My little black book (1D)

Summer er lykkelig, da hun officielt bliver Niall Horans kæreste. Det hele virker perfekt, men da hun finder ud af, at hendes lille sorte bog er forsvundet, spredes en panik pludselig. Hun brugte bogen, før hun blev Nialls kæreste, som en leg, hvor hun skrev sine scoringer og deres præsentation ned. Det bliver først rigtig alvorligt, da Summer begynder at modtage trusselbreve, der truer med at offentliggøre hendes bog. Det ville måske ikke være det største problem, hvis ikke det var fordi der i bogens sidste side står et navn, som er Summers største hemmelighed. Et navn som kunne ødelægge hendes forhold til Niall. Zayn Malik.

27Likes
11Kommentarer
897Visninger
AA

1. K-ordet og endnu et navn.

”Jeg tror at jeg tager hjem,” mumlede jeg, og så ned. Sagde jeg virkelig det? Tog hjem alene? Jeg måtte være syg. Taylor sad bogstavelig talt med åben mund, og hoppede ned ad Harrys skød for, at gå hen og kysse min kind, med hånden på min skulder. Bestemt.

”Jeg tror lige, at vi skal snakke sammen alene, Summer.” Taylor tog min hånd og trak mig med over i hjørnet. Jeg smilede undskyldende til Niall, som stadig sad med blikket rettet mod mig og jeg kunne endda mærke hans øjne i nakken, efter jeg var gået. Det gav mig en anderledes følelse indeni. En solid følelse der sitrede fra mine fingrespidser.

”Seriøst?” sagde Taylor. ”Du sidder sammen med One Direction lige nu, og du vil hjem. Hvem er du?”

”Hold nu op,” sukkede jeg og rødmede. ”Det er bare …”

”Bare hvad? Er du overhovedet klar over hvor godt deres navne ville se ud, i den lille sorte bog? Jeg kan lige se det for mig. Harry Styles, ti ud af ti. Uforglemmelig,” grinede hun og slog til min skulder. ”Eller Niall Horan i dit tilfælde, jeg tror han har en lille ting med dig allerede.”

”Han er faktisk lidt sød, og det er præcis derfor, at jeg ikke har lyst til at ødelægge det ved bare, at gå i seng med ham, og gøre ham til endnu en af drengene i den sorte bog,” indrømmede jeg. Det føltes helt mærkeligt at sige, for det sidste år havde mit liv handlet om at gå i byen, score en dreng og skrive hans navn… og hans ”præstation” ned. Niall virkede bare sød. Hans smil, hans øjne, hans stemme. Der var et eller andet der, og jeg ville være en idiot, hvis jeg ikke i det mindste prøvede.

”Du mener ikke, at han er K-ordet, vel?”

”K-ordet?” gentog jeg. Nogle gange kunne hun simpelthen være så barnlig.

”Kærestepotentielle,” mumlede hun. Det lød næsten som om, at hun var ved at blive kvalt i ordet.

”Synes du ikke han er sød?”

”Hvad så med den lille sorte bog?” peb hun.

”Det bliver jo nødt til, at stoppe på et eller andet tidspunkt. Jeg ved ikke om det er nu, men…”

”Jeg har ikke lyst til at høre det. Jeg bliver nødt til, at have en drink mere ovenpå alt det her… Jeg kan ikke tro, at du fik mig til, at sige K-ordet,” sagde Taylor og skubbede mig til side, hvorefter hun dramatisk gik ud i køkkenet, så det lange blonde hår flagrede efter hende. Hun havde overhovedet ikke brug for den ekstra drink, sådan som hun skabte sig.

”Tog du hjem eller hvad?” Jeg vendte mig om, og så Nialls smilende ansigt. Jeg havde virkelig lyst til bare, at læne mig ind og kysse ham, men det ville være for hurtigt. Jeg kendte drenge, og hvis man ville have noget seriøst ud af dem, måtte man gå langsomt til værks. 

”Ja, det bliver jeg nødt til.” Jeg rakte ud efter hans hånd, og flettede mine fingre ind i imellem hans. Han kiggede ned på dem, med et hint af et smil, før han rettede blikket op igen, med et løftet øjenbryn.

”Sikker?”

Jeg nikkede. ”Jeg mangler en til at køre mig, så du kunne måske…”

”Ikke i aften,” sagde han og vendte mundvigen nedad. ”Jeg har drukket for meget.”

”Oh.”

”Jeg kan lige spørge Zayn, han har ikke fået noget.” Før jeg nåede at protestere, var Niall allerede gået hen til vinduet for, at klappe Zayn på skulderen. Det var ikke fordi jeg havde noget direkte imod Zayn, men han havde siddet hele aftenen og surmulet i hjørnet, så jeg tvivlede på, at det ville blive en specielt sjov køretur. Sådan som jeg havde forstået det, så havde hans kæreste droppet ham for en uge siden, og han fandt ud af i går at hun havde en ny. Brutalt. Tænkt at folk undrede sig over, at jeg ikke havde lyst til at binde mig.

Zayn drejede hovedet og kiggede vurderende på mig. Gad han køre den kedelige brunette hjem, eller måtte hun gå selv? Eller at gå var måske ikke den bedste mulighed, for det tog en halv time i bil, så jeg tvivlede på, at mine høje hæle kunne bære mig hjem. Zayns læber bevægede sig og Niall nikkede smilende til mig. Den gik åbenbart igennem.

