Nøglen til det andet liv

Historien handler om en meaber pige der hedder Bura. hun finder ud af at der findes en anden verden og hun vil finde den. Men for at finde den anden verden skal hun bruge en speciel nøgle, men pludselig kommer der en magisk bog og en anden meaber ind i historien. (Meaber er en slags væsner.)

0Likes
1Kommentarer
248Visninger
AA

1. nøglen til det andet liv

I et træ i Tozangskoven nær Dødens dal boede der tre meabere. De boede højt oppe i det største og ældste træ i Tozangskoven. Meaber var en slags folk, der boede oppe i træerne i Tozangskoven. De var en blanding mellem mennesker og aber, de lignede næsten mennesker bortset fra deres lange pjuskede haler og deres meget spidse ører. De var også fantastisk gode til at klatre, det var nok også grunden til, de boede i træer, ligesom aber.  Meaberne var meget modige og ikke så venlige overfor folk de ikke kendte. Men de tre meabere der boede i det største og ældste træ var ikke som alle de andre, de var ikke modige, og så var de meget venlige overfor alle. De tre meabere var en mor, far og en pige. Pigen hed Bura. Bura var en af de mindste meabere, hun havde pjusket rødbrunt hår, og hun havde næsten altid en orange kjole på. Bura havde altid elsket at lege med sine venner, i den hyggelige skov de boede i, men hun hadede, når der skete noget uventet og måske en lille smule farlige ting. En dag for ca.100 år siden var Bura ude at lege gemmeleg med sine venner. Hun havde gemt sig i en lillabærbusk, og netop som hun sad og spiste nogle af lillabærene, hørte hun en underlig stemme sige, ”i Dødens dal du vil finde, en bog der vil hjælpe dig igennem dit livs eventyr til den anden verden”. Hun blev så forskrækket, at hun skreg så meget, at hun blev forskrækket over sit eget skrig. Men stemmen var væk, og der var ingen omkring hende. Da hun kom tilbage til sine venner, fortalte hun ingen ting om stemmen.

Nogle dage efter sad Bura oppe i et træ og tænkte på det, som stemmen havde sagt, den dag hun gemte sig i lillabærbusken. Hun havde næsten ikke tænkt på andet siden. Pludselig havde hun fået mod til at tage ned til Dødens dal for at se bogen og hvad den kunne hjælpe hende med. Hun havde også spurgt hendes mor og far om lov flere gange, men svaret var nej, det var for farligt. Bura ville meget gerne ud at se noget nyt og måske en ny verden, men hun ville komme til at savne den lyse og hyggelige Tozangskov. Hun ville savne bare at gå rundt imellem grønne træer, lilla lillabærbuske og lege med de andre meaber og de søde elverpiger. Men mest ville hun savne mor, far og deres trygge træ.

En nat vågnede Bura, og det eneste hun tænkte på var den hemmelige bog i Dødens dal. På en eller anden måde var frygten om alt det farlige og onde forsvundet, og hun var klar på alt. Nu var hun så fast besluttet på at komme af sted, at intet kunne stoppe hende. Hun pakkede tre kjoler og lidt lillabær. Alt det pakkede hun ned i en taske lavet af blade fra lillabærbuske, og så drog hun hen mod Dødens dal. Hun kendte godt Dødens dal, for farfar havde tit fortalt hende, om dengang han var jæger og jagtede orker i Dødens dal. Men da hun skulle til at gå ned i Dødens dal, kom hun i tanke om, at hun ikke havde sagt farvel til mor og far. Det var allerede blevet dag, og hun ville nå at finde bogen inden aften, så hun kunne ikke nå at gå tilbage og sige farvel. Så hun fandt en brevmus og skrev et brev på et stykke bark, og hun gav brevmusen brevet og sagde hvor det skulle hen, og væk var den. Brevmus er meget hurtige, så hendes mor og far ville nok få det om et par timer.  Nu var hun kun en meter fra Dødens dals indgang. Allerede der kunne hun se, hvor mørke og tætte træerne var, ikke engang på en solskins dag ville der ikke komme lys ned i dalen. Hun gik der ind, og det eneste der var at gå på var en ulækker og mudret stil. Hun kunne ikke se særlig meget, men hun kunne høre millioner af underlige lyde. Lyde af væsner der kravlede rundt i bladene, og flyvemus der fløj omkring hende. Nu følte hun sig ikke særlig modig. Hun fulgte stien, og nu gik den ned af, og pludselig faldt hun ned i mudret og rutsjede hele vejen ned af bakken. Normalt kunne hun godt lide at rutsje, men nu syntes hun det var forfærdeligt, hun fik ting i hovedet og rutsjede ind i ting. Da hun endelig kom ned ad bakken, kunne hun se en hule. Hun var så træt, at hun ikke tænkte videre over, hvem der boede der og gik derfor der ind i den ru hule og lagde sig til at sove.

