Christmas Wishes ♦ One Direction.

✻ Julen nærmer sig, og sneen putter sig tæt omkring os. Den eneste i familien Horan som ikke glæder sig, er den seksten årige Lucy. Hun er ved at være træt af at være Niall Horan, ham fra One Direction's lillesøster. Niall har mange gange prøvet at komme i kontakt med hende, men uden held. Det hele ændre sig dog, da det pludselig banker på døren. Udenfor står fem drenge, og det er skam ikke hvilke som helst drenge. Niall prøver at hvad han kan for at snakke med Lucy, men hun ignorer ham som pesten. Derfor vælger drengene at hjælpe Niall. De tvinger Lucy med tilbage til London, hvor hun skal bo hele December måned. Heldigvis får hun lov til at tage sin bedsteveninde, Morgan med. Men hvad sker der så når begge piger falder for den samme dreng? Og vil Lucy mon nogensinde tilgive Niall? Dette bliver en måned med, kærlighed, sorg, og venskab. ✻

15Likes
4Kommentarer
782Visninger
AA

2. 1. December ✻ "Hvor er det godt at se dig igen, Lucy,"

Der er blevet skrevet mere på dette kapitel, da jeg mente det var lidt for kort, så håber det er okay med jer.

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

"Lucy, det er den første december!" Jeg vendte mit hoved mod min lillebror Nick, og lavede så himmelvendte øjne. Han stod foran min seng, med sin alt for store røde julehue, på sit lille hoved.

Seriøst, jeg er ved at være træt af julen. Alle snakker om den uafbrudt, og jeg er ved at blive godt syg af det. Det bliver jo ikke bedre når man hele tiden bliver ringet op af et ukendt nummer, og hvis man tager den, får man sprunget sine trommehinder. Mange tak, Niall.

Jeg trådte dovent op af min seng, mens mit blik famlede rundt på mit totalt rodede værelse. "What?" Mit blik faldt hen på min kalender, som vidst havde fået besøg af Nick. Faktisk var jeg lidt ligeglad med han havde åbnet den, men han skulle ikke fandme spise min chokolade.

"Nick, du skylder mig en ny kalender," sagde jeg med mine arme på kors. Han vendte hurtigt blikket på mig, man kunne tydeligvis se han så nervøs ud. "Nej!" Råbte han, og rystede på sit hoved.

Før jeg fik set mig om, var han løbet ud af min dør, og ned af trappen. Jeg valgte bare at gå ud på badeværelse, hvor jeg fik sat mit hår. "Lucy, skynd dig lidt!" Vrissede min far af mig.

"Jaja!" Sukkede jeg, og fik lagt et tyndt lag makeup. Jeg gik så hen og låste døren op, hvorefter jeg gik forbi min far, og mod trappen. Han måtte leve med piger bruger over et kvarter på toilettet om morgen.

Jeg lod min hånd glide ned af det lange gelænder, hvorefter jeg gik hen mod det firkantede bord. ”Godmorgen, min skat,” sagde min mor, med et smil på læben. Seriøst, jeg hader virkelig når hun kalder mig skat.

Pludselig ringede min telefon, og skærmen lyste op. ”Niall,” mumlede jeg, og slukkede så hurtigt telefonen. Hvorfor kan han ikke bare fatte, at jeg ikke gider i kontakt med ham?

”Hvem var det?” Jeg vendte mit blik mod min mor, og blev så en smule nervøs. Hvis hun vidste hvem det var, ville hun sikkert tvinge mig til at snakke med ham. ”Ehm, det var hemmeligt nummer,” løj jeg.

Jeg tog stille noget cornflakes, på min tallerken, og derefter noget sukker. Man kan seriøst ikke spise cornflakes, uden sukker. Jeg smilede for mig selv, og hældte så en smule mælk på.

”Jeg tænkte på om vi ikke skulle jule i dag?” Spurgte min mor, og så skiftevis rundt på os alle. Jeg valgte bare at ryste på hovedet, hvorefter jeg skovlede resten af mine cornflakes i min mund.

Mit blik faldt hen på køkkenvinduet, hvor der havde lagt sig et tyndt lag sne. ”Mor, det har sneet i nat!” Råbte Nick, og satte sig op på et af køkkenbordene. Jeg lavede bare himmelvendte øjne, og rejste mig så fra bordet.

