Et råb om hjælp

Historien handler Lurimos, som er en verden, der er i kamp mod Toram. I Lurimos lever alle dejligt, men i Toram er der klodt og farligt. Tuk og Gundolf beslutter sig at tage kampen op mod Toram, for de ved hvor der ligger et specielt sværd. Hvis man har sværdet, er man uovervindelig. De kommer på en fare fuld rejse, som er meget hård. Mon de klarer det?

0Likes
0Kommentarer
363Visninger
AA

2. Kortet

Han lagde brevet på hans nat bord og gik ud for at spise aftensmad. Han kunne ikke få en bid ned, for han spekulerede på, hvem ham Gundolf var, og hvor fra han vidste, at han havde en bror? Da han havde vasket op og givet fuglene det brød, han ikke kunne spise, gik han i seng. Næste morgen vågnede han da solen stod op. Det var først, da han åbnede vinduet og hørte nogle fulge synge ”det store egetræ”, ”det store egetræ,” at han kom i tanke om hans aftale. I et snuptag fangede han et stykke brød, og proppede det i munden. Hoppede ned i sine brune bukser og tog sin grå strikketrøje på med et brunt bælte og en grøn jakke. Han løb af sted hen til det store egetræ, men der var ikke nogen. ”Hvad er der sket, jeg kom for sent,” tænkte han, og fik en klump i maven. Han satte sig ned og lænede sig op af træet. Få minuttet senere kunne han høre, nogle komme fra stien. ”Hej jeg er Gundolf,” sagde personen. ”Du må undskylde jeg kommer for sent, for jeg skulle hente vores heste. Jeg var nemlig så sikker på, at du ville komme,” sagde Gundolf. Han trak to flotte heste, den ene var hvid, og den anden var brun med en hvid blis. ” Det gør slet ikke noget,” sagde Tuk med lettelse i stemmen.” Her er kortet,” sagde Gundolf og rakte det til Tuk. ”Vi skal gå hen til Himmelbjergene, indtil vi kan se et vandfald, for så skal vi gå ind ad en sti, som ligger til højre. Når vi kommer ind af stien, skal vi være rigtig vågne, for så er vi inde i Tavkons land Toram, hvor der går orker rundt,” fortalte Gundolf.

De snakkede videre, indtil Tuk afbrød snakken og udbrød ” Er det ikke farligt?” Spurgte han, og Gundolf kiggede på ham, som om han troede, at Tuk slet ikke havde hørt efter.” Jo selvfølgelig er det det, men vil du det her eller ej?”.”Ja meget gerne, eller jeg bliver nød til det,” sagde Tuk bestemt, og de satte sig op på deres heste for at ride hen og hente Tuks oppakning. Tuk fik den brune hest og Gundolf den hvide hest.

Foran den brune hoveddør havde Tuk en smal grussti med små fine blomster til hver side. ”Skynd dig ind for at hente din oppakning, for ellers når vi ikke hen til vores første holdested,” sagde Gundolf. Tuk skyndte sig af hesten og gik ind, og hentede sine ting, som han havde pakket. ”Kommer du,” lød det ude fra. Men Tuk skyndte sig så meget, at han glemte at svare. Da de havde spændt oppakningen fast, red de af sted, og eventyret var begyndt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...