Sweet December | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Færdig
- Jeg skrev den her da jeg var tretten, så døm mig ikke for hårdt. -
Daphne Edwards og Justin Bieber har kendt hinanden næsten hele deres liv. Med andre ord, er de barndomsvenner. De blev kærester for næsten to år siden og alt er bare gået helt perfekt. Det er blevet jul og tid til hygge, men helt hyggeligt bliver det heller ikke, for Justin har efterhånden så travlt, at de næsten aldrig har tid til hinanden. Daphne havde håbet på at se sin kæreste denne december, men da han beslutter sig for at tage lidt rundt i Amerika på turné og optræde med nogle af hans sange fra Believe, kikser det lidt mellem de to forelskede teenagere. Hvad sker der mellem dem når Justin dummer sig liiiidt for meget? Vil han rede forholdet eller vil de ende med at slå helt op?

22Likes
15Kommentarer
2412Visninger
AA

7. Kapitel 6

 

Justins synsvinkel

 

Jeg sagde farvel til min mor og satte kursen mod parkeringskælderen hvor min bil holdte. Klokken var 3 om eftermiddagen så jeg havde lidt travlt. Jeg fandt mine bil nøgler i min bukselomme og løb hen til min bil. Hurtigt satte jeg mig ind i den og så var jeg ellers på vej. 
Det sneede helt sindssygt så det var virkelig svært at køre, men jeg blev nødt til at blive ved med at køre, selvom der er sindssygt langt til Californien...

Klokken var omkring 20.00 da jeg nåede frem til mit og Daphnes hus. Jeg kunne se lyset var tændt så hun var nok højst sandsynligt hjemme. Jeg parkerede bilen og åbnede døren. Jeg smækkede den stille i bagefter og gik nu mod døren. En klump nervøsitet havde lagt sig i min mave og jeg begyndte at gå mere forsigtigt og langsomt op mod døren. Okay, ro på Justin... Du skal bare fortælle hende hvordan du har det og at du er ked af det. Det hele skal nok gå... Håber jeg..

 

Daphnes synsvinkel

 

Her sidder jeg så. Helt alene og knust på juleaften. For 3 års siden... Var det den bedste aften i mit liv, og nu... 3 år senere... Er det den værste aften i mit liv. Hvordan kunne han gøre det mod mig?
Jeg havde ignoreret hans sms'er og opkald af en enkel grund. Det var ikke fordi jeg ikke ville høre på hvad han siger, men det ville være for hårdt at høre ham snakke. Bare høre hans stemme. Jeg længes efter ham. Har brug for ham. Men alligevel er det en del af mig der siger... At jeg ikke skal gå tilbage til ham. Den måde han råbte af mig, er en side jeg aldrig nogensinde har set. Og en side af ham jeg aldrig nogensinde har lyst til at se igen. 
Men her sidder jeg... Helt knust... Helt alene... I en kæmpe villa i Californien, på en sofa ved siden af pejsen i min ekskæreste's joggingbukser og sweater. Bare duften af ham kan få mig til at tude, men alligevel har jeg brug for hans duft i nærheden. Jeg længes efter hans duft. Jeg længes efter hans kærlige stemme. Jeg længes efter hans selskab. Jeg længes efter ham. 
Jeg har siddet stille og ikke gjort andet end at spise brød og is de sidste 6 dage. Jeg har ikke snakket med nogen. Ikke set på nogen. Ikke gjort andet end at tænke. Tænke igennem alle de ting der er sket siden Justin og jeg slog op. De ting der skete mens vi skæntes. Bare de ting der er sket. De tanker jeg har gjort mig. Jeg fortryder en del af det, men så alligevel ikke. 
En tåre trillede ned af kinden på mig. Straks begyndte der at falde flere tårer ned af kinderne på mig. Jeg er knust. Jeg er fuldstændig knust. Knust i 1000 stykker. Jeg er som et puslespil... Jeg var engang helt samlet, men nu er jeg adskilt i 1000 stykker. Der mangler den ene lille detalje, som fuldender puslespillet. Den ene brik, der får hele puslespillet til at blive et helt billede. Den ene brik, som blev smidt væk. Den brik er der ikke mere, hvilket gør at puslespillet ikke kan blive helt. Uden den, er puslespillet dødt.