Pludselig kom der nogle bank fra døren, og som normalt var det Nick der åbnede. Jeg kunne ikke rigtigt se hvem det var, så jeg begyndte stille at gå imod døren.

Der stod jeg, nærmest stivnet foran døren. ”Lucy!” Hurtigt var Niall henne ved mig, og gav mig et knus. Hvad fanden lavede han her? Jeg så igen mod døren, hvor resten af bandet stod. Det er bare løgn..

”Lucy?” Spurgte Niall en smule forvirret. Så tror han bare han kan komme, og tro jeg vil tilgive ham med det samme. Der kan jeg svare ham med det samme, nej.

Jeg vendte mig hurtigt om, og gik så med tunge skridt op af trappen. Jeg orkede ham seriøst ikke, han har ødelagt mit liv. Jeg gik så ind på mit værelse, og smækkede døren hårdt i.

Inden jeg fik set mig om, var Liam i døren. Han sendte mig som sædvanligt et venligt smil, og derefter et hurtigt knus. "Hvor er det godt at se dig igen, Lucy," sagde han med et smil på læben. Kunne han ikke bare gå sin vej?

"Hvor er min yndlings pige?" Spurgte Louis, som også var kommet op. Han var altid så sød, ligesom Liam. "Hvor skulle jeg vide det fra?" Spurgte jeg fraværende.

De lavede begge store øjne, og gik så stille hen mod mig. "Hun snakkede!" Udbrød Louis, og tog fat om mine skuldre. Åh, Louis, hvor er du bare sjovt, var?

Vi valgte alle sammen at gå ned i stuen igen, hvor Niall stod og snakkede med mor. Vent, hvad? Jeg blev et øjeblik nervøs, og trådte så et skridt tilbage, hvor jeg åbenbart stødte ind i en person.

"Undskyld," mumlede jeg lavt, og vendte mig om. Nogle grønne øjne kiggede direkte ind i mine. "Lucy,” sagde Niall glad." Du snakker jo,” hvorfor var han så glad? Jeg snakkede til Harry, ikke ham.

Harry og jeg havde stadig øjenkontakt, men jeg flyttede så mit hen mod min mor. Hun sendte mig et fortvivlet blik, han har bare ikke sagt det. Jeg bed mig nervøst i underlæben, og begyndte så at gå mod hende.

"Hvad er der galt med dig, Lucy?" Hun tog blidt fat om min arm, og nussede den blidt. Mit eneste problem er Niall, kunne han ikke bare gå?

"Ikke noget," svarede jeg, og smilede så stille. Det var tydeligvis falsk, men intet kunne gøre mig glad lige nu. 

Pludselig var der en der tog fat om min arm, og trak mig med ind i køkkenet. Jeg blikket mod de grønne øjne, som tilhørte Harry. "Lucy," han trak mig en smule tættere på ham, så jeg kunne mærke hans åndedræt mod min kind.

Han fjernede en tot hår fra min pande, og smiler skævt. "Det er lang tid siden," mumlede han. Jeg ved ikke hvorfor men jeg har altid haft en lille svaghed for Harry, hans blide øjne, og de dejlige brune krøller.

"Niall, vil gerne have dig med tilbage til London," sagde han, med et smil på hans læber. Endnu et øjeblik, hvor jeg kort stivnede. Seriøst, mig, med til London, forget it.

"Aldrig i livet," mumlede jeg, og trak mig stille fra ham. Hvorfor skulle han være så pokkers charmerende, hele tiden. Han sukkede, og begyndte stille at kærtegne min kind.

"Du kunne tage en veninde med?" I et kort øjeblik overvejede jeg at sige nej, men der var et eller andet der holdt mig tilbage. Jeg bed mig i underlæben, og nikkede usikkert. Morgan kunne vel tage med mig, hun elsker dem jo.

Hans smil blev pludselig større, og hurtigt var han ude i stuen, og henne ved Niall. Jeg fik hurtigt trukket min iPhone op af lommen, og indtastede så Morgans nummer, hvilket jeg kun udenad.

"Vi skal til London, imorgen," sagde jeg smilende. Der gik nok et øjeblik, også begyndte hun at skrige, hvilket var ved at få mine trommehinder til at springe. "Seriøst!" Skreg hun nærmest.