”Kommer du?” spurgte Zayn og så tomt på mig. Gad vide hvad Niall havde sagt for, at få mig til at køre mig? Det virkede i hvert fald til, at der skulle en del overtalelse til for at få ham til at rejste sig, fra sin lille mørke krog.

”Jeg skal lige sige farvel til ...”

”Prøv at lade være med, at udnytte min venlighed mere end højst nødvendigt,” svarede Zayn spidst og begyndte at gå mod hoveddøren. Jeg så spørgende på Niall.

”Det er bare hele Perrie tingen, han er ikke sådan normalt,” sagde Niall. Jeg vidste ikke om det skulle berolige mig, at han på alle andre dage end lige den hvor jeg skulle bruge ham, var sådan rimelig normal. I hvert fald virkede det ikke.

”Jeg må nok hellere smutte, så.” Jeg kyssede Niall på kinden og gav ham et kram. ”Ring til mig hvis du får tid.”

”Okay, men lad være med at flippe ud, hvis jeg ringer til dig i aften.”

Jeg grinede og gav hans skulder et klem. ”Bare rolig. Jeg flipper kun ud, hvis du ikke gør det.”

Jeg gav slip på ham og samlede min taske op. På vej ud prøvede jeg, at spotte Taylor, men hun var ikke til at finde. Det var Harry heller ikke, og jeg tvivlede på, at det var et tilfælde.

Zayn ventede på mig i opgangen og han så knap nok på mig. Hans mørke øjne var slørede, og han så træt ud. Jeg havde næsten lyst til, at sige at jeg bare tog det højhælede maratonet i stedet for. Kærlighed gjorde underlige ting ved en, og jeg fortrød næsten det jeg havde sagt til Taylor. Mig? K-ordet? No way. Jeg havde ikke lyst til, at blive til en zombie ligesom Zayn.

Vi trådte udenfor og jeg fulgte ham ned til bilen. Han fumlede med låsen, mens jeg trippede på grund af kulden. Det var ikke nemt, at være en kjolepige. Da han endelig fik låst op, skyndte jeg mig ind på passagersædet og begyndte, at gnide hænderne ned ad mine ben.

”Fryser du?” spurgte Zayn og tændte bilen.

”Lidt.”

”Der ligger noget alkohol i handskerummet.”

”Skulle det hjælpe?” smilede jeg.

”Plejer det ikke altid at hjælpe?”

”True,” mumlede jeg og tog flasken ud af handskerummet. Den var ikke så stor, men jeg var ikke i tvivl om, at den kunne gøre mig ret fuld, nu hvor jeg allerede havde lagt grundbunden til festen. Nu hvor jeg i forvejen havde cølibat for en aften, kunne jeg vel godt trøste mig selv ved, at drikke lidt. Bare lidt.

 

***

 

Fuck.

Nej, det var ikke nok.

Fuck, fuck, fuck, fuck.

Zayn vendte sig om, med et tungt åndedræt og en overkrop, som glinsede i sved. Hvad havde jeg lige gjort? Min mobil ringede og jeg kom til, at tænke på Niall. Lad være med at flippe ud, hvis jeg ringer til dig i aften. Okay, det var så lidt svært nu.

”Skal du ikke tage den?” spurgte Zayn og fiskede mine bukser op fra gulvet. Alt vores tøj lå omkring sengen som en voldgrav og jeg følte mig så dum. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var ham som havde udnyttet mig eller omvendt. Vi havde nok udnyttet hinanden, og alkoholen havde ikke hjulpet mig.

Han rakte min mobil til mig, og jeg så Nialls navn lyse op på displayet. Han havde set så sød ud, da han tastede nummeret ind og gav mig den tilbage med et stort smil. Hvad fanden havde jeg gang i?

Zayn kiggede på skærmen og rømmede sig. ”Niall? Hvorfor ringer han til dig?”

”Det ved jeg ikke, måske har jeg glemt noget til festen.” Jeg havde helt sikkert glemt noget til festen. Min værdighed og jeg havde ret desperat brug for den lige nu.

”Okay,” mumlede han og lagde sig ned i sengen, hvorefter han lukkede øjnene. Troede han virkelig selv på det? Jeg slog til hans skulder, og han kiggede irriteret op på mig.

”Ud,” sagde jeg og pegede på døren.

”Ud?”

”Ja, min lejlighed er ikke et hotel. Beklager.”

”Mener du det? Vi har da lige…”

”Jaja, jeg ved det godt, men det var også en fejl. Det skete ikke,” sagde jeg og trak dynen tæt op omkring mig, som om han ikke allerede havde set alt.

”Bare rolig, jeg mente heller ikke noget med det. Men det var ret godt ikke?”

Jeg sukkede og rystede på hovedet. ”Ingen kommentarer.”

”Du behøver ikke sige noget. Det skriger ud af dig.”

”Hvad gør?” vrissede jeg.

”Ikke noget.” Han satte et kys i min pande og jeg trak øjenbrynene sammen. Han var utrolig. ”Jeg smutter nu, så.”

Jeg kiggede ud af vinduet, mens han tog sit tøj på igen og ventede på, at jeg endelig kunne høre døren knirke. Hvorfor kunne jeg ikke bare lade være? Det med at slippe den lille sorte bog ville åbenbart blive sværere end jeg troede. Den lille sorte bog. Jeg rakte hånden ind under sengen og tog den op, for at slå op på den side hvor jeg var kommet til. Zayn var min nummer 43. Jeg rystede mens jeg skrev, og bed mig i læben. Det var så dumt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...