Bura vågnede med et sæt ved lyden af skridt i tusindevis. Da hun åbnede øjnene var det først der, det gik op for hende, hvem der boede i hulen. Der kom tusinde vrede orker imod hende, de kom med brændende fakler og skarpe svær. De så ud ligesom farfar havde fortalt: Flade og grå ansigter, metal lænker over alt og så var de store og grimme. Der lå Bura så omringet af grimme og ulækre orker, hun kiggede opgivende op og så noget rødt. Hun troede ikke sine egne øjne, da hun opdagede, at det var bogen hun ledte efter. Hun sprang op, og heldigvis var hun jo vant til at klatre, så hun klatrede op af de ru vægge og tog bogen. Nu havde hun fået bogen og så var problemet bare, hvordan hun skulle komme ud. Hun havde to valg: Det første var at blive i hulen, og håbe på at orkerne ville slippe hende fri. Det andet valg var, at tage chancen og bare løbe væk. Efter hvad hendes farfar havde fortalt om orker, tog hun bogen og hoppede ned fra væggen, og løb så hurtigt hun kunne. Hun løb, hun løb så meget, at hun ikke opdagede, at de kom ud af hulen. Bura syntes selv, at hun løb lige så hurtigt som en hurtig brevmus eller næsten så hurtigt. Men det gjorde hun bare ikke, for kort tid efter var orkerne lige i hælene på hende. Hun løb og løb, men ikke hurtigt nok og nu var orkernes fakler tæt på hende. Men til hendes held kom der en flyvemus og greb fast i hendes kjole. Bura blev forskrækket, men hun var også meget taknemlig for, at flyvemusen havde fanget hende. De fløj højt oppe, eller så højt man kan i den tilgroede dal. Neden under dem kunne de se alle orkerne løbe forvirret rundt med deres fakler i mørket. Da de havde fløjet et stykke tid, kunne de begynde at se lys - altså sollys. Det var heldigt, at de snart var ude af Dødens dal, for Buras kjole var lige ved at revne, fordi flyvemusen havde haft den i sit skarpe næb hele vejen. Pludselig skete der det der ikke måtte ske, Buras kjole revnede lige inden udgangen fra Dødens dal. Hun faldt nok et par meter ned og landede på noget mudder på jorden. Flyvemusen kom ned hurtigt og hjalp hende op og sagde undskyld, og Bura takkede mange gange for, at den havde fløjet hende væk fra orkerne. Så fløj flyvemusen, og Bura gik ud af dalen.

Der var gået et par dage, og Bura var kommet langt væk fra Tozangskoven. Hun savnede sin mor og far tusinde gange hver dag. Hun havde også fundet ud af, at bogen var magisk og kunne skrive beskeder, der ville hjælpe hende med at finde den anden verden, som stemmen havde snakket om.  Indtil videre havde den kun skrevet om, hvad den kunne, og hvilken vej Bura skulle gå. Bogen så ud til at være gammel, men det så ikke ud til, at den var blevet brugt. Bogen var helt rød, og siderne deri var brune og gamle, og beskederne var skrevet med blæk. Bura var gået igennem hundrede kilometer skov, men ikke sådan en slags skov som hun boede i. I den skov hun havde gået igennem, var der mange dyr og ingen meaber, elvere eller orker. Skoven var også fuld af frugter og bær, så Bura var ikke så sulten, som hun havde frygtet, og det ville nok blive værre på et andet tidspunkt.

Bura havde været hjemmefra i ca. en uge, og savnet til hendes mor og far blev større og større. En aften hvor Bura sad og spiste nogle lillabær, skrev bogen en besked. I beskeden stod der ”i Taurusbjerget vil du finde en nøgle, nøglen vil være starten på et nyt liv men pas på, for nøglen kan du finde i selveste orker kongens slot.” Bura sad og kiggede, hun vidste ikke hvor Taurusbjerget lå, men lige da hun tænkte det, kom der et kort over hele området frem i bogen. Bura gik i den retning, som kortet viste, men det var som om alt i skoven ændrede sig til noget dårligere. Alt blev mere mørkt, og dyrene forsvandt. Den mørke skov var lige nord for Taurusbjerget, og her boede der trolde. Troldene der boede her, var nogle er de største og ondeste trolde der fandtes.  De trolde var værre end orker, og så lignede de et par kæmpe sten med hoveder og hår. Bura ville have fat i nøglen, og det med at hun ikke var modig passede ikke her. Så Bura gik ind i skoven uden at tænke sig om en ekstra gang. Til Buras held havde hun ikke taget orange kjole på i dag, men en mørkegrøn så hun kunne ikke ses. Så hvad kunne gå galt, hvis hun gik stille og roligt igennem skoven. Ja, hendes første problem var, at bogen var rød og at man tydeligt kunne se den i skoven. Men det problem løste hun ved, at pakke den ind i blade. Og så var der hendes andet problem, trolde havde en ufattelig god hørelse, så selvom hun listede, ville de høre hende. Det andet problem kunne hun ikke finde en løsning på, så hun tænkte ikke mere på det og gik ind i skoven.

