på mig. De var vel søde nok og jeg kom nok også til at hænge lidt mere ud med dem da vores lejlighed ikke ligger så langt fra deres. Og det er også de eneste jeg er sikre på ikke vil tigge om autografer og ikke vil være venner med mig kun fordi jeg kende One Direction personligt.

Lufthavnen er fint pyntet op med en masse julepynt. Alice laver store øjne og kigger sig nysgerigt omkring. ”Jeg skal lige på toilettet så kunne i ikke lige blive i det her område så jeg kan finde jer igen?” siger min mor og ligger sin taske i den vogn Simon køre. Jeg nikker og mor vender sig om mod toilettet. Jeg tager Alice op så jeg er helt sikker på hun ikke stikker af fordi hun ser et eller andet julepynt hun vil røre ved. ”Hvad var det du skulle lige inden vi kørte?”. Jeg vender mig om og ser at det er Simon der spørg. ”Jeg… øhmm…..” jeg får våde øjne. Jeg gør alt for at undgå øjnekontakt men selvfølgelig fanger han mine øjne. ”Jeg havde bare brug for at sige en sidste farvel til far” siger jeg til sidst. En lille tåre triller ned af min kind. Simon trækker mig ind i hans favn. Jeg lader et par tårer trille ned af min kind mens Simon holder om mig. Alice kigger forvirret på os. Hun sidder stadig i mine arme. Hun ved ikke helt hvad hun skal gøre af sig selv og smider til sidst armene om os begge. Simon og jeg begynder begge at grine. Jeg løsner mig fra Simons arme og tørrer tårerne væk. Han kigger stadig på mig og aer min kind.
Min mor kommer hen til os og ligger hånden på min ryg. ”Harry har lige ringet. Han henter os i lufthavnen” siger hun og kigger fra mig og over på Simon. Harry Styles. One Directions yngste medlem. Også den der havde gjord det største indtryk på mig de gange jeg har mødt dem. Han virker som en meget sød fyr.
Mig og Simon nikker begge og smiler.

Alice og jeg sidder ved siden af hinanden og mor og Simon sidder lige bag os. Jeg spænder Alices sele og derefter min. Alice sidder ved vinduet men jeg kan sagtens kigge over hendes hoved. Jeg kigger ud på Danmark. Nok for sidste gang i år. Jeg har ikke rigtig nogen jeg kommer til at savne her i Danmark. Selvfølgelig min farmor og farfar og mormor og morfar men ikke rigtig andre. Jeg havde en gang en bedste veninde. Vi havde været venner hele vores liv også inden min mor blev kendt. Men da min far døde var vi aldrig sammen. Hun prøvede at skrive og ringe men jeg afviste hende. Til sidst gav hun op og vi stoppede med at være veninder. Hvilket er forståligt nok da jeg blev ved med at afvise hende. Men jeg savnede hende stadig. Jeg ville ønske jeg ikke havde afvist hende på den måde og nu mistet hende.
Jeg får et chok da motoren starter og flyet letter.

Flyveturen her over tog ikke så lang tid og jeg sov det meste af tiden eller legede med Alice.
Nu står vi og venter på vores bagage skal komme på bagage båndet. Min kuffert er den første der kommer. Så kommer mors. Så Alices. Og Simons kuffert kommer som den allersidste. Simon tager min kuffert og jeg tager Alice op og lader hende sove i mine arme.
Vi går ud ved indgangen og kigger efter Harry. Og der står han. Han står sammen med en fan og får taget et biled. Fanen får en autograf og et kram og går sin vej. Han kigger sig forvirret rundt indtil han ser os. Han lyser en smule op og smiler medfølende. Og denne gang ser det ikke fake ud. Det ser ud som om han mener det. Men han er kendt han har sikkert lært at lyve og spille skuespil.
Han går lige i armene på min mor og giver hende et langt kram. Han trækker sig lidt væk og kigger i hendes øjne. Han aer blidt hendes kind og går videre til Simon. Harry og Simon er cirka samme højde men Simon er mere bred skuldret. Harry giver alligevel Simon et akavet kram. Det er noget af det sjoveste jeg længe har set. Jeg er lige ved at begynde at grine men bliver stoppet da Harry kommer hen til mig med åbne arme. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre men Harry trækker mig ind i hans favn. Han er dejlig varm og dufter dejligt. Det er helt sikkert ikke mig der trækker sig først.
Det er lige før jeg tror at Harry aldrig nogensinde har tænkt sig at trække sig men gør det til sidst. Han kigger dybt ind i mine øjne og siger: ”Jeg er virkelig ked af hvad der er sket”. Jeg nikker og går så et skridt tilbage. Hans øjne flytter sig fra mig til Alice. Hun ligger sovende i mine arme. Hans mundviger bøjer en smule op af. ”Når skal vi ikke se at komme af sted?” siger min mor og kigger på os med et hævet øjenbryn. Vi nikker alle sammen og går ud mod Harrys bil.

