How to be a heartbreaker - A Harry Styles Fanfiction.

Ally Sweets arbejder som barnepige for barnet Lux, Lou Teasdales lille datter, bedre kendt som One Directions stylist. Men selvom de er så tætte på hinanden, har Ally og de fem drenge dog aldrig mødtes, indtil en dag, hvor Lou har brug for Allys hjælp. Den pigeglade Mr. Styles opdager hurtigt tiltrækningen til den kønne attenårige brunette, men Ally er ikke interesseret i at få sit liv offentliggjort. Udover det har hun det fint med at date fyre på hendes egen alder, som ikke har millioner af piger i hælene. Men hvor længe kan hun modstå hans charme? Og vi hun bryde sit løfte om, at hun aldrig vil bukke under for kærligheden?

607Likes
320Kommentarer
66477Visninger
AA

15. Chapter thirteen.

Fire år senere

”Ally, vi tager afsted nu. Er du sikker p, du ikke vil med?” Tammie råber fra gangen, imens Gabby synger for fuld hals, ”Jeg kan ikke lide at efterlade dig alene hjemme, især ikke så tidligt efter, du ved.”

Jeg ruller mine øjne og baner mig vej mod døren, ”Du er godt klar over, jeg slog op med Matt for cirka et halvt år siden, ikke? Jeg har boet for mig selv længe end både du og ham har boet her.”

Hun ser ikke helt overbevist ud, men godkender mit kram som et kompromis. ”Fint, men næste gang bliver du nødt til at komme med ud. Gabby forlader mig alligevel til fordel for den første hotte fyr hun spotter, og så står jeg der helt alene.” Sukker hun bedrøvet, men hendes øjne lyser spørgefyldt. ”Det er jo ikke os alle, der kan date internationale superstjerner og leve resten af vores liv på det.”

”Hold dog op!” griner jeg og skubber hende væk fra mig og over mod Gabby, som gladelig tager imod hende. ”Jeg tror ikke, hvad vi havde helt kan beskrives som dating. Men bliv endelig ved med at komplimenter mig.”

”Jeg er sikker på, at Tammie kunne bruge mange timer på det, men jeg har altså andre planer end at stå i en gang hele aftenen, hvis det er okay med jer,” tilføjer Gabby med et rejst øjenbryn; hendes makeup fejlfrit lagt og outfit perfekt matchet til hendes sko – det ville være spild, hvis de blev hængende.

”Fint, fint. Jeg har alligevel en date med mine bøger og et essay, der skal afleveres på søndag; hyg jer!” siger jeg med et smil, imens jeg lukker døren bag de to små-berusede piger på stiletter for høje til at være praktiske.

Jeg smider mig på sofaen med min computer i skødet, imens jeg hurtigt ruller igennem de enkelte beskeder, som jeg ikke havde fået tjekket under aftensmaden.

FRA Matt.

17:56

Ville nu være et godt tidspunkt at hente mine ting på?

17:57

*ting, som i den t-shirt du stadig har, som faktisk er min

18:15

*det var en gave, ik, men jeg gav dig alle dine trøjer tilbage, som du havde efterladt hos mig.
Så lidt fair-play ville være rart

18:49

Ally? Er du der?

TIL Matt.

22:38

Jeg har intet af dit Matt.

Hvis du mener den T-shirt, som – ja til en forveksling –  ligner din, så tilhører den faktisk Alex.

Hvis du stadig er interesseret i at tilbagekæmpe dig ejerskab af denne genstand, kan du tage kontakt til ham.

Hans nummer er det samme; jeg er sikker på, han ville elske at høre fra dig ;)

 

Begynde at date Matt havde været en genial idé – i starten.

Matt var alt Harry ikke var; han var stille og rolig, tilstede hvor og når som helst, når jeg havde behov for det. Vi havde kendt hinanden længere end en måned, som endda var generøst estimeret; men vigtigst af alt, var der ikke tusindvis af piger, som var parate til at tage min plads, hvis jeg ikke levede op til hans forventninger; der var intet pres til at være en anden end den, jeg i virkeligheden var.

