Sweet December | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2012
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Færdig
- Jeg skrev den her da jeg var tretten, så døm mig ikke for hårdt. -
Daphne Edwards og Justin Bieber har kendt hinanden næsten hele deres liv. Med andre ord, er de barndomsvenner. De blev kærester for næsten to år siden og alt er bare gået helt perfekt. Det er blevet jul og tid til hygge, men helt hyggeligt bliver det heller ikke, for Justin har efterhånden så travlt, at de næsten aldrig har tid til hinanden. Daphne havde håbet på at se sin kæreste denne december, men da han beslutter sig for at tage lidt rundt i Amerika på turné og optræde med nogle af hans sange fra Believe, kikser det lidt mellem de to forelskede teenagere. Hvad sker der mellem dem når Justin dummer sig liiiidt for meget? Vil han rede forholdet eller vil de ende med at slå helt op?

22Likes
15Kommentarer
2316Visninger
AA

6. Kapitel 5

 

Justins synsvinkel

"Justin! Du skal stå op! Vi har en masse ting vi skal nå!" Råbte Scooter ude bag døren. Jeg sukkede højt og begravede hovedet i min pude. Jeg gad virkelig ikke noget. Jeg kunne høre at min dør gik op og blev lukket i igen. Lige pludselig blev der lagt en hånd på min ryg mens der var en der satte sig ved siden af mig. "Justin.. Så er det nu... Vi har en smule travlt i dag." Det var min mor der var kommet ind til mig. Jeg fjernede puden mens jeg vente mig om så jeg kunne se på hende. Hun kiggede også på mig. "Årh skatter... Det gør virkelig ondt på dig.." Sagde hun. Hun hentydede til alt det med Daphne. Det tager rigtig hårdt på mig... Men det er også klart at det tager hårdt på en, når pigen man elsker ikke stoler nok på en.
Min mor lagde en hånd på min kind og nussede den. Hun rynkede øjenbrynene og kiggede undrende på mig. Så lagde hun sin hånd på min pande og så lige pludselig bekymret ud. "Har du det godt? Du har feber.." Jeg satte mig op og kunne mærke at jeg blev tung i hovedet. "Jeg har ondt i hovedet..." Mumlede jeg og tog mig til hovedet. Jeg rejste mig fra min seng og gik ud mod badeværelset. Jeg gik direkte hen mod spejlet for at se hvordan jeg så ud.... Og det så ikke godt ud! Mit hår var uglet, mine øjne var lidt røde og der var poser under og jeg var også en anelse bleg. Jeg lignede en der var syg.. Fuck. Og jeg skal optræde i dag. Min mor kom ud til mig. Hun kiggede stadig bekymret på mig. "Du ser syg ud skat.." Sagde hun og trak mig ind i et kram. Jeg lagde armene om hende og lod mit hovede hvile på hendes lille skulder. Jeg kunne høre min mave sige en lyd. En ret høj lyd. Min mor trak sig hurtigt væk og kiggede undrende på mig. "Var det din mave?" Spurgte hun. Jeg nikkede og lagde hånden på den. Fuck... Nu har jeg også kvalme! Fedt liv. "Er du dårlig Justin?" Spurgte min mor bekymret. Jeg nikkede og satte mig ned på gulvet og op af væggen med begge hænder på min mave. Jeg klemte mine øjne hårdt sammen. "Skal jeg gå ud eller..?". Jeg nåede ikke at besvære hendes spørgsmål, før jeg brækkede mig ud over det hele. Min mor fik hjulpet mig hen til toilettet inden jeg brækkede mig mere. Hun løb ud fra badeværelset og kom tilbage lidt efter med et termometer i hånden. Da jeg endelig blev færdig med at brække mig, hjalp min mor mig ind i min seng. "Hvad har du spist?" Spurgte hun bekymret og proppede termometeret i munden på mig. Jeg trak på skuldrene, da jeg ligesom ikke kunne sige noget med et termometer i munden. Termometeret sagde en høj bip-lyd og endelig kunne jeg få det ud af munden. "Jeg har ikke spist noget..." Sagde jeg stille og lagde mig ned. "Ikke noget overhovedet?! Justin... Du skal altså spise! Din mave har ikke godt af det der... Specielt ikke når du har så travlt som du har. Du løber rundt hver eneste aften... Det er vigtigt at du spiser.." Sagde hun og kiggede på termometeret. En typisk "mor sætning"... Du skal spise, du har ikke godt af... Bla bla bla. "Du har kun 38 i feber... Kan du godt arbejde i dag, eller skal vi aflyse koncerten?" Spurgte hun bekymret. Jeg havde ikke lyst til at aflyse koncerten. Godt nok er jeg måske ikke helt på toppen, men jeg kan ikke svigte mine beliebers. "Jeg kan godt... Jeg skal bare ha noget at spise..." Sagde jeg. "Okay.. Så kom med... Som sagt har vi lidt travlt." Og med de ord tog jeg mig sammen og fulgte med min mor.