Jeg så kiggede kort mod stuen, og bed mig så i underlæben. "Sammen med drengene," sagde jeg, og fjernede så telefonen fra mit øre. Der lød et svagt skrig, hvilket bare fik mig til at le.

Vi fik så aftalt tid, og derefter lagde jeg så på. Det var vildt, mig og Morgan skulle til London sammen. Der var dog et men, drengene skulle holde øje med os. Men regler er jo til for at brydes, ikke?

 

♦ ♦

 

 

Det var allerede ved at være sent om, og jeg havde faktisk allerede pakket de fleste af mine ting. Dog kunne jeg ikke finde min iPhone, som jeg næsten altid har på mig. Derfor valgte jeg at stille mig midt på trappen, mens jeg så lidt rundt i gangen. Ingen iPhone.

"Mor, har du set min iPhone?" Spurgte jeg lavt. Hun kneb øjnene sammen, og trak så på skulderne. "Har du allerede smidt den væk, skat?" Hun sagde køkkenkniven fra sig, og lagde sine arme på kors. Der må være en der har taget den, og jeg var næsten sikker på hvem.

"Nick, kom med min mobil," mumlede jeg, og rakte forsigtigt min hånd frem. Han er ikke så gammel endnu, og han forstår ikke helt hvad forskellen på en mobil, og en iPhone, så ja.

Han rystede ivrigt på hovedet, og pegede så på Harry, og Louis. Nu håber jeg virkelig jeg har sat lås på, for jeg har faktisk nogle private ting på den. "Harry, Louis.." Mumlede jeg, og hævede et øjenbryn.

"Søde Lucy?" Svarede Louis, med et følgende grin. De rejste sig begge, og gik så om bag sofaen. "Kom med min iPhone," sagde jeg, og rakte hånden frem. De forventer ikke, jeg skal til at løbe, vel?

"Så kom og hent den," grinede Harry hæst, mens han stille viftede med min iPhone. Selvfølgelig, så skal jeg løbe for at få den. Jeg satte hurtigt i fart mod Harry, men hurtigt havde han kastede den hen til Louis, hvis de smadre den..

Efter nok ti minutter havde jeg givet op. ”Så er der mad!” Råbte min mor gennem stuen. Før jeg fik set mig om, var Louis og Harry løbet derud, og havde efterladt mig i stuen, idioter.

Da jeg havde sat mig hørte jeg pludselig en lav fnisen, fra Louis og Harry. Jeg er virkelig ikke i humør til deres jokes, eller vittigheder, lige nu. Så jeg fik øst nogle kartofler, og derefter noget brun sovs, på min tallerken.

”Undskyld,” mumlede Louis, og lagde så min telefon på bordet. Åh hvor er du bare sød Louis, og selvfølgelig er du tilgivet, ironisk ment. Jeg valgte at smile mod ham, og igen var det falskt.

Jeg tog stille min iPhone op, og tændte den så. Det er bare løgn, de har vært inde og glo mine beskeder. Jeg så hen mod dem begge, og efter som jeg sad ved siden af Harry, fik han et slag på armen.

”Lucy!” Råbte min mor, og rejste sig halvt op. Hun hentydede sikkert, til da jeg slog ham, men hallo, han fortjente det altså. ”Hvad?” Mumlede jeg, og hævede et øjenbryn.

De skulle ikke slippe levende fra at tage min telefon, og se mine beskeder! Men for min mors skyld, lod jeg dem overleve, indtil vi skulle til London. ”Tak for mad,” sagde jeg, og rejste mig så fra bordet.

Jeg gik hurtigt op af trapperne, og ind mod mit værelse. Hurtigt fik jeg smidt min Mac book på min seng, og derefter fik jeg selv samme tur.

Pludselig lød der en svag banken fra min dør, og hurtigt faldt mit blik hen på Zayn. ”Hvad så, Lucy?” Sagde han smilende, og satte sig så ved min side. Er jeg den eneste der synes Zayn, er Gude lækker?

”Ehm, jeg er bare på twitter,” svarede jeg, og gengældte hurtigt hans smil. Han begyndte stille at nusse min skulder, mens han havde blikket på min skræm. Okay, så siger vi tak til Zayn Malik, farvel.