De første måneder var fantastiske; vores venner var de samme, vi boede i nærheden af hinanden, hvilket tillod os at have kontakt ofte, og i modsætning til et hvis forsidebillede af mig og en teenage-millionær, havde mine forældre intet ondt at sige imod ham.

Men efterhånden som vores forhold udviklede sig begyndte vi at glide væk fra honey-moon stadiet i et forhold, hvor alt er nyt og spændende; hvor man ikke kan få nok af hinanden. I stedet faldt vi tilbage i gamle rutiner, som lignede det vi havde, da vi var venner.

Hed sex blev til at sene læse-aftner som vi afsluttede med at ligge i ske, der hurtigt blev for svedigt og tvang os til hver vores ende af sengen. Hans søde sms’er om hans dag blev insisterende og krævende; hvor var jeg henne, når han ikke kunne se mig? Hvem var jeg sammen med; havde jeg overhovedet fået lov til at være sammen med andre single fyre, når han ikke var tilstede?

Og pludselig gruede jeg at komme hjem, i stedet for den glæde jeg plejede at føle, fordi opvasken fra i går fra ikke taget, og det ville helt sikkert ende i et skænderi, som jeg ikke havde overskud til at have.

Så vi slog op, han flyttede ud og jeg var efterladt med en lejlighed for stor til kun en person, hvilket gjorde det muligt for Tammie at flytte ind.

Tammie som vildledte mine tanker, om hvorvidt jeg havde lavet en fejl ved at ende vores forhold; Tammie som fik mig tilbage på ’markedet’ i stedet for at fordybe mig i endnu et område, som jeg ikke havde tid til at lære, hvis jeg skulle blive færdig til tiden; men også Tammie, som insisterede at jeg allerede havde mødt min sjælefrænde og derfor ikke kunne finde det rette forhold, før jeg tillod mig selv at se sandheden.

 

”Du drømmer Tammie! Ingen er bestemte for hinanden, selv religion bevidner det frie valg,”

”Men biblen erkender også skæbnen,” modsiger Tammie liggende på sofaen, The Notebook på fjernsynet og chokoladeovertrukne popcorn i hendes skød. ”Tænk at have mødt sin soulmate i den spæde alder af 14 og slet ikke vide det,” – suk – ”Sikke heldig du har været.”

”Hold dog kæft, Tam.” griner jeg med rullende øjne og prøver at skubbe hende ned fra min plads, ”Og jeg var ikke 14, hvis du skulle have glemt det. Jeg havde ikke sex, da jeg var 14 – Gabby havde ikke engang sex, da hun var 14.”

”Du ved, hvad jeg mener!”

***

Klokken bliver halv to, før jeg færdiggøre essay’et i en kvalitet, jeg ikke har noget imod at aflevere det i.

Jeg giver Lily – en dalmatinerhvalp Tammie havde adopteret fra et internat efter et hårdt brud med en kæreste – snor på og bærer hende ned af trappen til vores sædvanlige aften-rute gennem en nærliggende park og ind gennem byen i tilfælde af glemte indkøb.

Jeg er på vej ud af butikken for at frigøre Lily, pose i den ene hånd og en åben vandflaske med skål i den anden, da jeg ser den lille menneskeforsamling et stykke nede af vejen.

Piger i alle aldre fra 13 til midt-tyverne – alle klædt i varierende grader af pænt tøj – står samlet i en klump og taler i munden på hinanden.

London er et hipt sted at bo, både for unge mennesker med råd til lejligheder væk fra campus, men især også for kendte som har internationalt arbejde og tilbringer tid i England. Så det er ikke overraskende, at endnu en celebrity er blevet offer for sine fans en sen fredag nat, hvor de helst bare har lyst til junkfood og en fri kalender den næste dag.