Jeg sad og fjernede mine tårer med et stykke papir da det pludselig bankede på døren. Jeg havde egentlig ikke lyst til at åbne, men rejste mig nu alligevel. Jeg gik med små trætte skidt hen mod døren. Da jeg åbnede den så jeg en person jeg ihvertfald ikke havde forventet at se. Justin. Jeg stod og kiggede på ham med store øjne. Hvad fanden vil han her? Hvad laver han her? Hvad sker der lige her?! 
"Hey..." Snøftede han stille og usikkert. Han er sikkert blevet kold eftersom det sner af helvedes til. "Hvad laver du her?". Det er 100 år siden jeg sidst har snakket, så min stemme lød en anelse rusten. "Må jeg godt komme ind? Det er ret koldt herude." Sagde han og trippede lidt på sine fødder. Af en eller anden grund lukkede jeg ham bare ind. Jeg havde ikke rigtig lyst til at tale med ham, men lukkede ham ind alligevel. Det er jo trods alt også hans hus, og ikke kun mit. 
Han havde hængt sin jakke og stillet sine sko og var nu på vej hen mod mig der sad på sofaen med våde øjne. Han satte sig med et lille mellemrum fra mig og kiggede nu på mig. "Hvad vil du her?" Spurgte jeg med en sårbar stemme. Han sukkede og tog en dyb indånding. "Daphne... Undskyld. Det var ikke min mening at begynde at råbe af dig. Det var ikke min mening at opføre mig som en idiot. Jeg er ked af det. Jeg var virkelig en idiot. De sidste par dage har været hæslige. Jeg har ikke kunne få dig ud af hovedet. Jeg har tænkt på dig konstant. Jeg har tænkt så meget på dig at jeg har glemt alt andet. Jeg glemte nogle interviews, glemte at spise... Glemte en masse ting. Men... De har også været hæslige fordi... Jeg ved du er knust. Jeg kan ikke li når du er ked af det. Jeg kan ikke li når du er frustreret. Og jeg kan bestemt ikke li at jeg er skyld i det. Undskyld Daphne. Jeg skulle aldrig ha' gået i biografen med Lil Twist og hende Barbara. Jeg lover-" han stoppede mit i det hele og tog mine hænder og klemte dem kærligt. "- Jeg lover, der er ikke noget mellem mig og hende. Det har der aldrig været og det vil der aldrig blive. Jeg kan ikke forestille mig sammen med andre end dig. Det er dig jeg vil være sammen med. Dig, og kun dig. Jeg vil ikke ha' nogen anden. Og kan jeg ikke få dig, vil jeg slet ikke ha' nogen. Det er dig jeg vil ha'... Det er dig jeg har lyst til at dele mit liv med. Jeg ved... Jeg ved at jeg er en kendt popstjerne og at min hverdag er travl. Jeg ved det går i vejen for vores planer og jeg er så ked af det over det. Men jeg ved, at når jeg kommer hjem, venter min dejlige kæreste på mig. Du er den der gør så jeg kan komme igennem min hektiske hverdag. Du er den jeg glæder mig mest til at se. De sidste par dage har jeg ikke haft dig... Og jeg... Jeg kan ikke li det sådan. Jeg skal ha' dig ved min side. Eller fungere det ikke for mig. Jeg kan ikke uden dig. Og jeg vil ikke uden dig." Han stoppede kort og tog ærmet på hans trøje og tørrede en tåre væk. Langsomt begyndte tårerne også at vælte ned af kinderne på mig. "Alt hvad jeg beder dig om... Er en chance til. Jeg kan ikk uden dig. Du er mit et og alt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden dig. Please tilgiv mig? Please?" Sagde han mens tårerne faldt fra hans øjne og ned på han trøje og hans bukser. Jeg sad og var helt mundlam. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle sige. Skulle jeg overhovedet sige noget? "J-j -jeg.." Stammede jeg. Jeg snøftede højt inden jeg fortsatte. "Jeg elsker dig Justin!" Græd jeg og kastede mig i armene på ham. Endelig... En følelse jeg bare har længdes efter i virkelig lang tid; Justins stærke arme rundt om min lille krop. Efter cirka 1 minut trak vi os fra hinanden. Nu sad vi helt tæt på hinanden. Justin tog sit ansigt tæt på mit så vores pander og næser snittede hinanden. "Elsker også dig babe.." Hviskede Justin inden han forsigtigt pressede sine læber mod mine.

_____________________________________________________________________________________

Det var så det sidste kapitel i min julehistorie :) Håber du kunne li den :D Tak fordi du gad at læse med ;)<3 Hvis du har lyst må du meget gerne liiiige kigge forbi min anden historie her på movellas... Det ville jeg sætte pris på :Dxx Tusind tak :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...