Et råb om hjælp

Historien handler Lurimos, som er en verden, der er i kamp mod Toram. I Lurimos lever alle dejligt, men i Toram er der klodt og farligt. Tuk og Gundolf beslutter sig at tage kampen op mod Toram, for de ved hvor der ligger et specielt sværd. Hvis man har sværdet, er man uovervindelig. De kommer på en fare fuld rejse, som er meget hård. Mon de klarer det?

0Likes
0Kommentarer
341Visninger
AA

8. Krig

De døde væsner var fjernet, og porten var åbnet. ”Jeg håber I alle vil kæmpe til døden, og hvis jeg dør, vil jeg takke jeg af hele mit hjerte,” sagde Tuk. De alle styrtede ind og råbte og skreg. Tavkon og hans folk havde også forudset kampen og var klar. Tavkons folk gik også til angreb. Man kunne høre smerteskrig, hver gang en blev ramt af et sværd eller en økse.

Tuk gik med sværdet i hånden og ledte efter fangekælderen. Det var en stor plads, med mange dører på siderne, så det var svært at finde den rigtige. Man gik på brosten og pladsen føltes meget klam og indelukket. Endelig fandt Tuk den rigtige, men da han åbnede døren stod Tavkon der. Han var en Gumbil. En Gumbil er en blanding mellem en ork og et menneske, og de er meget stærke og kloge. Han havde en sort kappe på og en flot rustning inden under. Man kunne ikke se hans hoved, for han havde trukket kappens hætte op. Det eneste Tuk kunne skimte var nogle klamme ar.

”Når, endelig kom du,” sagde Tavon.”Hvad mener du med endelig?” Svarede Tuk.”Jeg har bare stået og ventet på dig og din makker, hvor er din makker?”.”I krig og jeg vil have min bror nu!” Skreg Tuk, og svingede sværdet, men det ramte ikke.”Du ramte ikke,” sagde Tavkon hånede. ”Du ikke kan dræbe mig, du er for sød, og hvis du bare har en lille smule medlidenhed med mig, vil sværdet ikke ramme”.”Hvad! Kom nu Tuk,” sagde Tuk til sig selv. Tavkon trak et sværd frem og pegede mod Tuk.”Det er forbi Tuk,” råbte Tavkon. Han svang sværdet, og det ramte Tuk på armen, og han fik en stor flænge. Blodet strømmede ud, og han blev mere og mere svækket. Men pludselig kunne Tuk se sin bror foran sig, det var Tavkon, der havde taget ham ud fra cellen.”Nej, Nej!” Skreg Tuk og prøvede på at rejse sig op. Men hans arm gjorde ondt, og han kunne simpelthen ikke rejse sig for han var for svag. Han kunne ikke mere, og idet han lukkede øjnene, strømmede der billeder frem om, hvordan det ville blive, og hvad Tavkon havde gjort. Hvor mange mennesker han havde dræbt før i tiden. Men nu skulle det være nok! Tuk åbnede øjnene og så Tavkon stå med ryggen til med Tik i den ene hånd og et sværd i den anden. Tuk måtte rejse sig, selvom det gjorde forfærdelig ondt. Han tog sig sammen og brugte alle sine kræfter, og der stod han og vaklede frem og tilbage. Inden han nåde at tænke sig om, havde han stukket sværdet i Tavkons ryg af bare raseri. Tavkon skreg og faldt om på jorden, idet han faldt fløj hans hætte af og et klamt og gammelt ansigt, med mange ar kom frem. Tuk faldt om og slog hovedet mod brostenene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...