Another Couple of Swords ~ Sword Art Online

(Disclaimer: Jeg ejer ikke Sword Art Online. ~ Muligvis optræden af originale personer fra serien.) ~ Da Umeko hører om det nye spil, Sword Art Online, der er lavet af Kayaba Akihiko, en af de mest berømte spilopfindere, følger hun ivrigt med i debatter omhandlende spillet på internettet. I en diskussion møder hun engelske Adrian, og det viser sig, at de snakker rigtig godt sammen og de udvikler hurtigt en venskab. Da Adrian bor helt på den anden side af jorden, har de aldrig mødt hinanden i virkeligheden. De har dog spillet mange MMORPG spil sammen, og deres venskab har udviklet sig i en mere... romantisk retning. Umeko ser frem til den dag, SAO udkommer. Adrian har lovet hende, at de skal mødes i Aincrad, fantasiverdenen i SAO. Det viser sig dog hurtigt, at det ikke er et almindeligt spil med det almindelige formål at underholde dets spillere.

8Likes
3Kommentarer
716Visninger
AA

1. Town of Beginnings

 

Året er 2022.

Mine fingre ryster svagt. Hjertet banker. Jeg sidder med NerveGearen mellem hænderne.

Det er eftermiddag. Der er tre timer til jeg skal spise.

Men indtil da…

Jeg sætter NerveGearen på mit hoved og lukker øjnene. Jeg lægger mig ned i sengen.

Link start.”

Omkring mig forsvinder værelset. Et virvar af farver vælder op, og et smil breder sig over mine læber. Jeg er spændt. Jeg er en af de heldige ti tusind mennesker, der nåede at få fat i SAO, inden det blev udsolgt. Et MMORPG. Jeg er spændt, fordi jeg skal møde Adrian. Adrian, der bor på den anden side af jorden, og som jeg har aldrig har mødt rigtigt. Han har lovet mig, vi skal mødes i SAO.

Sword Art Online.

Tanken får mig til at smile endnu mere.

En lang række knapper og valgmuligheder dukker op i luften. Jeg indtaster mit in-game navn. Ume. Vælger japansk som sprog. Og spillet starter.

 

Et sus går igennem mig, og da jeg åbner øjnene står jeg midt på en åben plads. Stedet er enormt. Jeg kigger hurtigt rundt og ser spændt til, mens tusinder af mennesker logger ind på én gang. Blåt lys bliver erstattet af alle slags mennesker. Det er fortryllende.

Jeg kigger ned ad mig selv. Bestemt ikke det tøj, jeg tog på her til morgen. Men det er lige meget. Det her føles meget bedre. Jeg opdager, at jeg har et sværd til at sidde i bæltet.

Jeg løfter det og beundre det.

Man skulle ikke tro, det kun var et spil.

Jeg lader fingrene glide hen ad skaftet. Det føles rigtigt. Næsten.

Sværdet glider tilbage i skeden, og jeg begynder at gå væk fra menneskemylderet. Mit hår er langt og lyserødt. Da jeg skulle vælge udseende, lod jeg mig inspirere af mine yndlings animeer. Det er måske tøset, men jeg føler mig godt tilpas, da jeg trækker det lange hår hen over skulderen og lader fingrene glide igennem det.

Hvis jeg kunne, ville jeg have sådan noget hår i den virkelige verden også.

Da jeg har hurtigt har fået kigget lidt på det hele, begynder jeg at lede efter Adrian. Det er ikke til at sige, hvordan han ser ud.

Jeg har spillet online spil med ham før, men det første gang, vi skal mødes i et spil som SAO. Hjertet banker.

Der går dog rigtig lang tid, hvor jeg går rundt i byen uden at finde ham. Jeg begynder at blive en smule panisk. Hvad hvis vi nu aldrig finder hinanden?

Min fornuftigere side taler til mig. Jeg logger ud og sender en e-mail til ham og spørger, hvad han hedder i spillet. Ja, det er en god løsning.

Men da jeg skal til at åbne menuen, er der pludselig nogen, der støder ind i mig, og jeg vælter forover. Jeg lander hårdt på jorden, men det gør ikke ondt. Heldigvis er det kun et spil, og jeg får ikke engang hudafskrabninger på knæene eller hænderne.

Jeg rejser mig op og børster mig ren, mest af vane.

”Oh, undskyld!”

Da jeg vender mig rundt, ser jeg lige op mod en høj og smuk kvinde. ”Det er jeg virkelig ked af.” Hun ser oprigtigt ked ud af det.

”Nåh, det gør ikke så meget.” Venligheden fra hendes side overvælder mig nærmest. Bestemt ikke noget, jeg er vant til. Hjertet banker tungt ved tanken om det triste hverdagsliv.

”Jeg hedder Amuyaha! Hvordan kan jeg gøre det godt igen?” Hun trykker min hånd, ”- måske kan jeg byde dig på en frokost i aften eller noget? Ahem, yeah, jeg skal lige tjene nogen penge først, men bagefter?”