Bilen stopper uden foran vores nye lejlighed. Jeg har kun været i London en gang siden min mor besluttede sig for at vi skulle flytte og det var for at se lejligheden.
De andre stiger ud af bilen men jeg bliver siddende og kigger ud af vinduet. Jeg har ikke lyst til det her. Jeg savner allerede Danmark og det er kun 2 timer siden jeg var der. Men jeg allerede hjemve og føler en trang til bare at stige ud af bilen og bare løbe derud af indtil jeg var i Danmark igen. Det er selvfølgelig umuligt at løbe til Danamark men det er også umuligt at leve uden en far.
Jeg får et chok da bildøren bliver åbnet og Harrys øjne kigger bekymret på mig. ”Skal du ikke med op” spørg han undrende. Jeg bider mig i læben og nikker. Jeg stiger ud af bilen og lukker døren. Jeg står et øjeblik og bare kigger op af bygningen. Det her er mit nye hjem. Det sted hvor min mor siger vi skal få en ny start og bare komme videre i vores liv.
Jeg får endnu et chok, da Harry ligger hånden på min arm, og hopper et skridt tilbage. ”Undskyld” siger han. Jeg kigger på ham og prøver alt hvad jeg kan for bare at fremtvinge et lille smil. Jeg går forbi ham og ind af døren til bygningen. Harry er lige i hælene på mig. ”Det er her” siger han og peger ind af en åben dør. Det er lidt pinligt han ved beder end mig hvor vi bor. Jeg går ind af døren. De fleste af de møbler vi havde i det gamle hus er her. Min mor er godt i gang med at indrette stuen og Simon tømmer flyttekasser i køknet. Jeg går ind på Alices værelse og kigger ned i den lille seng. Jeg aer hendes kind og kysser hende i panden. Jeg beundrer hende i nogle minutter men vender mig til sidst mod døren. Jeg lukker den så forsigtigt jeg kan så jeg ikke vækker hende.
Jeg får et chok da jeg ser Harry står lige bag mig. Jeg hopper et skridt tilbage og ligger hånden på mit hjerte som gallopper af sted. ”Undskyld. Jeg ved ikke hvorfor jeg hele tiden skræmmer dig” siger han med et grin. Jeg viser et lille smil men det vare ikke længe før det er væk igen. ”Jeg ville bare lige sige farvel”. Han smiler et lille skævt smil. Jeg nikker og prøver at undgå øjenkontakt. Jeg ved ikke hvorfor men det her er virkelig akavet. Jeg har jo mødt ham før og snakket meget med ham.
Han trækker mig ind i et kram. Jeg skal lige til at trække mig væk fra ham da det bare vil gøre det endnu mere akavet men det kan jeg ikke når først han har lagt armene om mig. Jeg føler mig tryk. En følelse jeg ikke har følt i lang tid. Han dufter dejligt og er dejlig varm. Han trækker sig væk fra mig og går over til døren. Han står i døråbningen og kigger på mig. ”Farvel” er det sidste han siger inden han lukker døren efter sig.

Der står en masse flyttekasser inde på mit værelse men også et skrivebord, en seng, en stol og nogen hylder på væggene. Også har jeg også et walkin closet. Jeg finder en af flyttekasserne jeg har tøj i og fisker mit nattøj op. Jeg finder hurtigt min tandbørste og går ud på mit badeværelse for at gøre mig klar til natten. Det er nok en af de eneste gode ting ved at have flyttet til London- jeg har mit eget badeværelse og walkin closet.

Jeg er taknemlig da jeg endelig kan krybe under dynen og lukke mine øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...