”Hvad siger du Lily, vil du over og have en autograf?” jeg bukker mig ned og vikler hendes snor ud fra stolpen, hun var bundet fast til og smiler, ”Nej? Du har ellers en fin, hvid plet lige her som de kunne skrive på.”

Lily bjæffer muntert, men bliver siddende på asfalten med kun hendes hale, der bevæger sig.

Fint, lad os komme hjem og i seng.” Jeg begynder at trække i hendes snor over mod lyskrydset, da en stemme skærer i gennem over fra menneskesamlingen, som får mig til at stoppe.

”Jeg er ked af det piger, men jeg bliver simpelthen nødt til at gå. Jeg er glad for, I kunne lide filmen.” hans stemme er stadig den samme; dyb og hæs. Den måde han siger ordene på, hvordan sætninger bliver langsommere i hans mund; de unaturlige pauser han laver mellem ord, som normalt ville være irriterende. Men fordi det er ham og hans mund, der taler de ord, spredes kuldegys langs mine arme, indtil hele min krop ryster af forglemt lidenskab.

 

HARRY! Jeg elsker dig!”

”AARRGH, hvornår kommer One Direction tilbage?”

”Laver du et soloalbum?”

Fansenes råben river mig ud af mine tanker og tilbage til vejen, Lily prøver at krydse.

Det tager mig et øjeblik at bedømme om jeg skulle blive, om han ville reagere anderledes, hvis det var mig foran mig, og ikke en eller anden, som han ikke ville huske om fem minutter. Men det er der problemet ligger, er det ikke? For hvem siger, at han har haft det på samme måde som jeg har; at Tammie’s snak om sjælefrænder og andre forestillinger om en lykkelig slutning for os begge, ikke bare har været ensidigt?

”Kom så Lily, lad os komme hjem.” Siger jeg endeligt og trækker hende over gaden i takt med de skrigende piger bliver mindre og mindre.

 

Vi er halvvejs hjemme, før min verden stopper for en anden gang samme dag.

”Hey! Ally, venter du ikke på mig?”

”Hva-” jeg stopper brat op og vender mig langsomt om; for spændt til at vente på at han kommer til mig; for bange til at gøre det hurtigere.

Men der står han, perfekt som altid i blomstret jakkesæt han aldrig ville have haft på for fire år siden; hans hår nu kort igen – kortere end sidste gang mine hænder løb i gennem det – hans ansigtstræk mere defineret på grund af tabet af hvalpefedtet, han aldrig rigtigt havde. De klare grønne øjne, det eneste som ikke har ændret sig siden sidst.

”Hvad laver du her Harry?” Gentager jeg, min stemme hæs så jeg hoster endnu en gang. ”Jeg troede, du var i LA eller sådan noget. I gang med en film, er du ikke?”

Det er en løgn, og vi ved det begge to.

Lou havde sendt billetter til premieren her i London – hvilket svarede på, hvad han lavede her – selv efter vi mistede kontakten efter det første år, hvor jeg stoppede med at babysitte Lux.   

Dunkirk, du burde se den; gode anmeldelser hører jeg.” Han smiler skævt og træder frem i takt med min retræte, ”Der er den her soldat, super flot, meget god til at synge - endnu bedre i sengen, siger de – han dør godt nok i slutningen, men det er det værd.”

Min latter bryder ud, før jeg når at stoppe den; mundvige trukket op højt, øjne klare af humor, mens jeg skubber mig tilbage op ad husmuren. For Harry har altid været sjov, altid den første til at normalisere en situation, som var ubehagelig for andre.

”Krigsfilm og film med 99% mænd er ikke ligefrem min type,” siger jeg med et smil på læben. Lily trækker i snoren, men jeg hiver hende tilbage på plads ved siden af min fod.

Ærgerligt,” hvisker han, imens han bevæger sig tættere på; hans skridt korte og med lange pauser, hvis jeg skulle rykke mig. Men mine ben bliver forplantet på fortovet; min puls svagt stigende jo tættere på han kommer.

