Elverias Dal

Historien handler om en pige, som hedder Betilia. Hun fortæller en historie om, at verden engang gik under. Den blev ødelagt af det det Onde. Hun prøver at få verden til at blive god igen, men hun kommer ud for mange farer. Hun er helt alene.

1Likes
4Kommentarer
346Visninger
AA

5. Krigen

Vi havde næsten samlet vores hær, og vi var alle parate. Den gamle dværg havde

sendt dværgene og menneskene. Vi havde også fundet ud af, hvad han hed. Feron hed

han og han var åbenbart en meget speciel dværg. Han havde engang været konge over

dværgene, og det siges, at han engang var troldmand, men nu havde han bare gemt

sig i bjergene. Det virkede til, at alle havde ventet på denne dag. De havde nok ventet

på, at der var nogen, der ville stå frem og kæmpe for friheden. Mens resten af hæren

kom, kom jeg i tanke om min gave. Jeg havde ikke fundet ud af, hvad det var, men

jeg tænkte stadig væk på, at jeg nok skulle finde ud af det. Der var nu kun få

sekunder til at vi skulle gå til angreb, og vi havde fået tildelt en opgave hver. Jeg

skulle holde mig bag nogle af vores krigere for at springe pludseligt frem. Blodet

pumpede rundt i mig, og mit hjerte slog så hurtigt som 20 heste, der løb på en mark.

Vi stod nu foran det Onde og ventede på, at de skulle dukke frem. Mig og Thorsen

havde fået nogle heste. Vi stod helt tæt sammen. Vi stod helt stille, så vi kun kunne

høre vores eget hjerteslag. Men pludselig hørte vi en af menneskerytterne råbe ”til

angreb!”, og vi fór afsted. De klamme orker, varger, trolde, drager og bjørne stod

også ude på krigsmarken. De stod bare og ventede på os. Verden stod helt stille lige

inden vi ramte den ”Onde mur.” Det gav et kæmpe stort brag. Vi væltede bare ind i

dem, og jeg tror også, de fik sig en overraskelse. De havde jo gået og troet, at de

ejede verden, men nu kommer vi altså og tager den tilbage. Jeg havde fået et lille

svær af dværgene, men det skulle jeg først bruge, når de sagde til. Midt i alt larmen

hørte jeg et eller andet råb, et råb jeg kendte. Det var elvernes råb. De kom også

løbende mod det Onde. Nu var vi pludselig endnu flere. Jeg lagde mig ind til hestens

hals og lukkede øjnene. Jeg turde ikke kigge op, for jeg ville bare have, at det snart

var overstået. Jeg red og red, for jeg ventede bare på mit signal. Jeg var helt urørlig.

Jeg hørte mit råb, og åbnede mine øjne. Jeg så en kæmpe drage, som kom styrtende

mod mig. Jeg vidste det var den jeg skulle dræbe. Det virkede helt dumt at prøve at

dræbe den, men jeg var sikker på, jeg nok skulle klare det. Jeg svingede min arm

tilbage, og gav et kraftigt stød lige midt i maven på dragen. Da jeg ramte dragen,

skete der noget magisk. Mit svær begyndte at lyse blåt. Det gav et stød i dragen, og

den faldt straks død om. Lige da dragen ramte jorden, gav det et ordentligt brag, og

alle de onde krigere forsvandt. Alt stod stille, og jeg fandt straks ud af hvad min gave

var. Jeg havde fået evnen til at slå dragen ihjel. Der var ikke nogen andre, der ville

kunne gøre det, for dragen magtede alt ondskaben. Hvis den var dræbt, var

ondskaben dræbt. Det var som om alt gav mening. Jeg så mig bagud. De klappede og

jublede alle af mig. Min mission var lykkedes. Jeg havde gjort alle de fortabte gode

folk til en hær. Jeg havde reddet verden.             

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...