Jeg føler mig igen helt overrumplet, men jeg takker pænt nej – det betyder ikke noget.

”Er du sikker?” Hun bider sig i underlæben, som om det er noget virkelig slemt, hun har gjort. Hvordan en voksen kvinde kan opføre sig sådan, forvirrer mig virkelig, men jeg forsikrer hende om, at det altså er i orden. Jeg løfter mine hænder og viser hende dem.

”Se? Jeg er helt okay!” siger jeg, og endelig er det som om, hun tager det til sig. Hun sukker dybt og retter da lidt på håret. Pludselig er hun helt rolig og virker næsten som en anden person.

”Nå? Hvad synes du så om SAO?” Hun smiler.

”Det er fantastisk!” Jeg tænker ikke engang et øjeblik, ordene vælter bare ud af min mund. ”Det er som om, jeg er gået ind i en anden verden.”

”Det er du jo også – faktisk,” siger Amuyaha, ”men jeg er enig! Det er virkelig fantastisk! Og så virkeligt. Hun betragter imponerende nogle af de andre spillere, der render lettere forvirret rundt.

”Min bror fik mig til at spille det. Men det ser ud til, vi er blevet væk fra hinanden. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre uden ham. Stedet er så stort!” Det er som om, hun slet ikke kan holde op med at tale.

Vi begynder at gå lidt rundt, mens hun taler videre, og jeg fortsætter med ikke rigtig at høre efter. Først da hun spørger om mit navn, vågner jeg rigtig op igen. Jeg havde holdt udkig efter Adrian.

”Eh… Ume,” siger jeg, som om jeg skulle have glemt det. Det har jeg dog ikke. Ume er det, Adrian kalder mig.

”Ah, hvor er det bare sødt!” Ume-chan er så sød, når hun smiler. ”Er det kinesisk eller sådan noget?”

”Japansk,” retter jeg hende venligt, og hun stråler som en sol. Hun er åbenbart meget interesseret i japansk kultur.

Der går atter noget tid, og vi er efterhånden nået ud af byen. Jeg glemmer ikke Adrian, men føler ikke, jeg rigtig har tid til at logge ud, som det er nu.

”Jeg burde måske lede efter Mark – det er min bror… Åhhh! Hvor er det bare smukt!” Jeg løfter hovedet og ser himlen, der åbner sig ud over landskabet. Solnedgangen er endnu smukkere, end jeg nogensinde har set den i den virkelige verden. Et øjeblik står jeg helt stille, mens jeg betragter de røde, gyldne farver, der præger himlen.

Pludselig har jeg på fornemmelsen, at jeg ikke har så meget tid tilbage, før jeg skal spise og er nødt til at logge ud. Og jeg har stadig ikke fundet Adrian. Jeg er nødt til at skynde mig, hvis jeg skal være heldig og få fat i ham i aften.

”Amu… haya… Amu… - hana …” Jeg kan ikke huske hendes navn. Det er langt og kompliceret – garanteret ikke forbundet med hendes rigtige navn uden for spillet. Hun vender sig dog mod mig. ”Jeg er nødt til at logge af nu.”

Hun laver en utilfreds trutmund, men nikker da. ”Okay. Så går jeg tilbage til byen for at lede efter Mark.”

Jeg åbner menuen, og hun drejer rundt på hælen.

”- Vent!” Jeg stopper, da hun råber på mig. ”Jeg add’er dig lige til min friend list, okay?” Hun smiler. Jeg nikker bare.

Forfra. Åbner menuen og leder efter log ud-knappen. Leder. Leder. Men finder den ikke. Mine bryn danner en dyb rynke i panden.

”Amuyaha?” spørger jeg, inden hun når for langt væk, og hun kommer tilbage mod mig med et spørgende blik.

”Jeg kan ikke finde log ud-knappen. Din bror var en beta tester, ikke? Har han fortalt dig, hvor den er…?”

Amuyaha ser mærkelig ud i ansigtet, da hun åbner sin egen menu, der svæver i luften. Hun løfter hånden og bladrer igennem mulighederne.

”Den er der ikke,” erklærer hun.

Jeg mærker et dybt suk forlade mine læber. Frustreret.

En tung men høj klokke, begynder at ringe. Vi vender os begge mod lyden, der kommer fra byen.

Da begynder et blåt lys at omslutte os, og vi udstøder begge en forskrækket lyd. Det tager et øjeblik, og så forsvinder det, og vi befinder os igen på den store plads, hvor de andre tusinde spillere også bliver teleporteret hen.

”Hvad sker der?”

”Er det en bug?”

”Hvad var det?!”

Folk begynder at snakke i munden på hinanden, og med ti tusind mennesker, stiger det hurtigt til en voldsom støj.