For et øjeblik – eller tusind af dem; hvem ved? – bliver vi stående der, tåspidser presset mod hinanden, imens vi stirrer på hinanden; åndedrag blandes og ekshaleres i samme retning, indtil den diminutive afstand i mellem os udryddes, og vores læber mødes i et længselsfuldt kys.

Hans hænder omslutter mine hofter og hiver og tætter på hinanden, indtil alt jeg kan føle er ham presset i mod mig; hans knæ i mellem mit, bryst mod bryst, skuldre lænet mod mine; her er, hvor jeg hører hjemme.

 

Han træder tilbage, forpustet og med et fjollet smil på læben, når vores øjne endelig mødes igen.

Jeg skal til at trække ham tilbage; lære ham at kende for endnu en gang, da han tager i stedet tager min hold i sin og holder sin afstand; hans smil nu sørgmodigt.

”Hvad har ændret sig Ally? Hvorfor skulle nu give os en bedre chance end for fire år siden? Du forlod mig uden en forklaring og nægtede at besvare mine opkald – nægtede at besvare Niall’s opkalde, alle som havde noget med mig at gøre, og puf så var du væk! – Lou vil ikke engang tale om dig mere. Perrie og Eleanor er de eneste jeg har hørt noget fra, og det var først efter de ikke længere var forbundet til os længere.”

Der er en klump i min hals og is i min mave, fordi han har helt ret.

Efter vores ’brud’ havde jeg gjort mig umage i at blive væk fra alt One Direction relaterede ting; selv da det betød, at jeg ville skuffe de mange mennesker, jeg var begyndt at holde af. Men Harry og jeg ville aldrig være blevet færdige med hinanden, hvis jeg ikke havde tvunget afstanden i mellem os på den måde jeg havde.  

Men nu er ikke dengang.

”Det her kommer til at lyde som en kliché, og måske fortjener vi mere – måske gør vi ikke – men timing var helt forkert,” forklarer jeg hysterisk, fordi pludseligt er et liv uden Harry helt umuligt at forestille sig, ”Jeg var en teenager, da vi fandt sammen, og jeg vidste ikke, hvad jeg ville, hvem jeg var eller, hvad jeg ville være. Du er fantastisk, Harry, men jeg havde behov for at finde ud af, hvem jeg var uden at definere mig ud fra, hvem du er.

”Og måske er jeg ikke ligesom Eleanor eller Danielle, eller andre piger som har det fint i spotlyset. Jeg kan ikke klare at blive gransket ned til mindste detalje, som du gjorde på det tidspunkt; de ting, der blev sagt om dem du datede! Jeg har ikke tid til at revurdere mig selv, hver gang nogen siger jeg ikke er dig værdig. Og for fire år siden var jeg ikke i stand til at ignorere dem, så jeg troede den eneste mulighed, var at løsrive mig fra dig. Men du er ikke problemet Harry, og det ser jeg nu.”

Han er tættere på nu, hans hænder tilbage på mine hofter; et smil voksende på hans læber.

”Jeg tror heller ikke, at du var klar til er seriøst forhold dengang. Du var to år inde i berømmelse, der har taget andre årtier at vende sig til; og du havde brug for at udforske og finde ud af, hvad du har behov for i et forhold. Så hvis du-”

”Ally?” griner han, da hans ansigt pludseligt er meget tættere på mit end før.

Jeg rødmer, men bliver stående. ”Ja?”

”Hold kæft, hvor har jeg savnet dig.” hvisker han før han endnu en gang lader vores læber mødes.  

 

***

the end?? 

jeg har gennem lang tid (3 ÅR) lagt mærke til, at I bliver ved med at vende tilbage til denne historie, hvilket jeg er SÅ glad for :) Så i stedet for at lade den stå uafsluttet, har jeg prøvet at skrive en slutning, som jeg mener, passer ind i den handling, der hidtil har fundet sted. 

Tusind tak for alt jeres støtte, og hav et godt hiatus :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...