Dagen efter var hun halvvejs igennem skoven, hun havde ikke mødt nogen trolde, og bogen havde ikke givet hende nye beskeder, så hun fortsatte. Men det skulle hun aldrig have gjort, for kort tid efter stod hun foran to kæmpe trolde, de fangede hende og satte hende ind i udhulet træ, som skulle forestille at være et bur. Foran buret stod en trold og skulle forestille en vagt. Træet var vådt og lugtede grimt af flyvemus. Det var som om man var inde i en rådden kasse. Der sad Bura i næsten to dage uden mad, men når vagten kiggede væk, kunne hun lige nå at se, om der var kommet besked fra bogen, men nej, der kom ingen beskeder.

Da Bura havde siddet der i tre dage, kom der endelig noget mad, men maden var et eller andet klamt fårekød. Det smagte af gammelt og muggent kød. Men da Bura kiggede op, så hun, at det var en helt almindelig meaber, der kom med maden, og som der stod først i historien var Bura ikke bange for at snakke med ukendte mennesker.  Så efter at havde hørt lidt af denne meabers historie, fandt hun ud af,  at han hed Aro, og han var også blevet fanget af troldene og nu var blevet deres slave. Nu var Bura også nødt til at fortælle hendes historie, så det gjorde hun.  

Aro kom hver dag med mad til Bura, og hver dag fik de en lille snak, for trolde forstår nemlig ikke det sprog meaber taler. Efter nogle dage havde de fundet ud af den perfekte flugtplan. Den startede næste dag, når Aro kom med mad.

Bura havde ikke sovet hele natten, hun var så spændt på deres flugtplan, hun havde ligget og tænkt den helt igennem så der ikke kunne ske dem noget. Det var nu, det var på det tidspunkt, Aro plejede at komme med mad. Hun havde ikke noget ur, men hun vidste, at han kom, når vagten vågnede, og han var lige vågnet. Men der kom ingen Aro, kun trolde der gik rundt omkring træet. Bura tænkte, at han nok var forsinket. Men da det blev at blive mørkt igen, vidste Bura, at der var noget galt.  Mon troldene havde fundet ud af, at de skulle af sted, der var også kommet flere vagter om træet. Sådan sad Bura hele aftenen og natten i uvished om hvad der skete. Næste morgen vågnede Bura ved, at nogen ruskede hårdt i hendes arm, hun åbnede øjnene og så at det var Aro. Bura begyndte straks at spørge om hvad der var sket, men Aro sagde bare, ”det har jeg ikke tid til at forklare, skynd dig ud inden vagten vågner.” Bura gjorde, hvad Aro sagde, og skyndte sig ud. Men lige i det øjeblik vågnede vagten. Vagten var heldigvis meget langsom til at vågne, så Bura og Aro nåede at komme lidt væk. Vagten sprang pludselig op, som en fugl der brændte næbbet og løb efter dem. Bura og Aro gjorde det, de havde aftalt i deres flugtplan. Deres flugtplan gik ud på at løbe hen for at finde den sti, som Bura gik på, da hun blev fanget, og håbe at de var så meget foran, at de kunne nå at klatre op i et træ, uden nogen opdagede det. Når så alle troldene havde givet op og gået tilbage til deres hule, ville de forsætte af stien ud af skoven og hen mod Taurusbjerget. Deres plan gik fint indtil videre, de var lidt foran troldene, og nu havde de fundet stien. Først kravlede Bura op i træet, men da Aro skulle kravle op, kom troldene løbende hen mod dem. Aro blev så forskrækket, at han faldt ned i en lillabærbusk. Troldene havde heldigvis ikke set dem, så de gik forvirret rundt og ledte efter dem. De var så forvirrede at de efter ti minutters søgen gik deres vej. Bura hoppede ned fra træet og Aro kom frem bag busken, de var begge to meget lettede over at været kommet væk fra troldene. Aro havde plukket nogle lillabær til dem, og imens de spiste dem, gik de hen mod udgangen. Da de havde gået i næsten et døgn, kom de til udgangen, og herfra kunne man se Taurusbjerget. Bura og Aro satte sig i græsset for at hvile, da Bura kom i tanke om bogen, hun skyndte sig at kigge, der var kommet en ny besked. I den stod der ”nu er
I kommet til Taurusbjerget og det er jeres sidste chance få at få fat i nøglen,  så skynd jer, den er i Sellas rum i den nordlige del af bjerget. Forresten er Sella en af de sødeste og pæneste orker men lad være med at irritere hende. I må under ingen omstændigheder blive set af orker kongen.” Bura og Aro kiggede på hinanden, og gik så hurtigt de kunne ind i indgange til bjerget. Bjergvæggene var rå og belyst med fakler og der var skilte over alt, så det var nemt at finde rundt. Sellas rum var heldigvis tæt på indgangen, men de skulle lige igennem kongens rum først. Der lugtede ikke særligt godt inde i bjerget og der var meget indelukket. Der lugtede næsten ligesom det bur, Bura var fanget i hos troldene. Bura var for næsten første gang på dette eventyr bange, men Aro beroligede hende og fik hende overtalt til at gå med.

