Die In You Arms. ♥ - [ JB ]

Så vil jeg prøve at skrive min aller første fan-fiction nogensinde..

Justin Bieber er utrolig mange pigers drømmeprins. Men han er blevet syg, dødelig syg. Justin har fået cancer, lige så stille begynder sygdommen at tage hans vilje, mod og kræfter fra ham. Det knuser rigtig mange belieber at se deres største idol falde sammen - og de fleste er rædselslagne for at han skulle gå hen og dø. Det er han også selv men det kan han selvf. ikke indrømme.. - Til hans ugentlige behandlinger hos nogen af verdens bedste kemo teraputer møder han en rigtig sød syge plejske.

Vil Justin kunne kæmpe imod alle ods? hvad vil der ske med hans beliebers?

Denne historie er skrevet ud fra Justin og Alexandra's ( sygeplejsken. ) synsvinkel.
- Håber i kan lide den! ♥

4Likes
6Kommentarer
665Visninger
AA

5. Sygdommen tager fat.

Justin's Synsvinkel:

Hospitalet er ikke som man tror, da det er et hospital for kræftpatienter, da fleste af patienterne er her næsten hver dag,  er det 'ud smykket' som et hjem. Væggene er forskellige afslappende farver, side pladserne er små gruppe pladser der består i to sofaer og 1 stol. Da jeg skulle herhen første gang var jeg bange, mere bange end jeg kunne beskrive, jeg forstillede mig at jeg, ligeså snart jeg kom ind, ville se døden i øjnene, men sådan forholdte det sig heldigvis ikke.. 

Og så mødte jeg hende, jeg har og vil sikkert heller aldrig komme til at se noget smukkere. Alexandra hedder hun, og hun er afdelings sygeplejerske. Hospitalet jeg er på er utrolig dyrt, da lægerne er nogen af verdens førende Kemo teraputer, man kunne prisen på deres uniformer, sygeplejerskerne bar mørke røde uniformer med hvide lommer og bånd - og den uniform klædte virkelg Alexandra. Hun kom over til mig og smilede sit dybt professionelle smil ,, Hej Justin, jeg hedder Alexandra - og jeg skal være din sygeplejerske, mit job vil være at vise dig rundt her på Hospitalet, og føre dig til de forskellige afdelinger. " 
,, Hvor gammel er du? " røg det ud af min store kæft, et lille skælmsk smil viste sig på hendes velformede læber, ,, Jeg er 18 - jeg er forholdsvis i dette arbejde. " jeg nikke bare måbende, var hun kun 18? 

,, Vær venlig at komme med mig. " hun vendte sig om og begyndte at gå ned af gangen, jeg fulgte stille med hende, jeg havde en fantastisk mulighed for at tjekke hendes endnu mere fantastiske røv ud, den uniform gjorde som sagt ikke noget dårligt for hendes krop, og stoffet lagde sig blødt over hendes lille runde røv, så hvergang hun tog et skridt kunne man se hver bevægelse den fortog sig, * Forsatan! den røv flirter jo med mig? * jeg smilede lidt af min egen 'joke', jeg havde en dårlig vane med at smile og sågar nogle gange grine højlydt af mine egne tanker, og det var ikke alle mennesker der synes det var helt normalt.

For at beskrive Alexandra kort kan jeg fortælle at hun har et stort krøllet hår som hun har farvet dyb behagelig rød, hun har grønne øjne med brune pletter, hendes læber er meget lyse, hun har et sødt smil, en af hendes tænder er lidt længere end de andre og det gør hende unik. Jeg vil skyde på hun var 1,68/1,69 cm i højde, hun var ikke tynd, men heller ikke tyk, hun var en smule buttet - men på en ubeskrivelig sexet måde, hendes overflødige kilo sad de helt perfekte måde, hendes hofter var fint detaljeret, hendes bryster så, ud fra det jeg kunne se, runde og bløde ud, jeg kunne ikke beskrive hende på andre måde end utrolig smuk. Uf...... Jeg stoppede op da jeg næsten var ved at støde op i hende fordi hun var stoppet ude foran en dør, 'Dr. Jason Smith' Hmmm, det lød da ret fornemt, jeg vendte mig om imod min mor og hun nikkede let, Alexandra bankede på og åbnede døren da der lød et svagt "kom ind" derinde fra, jeg trådte ind i lokalet og det første jeg fik øje på var et billede der forstillede et barn der græd - ,, Goddag Justin, jeg hedder Jason! " Doktoren greb min hånd og rystede den let og kort inden han slap den ,, Sæt dig ned, det første møde skal bare være et oplysnings møde " jeg nikkede, jeg satte mig i den varme bløde stol og var næsten sikker på der lige havde sat nogen her før mig.

Da vi var færdige med mødet sagde jeg tak og forlod hurtig kontoret, jeg synes det var så surrealistisk, lægen havde informeret mig om min form for Cancer og den lød langt mere dødbringende og skræmmende end jeg havde troet for fra starten af, da vi forlod bygningen tænkte jeg på Alexandra igen - Vi skulle nok få det rigtigt hyggeligt, nu hvor jeg var fast patient.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...