”Glæder du dig til i morgen?” Jeg kunne nærmest mærke hans åndedræt i min nakke, hvilket bare fik mig til at gyse, på den gode måde. Hvorfor skulle han ligesom Harry, være så pokkers charmerende?

Jeg valgte bare at nikke svagt, hvorefter jeg skrev en twitter besked til Morgan. Selvfølgelig skulle hun skrive at vi skulle til London med drengene i morgen, intet privat liv.

”Lucy, der er julekalender!” Råbte Nick, mens han løb hen imod mig. Seriøst, jeg er ikke fem år gammel længere, Nick. Så jeg valgte bare at himle med øjnene, hvorefter jeg lukkede min computer.

Pludselig tog Zayn fat om min hånd, og der bredte sig en dejlig varm følelse i min krop. Det fik mine kinder til at blusse helt op, hvilket jeg fandt meget pinligt.

Jeg valgte så at sætte mig ved siden af Harry, hvorefter Zayn satte sig ved siden af. Harry vendte hurtigt blikket mod mig, og smilede så bredt.

Han lagde pludselig en hånd på mit lår, og begyndte blidt at kærtegne det. Er det meningen han vil have mig til at besvime, eller hvad? Jeg så hurtigt hen mod ham, og tog så fat om hans håndled.

Sådan sad vi et stykke tid inden jeg slap grebet om hans håndled, og rakte ud efter slikskålen. ”Spis nu ikke det hele,” sagde Niall, mens han lavt begyndte at le. Hvor er du bare sjov, ha-ha.

Da det endelig var færdigt, smuttede jeg hurtigt ud på toilettet, hvor jeg låste døren. Jeg tændte så for bruseren, og begyndte stille at trække mit tøj af. ”Lucy, må jeg lige få Nicks tandbørste?” Råbte min mor, og bankede svagt på døren.

Jeg tog hurtigt et håndklæde om min krop, og gik så hen vasken hvor jeg fandt hans tandbørste. Jeg åbnede stille døren, og rakte hende så tandbørsten. Hun valgte bare at smile, og derefter lukkede jeg så døren igen.

Efter lidt tid gik jeg så ind i bruseren, og åndede så lettede op. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver bare mere rolig når jeg er i bad. De mange vanddråber der stille glider ned af min ryg, og ned på det varme gulv.

Da jeg så endelig var færdig, rakte jeg ud efter mit håndklæde, dog til min store overraskelse fik jeg ikke fat i noget. Jeg undrede mig et kort øjeblik, men rettede så blikket mod Louis som stod og svingede med det.

”Hva, giver du ikke et strip show, Lucy?” Grinede han, og gik et skridt tættere på. Hvorfor fanden kunne han ikke bare lade mig være, jeg orker ikke hans irriterende jokes. ”Kom med det,” mumlede jeg irriteret.

Heldigvis gav han mig det så til sidst, hvorefter han hurtigt smuttede ud af døren. Jeg skyndte mig hurtigt at bakke det rundt om min krop, hvorefter jeg gik hen og låste døren.

”Hvad er det der tager så lang tid!” Udbrød min mor, og bankede denne gang hårdt på døren. Jeg valgte bare at ignorer hende, og derefter begyndte jeg så at føntørre mine lange lyse hår.

Jeg smed så mit håndklæde, og tog så noget undertøj på. Hurtigt fik jeg børstet mine tænder, hvorefter jeg smuttede ud af døren. ”Endelig,” sagde Niall, og gik smilende mod døren. Så lang tid tog det vel ikke.

Da jeg var kommet ind på mit værelse, trak jeg hurtigt en lidt for stor trøje over mit hoved. ”Godnat,” mumlede Liam. Hvad er det for noget at forskrække en pige, og jeg mener det. Han gav mig virkelig et chok.

”Godnat,” svarede jeg, og lagde mig så stille i min seng. Der gik ikke lang tid før jeg fik lukket mine øjne i, og faldt så i søvn.

 

 

                                                 

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Det var så det første kapitel i Christmas Wishes.

Det tog sin tid at skrive dette kapitel, dog blev det ret kort. Mange gange undskyld for det, håber jeg kan tilgives. Hvordan tror i det kommer til at gå, når de skal til London? Gældelig december!

Knuuus fra Freja T.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...