 

***

 

"All around the world, people want to be loved" sang jeg for de flere tusind Beliebers. De glade Beliebers. Jeg elsker at kigge rundt omkring i publikum og se alle de smil. Jeg får dem til at smile, jeg får dem til at være glade. Det er en rar følelse.
"Hvad siger I til at vi sætter tempoet lidt ned?" Spurgte jeg. Jeg kunne se Dan komme ind på scenen med sin guitar og en stol. En anden mand kom ind med en stol til mig. Jeg satte mig på stolen ved siden af Dan og han begyndte langsomt at spille et lille forspil. "Den her sang skrev jeg i sommers. Den betyder meget for mig.." Sagde jeg. Publikum skreg lidt. "Dens budskab er... At alt nok skal blive godt igen. Den hedder 'Be Alright'" sagde jeg. Publikum begyndte at skrige... Meget. 
"Across the ocean, across the sea, starting to forget the way you look at me now" sang jeg. Som sagt skrev jeg den i sommers, da jeg var ude og rejse. Den handler jo om at alt bliver godt igen. Min kærlighed til Daphne er nok også indblandet lidt... 
"Though the sorrow, and the fights, don't you worry, cause everything's gonna be alright." Jeg fik lidt tårer i øjnene. Gud, hvor jeg savner hende. Jeg har ringet til hende utallige gange, men hun tager den ikke. Jeg har skrevet til hende en million gange, men hun svarer ikke. Hun ignorer mig totalt og det gør ondt. Pigen jeg elsker, vil slet ikke svare. Hun vil slet ikke snakke med mig. Jeg er næsten sikker på at hun slet ikke vil se på mig i bare et sekund. Hun vil hade mig når jeg kommer hjem. Jeg er ikke engang sikker på om hun vil tilgive mig. Folk tror måske at det er hårdest for hende. Jeg ved ikke hvor hårdt det er for hende, men jeg vil så lige sige, at der er virkelig hårdt for mig. Jeg skulle jo nok slet ikke havde gået i biografen med Lil Twist og Barbara. Det er en fejl fra min side, men hun laver også en fejl... Hun stoler ikke på mig.

 

***

 

Koncerten var slut og vi var nu på vej hen til et hotel for at sove der. Vi var lige kommet og jeg lå og stenede på sofaen da Alfredo lige pludselig kom hen til mig. "Hva' så? Hvorfor er du så nedtrykt?". Har du ikke fattet det endnu Fredo? Kæft du langsom. "Ved du ikke det?" Spurgte jeg som om han var dum... Hvilken han også er... Lol. Han rystede på hovedet. "Daphne.." Svarede jeg kort og kiggede lidt væk. "Daphne... Nåårh ja! Det sagde du jo også, men jeg fik bare aldrig at vide hvad det var hun havde gjort?" Sagde han og kiggede på mig. "Hun tror jeg er hende utro med Barbara.." Svarede jeg og kiggede på Fredo. Han lignede et spørgsmålstegn. "Barbara? Barbara Palvin?" Sagde jeg og prøvede på at få ham til at huske hende. "Nåååårh hende! Vent... Du har jo ikke engang kysset Barbara... Du har kun krammet hende? Og det var kun en gang?". "Ja præcis! Men Daphne tror ikke på mig... Og jeg er bange for at hun slet ikke vil snakke med mig når jeg kommer hjem..." Svarede jeg lidt nedtrykt. "Op med humøret Justin. Hun skal nok blive god igen." Sagde Fredo med et smil. Pft, smil du bare. "Hun vil ikke ta' telefonen når jeg ringer, hun svarer ikke på mine sms'er, hun ignorerer mig totalt... Men det er min egen skyld.." Mumlede jeg. Alfredo gik ud i køkkenet til de andre. De stod og snakkede om et eller andet. Mit blik fangede det lille juletræ midt i stuen. Det er også lille juleaften så jeg forstår godt at det står der. I morgen ville det være mig og Daphnes 3 års dag... Men jeg er bare ikke hjemme. Og vi er heller ikke sammen. Og det hele er bare noget lort! Hvis ikke jeg skulle på turné, ville vi aldrig havde slået op. Hvis ikke jeg var kendt havde vi ikke slået op. Hvis ikke jeg var gået i biografen med Barbara og Lil Twist ville vi ikke havde slået op. Men... Det har vi. Og jeg er faktisk knust... Tro det eller ej. Jeg lukkede øjnene og tænkte tilbage på den dag mig og Daphne kom sammen, for tre år siden. Vores kys var så magisk. De følelser der var i det... De bedste følelser man kunne forestille sig. Sådan var det altid når mig og Daphne kyssede... Magisk... Jeg savner den følelse. 
Jeg kunne høre nogen gå hen imod mig. Jeg satte mig op og åbnede øjnene og fik øje på Scooter. "Hey.." Sagde han og satte sig ved siden af mig. "Hva' så?" Spurgte jeg og kiggede hen på det lille juletræ igen. "Har du snakket med Daphne?" Spurgte han. En ubehagelig følelse ramte mig midt i maven og et øjeblik føltes det som om jeg skulle kaste op igen. "Nej." Svarede jeg og kiggede ned i jorden. "Justin.. Du savner hende.. Og jeg er ked af at jeg blev nødt til at tage dig på turné og væk fra hende.. Jeg er ked af det på dine vegne.." Sagde han og kiggede lidt ned før han kiggede mig i øjnene igen. Han havde ret i at jeg savner hende... "Hvor vil du hen med det her?" Spurgte jeg. Han sukkede lidt. "Kør hjem til hende. Ta' hjem til hende og fortæl hende hvad du føler. Det bliver du nødt til! Du er knust og hun er sikkert også helt knust. Kør hjem til hende." Sagde Scooter og kiggede på mig med et blik der viste at han mente det han sagde. "Men du skal nok først køre i morgen tidlig..." Sagde han igen. Jeg grinede lidt. "Tak Scooter" sagde jeg stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...