Men da ordet ”advarsel” dukker op med rød skrift på himlen, og en alarmerende lyd slår til, tier alle pludselig stille. Et sted bag mig hører jeg en pige klynke og en dreng, der lægger armen om hende, og siger, at han nok skal beskytte hende.

Der dukker et nyt ”advarsel” op, og så et til og et til, og til sidst er hele himlen dækket til. Luften bliver rød. Himlen flækker, og blod drypper derfra. Det er skræmmende nok, til at mit hjerte springer et slag over. Jeg holder vejret.

Blodet samler sig i luften og danner en menneskelig skikkelse. En enorm mand, dækket af en rød, tung kåbe, der skjuler hans ansigt og resten af kroppen.

”Opmærksomhed, spillere! Velkommen til min verden,” starter han. ”Mit navn er Kayaba Akihiko –” han taler videre. Jeg opsnapper hurtigt navnet og husker, at Kayaba er SAOs udvikler. Berømt og omtalt i utallige gamer blade og bøger. Selvfølgelig kender vi ham.

”Jeg er sikker på, at de fleste af jer allerede har opdaget, at log ud-knappen mangler fra hovedmenuen. Dette er ikke en fejl. Jeg gentager, dette er ikke en fejl.”

Det tager et øjeblik, og folk bliver urolige. Jeg mærker hjertet slå hurtigere, nervøst. Hvad skal det dog betyde? Hvis vi ikke kan logge ud…

”I kan ikke logge ud selv. Og ingen udenfor spillet kan fjerne NerveGearen fra jeres hoved. Hvis dette forsøges, vil en transmitter inden i NerveGearen udsende en kraftig mikrobølge, der vil ødelægge jeres hjerne – og da ende jeres liv.”

”Hvad?”

”Er han seriøs?”

Snakken går igen. Folk bliver nervøse. Meget. Urolige.

”Desværre –” Kayaba taler igen, og folk dæmper sig, ”er der flere venner og familier, der har ignoreret denne advarsel, og forsøgt at fjerne NerveGearen, med det resultat, at 213 spillere er borte for altid. Både fra Aincrad og den virkelige verden.”

”213?!”

”Jeg nægter at tro det!”

”Åh nej…”

Jeg er i chok.

En masse billeder dukker op og svæver rundt om Kayaba. ”Nyheder fra hele verden fortæller om dødsfaldene. Chancen for, at NerveGearen vil blive fjernet er nu minimal. Jeg håber, I vil slappe af og forsøge at klare spillet.”

Det kan ikke passe.

”Jeg vil have jer til at huske på, at der ikke længere er nogen måde at genoplive folk på inde i spillet. Hvis jeres HP rammer 0, vil jeres karakter være evigt tabte. Og NerveGearen…”

Der går et øjeblik.

Jeg vil ikke høre det.

”- vil destruere jeres hjerne.”

Jeg synker sammen på jorden. Folk går i panik omkring mig. Rastløse. Bange. Jeg mærker sveden løbe ned af mine kinder. Eller også er det tårer.

Et sted ganske fjernt hører jeg Kayaba tale videre. At vi befinder os på floor 1, den nederste bane i Aincrad. Hvis vi kan arbejde os gennem banen, klare Floor Bossen, og komme helt til floor 100 og klare den sidste boss i spillet – gennemføre spillet. Hvis vi kan det… det er den eneste måde, at undslippe SAO på.

Alt virker pludselig underligt sort. Umuligt.

”Til sidst…” Kayaba. Jeg kigger op. ”- jeg har tilføjet en gave til hver af jer. Vær venlig at kigge jeres items.” Folk er allerede i gang med at åbne deres menuer. Jeg følger efter. Der er kun ét item, så det er let nok.

Mirror, hedder det. Jeg undres. Og jeg er ikke den eneste. Jeg klikker på det, og et spejl dukker op i min hånd. Jeg kan se mig selv.

Jeg hører et forskrækket skrig, og snart omringes vi alle af et blåt lys igen. Det lange lyserøde hår forsvinder. Bliver kortere, skifter farve. Jeg bliver en anelse lavere, og mine øjenvipper bliver kortere. I spejlet får jeg et hurtigt glimt af mig selv, mit rigtige jeg, før det går i stykker, springer, som var det lavet at blå iskrystaller.

”Du er en dreng!”

”Og du er ikke sytten!”

Jeg havde ikke ændret meget på mit udseende, men det var der vist andre, der havde. De, der før havde været unge, smukke mennesker, var blevet ældre, yngre, tyndere, tykkere, kortere, længere, drenge, piger … Ja, alle ændrede sig. De kom til at ligne sig selv.

Kayaba taler igen, men jeg hører ikke efter. Jeg begynder at løbe. Maser mig igennem menneske mængden.

Hvorfor, spørger I nok.

Længere.

Jeg har allerede nået mit mål.

Længere.

Jeg skabte SAO – en fantastisk verden.

Lad mig komme væk.

Min verden er komplet.

Lad mig være.

 

Held og lykke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...