Da de havde gået igennem nogle mørke sale, kom de til kongens rum. Bare døren derind til var lavet af guld og edelsten. Aro åbnede døren og gik først ind, kongens rum var kæmpe stort og lavet af det pureste guld og sølv. Aro kunne høre kongen, men ikke se ham, så han gjorde tegn til Bura , at hun måtte komme ind. De fandt hurtigt ud af, hvor kongen var, han sad ved et bord og spiste noget dyre- eller meaberkød. Det gjorde ikke Bura mindre bange, men Aro tog hende i hånden og tog hende med. De listede igennem rummet, hvor og kongen sad og spiste, og han var så optaget af kødet, at han hverken så eller hørte de to meaber gå forbi. Bura var lige ved at skrige og råbe så højt, at dem hjemme i Tozangskoven kunne høre hende, bare af lettelse, men kom i tanke om hvor de befandt sig.  De skyndte sig ind i Sellas rum, og inde i rummet stod den flotteste ork. Aro spurgte uhøfligt Sella om, hvor nøglen var og om de måtte låne den. Det skulle han aldrig have gjort, for det var lige ved at ophidse Sella meget, men Bura nåede at sige ”undskyld vi spørger sådan, det er bare fordi vi vil så meget gerne låne den, vi kommer helt fra Tozangskoven.” Det hidsede Sella ned og uden at tvivle gav Sella dem nøglen og sagde ” skynd jer væk inden kongen kommer.”

De kom helskindet ud fra bjerget, de satte sig i græsset, hvor de også sad før. Det var sommer, og solen skinnede, og blomsterne duftede lige så godt som dem der hjemme. Bura vidste at eventyret nok snart var forbi, og hun nok snart ville være hjemme igen. Imens tog Aro bogen fra hende og så at der var kommet besked, i den stod der ”I har fået nøglen og for at komme ind i den anden verden, skal I stå under hvilken som helst træ med nøglen om halsen og hoppe tre gange. Når I har gjort det, går der tre sekunder og I vil forsvinde til det andet land. Men husk der er kun én, der kan komme af sted og I kan ikke komme tilbage! Når I kommer ind i det andet liv, vil I forandre jer til de væsner der bor der, de hedder mennesker. God tur.” Bura kiggede på nøglen, den var sølv og slidt, hun gav den til Aro sammen med bogen og sagde ”du skal af sted, du har ingen at vende hjem til, og savnet til mine kære er for stort, så tag du af sted”, ”er du sikker på det” spurgte Aro, Bura nikkede og sagde ”jeg vil huske dig for altid, god tur og pas på dig selv.” Aro krammede farvel og gik hen til træet nær dem og vinkede farvel til Bura, og Bura vinkede tilbage med en lille tåre i øjenkrogen. Aro hoppede tre gange og væk var han. Nu skulle Bura bare finde den letteste måde at komme hjem på. Hun kiggede op og så en flok måger flyve over hende, hun viftede med armene og råbte efter dem. Heldigvis var der en måge, der fik øje på hende og fløj ned til hende. Hun forklarede hvad der var sket, og hvor hun skulle hen, hun satte sig op på den, og så fløj de mod Tozangskoven.

Hele turen hjem havde Bura følt sig alene og tom. Nu var de endelig landet lige foran det træ, hun boede i. Hun gik op i træet, og da hendes forældre så hende, brød de sammen af glæde. Efter de havde krammet hinanden i lidt tid, satte de sig til at spise, og imens skulle Bura fortælle alt, hvad hun havde oplevet og lavet, og derefter levede de videre lige så lykkelige, som de var inden eventyret startede.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...