Det vilde eventyr

Det handler om en lille pige. Der hedder Diana. der bliver ført hen til en dværge by.
Hun rejser hjem til sin hjemby for at redde hendes søskende. Hun kæmper mod en Nazgul.

2Likes
0Kommentarer
587Visninger
AA

2. Det vilde eventyr

Min storebror Jason og jeg var ude at gå en tur. Solen skinnede lyst i dalen, hvor vi gik. Min lillesøster Mariah og min mor Ashley var hjemme og bage brød. Min far var som altid ovre for at arbejde på hans arbejdsplads. Nå men tilbage til mig. Vi legede fanger og Jason var den. Vi løb og jeg snublede over noget, så jeg kiggede ned. Der lå en daggert imellem de turkisgrønne blomster. Jeg forstod intet! Det lignede en Elver daggert, og dem ser vi ikke så meget her på egnen. Vi tog daggerten med, så begyndte vi at løbe hjem. Da vi var kommet hjem fortalte jeg om daggerten. Min mor ville gerne se den, og hun sagde det helt sikkert var en Elver daggert. Vi fik lov til at gå ud igen og samle de friske røde sommeræbler. Vi fandt en snes æbler, og da vi kom hjem sagde mor at vi havde nok til at bage æblekage.

En dag vågnede jeg til et hæsligt skrig og det lød ikke som min mor når hun så en edderkop. Det her var værre. Jeg sagde til min bror og søster at de skulle gå ned i forråds kammeret og vente, hvor de i hvert fald havde mad til 4 år hvis det var, og vi kunne få vand fra en kilde, der løb gennem vores kælder. Jeg tog daggerten og løb udenfor. Der var en nazgul fyrste og en masse orker. Jeg blev slået ned jeg ved ikke af hvad og jeg vågnede inde i en by… en dværge by! Dværgene kom og sagde at jeg havde sovet i 14 dage, og at det var et ordentligt slag jeg havde fået. Jeg ville vide om der var andre der levede, de sagde at de ikke havde set efter. Men der er måske nogle i forrådskamrene. De fortalte alt de vidste, de fortalte at orkerne havde overtaget byen. Jeg havde været ved dværgene 1 års tid. Nu ville jeg bare gerne hjem til mine søskende. Jeg tog min daggert og et kort, og fandt ud af at jeg kun var 14 km fra Slanig. Jeg tog af sted med det samme og jeg fik en lille sød brun pony med en usædvanlig stor manke. Mit følge var 3 dværge, en elver, der havde langt sort hår, og et menneske der var stort og stærkt. Dværgene havde hver en rød, en grøn og en blå kappe. Vi red på en masse klinter og de fleste i følget brokkede sig over at vi næsten ikke havde mere mad. Pludselig hørte elveren noget og mennesket spurgte ” Hvad kan du høre Negolas?”.  Negolas sagde ”Orker. Mindst 20 Aramir, gem jer”. Dværgene spurtede væk bag træerne og Negolas gik sammen med Aramir. Jeg tog min daggert frem og gjorde klar til kamp mod dem. Negolas satte sig op i et træ og spændte en pil på buen. Sølvet fra pilespidsen glimtede i lyset fra solen. Aramir lå i skjul bag en busk og dværgene stod klar til kamp. Vi så orkerne der kom gående mod os og der var total stilhed. Pludselig fløj pilene mod os og en masse orker angreb os. Der var over 200 orker. Dværgene spændte livremmene og gik til angreb med deres økser og sværd.  De kæmpede meget vildt af at være så små. Negolas skød bueskytterne. Da de havde dræbt alle på nær en. Ham truede de og spurgte hvem der havde sendt ham. Men der kom intet svar. Han tog fat i mig og tog min daggert ud af skeden, og stødte den ind i sit eget bryst, så det sorte blod sprøjtede ud på mig. Jeg skreg og løb hen til den nærmeste flod. Heldigvis nåede Negolas at stoppe mig for da jeg kiggede over på den anden side stod en daimon. Jeg kunne næsten ikke tro det for så betød det at vi var tæt på en hobbit by. For daimoner beskytter nemlig hobbit floder, på grund af en urgammel pagt, men lader ikke hobbitter drikke af den.  Jeg begyndte at løbe langs flodbredden og daimonen fulgte efter mig. Negolas løb efter mig og råbte ”Vent Diana”, for dværgene kunne ikke følge med. Aramir var lige bag Negolas. Da vi kom til byen var der ild i de fleste af jordhulernes tage. Jeg løb over mod vores hus. Da jeg nåede derhen kunne jeg se noget anderledes ved borgmesterpalæet. Det var blevet til et dystert mudderhul. Vi kunne se en drage, der stod fortøjet bag ved palæet. Jeg sagde til de andre, at de bare kunne vente, mens jeg hentede mine søskende. Min lillesøster sad ovre i hjørnet. Jeg begyndte at gå over mod hende, hun sad og smilede. Pludselig hoppede min bror på mig med en brødkniv i hånden. Jeg slog den ud af hans hånd. Men så tog han fast om min hals og pressede. Jeg fik ham væk. Jeg kunne se i hans øjne at han ville gøre alt for at beskytte Mariah. Jeg fik sagt ”vent” og han stoppede. Men så kom Mariah bag fra. Jason greb fat i hende og holdt hende. Hun så først nu at det var mig. Vi tog noget proviant og gik op. De missede med øjnene fordi lyset var så skarpt. Negolas og Aramir gav dem våben. Jeg spurgte Negolas om han vidste noget om daggerten. Han sagde at den stammede fra hans tip tip tip oldefar. Den hedder Verdaulich og den kan skære i alt på nær guld.  Vi listede ind i palæet, hvor orkerne holdt vagt overalt. Negolas skød de fleste inden de så os. Jeg kom bagfra og stak de andre med Verdaulich, der gik lige gennem dem. Efter vi havde dræbt 30 var gulvet næsten malet fuldstændig sort af blod. Vi var kommet til borgmester salen hvor Nazgul fyrsten sad. Han kaldte på orkerne da vi kom ind. Vi trak vores våben. De overlevende orker kom og vi var omringet! Jeg gik hen mod Nazgullen, og han hvæste sit hæslige skrig. Mit følge angreb orkerne og jeg løb op og angreb Nazgullen. Han trak et guldsværd. Jeg gispede og jeg begyndte at kæmpe. Jeg kunne mærke at han var stærkere end mig. Han slog daggerten ud af hånden på mig. Jeg kunne godt se det her var slutningen på min historie. Jeg lå på det kolde marmorgulv. Han skulle lige til at støde hans sværd ind i brystet på mig. Jeg kunne høre mit hjerte banke. Men så kom min lillesøster og tog min daggert og stak den i hans ryg. Han udstødte et hæsligt skrig jeg aldrig vil glemme. Da han var død begyndte orkerne at flygte. Det var aldrig før hændt, at en Nazgul var blevet slået ihjel. Der blev råbt udenfor. Vi gik ud og så at der kom hobbitter ud af hvert eneste hus. Men jeg kunne ikke finde min mor eller far. Der kom en lille hobbit og fortalte de var blevet dræbt. Mine søskende, mit følge og jeg rejste hjem til Glodium og blev der for evigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...